Myten om homo-genet
1. juli 2008En af de store fordele ved at blive ældre er, at det går op for en, at verden er mere kompliceret indrettet, end man troede, da man var ung og havde svar på alt. Gamle Sigmund Freud sammenlignede engang den menneskelige erkendelses udvikling med individets udvikling og ville gerne se videnskaben som en parallel til det voksne, viise,
erfaringstyngede menneske.
Men ser man på den aktuelle udvikling af videnskaben – i hvert fald inden for visse forskningsgrene, fx genetikken og hjerneforskningen – så kunne man godt få det indtryk, at videnskaben stadigvæk træder sine barnesko og søger de meget enkle svar. Når hjerneforskerne fx på frenologisk vis vil forklare homosexualitet med, at folk har en homohjerne. Eller på tilsvarende vis, at man mener at have funde homo-genet.
Derfor er det lidt opmuntrende at se forskningsresultater, der – alt andet lige – mener at dokumentere, at tingene er mere komplicerede end som så.
En stor, nypubliceret undersøgelse blandt tvillinge gør op med fantasien om et homo-gen. Forskningen, hvis resultater bringes i Archives of Sexual Behavior, forsøger at give et foreløbigt svar på det indviklede forhold mellem genetik og adfærd. Altså på spørgsmålet om sammenhængen mellem genetisk disposition og opdragelsens (socialisationens) betydning. Et gammelt dilemma, tør man vist godt sige.
Et hold britiske og svenske forskere har undersøgt 40.000 svenske tvillinger, hvoraf nogle er enæggede og andre toæggede. De enæggede er interessante, fordi man kan antage, at de har samme genetiske udgangspunkt, hvilket kan bruges til at sige noget om den genetiske konstitutions betydning for den seksuelle orientering. Det interessante ved undersøgelse, hvis data man kan studere i Die Zeit, er, at den ikke giver noget entydigt svar, men peger på, at såvel det genetiske, socialisationen og ‘individuelle, personlige oplevelser’ spiller ind. Og – ikke uvæsentligt – det gælder for såvel homoseksuelle som heteroseksuelle.
I følge Qazi Rahman, der har været med til at skrive artiklen i Archives, så rammer forskningsresultaterne en stor pæl gennem spekulationerne om, at et bestemt gen skulle være afgørende for en persons seksuelle orientering, og slår fast, at vi har at gøre med en meget kompliceret sammenhæng. Så kan de måske lære det, de enøjede forskere! Godt at vide…
3. juli 2008 kl. 17:56
Du kender mig Capac. Ingen sten er for lille til at blive vendt. Og især dem af sproglig art. Men altså, hedder det ikke tveæggede tvillinger? Eller har sprognævnet afskaffet dette gamle præfix (tveægget sværd), mens jeg var optaget andetsteds?
Et kuriosum: Da jeg gik i folkeskolen, var der tre par tvillinger i klassen (og det var altsÃ¥ før, man ku’ fremstille dem ad kunstig vej). Et par enæggede drenge, et par tveæggede piger og et par der var dreng/pige (og derfor naturligvis tveæggede).
Om homo-gen. Hm, who cares, when it comes down to it?
4. juli 2008 kl. 08:49
@Nene: Du har ret. SÃ¥dan i sprognævnssnæver forstand. Ordbogen – retsskrivningsordbogen – siger tveæggede. Men tveæggede betyder jo toæggede. Og det kan man godt sige. Derfor skriver jeg det. Som gammel anti-autoritær danskstuderende og digterspire insisterer jeg pÃ¥ en stor grad af frihed med hensyn til neologismer og poetiske indgreb i sproget.
Apropos Who Cares: Visse videnskabsfolk synes Ã¥benbart det er noget at kunne reducere homo- eller heteroseksualitet til noget rent genetisk (eller – som jeg tidligere har været inde pÃ¥ – neurologisk). Som om det genetiske eller neurologiske simpelthen bestemmer menneskers adfærd og er uden for ydre pÃ¥virkning. I baggrunden spøger folk som Lamarcke, der insisterede pÃ¥, at det ydre ogsÃ¥ ændrer det indre. Han forsimplede tingene meget, men hans spørgen bliver ved med at dukke op og irritere videnskaben.
Det, der interesserer mig, er, at naturvidenskaben stadigvæk forfalder til sådanne monokausale forklaringer, selv om erfaringen taler for meget mere komplekse sammenhænge. Og det var sådan set min bevæggrund for dette indlæg. Verden er svær at blive klog på. Og heldigvis for det.
4. juli 2008 kl. 11:05
Som sædvanlig er jeg enig med dig. NÃ¥r jeg skrev “who cares”, er det selvfølgelig fordi det irriterer mig sÃ¥ meget, at folk ikke kan lade andre folk have deres seksualitet i fred, nÃ¥r blot den ikke skader nogen. Jeg fatter ikke, hvorfor det er vigtigt, om andre mennesker har sex med mænd eller kvinder eller begge dele. Den eneste grund til, at jeg vil foretrække, at mine sønner er heteroseksuelle er da, at det væsentligt øger sandsynligheden for, at jeg kan blive farmor…
Jeg blev nysgerrig mht Larmarcke, men fik ikke noget ud af at Google eller Wikie navnet. Hvem er han? For jeg kunne da godt tendere til at være enig i, at det ydre kan have indflydelse på det indre.
Tveægget/toægget. Måske synes jeg bare tveægget lyder smukkere? Lidt æstet er man vel altid.
4. juli 2008 kl. 11:26
@Nene: Jeg er ganske ening. Og man kan jo godt blive farmor, selv om ens unger foretrækker nogen af deres eget køn. I hvert fald hvis vi andre er lidt medgørlige og ser stort pÃ¥ om børnebørnene er biologiske eller adopterede…
Ang. Lamarck (der kom et e for meget pÃ¥ navnet), sÃ¥ var det ham, der fremkastede den kontroversielle teori om ‘nedarvede egenskaber’ – forenklet sagt: at vores adfærd kan sætte sig spor i det biologiske, som sÃ¥ kan gÃ¥ videre til næste generation. Du kan læse en wiki om ham her: http://en.wikipedia.org/wiki/Lamarck.
Og jo: æstetikken skal vi ikke glemme i sproget. Tveægget, tveæggede lyder godt.
4. juli 2008 kl. 11:42
Nå, så var det ham. Læste godt den Wiki, men syntes ikke, der stod nok til at overbevise mig om, at det var ham, du mente. Godt så ;-)