Indlæg tagget med frisind

Ud med det ‘gnidningsløse knald’! – eller den seksuelle bornertheds genkomst

21. juli 2011

“Vi du høre noget pinligt? Min datter, som nærmer sig de seks Ã¥r, troede indtil sidste uge, at hendes vagina hed ‘forsiden’. Og jeg fortalte hende sÃ¥, hvad den rigtig hedder, for hun spurgte mig, hvorfor drenge har penisser og piger kun ‘forsider’. Hvis jeg kunne have sluppet af sted med aldrig nogensinde at kalde en kropsdel andet end numsen, sÃ¥ ville jeg have gjort det. Grunden til, at hun kendte ordet penis, er, at vi har en hanhund og tre piger. En dag sagde hun: “Mor, hvad er det?”

Jeg tog en dyb indÃ¥nding og sagde: “en penis”. For jeg er jo hurtigt tænkende og progressiv. Jeg sagde bare penis til hende for første gang i hendes seksÃ¥rige liv.

Og hun kiggede pÃ¥ mig og sagde: “Har alle drenge sÃ¥dan en?”

 

“Ja”, sagde jeg bekræftende, “det har de”.

“Er de kede af, at de har sÃ¥dan en?”, spurgte hun oprigtigt bekymret.

“Nej, lille skat”, afslørede jeg for hende, “de er ret glade for dem”.

Og sÃ¥dan endte den sexsnak.”

 

OvenstÃ¥ende lille anekdote stammer ikke fra 1950’erne. Selv om man kunne forledes til at tro det. Forfatteren er heller ikke barn af en familie, hvor det seksuelle er blevet tabuiseret. Tværtimod. Forfatterinden Julie Klam er midt i trediverne, og hun beskriver sine forældre som en ‘meget Ã¥benhjertig, liberal, hippieagtig husholdning’. Julie er med andre ord barn af den generation, der var bannerførere for den sÃ¥kaldte ‘seksuelle revolution’ eller ‘frigørelse’, som blev sat i gang i tresserne og løb som en steppebrand gennem halvfjerdserne med fri porno, kollektivistiske bollerum, partnerbytte osv. Og hun er et blandt mange eksempler pÃ¥, at børnene af de frigjorte forældre, som altid løb rundt nøgne derhjemme og dÃ¥rligt nok gad lukke døren, nÃ¥r de skulle dyrke erotikkens glæder, har trukket i den moralske hÃ¥ndbremse, samlet benene og tænkt pÃ¥ noget andet end sex – fx familie, karriere og forbrug.

 

Erica Jong, som har været en af den seksuelle frigørelses ypperstepræstinder – kendt for bl.a. bogen ‘Fear of flying’, hvor den seksuelle løssluppenhed blev kanoniseret under slagordet ‘the zipless fuck’,( det ‘gnidningsløse knald’ , som det blev fordansket til), har for ganske nylig skrevet en læseværdig artikel i New York Times om det, man kunne kalde den seksuelle bornertheds tilbagekomst. Er sex passé?, spørger hun, og henviser netop til Julie Klams essay ”Let’s not talk about sex”, som citeres ovenfor. Hun henviser ogsÃ¥ til sin egen datter, Molly Jong-Fast, der er forfatter til artiklen ”They Had Sex So I Didn’t Have To” (og i øvrigt veninde med Julie Klam).

 

Og Erica Jong er hverken forbavset eller forarget, som man måske kunne forvente. Det giver mening for hende: ”Døtre vil altid være forskellige fra deres mødre. Hvis deres mødre opdagede fri sex, så vil de genopdage monogamiet”. Den gammelkendte generationskløft eller -modsætning fornægter sig ikke. Børnene finder deres selvforståelse og identitet i modsætningen til forældrene og i opgøret med forældrenes idealer og overbevisninger.

Men Jong ville være en dÃ¥rlig feminist, hvis hun bare konstaterede, at sÃ¥dan var det. Hun svinger ogsÃ¥ pisken over sin egen generation, fordi lidenskaben og intimiteten Ã¥benbart er gÃ¥et fløjten i de unges forhold til sex.’Det lykkes os ikke at korrumpere vores døtre, men vi gave dem en steril mÃ¥de a have sex pÃ¥, den elektroniske’, skriver hun. Døtrene fik med andre ord internettets seksuelle muligheder, som ogsÃ¥ er muligheden for at dyrke det seksuelle uden intimitet og forpligtelse. Og uden at løbe nogen risiko for seksuelt overførte sygdomme, graviditet, dÃ¥rlige seksuelle oplevelser m.m. Man sporer en undertone af beklagelse og tristesse, nÃ¥r Jong konstaterer, at internetsex er et billede pÃ¥ det, den unge generation først og fremmest ønsker: kontrol.

