Dylan-rødder: Len Chandler
11. marts 2017“…der var kun få optrædende rundt omkring der skrev sange og en af dem, min favorit, var Len Chandler” (Bob Dylan)
Indlæg tagget med Musik
50 år siden: Beatles på American Bandstand med “videoer”
11. marts 2017På denne dag for 50 år siden kunne amerikanerne opleve Beatles’ “Strawberry Fields Forever” og “Penny Lane” som musikvideoer (før vi fik sådan nogle) på udsendelsen American Bandstand.
Ty Segal – igen, igen
10. marts 2017Myreflittig må være det rette ord for Ty Segall, der er aktuel med et eponymt album, der udkom i januar. Og nu er han allerede på banen igen med en mindre udgivelse kaldet Sentimental Goblin, der bl.a. rummer ovenstående psychedelisk inspirerede sang “Black Magick”.
Patti Smith i radioen
10. marts 2017“Because of my nature, I wanted to [record] an album that was authentic,” says Patti Smith, “I didn’t really make use of production or arrangements, I just wanted us to sound the way we were.”
I den forløbne uge kom jeg til at diskutere autencitet i musikken, bl.a. i forhold til Patti Smith, og helt tilfældigt falder jeg så over et radiointerview med damen selv, hvor hun også kredser lidt om det emne. Lyt til hende her. Anledningen er, at Smith for øjeblikket er på en turné, hvor hun genfremfører hele albummet Horses.
1,2,3 – Girlpool
9. marts 2017Minimalisterne i Girlpool er snart pladeaktuelle igen og har sendt en meget minimalistisk lille sang i forvejen, “123”. Selv om der sættes strøm på til sidst, så er der virkelig tale om minimalisme.
“Kun Prine kunne skrive sådan” (Bob Dylan)
9. marts 2017John Cale – 75
9. marts 2017
Til forskel fra det øvrige arbejdsmarked, så betyder alderen ikke så meget i kunstens, musikkens, verden. Derfor er vi stadig velsignet med en række gamle koryfæer – som fx John Cale, der bare bliver bedre med alderen, som gammel ost eller rødvin.
Bob Dylan-rødder: The Mississippi Sheiks
8. marts 2017Dylans krøniker forfølger mig stadigvæk, og jeg lytter til de rødder, han selv fremhæver i sin bog. Og der er mange. Også mange, der er gledet lidt ud af opmærksomhedens projektør. Andre er kendte navne, som fx The Mississippi Sheiks, der blev indtroduceret til Grammy Hall of Fame i 2008 for deres musik fra 1930’erne.
Today I rise
8. marts 2017Kvindernes internationale kampdag
8. marts 2017
Til lykke til alle kvinder med den internationale kampdag! Er der så noget at kæmpe for længere? Jovist er der det. Ligelønnen halter stadigvæk, selv i de vestlige lande. Og så er der alle kvinderne fra kulturer, hvor kvindebevægelsen ikke har haft så let ved at slå rod. Indvandrerkvinder for eksempel. Også de kunne få glæde af at få feminismen ind med integrationsmælken. Og endelig ville det klæde ny-feminismen, hvis den koblede sig kamp for ligestilling sammen med den generelle kamp for ligestilling.
Men der er også andet. For nylig kom en ung, erklæret feminist, nemlig den fra Harry Potter-filmene kendte Emma Watson – Hermione -Â i klemme i feministsaksen, fordi hun havde formastet sig til at lade sig forevige på forsiden af magasinet Vanity Fair på en måde, så man ikke kunne være i tvivl om, at hun ikke længere er en ung pige i Potteruniverset, men ung kvinde med de attributter, unge kvinder nu engang er forsynet med fra biologiens side. Sagt ligeud: Hun viste sin “kavalergang” og det meste af sine bryster. Forsiden kan anskues her.
Og straks blev hun angrebet for at være anti-feminist. For man kan da ikke kæmpe for kvinders sag, når man sådan markedsfører sig med sit køns promære og sekundære kønskarakteristika? Eller kan man? Lignende kritik er tidligere ramlet ned over en gruppe danske, erklærede feminister, der også insisterede på at stille deres karakteristika til skue.
Og svaret er: Jovist kan man være feminist, selv om man viser sine ynder og fortrin frem. For lige præcis den biologiske kønsforskel er den bom, der ikke kan og ikke skal åbne sig for ligestillingssnakken. Når det drejer sig om kønsforskellen, så har den feministiske ligestillingssnak ikke noget at gøre. Ligestilling handler om vores status som borgere i samfundet. At vi har samme rettigheder (fx til uddannelse og job), samme pligter, ja i det hele taget samme status i alle sammenhænge – bortset altså lige fra det, der vedrører den seksuelle kønsforskel.
Selv om vi altid kan diskutere og kritisere kvinders markedsføring af sig selv via kønnet (den gamle debat om nøgne kvinder i reklameindustrien fx), så skal vi på den anden side holde fast i, at kvinder såvel som mænd har ret til at fremhæve deres køn i deres klædedragt og kropsdyrkelse, hvis de mener, det er det, de har lyst til. Længe leve kønsforskellen. F*U*K.
