I 2007 havde jeg et lille indlæg om den politiske midte i Folketinget. En midte, der er et ikke-sted, hvor politikken imploderer og hvor politisk indhold bliver menings-løs. Og siden har jeg nu og da luftet den tanke, at også det erklærede oppositionsparti Enhedslisten har tendenser til at glide i et med tapetet på Christiansborg og bevæge sig politisk i retning af midten. Og nu er der et par sager, der igen stimulerer denne kritiske tanke om det såkaldte venstrefløjsparti, som jeg har givet min stemme ved de seneste valg.

Den første sag er partiets manglende støtte til den partiløse Theresa Scavenius’ forsøg på at styrke borgernes demokratiske rettigheder og mulighed i forbindelse med det kontroversielle Lindholm-anlægsprojekt ved Aalborg. Jeg citerer igen Scavenius: “I forbindelse med anlægsprojektet i Aalborg lavede jeg derfor et par ændringsforslag, som skulle fastholde klageretten i forbindelse med projektet samt skabe en øget offentlighed ved at lave en hjemmeside, hvor alt materiale nemt kunne tilgås for borgerne. Mange borgere har været engagerede i lovforslaget og projektet, og det har samtidig været utrolig svært at skaffe informationer om projektet. Det, synes jeg, vi skulle lave om. Projekter som dette skulle jo meget gerne være til FOR borgerne. Så skal de selvfølgelig også kunne få fuld indsigt, så de kan følge med, de skal kunne klage og kunne give deres besyv med.Interessant nok stemte ingen for ændringsforslagene, heller ikke partier som Det Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten.” Ved ikke at stemme for Scavenius’ forslag cementerer Enhedslisten en gængs praksis på tinge som forringer borgernes demokratiske rettigheder og mulighed.

Den anden sag er sagen om det tidligere byrådsmedlem i Århus Viggo Jonassen, der for nylig blev ekskluderet af partiet med begrundelse i, at han angiveligt skulle have udøvet “systematisk sexistisk chikane” over for et yngre, kvindeligt partimedlem. Jonassen reagerede prompte med at anlægge en injuriesag mod partiet – en sag, som han har vundet klart og som har påført partiet en bøde på kr. 10.000. Dommen er klokkeklar: “Enhedslisten skal anerkende, at udsagnet fremsat i det udaterede hæfte med titlen »Materiale til behandling af eksklusionssag vedr. Viggo Jonasen – Enhedslistens årsmøde 2022« om, at Viggo Jonasen gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane over for et medlem af Enhedslisten, er ubeføjet. “. Men sagen er vel  ikke slut med denne dom!? Hvis partiet tager rettens dom alvorligt – sådan som det bør gøre – så er næste skridt at give Jonassen en uforbeholden undskyldning og tilbyde ham genoprejsning i form at fuldt partimedlemskab med alt, hvad dertil hører af muligheder. Ikke sandt!? Ellers følger partiet logikken i Kejserens nye klæder, som jeg tidligere har henvist til. Man er afsløret som nøgen processerende, men over for kritikken reagerer man blot ved at fortsætte ufortrødent som om intet var hændt.

Jeg kunne nævne flere, mindre sager, der peger i samme retning, men vil blot erindre om, at selve det politiske system på Christiansborg har denne tendens, som man måske kunne kalde en magt-midter-centripetal-kraft, der som en kvasi-mytisk forførende kraft forsøger at lokke politikere og partier ind mod midtens intethed. Og kun en fastholdelse i demokratiske og socialistiske principper vil kunne forhindre at EL forsvinder ind i det sorte hul…