 

”Akkurat som kodeordet for min generation var frihed, synes kodeordet for min datters generation at være kontrol. Er det bare pendulets forudsigelige svingen frem og tilbage eller er der tale om en ny passion for orden i en stadig mere kaotisk verden? Lidt af hvert. Vi idealiserede det åbne ægteskab; vores døtre er tilbage ved idealiseringen af monogamiet. Vi var ude af stand til at slukke lysten til at eje hinanden. ”

 

Men det ville være lidt skuffende, hvis Erica Jong bare var nøgtern konstaterende og forstående over for generationsudviklingen. Og det er hun da heller ikke!

Som den gamle halvfjerserfeminist, hun er, genkender hun i et historisk kvindehad i ‘kontrollens opblomstring’ . Med henvisning til Jane Eyre og Sex and the City pointerer hun, at sex altid er blevet beskrevet som noget, der er farligt for kvinder. De bliver gale, syge eller dør, hvis de giver slip pÃ¥ det seksuelle felt. Og kommer sÃ¥ med følgende lidenskabelig svada, som fortjener at blive citeret pÃ¥ originalsproget: “Better to soul cycle and write cookbooks. Better to give up men and sleep with one’s children. Better to wear one’s baby in a man-distancing sling and breast-feed at all hours so your mate knows your breasts don’t belong to him. Our current orgy of multiple maternity does indeed leave little room for sexuality. With children in your bed, is there any space for sexual passion? The question lingers in the air, unanswered.”

 

Selv om tilbageslaget for de seksuelle frigørelse har varet længere end frigørelsen selv, sÃ¥ er den seksuelle frigørelse slet ikke færdig endnu – for Jong. Der er stadigvæk tabuer. Fx fordømmelsen af sex mellem ældre mennesker. Og hun ser en direkte sammenhæng mellem seksualforskrækkelsen og den generelle kontrolmani, der bl.a. antiabortbevægelsen i USA, de aktuelle økonomiske besparelser og opstramninger, afviklingen af kvinders rettigheder osv. “Hvor langt vil vi gÃ¥ i ødelæggelsen af kvinders lighed før en ny generation af feminister vÃ¥gner?”, skriver Jong, næsten som et nødrÃ¥b. Og opfordrer til, at mænd og kvinder i fællig fremover opdrager børnene og bibringer dem nogle alternative modeller for, hvordan et voksent liv kan leves med den seksuelle lidenskab i behold. For. “Hvorfor give afkald pÃ¥ honning til fordel for eddike? Fortjener vi ikke alle at fÃ¥ sukker i vores skÃ¥l?”. Den gamle hedonist fornægter sig ikke… Og giver os noget at tænke over.

Den musikalske kommentar – Talking Heads Creatures of Love

En lesbisk countrysangerinde

9. maj 2010

Suk. Verden gÃ¥r sin skæve gang, og nogle gange synes man, at den progressive udvikling godt kunne gÃ¥ lidt hurtigere og uden sÃ¥ mange tilbagefald. Hvad blev der fx af det seksuelle frisind, der forsigtigt stak snuden frem i de tidlige tressere? Trak det snuden til sig igen med det samme? Jo, jeg ved godt, at de glade tressere slet ikke var sÃ¥ frisindede, som Inge og Sten Hegeler, sexmesser og spirende pornoindustri kunne forlede nogle journalistspirer til at mene, og at det ogsÃ¥ haltede i halvfjerdserne, nÃ¥r man ser bort fra enkelte forsøg med kollektive bollerum, ølejre og bryster i fri dressur ved musikfestivalerne. Frisindet, det rigtige frisind, hvor det ikke primært handler om at styre sine egne promiskuøse lyster, men om at have et afslappet forhold til andres mere eller mindre sære tilbøjeligheder, sÃ¥ længe de udfoldes inden for lovens rammer – den har det svært og har vel altid haft det.

