Michael Jacksons rekordsælgende album “Thriller” udkom for et stykke tid siden en en jubilæumudgave i anledning af 25-året for dets udsendelse. Man hører jo ellers ikke meget til fænomenet Jackson i disse tider. Bortset fra små sladdernotitser om, hvordan det åbenbart går ned af bakke for ham.
Jacksons karriere er – på godt og ondt – en fortælling om, hvordan den forjættede amerikanske underholdningsindustri gør sine kunstnere til halvguder og derefter fortærer dem langsomt. I hvert fald nogle af dem. Elvis Presley og Britney Spears er andre eksempler. Michael Jackson, der var født ind i underholdningsindustrien, har aldrig kendt andet. Og han gjorde alt, hvad der skulle til for at tækkes det mainstream-FM-radio-segment, der sikrede en økonomisk succes. Forsøgte at forvandle sig til en mellemting mellem den kaukasiske og negroide amerikaner og gjorde sig til en evigtung, androgyn performer. Ren iscenesættelse. Men den ommodellerede næse sad løs som identiteten. Forkærligheden for unge drenge – pæderastien – var skæbnesvanger for den ungdomsfikserede kunstner. Skæbnens ironi i et samfund, hvor ungdommen er blevet dyrket i ekstrem grad. En stjerne sluktes. Og det er mere end tvivlsomt, om den nogensinde vil lyse igen.
Men bagom den triste historie om Jackson, der blev ædt af underholdningsindustriens Molok, som er lige glad med om forsidehistorien handler om kunstneriske højdepunkter eller personlige tragedier, bare det sælger, så gemmer der sig også historien om en kunstner, der sammen med en række gode musikalske rådgivere skabte nogle af de bedste popmesterværker i forrige århundrede: Off The Wall, Thriller, Dangerous og Bad. I tilfældig rækkefølge.
Thriller-albummet blev i øvrigt markedsført med den John Landis-instruerede, næsten 14 minutter lange video, der satte standarden for fremtidige videoer med sin klassiske fortælling om dreng-møder-pige i en ungdomskulturel ramme af dansant musik og zombie-horror-film med seksualiteten som en diskret resonansbund.