Dødsfald: Anne Knudsen – 73 år
2. april 2022Anne Knudsen, kendt som mangeårig chefredaktør for Weekendavisen, er død, kun 73 år, efter kort tids sygdom, som det hedder i pressesprog med alle de underbetydninger, det har. Og i sin tid som chef for avisen gav hun dette borgerlige medie et vingefang og en dybde, der hverken før eller siden er blevet matchet, men som i dag – hvor chefen hedder Martin Krasnik – fungerer som ideal og pejlemærke for tryksagen.
Anne Knudsen var en sjælden fugl i medieverdenen. Uddannet antropolog (med en doktorgrad) som ikke helt fandt sin livsvej på universitetet (selv om hun både forskede og underviste der efter sin eksamen). Og det skyldtes nok hendes opvækst og hendes ungdoms vildskab. Anne Knudsen tilbragte en stor del af sin barndom på Grønland, hvor arkitektfaderen var byggeleder. Og her lærte hun bl.a. glæde ved at læse bøger. Da hun siden vendte tilbage til Danmark var hun lettere chokeret over, hvordan danske børn var ubegejstrede i skolen. Herom fortalte hun i et interview med DSBs Ud & Se.
I studietiden var hun med Dansk Kvindelbiografisk Leksikons ordvalg ‘nærmest anarkist og varm tilhænger af tidens antiautoritære oprør’. Og det anarkistiske og antiautoritære tog hun med sig, selv om hun i et halvt år forsøgte sig med Venstresocialisterne, som hun dog forlod på grund af partiets regelrytteri. Hun forsøgte sig med flere studieretninger, sådan som det var ganske normalt dengang, og fandt så antropologien i en samtale på sit kollegies køkken, hvor en medkollegianer mente, at det var noget for hende. Og det var det også. Måske fordi det er et fag, der bl.a. beskæftiger sig med folk, der er vilde, utilpassede og anarkistiske?!
Via nogle jobs på Politiken, Danmarks Radio og Weekendavisen endte hun med i 1998 at blive udpeget til at være chefredaktør for Weekendavisen, hvor hun med succes – voksende oplag og indtjening – satsede på – med hendes egne ord – ‘kompromisløs kvalitet’ og blev et levende bevis på, at journalistik kun bliver bedre på en solid bund at akademisk kundskab.
Hun blev gift tidligt, fik tre børn og fik også udgivet nogle bøger, der vakte opsigt, fordi hun havde meninger, der ikke blev delt af kvindebevægelsen eller venstrefløjen (fx om kvindedominansen i velfærdssamfundets institutioner og dens negative betydning for drenge og mænd – i Her går det godt – eller om EUs betydning som fredsskabende organisation – i Fanden på væggen).
Og tillad mig så til sidst en lille personlig anekdote. Da jeg i midten af 1990’erne læste et halvt år på Danmarks Journalisthøjskole (Den journalistiske tillægsuddannelse) kontaktede jeg Anne Knudsen for at høre hendes mening om en førende rødstrømpe, der havde talt brændende for kvinders særlige ret til at have forældremyndigheden, når børnene var spæde. Jeg var optaget af loven om forældremyndighed, fordi den var til revurdering politisk med henblik på en forbedring af fædres rettigheder. Og en gammel rødstrømpe argumenterede med henvisning til kroppen og blodet for, at kvinder skulle have børnene mest, medens de var spæde. Og jeg syntes, at det nærmest lignede nazisternes argumenter. Det var Anne Knudsen enig i og syntes jeg skulle skrive et debatindlæg, der imødegik kvinden. Det ville jeg så, men allerede dagen efter havde Anne selv skrevet et indlæg, der gjorde lige det. Jeg tror, det siger noget om, hvilket menneske Anne Knudsen var – og det er ikke negativt ment.
