En medrivende bagatel – Mamma Mia! The Movie!
12. juli 2008
Jeg tog damerne i casa capac under armen og fordrev denne dags eftermiddag med ABBA-musical-filmen Mamma Mia! Planen var at få den set, inden for mange anmeldere fik påvirket min lyst til at se værket.
Det lykkedes. Jeg nåede lige at øjne en trestjernet anmeldelses tre stjerner inden. Det var alt.
Filmen markedsføres som en feel-good-film. Og det kan være farligt, for det er en svær kunst at lave en sådan feel-good-film. Ganske vist behøver man kun at have en mere eller mindre romantisk Mcguffin for at få plottet på plads. Men herefter står og falder det hele med valget af skuespillere, valg af locations, almindeligt fortællehåndværk plus det løse. Og ikke at forglemme: soundtracket.
Som sædvanligt havde jeg skruet forventningerne ned. Faktisk gik de blot på, at ABBA-sangene nok skulle holde, uanset hvilken sanger de blev udsat for. Og det holdt stik. Og mere end det.
Filmen er en veloplagt, vellykket, charmerende, stærkt medrivende bagatel, der lige præcis opnår, hvad den vil sælge: at man går ud af biografsalen med en god følelse i kroppen.
Plottet er fermt. En ung pige skal giftes og vil inden denne skæbnestund indtræffer finde ud af, hvem hendes far er. Hun har fundet sin mors dagbog og fundet ud af, at der kan være tale om tre herrer, som moderen – da hun havde pigens alder – har haft et forhold til med kort mellemrum. Derfor inviterer hun dem alle tre under foregivende af, at det er den uvidende moder, der inviterer. Og så er scenen sat. De tre herrer – i skikkkelse af Pierce Brosnan, Colin Firth og Stelan Skarsgård – kommer sejlende til øen. Og det samme gør moderens – Mery Streep – to veninder, The Dynamoes, Christine Baranski og Julie Walters. Og så kommer der gang i løjerne.
Jeg skal ikke berøve læseren for fornøjelsen af at følge historien til ende. For selvfølgelig går det ikke helt efter bogen – og så alligevel.
Det vigtigste er, at historien fortælles med fynd og klem, humor, opfindsomhed og med en sjælden oplagthed. Man kan tydeligvis se, at de medvirkende har haft det sjovt med at sætte denne lille bagatel i scene.
Historien – der kobler nutiden og fortiden sammen og dermed fint legitimerer brugen af ABBA-sangene som gennemgående lydspor – rammer godt ind i noget, der rumsterer i vores rastløse og desorienterede tidsånd: behovet for at søge tilbage i historien for at forstå sig selv og behovet for at forlige sig med sin egen fortid. Individualismens arkilleshæl. Dertil skal så lægges en god portion gammeldags romantik. Troen på den eneste ene – trods ungdommelige promiskuitet og anden udskejelse – og troen på, at Kærligheden overvinder alt… Velbekomme.
Der spilles godt over hele linjen. Meryl Streep passer godt til rollen som den enlige mor med en fortid som shady Lady. Brosnan, Skarsgård og Firth er godt typecastet som tre vidt forskellige mænd med en fortid som hippier og head-bangers. Baranski og Walters er perfekte som de to veninder, der ikke vil give slip på fortidens vild- og galskab. Især Walters er næsten hele filme værd og hendes udgave af Take A Chance On Me gik rent ind.
Selv om flere af skuespillerne ikke har nogen stor stemmepragt så klarer de sangene med energisk bravour. Faktisk er det en ekstra charme ved filmen, at der ikke satses på egentlige sangstjerner, men ganske “almindelige” stemmer. Selv om især Meryl Streep og Amanda Seyfried (der spiller datteren) synger mere end overbevisende godt. Det klæder ABBA-sangene forbavsende godt at blive fortolket af ganske “almindelige” sangstemmer.
For mig har den positive overraskelse været i hvor høj grad ABBA-sangene holder i de nye arrangementer. Hvis man gik og troede, at de blot hørte halvfjerdserne til, så tog man fejl. Og man forstår godt, at nye generationer er begyndt at lytte til bandet igen efter at have set denne film.
Fruen var solgt til stanglakrids efter filmen og købte straks soundtracket, der var til salg i biografens slikbutik. Anbefales alle, der ikke har noget imod en harmløs, stærkt underholdende feel-good-film. Er noteret til dvd-reolen…
Opdatering: YouTube er allerede leveringsdygtig med småklips fra filmen.
