Gravhunden – så kan han lære det!
5. oktober 2006Myten siger jo, at hund og kat ikke kan trives sammen. Men, det passer jo ikke. Der er masser af eksempler på fredelig sameksistens mellem de to arter. På vores vej gennem århus’ svar på Lidenlund møder Gravhunden og jeg en hel del katte, der færdes uforfærdet på store såvel som små veje uden at tage synderlig notits af den sindsyge trafik.
Især bemærker vi en bestemt kat. En lang- og lyshåret race (jeg er ikke ekspert udi katte – men en baggårdskat er det i hvert fald ikke…). Den har det med at følge os, når vi går ned ad den vej, hvor den bor hos en venlig, ældre herre, som jeg nu og da udveksler almindelig- og hjerteligheder med. Således også her til morgen. Pludselig dukker den op i en indkørsel og stiler lige hen til Gravhunden. Han kender apparatet og logrer derfor, snuser lidt til dens snude og afventer, hvad der så vil ske. Katten bevæger sig rundt om os. Først gnider den sig kælent op af mine ben. Dernæst op af Gravhunden. Så vender den sig face to face til hunden. Og – som lyn fra en klar himmel langer den Gravhunden en på bærret. Gravhunden reagerer med at sende mig et blik, som om han ville sige: Skal jeg æde den eller hvad? Men, for at det ikke skal udvikle sig, trækker jeg ham væk, og vi fortsætter vores tur. I næste øjeblik er den langhårede glemt. Imidlertid har den ikke glemt os og følger – bag hækken – i vores fodspor, indtil vi drejer ned ad en anden vej…
6. oktober 2006 kl. 19:54
Fur sartarn Capac, jeg sidder jo her og får ondt i hele min anseelige mave af grin!
Og så er din skritlige timing elegant!