Der er løbet meget vand i Ã…rhus Ã…, siden dengang Bo Jakobsen udsendte sin bøsseplade, og man skulle tro, at vi nu var kommet sÃ¥ langt, at homoseksualitet nu var accepteret som en del af normalitetsbilledet – i det mindste her i vesten. Men nej. SÃ¥dan er det ikke. Hatecrimes florerer i vor lokale andedam og uden for. Og bevæger vi os uden for lille Danmarks grænser ser det ganske sort ud.

Forleden fik Elton John afbud til en optræden i Egypten, fordi han havde tematiseret homoseksualitet i et interview. Se det kan man måske forstå, fordi Egypten er et muslimsk land, og som sådan har det ikke gennemgået samme emancipatoriske bevægelse som de vestlige lande. Men, at det skulle være sensationelt, at en succesfuld canadisk countrysangerinde springer ud af skabet efter ni album og adskillige countrypristildelinger, ja, det kan man godt undre sig over.

Chely Wright, som sangerinden hedder, mener i øvrigt, at ærligheden vil koste hende karrieren, fordi countrymusikken traditionelt set har stÃ¥et for indgroede amerikanske “familieværdier” og har lettere ved at acceptere en fulderik, et ægteskabeligt sidespring, hustruvold og en social outsider end en smuk lesbisk pige.

Der er sikkert mange, der vil vende Chely ryggen, men langtfra alle. Countrymusikken er ikke længere sÃ¥ éndimensionel, som Chelys frygt antyder. k. d. lang sang country med succes – og gjorde en dyd ud af sine seksuelle præferencer, blandt andet i en famøs video. Dixie Chicks viste os alle, at man ikke behøver at være pÃ¥ George W. Bushs vogn og falde i et med konservativismens grÃ¥melerede tapet for at spille country af høj kvalitet. Det samme gjorde flere bands i halvfjerdserne. Med Grateful Dead og Byrds i spidsen. Og hvad de tabte pÃ¥ gyngerne, vandt de pÃ¥ karusellerne.

PÃ¥ med cowboyhatten Chely, sæt sporen i frisindets lamme øg. Der er lang vej endnu, inden frisindet sætter dagsordenen. SÃ¥ lad os gøre det svært for bagstræberiet…

Apropos – i Vilnius
Chely taler ud.

Social pornografi? Eller en social øjenåbner?

24. oktober 2008

Den pågående prostitutionsdebat lider gevaldigt af, at udøverne i utilstrækkelig grad er repræsenteret i debatten. Med enkelte undtagelser, som bloglands egen Luder. Det samme gælder alle de mænd (og kvinder!), der benytter sig af de prostitueredes ydelser. Ulempen er, at alt for mange taler på de prostitueredes (og i mindre grad brugernes) vegne. Og det betyder, at debatten let vrides skæv, især fordi alskens seksualmoralister har frit spil.


De sidste par dage har debatten kogt igen, fordi et københavnsk teater har fÃ¥et den interessante idé at invitere en rigtig, vaskeægte luder til at deltage i et teaterstykke, Pretty Woman A/S. Stykket opføres pÃ¥ Halmtorvet…


Moralister pÃ¥ begge sider af den politiske midte har allerede fordømt idéen. Pernille Frahm (SF) kalder ideen ‘ussel, respektløs og langt ude’ og en ‘styg form for social pornografi’. Dansk Folkeparti taler fra højrefløjen om en ‘ubehagelig udnyttelse af kvinder’. For en gangs skyld træder de gamle borgerlige partier Venstre og Konservative i karakter. Henriette Kjær udtaler:


“For det første er det ikke politikernes moral, der skal afgøre, hvad der er kunst i Danmark. Og for det andet skal politikere ikke blande sig i, hvad kunstnere bruger deres støttepenge til. Medmindre de altsÃ¥ gÃ¥r til noget ulovligt, og det er jo bestemt ikke tilfældet her”.

Kjær peger også på, at det er vigtigt at kunsten, i dette tilfælde teateret, tager kontroversielle emner op, fordi det kan åbne folks øjne for problemer i samfundet.


Det er helt surrealistisk at høre en konservativ politiker på den måde korrekse det store venstrefløjsparti for utidig moralisme og manglende forståelse for kunstens samfundsmæssige rolle! Hvor er frisindet blevet af på venstrefløjen? Hvor er solidariteten med de prostituerede blevet af?


Det skal lige tilføjes, at de prostituerede selvfølgelig deltager frivilligt og mod betaling i stykket. Akkurat som mange prostituerede i øvrigt gør, nÃ¥r de udfører deres sÃ¥kaldte “sexarbejde”…