Ud med det ‘gnidningsløse knald’! – eller den seksuelle bornertheds genkomst
21. juli 2011“Vi du høre noget pinligt? Min datter, som nærmer sig de seks år, troede indtil sidste uge, at hendes vagina hed ‘forsiden’. Og jeg fortalte hende så, hvad den rigtig hedder, for hun spurgte mig, hvorfor drenge har penisser og piger kun ‘forsider’. Hvis jeg kunne have sluppet af sted med aldrig nogensinde at kalde en kropsdel andet end numsen, så ville jeg have gjort det. Grunden til, at hun kendte ordet penis, er, at vi har en hanhund og tre piger. En dag sagde hun: “Mor, hvad er det?”
Jeg tog en dyb indånding og sagde: “en penis”. For jeg er jo hurtigt tænkende og progressiv. Jeg sagde bare penis til hende for første gang i hendes seksårige liv.
Og hun kiggede på mig og sagde: “Har alle drenge sådan en?”
“Ja”, sagde jeg bekræftende, “det har de”.
“Er de kede af, at de har sådan en?”, spurgte hun oprigtigt bekymret.
“Nej, lille skat”, afslørede jeg for hende, “de er ret glade for dem”.
Og sådan endte den sexsnak.”
Ovenstående lille anekdote stammer ikke fra 1950’erne. Selv om man kunne forledes til at tro det. Forfatteren er heller ikke barn af en familie, hvor det seksuelle er blevet tabuiseret. Tværtimod. Forfatterinden Julie Klam er midt i trediverne, og hun beskriver sine forældre som en ‘meget åbenhjertig, liberal, hippieagtig husholdning’. Julie er med andre ord barn af den generation, der var bannerførere for den såkaldte ‘seksuelle revolution’ eller ‘frigørelse’, som blev sat i gang i tresserne og løb som en steppebrand gennem halvfjerdserne med fri porno, kollektivistiske bollerum, partnerbytte osv. Og hun er et blandt mange eksempler på, at børnene af de frigjorte forældre, som altid løb rundt nøgne derhjemme og dårligt nok gad lukke døren, når de skulle dyrke erotikkens glæder, har trukket i den moralske håndbremse, samlet benene og tænkt på noget andet end sex – fx familie, karriere og forbrug.
Erica Jong, som har været en af den seksuelle frigørelses ypperstepræstinder – kendt for bl.a. bogen ‘Fear of flying’, hvor den seksuelle løssluppenhed blev kanoniseret under slagordet ‘the zipless fuck’,( det ‘gnidningsløse knald’ , som det blev fordansket til), har for ganske nylig skrevet en læseværdig artikel i New York Times om det, man kunne kalde den seksuelle bornertheds tilbagekomst. Er sex passé?, spørger hun, og henviser netop til Julie Klams essay â€Let’s not talk about sexâ€, som citeres ovenfor. Hun henviser også til sin egen datter, Molly Jong-Fast, der er forfatter til artiklen â€They Had Sex So I Didn’t Have To†(og i øvrigt veninde med Julie Klam).
Og Erica Jong er hverken forbavset eller forarget, som man måske kunne forvente. Det giver mening for hende: â€Døtre vil altid være forskellige fra deres mødre. Hvis deres mødre opdagede fri sex, så vil de genopdage monogamietâ€. Den gammelkendte generationskløft eller -modsætning fornægter sig ikke. Børnene finder deres selvforståelse og identitet i modsætningen til forældrene og i opgøret med forældrenes idealer og overbevisninger.
Men Jong ville være en dårlig feminist, hvis hun bare konstaterede, at sådan var det. Hun svinger også pisken over sin egen generation, fordi lidenskaben og intimiteten åbenbart er gået fløjten i de unges forhold til sex.’Det lykkes os ikke at korrumpere vores døtre, men vi gave dem en steril måde a have sex på, den elektroniske’, skriver hun. Døtrene fik med andre ord internettets seksuelle muligheder, som også er muligheden for at dyrke det seksuelle uden intimitet og forpligtelse. Og uden at løbe nogen risiko for seksuelt overførte sygdomme, graviditet, dårlige seksuelle oplevelser m.m. Man sporer en undertone af beklagelse og tristesse, når Jong konstaterer, at internetsex er et billede på det, den unge generation først og fremmest ønsker: kontrol.
â€Akkurat som kodeordet for min generation var frihed, synes kodeordet for min datters generation at være kontrol. Er det bare pendulets forudsigelige svingen frem og tilbage eller er der tale om en ny passion for orden i en stadig mere kaotisk verden? Lidt af hvert. Vi idealiserede det åbne ægteskab; vores døtre er tilbage ved idealiseringen af monogamiet. Vi var ude af stand til at slukke lysten til at eje hinanden. â€
Men det ville være lidt skuffende, hvis Erica Jong bare var nøgtern konstaterende og forstående over for generationsudviklingen. Og det er hun da heller ikke!
Som den gamle halvfjerserfeminist, hun er, genkender hun i et historisk kvindehad i ‘kontrollens opblomstring’ . Med henvisning til Jane Eyre og Sex and the City pointerer hun, at sex altid er blevet beskrevet som noget, der er farligt for kvinder. De bliver gale, syge eller dør, hvis de giver slip på det seksuelle felt. Og kommer så med følgende lidenskabelig svada, som fortjener at blive citeret på originalsproget: “Better to soul cycle and write cookbooks. Better to give up men and sleep with one’s children. Better to wear one’s baby in a man-distancing sling and breast-feed at all hours so your mate knows your breasts don’t belong to him. Our current orgy of multiple maternity does indeed leave little room for sexuality. With children in your bed, is there any space for sexual passion? The question lingers in the air, unanswered.”
Selv om tilbageslaget for de seksuelle frigørelse har varet længere end frigørelsen selv, så er den seksuelle frigørelse slet ikke færdig endnu – for Jong. Der er stadigvæk tabuer. Fx fordømmelsen af sex mellem ældre mennesker. Og hun ser en direkte sammenhæng mellem seksualforskrækkelsen og den generelle kontrolmani, der bl.a. antiabortbevægelsen i USA, de aktuelle økonomiske besparelser og opstramninger, afviklingen af kvinders rettigheder osv. “Hvor langt vil vi gå i ødelæggelsen af kvinders lighed før en ny generation af feminister vågner?”, skriver Jong, næsten som et nødråb. Og opfordrer til, at mænd og kvinder i fællig fremover opdrager børnene og bibringer dem nogle alternative modeller for, hvordan et voksent liv kan leves med den seksuelle lidenskab i behold. For. “Hvorfor give afkald på honning til fordel for eddike? Fortjener vi ikke alle at få sukker i vores skål?”. Den gamle hedonist fornægter sig ikke… Og giver os noget at tænke over.