Robin Hitchcock på båndet
7. marts 2017Den tidligere Soft Boy – Robin Hitchcock – har på det seneste turneret med indiebandet Yo La Tengo som backing. Her er han i en splinterny optagelse fra Brooklyn, hvor han koncentrerer sig om sine sange.
Hele showet kan hentes ned som mp3-fil her.
Laura Marling på cafeen…
7. marts 2017Også min singer-songwriter-darling Marling – Laura – er klar med sit nye album, Semper Femina, og hun lufter nogle af sangene på NPRs cafe. Efter sigende kan man høre på pladen, at hun er flyttet til Los Angeles. Så lyt godt efter. Måske kan du høre lyden af storby i sangene!?
The Shins maler et hul
7. marts 2017
The Shins’ nye plade Heartworms er ude i næste uge, og en opfølgende turné bringer dem tæt på Danmark (Holland, London, Paris), så måske skulle nogle vakse bookere se at komme lidt på overarbejde…
Erik Clausen – 75
7. marts 2017
Erik Clausen – ovenfor foreviget sammen med Sylvester Petersen i deres fælles gadecirkus – fylder 75 år i dag. Og over for DR forsikrer han, at han ‘stadigvæk er på tværs’. Siden halvfjerdserne har Clausen udgjort en vigtig brik i den udogmatiske venstrefløj, hvor humor, kreativitet og en god portion galskab var vigtigere en det rette partimedlemskab og den rette ortodoksi.
Sammen med Petersen og mange andre var han med til at gøre halvfjedsernes venstrefløj lidt mere fornøjelig, sjov og farverig. Og hvor man dog savner den slags sprælskhed her i den kuldslåede, højrepopulistiske, ny-liberalistiske politiske konjunktur, hvor netop undergravende humor nærmest betragtes som terroristisk!
Siden dengang har Clausen især gjort sig bemærket med en række spillefilm, der alle har været “folkelige” – og på tværs i forhold til dansk film og den politiske virkelighed. Clausen er snart aktuel med en ny film Aldrig mere i morgen og har sikkert andre projekter på bedding, hvis man kender den trodsige Clausen ret. Til lykke Erik.
Billedet er lånt hos cirkusmuseet.
Capac anbefaler: Burning Velvet – Night light // Slow Grass
6. marts 2017
Som man kan se påfotoet ovenfor, så kaster jeg mig her over en vinylplade. Oven i købet en dobbelt-LP i vinyl. Og det er jo ikke hver dag, man sidder med sådan en herlighed i favnen.
Men Burning Velvet har valgt at udsende debutalbummet på vinyl. Bag projektnavnet Burning Velvet gemmer sig Nicolai Wøldike Schmidt. Og der er mere end almindelig mening med galskaben bag sådan en old school-vinyludgivelse. For Burning Velvet sværger også – i hvert fald her på pladen – til en musikform og en æstetik, der kan betegnes som old school. Stilen er en folk-orienteret udgave af den allestedsnærværende americana. Og instrumentering, arrangement og indspilning er lige så basal som stilen. Sangene på pladen er indspillet på såkaldt “vintage” gear i et “take” i studiet som en slags live-i-studiet-indspilning. Kun en lille håndfuld sange er indspillet uden for Burning Velvets hjemmestudie – uden at det dog gør den store forskel.
Og holdningen til musikform og æstetik præger selvfølgelig pladen i allerhøjeste grad. Udtrykket er meget nøgent og autentisk. Man fornemmer klart, at man er tilstede i et hjemmestudie, hvor rummets naturlige resonans er en del af lydbilledet. Der er noget næsten spartansk og primitivt (i ordets positive betydning) over sangene på pladen. Og pladen indskriver sig en særlig subgenre-tradition, hvor kunstnerne sværger til enkelheden, de analoge instrumenter (og optagefaciliteter) og søger et ærligt udtryk. Det er en sub-genre, jeg selv holder meget af – og denne plade indgår nu naturligt i min egen lille samling af plader fra denne sub-genre. Lo-fi, low budget, no bullshit musik med dybe rødder.
Nicolai fremfører sine sange, der både er melodiske og let melankolske, med forkærlighed for den akustiske guitar, garneret med anden analog lyd, fx en mundharmonika. Og teksterne er eftertænksomme og alvorlige, akkurat som man kunne forvente af en plade som denne.
Pladens titel antyder, at den er blevet til, når dagen er omme. Og pladen passer da også særdeles godt til at bliver sat på pladetallerkenen, når dagens puls er faldet til ro og der er tid til fordybelse og eftertænksomhed. Hermed varmt anbefalet af en fan.
Burning Velvet. Night Light // Slow Grass. Produceret af Nicolai Wøldike Schmith. Celebration Records. Vinyl. Er lige udkommet.
