Penkowa-sagen: Et ikke-journaliseret dokument…
9. marts 2011Penkowa-sagen falder ikke til ro, før hvert eneste blad er vendt. Det er min fornemmelse. Og det er godt sådan, for sagen er et ret enestående lærestykket i, ikke bare, hvor galt det kan gå, når en forskerspire vælger at snyde og bedrage, men også i hvordan universitetet og den politiske ledelse omkring forskningen fungerer eller snarere: ikke fungerer.
Som nævnt er fokus blevet flyttet fra Penkowa selv til rektor Hemmingsen og politikeren Helge Sander. I dag kan Kristeligt Dagblad fortælle en artig historie om den ministerielle håndtering af et dokument, som siden har fået stor betydning for sagens forløb. Det drejer sig om det brev, hvori Helge Sander fremfører en række såkaldt “anonyme” anklager mod Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom. Et brev, som førte til radikale ændringer af forskningsrådssystemets bevillingspraksis og påførte rådene nogle bureaukratiske og lidet befordrende praksisser.
Mod gældende praksis bliver Sanders brev ikke journaliseret i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, efter at direktør Inge Mærkedahl har modtaget det. Brevet bliver lagt væk. Selv om Mærkedahl godt vidst, at brevet var udtryk for en ‘usædvanlig’ praksis, vælger hun altså at lægge det til side – og dermed at mørkelægge det i forhold til offentligheden. Mærkedahl spørger ikke ministeren om de “anonyme” anklagers ophav, fordi ministeren tydeligvis ikke er til sinds at afsløre den/dem, men vælger i stedet at iværksætte en undersøgelse af rådenes bevillingspraksis. Direktøren tager med andre ord de ‘anonyme’ anklager – som jo af flere rådsmedlemmer tilskrives Penkowa selv – alvorligt. Det 14 sider lange brev fører som sagt til en lovændring af bevillingssystemet.
På journalistens spørgsmål om, hvorfor man valgte ikke at journalisere det lange brev fra ministere svarer Mærkedahl: “Vi fik ikke journaliseret det. På det tidspunkt foranstaltede vi en undersøgelse i stedet for. Men det burde have været journaliseret, det blev det ikke”. Diplomatisk sagt, så vælger direktøren at gå mod gængs, god forvaltningsskik ved at undlade en journalisering af et vigtigt brev for i stedet at iværksætte en undersøgelse, der begrunder sig i brevets ‘anonyme’ anklager. Det er ikke kun Sander, der har et problem i denne sag. Det har de alt for loyale embedsmænd, bl.a. direktør Mærkedahl, også, når de for at tækkes ministeren gradbøjer forvaltningsloven…
