Kontrol og mistillid i det offentlige
30. november 2009I politik drejer diskussionen sig ofte hen på, hvor mange penge, der bliver brugt, og hvor meget der bliver betalt i skat i kroner og ører og procenter (skattestoppet). Sjældnere bliver det til en diskussion om, hvordan pengene bliver brugt. Og hvad skatteborgerne får for alle disse penge.
Et rigtig godt eksempel den såkaldte “evalueringskultur“, der har bredt sig over hele den offentlige sektor. Der dokumenteres i et væk, evalueres og laves såkaldte kvalitetsundersøgelser. Og der bruges rigtig mange timer, ja, årsværk på dette arbejde. Spørg hvemsomhelst du kender i det offentlige.
– Men hvad kommer der ud af al den dokumentation? Forbedrer det arbejdet? Bliver vi dygtigere og mere effektive af det? Eller handler det måske om noget helt andet? Fx en afgrundsdyb mistillid til de ansatte i det offentlige system. En mistillid, der bygger på en fastgroet skepsis til alt, hvad der er offentligt (fordi det er skattebetalt)? En fordomsfuldhed, der går tilbage til dengang, man identificerede en ansat ved kommunen med den rene dovenskab? En mistillid, der er så indgroet, at ingen rigtig sætter spørgsmålstegn ved den længere?
I dag kan man langt nede i prioritetsrækken af nyheder læse, at Danmarks Evalueringsinstitut – et organ, der netop har til opgave at tage temperaturen på offentlige virksomheders flid og evalueringsevne – vender tommelfingeren ned over for den dokumentation, der foregår i vuggestuer, børnehaver og hos dagplejere. I disse institutioner registreres dagligdagen i detaljer og der udarbejdes såkaldte “læreplaner” for hver enkelt pode. Og hele molevitten sendes pligtskyldigt til kommunerne, som – ofte kun konstaterer, at arbejdet blive gjort, men ikke bruger den indsamlede viden til noget som helst.
Problemet er, at kommunerne ikke er gearet – metodisk og/eller ressourcemæssigt – til at bearbejde den store datamængde og gøre den anvendelig. Derved kommer dokumentationsarbejdet til – strukturelt set – at fungere som en slags beskæftigelsesterapi (“aktivering”) og den kommunale opfølgning som en kontrol af, at aktiviteten foregår.
Med andre ord spilder det offentlige en hulens masse arbejdstimer, som passende kunne bruges på det centrale pædagogiske arbejde i en tid, hvor kommunerne er ude med sparekniven igen.
Forholder det sig mon anderledes i andre sektorer? Jeg tillader mig at tvivle. I hvert fald burde det undersøges til bunds.
