Få dig dog et liv!
5. december 2006Nogle af bloglæserne husker måske 1980’er-ungdoms-tv-serien Bæverly Bjerge 90210 om nogle unge menneskers meget ungdommelige problemer i landsbyen Beverly Hills. En i og vor sig ganske pæn og moralsk serie, som man kun kan producere dem i Guds eget dobbeltmoralske land. Nåede man ikke at se den lange serie, kan man sagtens nå det, for den løber som genudsendelse på diverse discountkanaler, fx TV2. Jeg har set en del af serien i embeds medfør, og retfærdigvis skal det siges, at den da hævder sig pænt i mængden af mere eller mindre lødige tv-serier fra United Bluff i den periode. Nu kan man så læse, at en af skuespillerne, den frøøjede Tori Spelling, der er i familie med producenten bag serien, vil skrive sine memoirer, der skal udkomme om et par år. Damen er født i 1973, så spørgsmålet er vel, hvor meget der er at skrive om, når man ser bort fra hende medvirken i den ungdommelige serie og en række mindre film- og tv-projekter? Men der er selvfølgelig det med faderen, der gjorde hende arveløs, de kunstige bryster og high-society-livet i al dets Se-og-Hør-glamourøse udfoldelse? Engang var erindringer noget, man skrev, når man stod med det ene ben i det hinsides og havde sin fremtid bag sig. I dag begynder man, især hvis man lever sit liv i mediernes lys, at skrive fra dag et. Hvorfor mon? Fordi. Fordi man kan. Fordi der er penge i det. Se blot på efterårets bogkataloger…
Tilføjelse (affødt af Carstens kommentar): jeg diskuterede engang i en undervisningssammenhæng Beverly-serien med en klog, ung studine, der over for mine kulturradikale kritikpunkter, trak på skuldrene og hævdede seriens identifikationsmuligheder for unge: Hinsides den irriterende amerikanske livsstil (som hun og kammeraterne sagtens kunne se og gennemskue) håndterede serien en lang række problemer, som unge kunne genkende, og så det uopslidelige tema – dreng møder pige, og hvad sker der så… Så der er vel ikke noget underligt i, at serien er blevet en “klassiker” for en bestemt generation.
5. december 2006 kl. 16:34
Jeg er enig med dig i din vurdering af Beverly Bakkers kvaliteter, eller mangel på samme, og i din generelle utilfredshed med folk der skriver biografier inden de har noget at fortælle (eller uden at have noget interessant at fortælle overhovedet).
Kan dog ikke lade være med at anføre, at jeg bestandig overraskes over, hvor dybt et indtryk netop Beverly Hills 902110 har gjort pÃ¥ min generation. Det hænder forbløffende ofte, at samtalen i vennekredsen (gerne lidt ud pÃ¥ aftenen), ender ved BH 90210. Og sÃ¥ kan man ellers tale om Dylan, Brandon, Kelly, Brenda, Steve, Davis, Andrea og alle de andre, og diskutere hvor man var, da sidste episode blev sendt, og om den episode da Brenda begyndte at komme sammen med Dylan, og om hvorfor Valerie er meget lækrere end Gina (og meget mere bitchet for den sags skyld), og om ….
Jeg tror ikke, at kvaliteten af serien har ret meget at gøre med det indtryk, og den kulturelle indvirkning, som BH 90210 havde pÃ¥ netop min generation; det var nok snarere et spørgsmÃ¥l om det rette produkt pÃ¥ rette tidspunkt – lige som modediller som hulahop-ringe og yo-yoer (og indernedded? :-)).