Indlæg tagget med distribution

Cornershop gÃ¥r deres egne veje… Om “Crowd-funding”

13. april 2011

Et tilbagevendende tema i denne blog har været internettets og digitaliseringens fortløbende revolution af (bl.a.) musikbranchen. En revolution, der stadigvæk foregår, og som vi ikke kan se nogen ende på. For nogen, fx Jon Bon Jovi, er denne uundgåelige omvæltning forbundet med nærmest apokalytiske visioner om musikkens endeligt. Men her i bloggen vil jeg hellere fokusere på de muligheder, som internet og digitalisering indebærer for musikken som kreativ udfoldelse.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ problematikken igen forleden dag, hvor jeg pÃ¥ nettet købte en cd med et obskurt New Yorker-band, som jeg havde fÃ¥et nys om via de virale sociale medier (Twitter, Facebook…). Via bandets lille pladeselskabshjemmeside købte jeg en cd formedelst ca. 80 kr. alt inkl. Hele beløbet gik ubeskÃ¥ret til bandet selv. Jeg fik oven i købet en venlig hÃ¥ndskrevet hilsen fra et af bandmedlemmerne. Hi…Thanks!
Det er muligt, at musikerne ikke bliver mangemillionærer af denne basale distributionsform, men jeg synes, det er fantastisk, at det i dag er muligt for stort set alle indspille og udgive deres egen musik via nettet for ganske få penge. Tænk, hvad det ville have betydet dengang pigtrådsmusikken brød igennem i Danmark. Jeg er ret sikker på, at dansk musikhistorie ville have set meget anderledes ud, end den ser ud i dag.

En anden historie, der gÃ¥r lidt i samme retning, læser jeg i The Telegraph. Som i Danmark har man i England forskellige former for kulturstøtte. Og som i Danmark er disse kulturstøtteordninger genstand for løbende debat – og for besparelser. Senest har Arts Council England fjernet støtten til 200 kunstorganisationer i forbindelse med regeringens generelle nedskæringspolitik. Og flere hundrede andre, som havde ansøgt for første gang, blev forbigÃ¥et.

Nedskæringerne har forventeligt givet anledning til nødrÃ¥b i den britiske kulturindustri. Men der er ogsÃ¥ nogen, der i stedet for at beklage sig, gÃ¥r andre veje. Det gælder fx Leicester-bandet Cornershop. Som bekendt her i bloggen udgav Cornershop forleden en ny CD, Cornershop and the Double-O Groove of… (featuring Bubbley Kaur) , hvor de fortsætter deres talentfulde, charmerende udforskning af musikken i spændingfeltet mellem indisk og vestlig musik. Hele pladen er kommet i stand ved økonomisk støtte fra gruppens fans.

I stedet for at gå den gammelkendte vej, hvor en gruppe får kontrakt med et pladeselskab og indspiller musikken på kontraktens præmisser, så har Cornershop valgt den enkle metode at lade musikudgivelsen sponsorere af fans. Ideen går ud på, at fansene investerer en given sum penge i projektet og til gengæld modtager en kopi af det færdige produkt plus en masse ekstra, blandt andet invitation til en fest i forbindelse med udgivelse i lokalområdet. Crowd-funding kaldes fænomenet. Og det siges at sprede sig hurtigt derovre.

Det sjove er, at fænomenet kan ligne den form for mæcenfinansiering af musikken, som man oplevede på fx Mozarts tid. Dengang var det blot adelige, der finansierede musikken. I dag er det så fans i lokalområderne, der gør det samme. En slags demokratisk sammenskudsgilde for musikken.

Via deres hjemmeside PledgeMusic modtog Cornershop donationer fra 450 fans til dækning af produktionen. Bandet havde i forvejen etableret deres eget plademærke, Ample Play, fordi de havde opgivet de eksisterende pladeselskaber, der med Tjinder Singhs ord var ‘uinspirerende’ og ‘lige sÃ¥ godt kunne sælge sko i stedet for plader’.

En anden gevinst ved PledgeMusic er, at der ikke er noget med copyright, omkostningerne i forbindelse med siden er små og hele arbejdet handler om Cornershop og deres musik. Altså mikroøkonomi, kunstnerisk frihed og nye distributionsmuligheder. Dertil skal lægges et ærligt engagement fra de involverede fans, der inddrages i processen og oven i købet får fuld kulturel valuta for pengene.

Fansene har i gennemsnit betalt 56 £ .

Selv om man selvfølgelig skal passe pÃ¥ med at idealisere fænomenet, sÃ¥ er der ingen tvivl om, at crowd-funding er med til at retablere en mere ærlig forhold mellem kunstnerne og deres publikum. Et forhold, der i vidt omfang forsvandt, da musikindustrien blev big business. Paradoksalt set er crowd-funding – der jo foregÃ¥r via det globale internet – ogsÃ¥ en etableringen af en lokalt baseret demokratisk organisationsform med interessante perspektiver. Selv om denne nye tendens nok ikke vil afskaffe offentlige støtteordninger eller den traditionelle musikindustri her og nu – sÃ¥ er der ingen tvivl om, at den vil være med til at transformere kulturdistributionen fremover.