13. juli 2008 kl. 16:04
Jamen, sÃ¥ vil jeg da ligefrem glæde mig til filmen, capac – efter at have læst Bettina Heltbergs tostjernede (men meget underholdende) anmeldelse i Politiken forleden, føltes det nærmest lidt som pÃ¥ trods at tage i biffen.
Og … sÃ¥ har jeg barn/teenager af 70’erne jo et ganske ømt punkt for de svenske guldfugle (hvilket jeg simpelthen blev nødt til at blogge om forleden), sÃ¥ bare for sangenes skyld MÃ… jeg se filmen ;-)
13. juli 2008 kl. 16:15
@Bente: Jeg er ret sikker pÃ¥, at du – som gammel ABBA-fan – vil blive temmelig begejstret! Fruen herhjemme kunne ikke mindes at have set sÃ¥ god en (feel-good)film. Og hun er bÃ¥de ABBA-fan og stærkt afhængig af let romantiske film af den slags. Glem Betina Heltberg, der jo hellere vil læse Shakespeare end gÃ¥ i biografen og se underholdningsfilm (med mindre det er med George Cloney). Hun mÃ¥ være ferieafløser i denne sammenhæng!
ÅS. Jeg havde godt læst dit indlæg om filmen, inden jeg tog i biffen. :-D
13. juli 2008 kl. 19:37
Meryl Streep har vist ikke “en helt almindelig” sangstemme – jeg læste engang en biogrfi om hende, og mener at huske, at hun faktisk fravalgte en karriere som operasanger til fordel for skuespilfaget. Sangtalentet har hun brugt i flere film, bla. “Ironweed” og “Postcards from the edge”
13. juli 2008 kl. 19:43
@HenrietteB: I hvert fald gør hun det rigtig godt. Jeg har læst, at Pierce Brosnan blev helt rørt, da hun stod og sang The Winner Takes It All for ham. Det kan man godt følge ham i…
13. juli 2008 kl. 19:46
Capac, hun sang ihvertfald fantastisk i de førnævnte film – og jeg vil glæde mig til at opleve hende i MammaMia.
:-)
13. juli 2008 kl. 19:54
@HenrietteB: Jeg glemte i øvrigt at anføre, at filmen er lavet af en kvindelig instruktør (og produceret af bl.a. Tom Hanks!). Jeg tror, at det betyder noget for den romantiske side af sagen (eller ogsÃ¥ er det bare noget, jeg bilder mig ind). I hvert fald: God fornøjelse – uanset, hvad de sure anmelder sÃ¥ skriver.
13. juli 2008 kl. 20:11
@capac: He he … ja, det er jo det, der er morsomt ved fru Heltberg: hendes Cloney-passion. Den passer ikke rigtig til intelligentsia-ophøjetheden – som kan være ret trættende for almindeligt dødelige …
P.S. Rart at vide, at jeg stadig har blog-læsere, trods nedgangen i indlæg ;-)
13. juli 2008 kl. 20:23
@Bente: Ja, ja, Bente Рbare du ikke g̴r helt i st̴! :-)
13. juli 2008 kl. 20:28
@capac: Det satser jeg pÃ¥ at lade være med ;-) Men … sÃ¥dan et fuldtidsjob kræver altsÃ¥ frygtelig meget af den tid, der kunne have været brugt pÃ¥ at blogge … suk …
13. juli 2008 kl. 23:38
@Bente: Ja, med arbejde går megen god tid tabt! ;-)
14. juli 2008 kl. 14:35
Tak capac for en utrolig flot beskrivelse Рm̴ se den efter dette.
14. juli 2008 kl. 14:37
@SisterBonde: Selv tak. I øvrigt vil jeg gøre opmærksom på Bo Green Jensens anmeldelse i Weekendavisen. Den er mere omfattend end min, men lige så positiv. Mindst.
15. juli 2008 kl. 12:00
Capac – du maa snart have laert det; der er visse faktorer i en film, som udligner ubetydelige ting som indhold og godt skuespil – nemlig savlevaerdien. Colin Firth staar paa plakaten, ergo er filmen garanteret et hit! :)
18. juli 2008 kl. 23:58
@Tina omme i London: Jo, jeg kender godt savleværdien. Colin “Træmand” Firth fÃ¥r ogsÃ¥ Fruen i huset til at savle ganske upassende. En vigtig bevæggrund for at vi sÃ¥ filmen, indkøbte cd’en og har reserveret dvd’en… :-D