Den indre Berlinmur
8. november 2009Vi nærmer os tyveårsdagen for Berlinmurens fald. Og vi mindes om de euforiske dage, hvor Østblokken sank i grus, hvor familier og venner blev genforenet og die Ossies kunne rejse derhen, de ønskede. Østborgeren fik en ny frihed. Friheden til at sælge sin arbejdskraft og friheden til at forbruge, hvis ellers man havde noget at købe for. Markedets friheder. Og samme marked bredte sig som en løbeild bag den tidligere mur.
Men Berlin-muren forsvandt ikke helt. Den forblev i hovedet på folk. Den autoritære såkaldte kommunisme døde, men forestillingen om muligheden af et andet samfund end det liberalistisk-kapitalistiske ulmede som gløder i asken. Måske især i hovedet på højreorienterede folk, der siden indædt har arbejdet på at mane denne tanke i jorden.
Venstrefløjen til gengæld har haft mere end nok at se til med at forsvare de landvindinger – sociale rettigheder og privilegier – som blev opnået i tressernes højkonjunktur og har været under pres, siden krisen satte ind i halvfjerdserne; og socialstaten kom under pres gennem løbende besparelser og ideologiske krav om markedsgørelse.
Som Rune Lykkeberg er inde på i weekendens Information, så blev venstrefløjen de nye konservative. Sådan som man også ser det i dag, hvor Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten gerne vil fremstå som velfærdsstatens sande beskyttere.
Jubilæumsåret for Berlinmurens fald, er også det år, hvor finanskrisen for alvor har bidt sig fast, og den triumferende markedsøkonomi igen har vist sine indbyggede begrænsninger. Det er, som Lykkeberg er inde på, blevet tydeligt, at market og pengestyringen er endt i et umådeligt ineffektivt bureaukrati, at markedets iboende irrationalitet har været iøjnespringende, at den messende ideologiske dyrkelse af det økonomiske “incitament” har medført “kriminel og afstumpet adfærd”, at det økonomiske imperativ har medført en svækkelse af borgeren over for forbrugeren i demokratiet, at markedets udbredelse ikke har været nogen garant for demokratisk udvikling, hverken her eller hisset, og at bekæmpelsen af statslig regulering har undermineret retsstaten…
Lykkeberg slutter af med følgende ord: “Vi fik det finansielle sammenbrud sidste år, men vi fik ikke noget nyt i stedet for det gamle, for der var ikke andet. Dette andet kunne være en styring, hvor mennesker selv finder ud af bestemme sammen…Det er ikke løsninger,som kloge intellektuelle kan foreskrive dumme praktikere. Det er en fælles læreproces, hvor oplyste praktikere kan lære af hinanden. De kan selvfølgelig også lade være.Men så må de instille sig på, at pengene bestemmer.” Drømmen lever stadig…
8. november 2009 kl. 15:47
Og det rejser et andet interessant spørgsmål omkring friheden. En frihed vi den gang tog for givet. At nu skulle tingene være anerledes, men så kom den skæbnesvangerdato 11/9-01 og alt blev forandret. Med årene har vi set, at verdens ledere gang på gang har indskrænket den personlige frihed og er næsten nået tilbage til tilstanden før murens fald. I meget grov træk vel og mærke.
8. november 2009 kl. 15:59
@Kenni: Ja, netop – oven i købet i frihedens navn.
8. november 2009 kl. 17:44
*Suk*
8. november 2009 kl. 19:20
Efter læsning af et par linier bliver jeg klar over, at det ikke er almindeligt kendt at de store “internationaler” i 1800 tallet var uenige om hvordan et socialt samfund kunne realiseres og at social-demokraternes økonomiske teorier hurtigt stabiliseredes omkring flg. maxime: Markedsmekanismen er den mest effektive mÃ¥de at tage de millioner af beslutninger, som kan skabe en effektiv produktion (at stemme med fødderne udenfor forretningerne, betyder det). Men markedsmekanismerne fungerer kun indenfor et afgrænset segment (der skal være mulighed for hurtig udveksling) og derfor er der brug for en overordnet styring af naturressourcer og sociale systemer, som kan sikre befolkningens sundhed og som kan nedbryde klasseskel.”
Det er ikke et citat, og jeg har ikke lige præsent hvor jeg sÃ¥ det. Jeg troede det var noget alle fik at vide, men desværre fÃ¥r man i dag kun nogle tynde prædikener om at “vi kan vinde over Fogh” hvilket slet ikke er muligt mere, eller “vi kan vinde over R-Ø-S-SF ved valget næste gang”.
:-)
11. november 2009 kl. 13:44
Jeg hørte en journalist prøve at spidde Frank Aaen igÃ¥r – der gik virkelig beton-liberalisme i det. Samme forsøg overfor Ole Sohn viste en solidt velfunderet og velformuleret Ole Sohn som kunne afvise alle platte insinuationer.
Det jeg prøver at sige er blot at det ser ud som om man virkelig savner substans i debatten. Den artikel af Lykkeberg som du refererede til, er ganske udmærket – men kun en drÃ¥be i et forvirret hav.
11. november 2009 kl. 14:03
@Donald: Du har fuldstændig ret i, at debatten savner substans, dybde, refleksion osv.