Ryan Adams gjorde det med Taylor Swifts album 1989: fortolkede sangene, så deres latente potentialer kom frem. Og nu gør Lydia Loveless noget lignende med wonder-boy Justin Biebers megahit “Sorry”: Vender vrangen ud på sangen, så dens fortrængte muligheder får lov til at fremstå.
Ja, det kan vel næsten ikke undre nogen. At Dylans sange også bliver genstand for en musical. Det er skuespilforfatteren Conor McPherson, der står for stykket “Girl from the North Country”. Musicalen opføres på The Vic Theater i London fra den 10. maj.
I dag udkommer EP’en Troløs med kvartetten Rovdrift, der består af David Hertz, Thomas Borge, Rasmus Broe og Carsten Bjørnlund. Som titlen kunne antyde, så er EP’en et seks sange langt studie i det mørkeland, der ligger hinsides vor tids foretrukne emotionelle område, melankolien.
Rovdrift er musikalske mørkemænd, der på et herligt, ligefremt, let forståeligt dansk besynger desillusion, håbløshed og ja tro-løshed. Som fx i den indledende sang med den sigende titel “Ateistisk mesterværk”, der – hvis jeg ellers har opfattet ordene rigtigt (for igen mangler tekstarket! Kom nu pladeforlag, tag jer lidt sammen…) – handler om at være troløs i den virkelighed, man lever i. ‘Vi er alle i samme båd, men jeg springer over bord..’ hedder det sådan cirka. I et tekstunivers, der lægger afstand til det positive og optimistiske. Håbløsheden og kuldslåetheden råder hos Rovdrift.
Skuespilleren Carsten Bjørklund synger for med en prisværdig klar stemme, der med næsten overflødiggør aftrykte tekster (men også kun næsten). Og musikalsk er sangene bundet op af arrangementer, der trækker på musikalske genrer, der også ofte har været repræsentative for det utilpassede og modsatte: punk, spillemandsmusik, støjrock og balkanmusik. Og det hele er kogt sammen til en voldsom ret af sort negativitet, der er befriende og overbeviser med sin konsekvens og kompromisløshed. Det skal blive spændende at følge de fire mørkemænd fremover og se/høre om konceptet måske kan bære en langspiller… Hermed anbefalet.
Rovdrift. Troløs. Grammafon. Udkommer i dag.
Det er længe siden, jeg har været i biografen. Meget længe. Og det skyldes til dels dovenskab og magelighed (fladskærmen er jo lige der…) og travlhed (arbejde med lang transporttid). Men det skyldes også og nok ikke mindst, at jeg synes, der har været meget langt mellem de filmiske snapse. Der har ikke rigtig været film, jeg gad bruge 100 kroner og en aften på.
Men i går aftes lykkedes det så. Fruen ville også gerne have mig ud af huset, så det passede fint. Og inde i biografmørket ventede Lone Scherfigs seneste opus Their Finest.
Måske siger det noget om min lidt forfinede smag udi filmens verden, at jeg denne torsdag aften fik hele salen for mig selv. Og det er vist første gang, jeg har haft fornøjelse af at sidde mutters alene i en sal med plads til mere end hundrede publikummer. De restende publikummer foretrak film som Guardians of the Galaxy vol. 2 og Ghost in the Shell og Fast and Furious. Synd for dem, for de gik glip af noget.
Scherfigs film, der vist er hendes fjerde rent udenlandske produktion, er uden tvivl den bedste film, jeg har set fra hendes hånd. Og det siger ikke så lidt, når man har iItaliensk for begyndere og An Education på samvittigheden. Men det forekommer mig, at instruktøren i den nye film er vokset lidt på alle parametre.
Filmen handler om en ung kvinde, der får job som manuskriptmedarbejder på en propagandafilm, der under 2. Verdenskrig skal få 30 millioner biografforbrugende briter til at bakke om omkring den britiske og allierede kamp mod nazismen. Catrine Cole (smukt spillet af Gemma Arterton) tror, det er et sekretærjob, hun har fået, men hun skal skrive de kvindelige dialoger, som ingen af de andre (mænd) forstår sig på eller har noget til overs for, hvilket kommer til udtryk i nedsættende bemærkninger. Men det viser sig hurtigt, at Catrine kan langt mere en blot turnere feminine dialoger.
