Indlæg tagget med anmelderi

John Cale, 1974-75 – endnu en erindring

19. august 2007

Medens jeg skrev mit erindringsfragment om John Cales koncert på Gellerupscenen den 9. november 1974 (eller 75, jeg er ikke helt sikker) kunne jeg se det omtalte udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad for mig. Et sort-hvidt billede af John Cale, der står med sin viola bag et sprosset vindue, lidt mut, indadvendt. Efterfulgt af en spalte med informationer og Cale og hans aktuelle projekt. Signeret “Benny”.
Tilfældet (?) ville, at jeg så i går stod og bladrede i nogle bøger om musik – blandt andet det tidlige omtalte værk Der gror aldrig mos på en rullesten – og ud falder selv samme udklip og et andet fra dagbladet Information med en anmeldelse af Cales koncert den 1. November på det ganske nye koncertsted Saltlageret (på Gl. Kongevej i København), som nogle dage forinden var blevet indviet af Gasolin. Sammen med avisens anmeldelse lå et lille foto af den bemaskede og bebrillede Cale, om hvem anmelderen – Jørgen Siegumfelt – skrev: “Kl ca. halvtolv lørdag aften gjorde han sin entre iført forrevet khaki-dress – og hovedet maskeret bag et hvidt, løst hængende finmasket net.. bag hvilket man anede et par store motorbriller og et kranium indhyllet i sort klæde!”. Anmelderen er positiv, og musikken, der sammenlignes med Lou Reeds enkle rock-musik, omtales som “sej og medrivende” og “stærk og vital musik”.

Darkness warmer than a bedroom floor
Want someone to hold me close forever more
I’m a sleeping dog, but you can’t tell
When I’m on the prowl you’d better run like hell
You know it makes sense, don’t even think about it
Life and death are just things you do when you’re bored
Say fear’s a man’s best friend
You add it up it brings you down

 

Opdatering: En Cale-fan har lavet en oversigt over Cales koncerter gennem tiden og i følge den var det 11/09/75, Cale med Band besøgte Gellerup Scenen.

Skrevet i Musik Tagged , , , | En kommentar »

Hr. Gainsbourg, formoder jeg…

23. juni 2007

Dagens grammofonplade er Monsieur Gainsbourg revisited, en post-hum hyldestplade til den afdøde, franske sanger og sangskriver med fornavnet Serge. På pladen giver forskellige kunstnere deres bud på, hvordan Serges sange ville lyde i nutidens indpakning. Fx spiller Franz Ferdinand (sammen med Jane Birkin), REMs Michael Stipe, Marianne Faithfull (sammen med reggae-esserne Sly & Robbie), modellen og sangerinden Carla Bruni, The Rakes og The Kills. Det er er ikke snapse det hele, især Portishead skuffer fælt med en uinspireret udgave af Un jour comme un autre – Anna (der er blevet til Requiem for Anna). Men der er perler imellem. Faithfull i deep roots reggae er en god og krydret ret. Og Cat Power & Karen Elson fører ny ilt til den gamle score-sang: Je t’aime moi non plus.

Serge Gainsbourgs datter, Charlotte, der også synger, har jeg omtalt andetsteds i bloggen.

Støn bare med – der er jo varmt nok til det… ;-) : Læs mere »

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Obskurt!? Obskuriøst!

17. oktober 2006

En af hverdagen små glæder (for blogbestyreren) er dagens post. Rudekuverternes tid er jo næsten talte i disse digitale tider, så hvis der kommer noget gennem sprækken, bortset fra den stadigt voksende bunke gratisaviser (når de altså kommer…) og reklamer, så er det som regel noget interessant. Cd’er, bøger, tidsskrifter. I dag bragte den røde post Obskuriøst nr. X, sendt fra Henrik ovre i København. Vi takker og bukker. En udførlig omtale vil følge, når vi har fornøjet os med læsningen.
Obskuriøst

Skrevet i Musik Tagged , , , | Ingen kommentarer »

litteraturanmeldelser og -kritik

10. oktober 2006

Jiggly Room-bestyrer Bo har et indlæg om litteraturanmeldelser, foranlediget af en debat, der pågår i dagbladet Informations “sandkasse”… Bo læser ikke anmeldelser, og det kan der være gode grunde til ikke at gøre. Jeg læser stort set alle de anmeldelser af dansk og udenlandsk litteratur, som jeg kan komme i nærheden af. Primært for at holde mig orienteret inden for mit fagområde. Dermed ikke sagt, at det altid er en opløftende oplevelse.


Hvad kan man forvente af en anmeldelse? For mig at se, er en anmeldelse først og fremmest en produktbeskrivelse. Bogen er en vare, udsendt af et forlag, der forventer eller håber på, at den får en promoverende omtale i en avis eller – til nød – et tidskrift.

Det vigtigste i den forbindelse er, at bogen får en god beskrivelse, en ordentlig karakteristik, således at den potentielle læser får et indtryk af, hvad bogen har at byde på. Anmelderen må gerne komme med sin personlige vurdering og mening – til sidst. Men det vigtigste er forarbejdet. Læs mere »

Skrevet i Musik Tagged , , , | En kommentar »

Der gror aldrig mos på en rullesten I

16. september 2006

Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, håber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos på en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sådan en granskning af bogrygge altid får mig til at tænke på alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornår mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker så venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? Hvornår jeg dog får læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – så satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 på cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje så på? På hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. På hovedet. Og det forklarer måske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert på Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altså kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten på Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (måske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.

Skrevet i Musik Tagged , , , , | En kommentar »

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der består af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder på Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom på, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med håret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, går han også i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter også hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green også ind på spørgsmålet om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det også er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – så har alderen kun betydning på den måde, at ca. 25 års intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forståelse, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green også pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos på en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).

Skrevet i Musik Tagged , , , , , , | 7 kommentarer »