Naomi Klein – og “kulturkampen”
21. juni 2008
Den canadiske journalist, aktivist, forfatter m.m. Naomi Klein, der for alvor gjorde sig internationalt bemærket i 2000 med bogen No Logo, har igen sat sindene i bevægelse med sit nyeste opus The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism. I bogen går hun – som titlen jo antyder – i rette med den kapitalistiske økonomi, der som en steppebrand er ved at underlægge sig de sidste kvadratmeter af kloden på godt og ikke mindst ondt (i Kleins optik).
Bogen er, som sagt, kritisk over for den liberalistisk orienterede, kapitalistiske økonomi og ikke mindst den politik, som tilhængere af samme økonomi realiserer. Og derfor er Naomi Klein blevet stemplet som venstreorienteret – og er indgået som skydeskive i den kulturelle kamp, som herhjemme føres af en række liberalistisk indstillede ideologer.
Nu er det fint med kritisk diskussion af den slags værker. Men man må sige, at de pågældende borgerlige ideologer ikke er kommet godt igang.
Først anmeldte den højreorienterede Christopher Arzrouni bogen i Weekendavisen. Kort tid efter kunne dagbladet Informations Anton Geist afsløre, at Arzrouni havde skrevet store del af sin anmeldelse af efter en svensk anmeldelse. Det var i sig selv ikke så godt, og Arzrouni fik en ufrivillig skrivepause på bladet. Men sagen er endnu mere speget. For en journalist i Danmarks Radios kulturredaktion kunne påvise, at den afskrevne, svenske anmeldelse ikke var en tilfældig anmeldelse, men en anmeldelse, som den liberalistiske, svenske skribent Johan Nordberg havde lavet på bestilling for The Cato Institute. Og at samme Cato Institute er en af de foretagender, som tages under alt andet end kærlig behandling i Naomi Kleins bog…
I dagens udgave af Berl. Tidende kommenterer en af neo-koldkrigerne, Bent Blüdnikow, Kleins bog. Hovedanken mod bogen er forfatterens påståede konspirationstænkning, der består i, at Klein ser en sammenhæng mellem det kapitalistiske system og den faktisk førte politik, som den fx udmønter sig i amerikansk udenrigspolitik. Og denne konspirationstænkning ser Blüdnikow som en ‘genkomst’ af venstrefløjens ‘fantasier’, ‘efter af dens egne tankekonstruktioner er styrtet i grus’. Som det besværgende hedder.
Blüdnikow kommer kun med et eksempel på den påståede konspirerende tænkning. Naomi Klein sætter i sin bog den liberalistiske økonom Milton Friedmans i forbindelse med den økonomiske udvikling i Chile under diktatoren Pinochet. Faktum er, at Milton Friedman gav Pinochet-styret nogle råd med hensyn til den økonomiske politik. Men dete var, i følge Blüdnikow, ikke udtryk for ‘nogen sympati eller støtte til regimet i Chile’. Uden man behøver at have læst det pågældende afsnit i Kleins bog må man vel spørge sig selv, om økonomisk vejledning og rådgivning fra en magtfuld, Nobelpris-berømmet, borgelig økonom til et militærdiktatur kan forstås som andet end støtte? Ja, man kan undre sig selv over, at Friedman overhovedet plejede omgang med diktaturet – i form af besøg og brevudveksling – hvis han havde moralske skrupler over for styreformen?
Blüdnikows indlæg er skrevet i anledning af og som anbefaling af en ny bog, der er udkommet på svensk og som kritiserer Naomi Klein. Bogen hedder Extra! Allt om Naomi Kleins Naken Chock og er skrevet af Johan Nordberg (!) og den tidligere maoist og nu højreorienterede skribent Boris Benulic.
Som sagt, det højreorienterede opgør med Naomi Kleins kapitalisme-kritik er ikke er kommet for godt i gang…
21. juni 2008 kl. 16:30
Når man iagttager liberilasternes reaktion på Naomis bog kan jeg ikke lade være med at tænke.
Hun har soguda vist jogget på en øm tå.
55min fra Town Hall Seattle. September 27, 2007
http://www.youtube.com/watch?v=UNzcJImX4Ew
Det minder om modtagelsen af John Perkins.
Confessions of An Economic Hit Man.
Part 1.
http://www.youtube.com/watch?v=yTbdnNgqfs8
Part 2.
http://www.youtube.com/watch?v=29GhXsx7-Rs
Never believe anything until it has been denied by a neocon.
21. juni 2008 kl. 17:51
@cbagger: I hvert fald irriterer hun dem gevaldigt. Man skulle næsten tro, at der var noget rigtigt i hendes kritik! ;-)
21. juni 2008 kl. 19:09
Hvis man skal angribe spørgsmÃ¥let Friedman-Pinochet kan man mÃ¥ske bedre komme igennem med sin pointe ved at fokusere pÃ¥ den økonomiske situation i Chile, hvor fordelingen og undertrykkelsen førte til yderligere forarmelse af de fattigste, jordløse og en hel mellemklasse. Jeg ved ikke om det lignede Argentinas finanskollaps, men det var vist i den retning. Nu er der større tilslutning til fagbevægelserne igen og jeg mener at Chile er sÃ¥ rigt at det ogsÃ¥ “drypper” pÃ¥ de fattigste.
Det er et kendt problem at stemmen svigter, når man er ved at dø af sult. (Altså evnen til at råbe op og blive hørt politisk.)
Naomi Klein har fat i de væsentlige nutids-spørgsmål og en Bent eller Børge kan ikke overdøve hendes klare budskaber.
Det største mysterium lige nu er, hvordan Bush kunne komme til magten og tro, at USA kunne hjælpe Iraq’s befolkning til et demokrati. Hans stab har manglet overblik over styreforholdene i de arabisk-islamiske stater.
21. juni 2008 kl. 19:23
@Donald: I hvert fald synes jeg, at det er himmelråbende naivt at frikende Milton Friedman for et politisk-moralsk ansvar, hvis man ser tingene i en sammenhæng, sådan som du her gør. Og vi skal jo ikke glemme amerikanernes aktive medvirken i kuppet mod den folkevalgte Allende i årene op til Pinochets magtovertagelse.