Ud over fortællingens hovedspor – skabelse af propagandafilmen – fortælles en række underordnede historier. En kærlighedshistorie, en historie om en falleret ældre skuespiller, der får en ny chance og genopblomstring af karrieren og en håndfuld mindre tilløb til sideløbende historier. Og det hele væves smukt sammen i en historisk ramme, hvor Scherfig overbevisende og smukt får fremstillet England under krigen. Man mærker, at filmen er lavet i et land, hvor man har en beundringsværdig, ja misundelsesværdig, evne til at genskabe svundne tider på film. Og noget lignende kunne man sige om skuespillerpræstationerne i filmen. Det er svært at forestille sig en ret bedre casting end den, der er på spil her. Gemma Arterton har den sødme, der skal til for at overbevise publikum om, at hun både har ben i næsen og rummer et god portion romantik. Sam Claflin som kollegaen Buckley rammer den kantede, lidt mandschauvinistiske hjemmefrontskæmpende manusforfatter med et (viser det sig) følsomt hjerte ganske præcist og Bill Neighy lægger endnu et par lag af kvalitet på sin fremstilling af den lidt bedagede skuespiller, der via en mindre rolle i filmen bliver en af filmens redningsmænd. Og så er der alle de fine, fine birollepræstationer (men se dem selv).
Propagandafilmen kommer i hus og bliver en succes. Mere vil jeg ikke afsløre, men ellers er filmen fuld af små finurlige drejninger og overraskelse, der får filmen som helhed til at vokse på lærredet. Som jeg sagde til den unge mand, der lukkede mig ud af biografen bagefter, så burde salen have været fuld til bristepunktet, hvis der havde været nogen rimelig- og refærdighed til. Men det er der som bekendt ikke. Jeg tror dog, at jeg fik kontrolløren overtalt til at bruge en aften på filmen. Og måske også dig kære læser!?
PS. Inden jeg kom ind i salen, nåede jeg at læse et interview med Lone Scherfig (i Politiken). Det drejede sig bl.a. om, hvorvidt Lone Scherfig var feminist eller ej. Underforstået, at filmens fortælling om Catrine Coles succes som manuskriptforfatter skulle være en slags feministisk lærestykke. Men det vil jeg tillade mig at mene mest af alt er udtryk for en tidstypisk, ideologisk overfortolkning. Fortællingen om Coles vej til et liv som manuskriptforfatter er først og fremmest en historie om et talent, der ikke kan holdes nede af samtidens moralske normer – hvad enten de er mandlige eller ej. Cathrine Cole sejrer, fordi det er det hun vil, ikke blot fordi hun er kvinde.
Der er relativt tavst omkring C. V. Jørgensen, og måske har manden trukket sig tilbage i et velfortjent otium. Og uanset hvad, så er vi – gamle fans – henvist til de efterladte plader og den sparsomme litteratur, der er skrevet om bandet. Sparsom, fordi der nok er skrevet om C. V. Jørgensen, men vi mangler endnu, hvad man kunne kalde et autoriseret standardværk om det ganske lille band og dets hovedperson. Og måske kommer det aldrig. Men så er det jo godt, at den tidligere trommeslager i bandet, René Wulff, har sat sig ned og skrevet sin version af, hvad der sket i de år, hvor bandet med øgenavnet brændte igennem og ud.
Wulff understreger klogeligt, at det er hans personlige version. Og det er jo altid vigtigt at understrege den subjektive vinkel, for der findes jo ikke nogen biografisk sandhed – heller ikke, når det gælder et rockband. Til gengæld får man så et indblik fra en, der selv var med inderst inde i bandet. Og måske rykker det lidt ved det billede, som pressen har efterladt af bandet og dets betydning i dansk rock.
Om ikke andet, så får artiklerne en til at finde de gamle plader frem. Og det har jeg da også gjort. Lige nu lytter jeg til de ‘rariteter & livetracks’ fra 1978-79, som er med i den lille boks med det ganske lille band, som udkom i 2011. Desværre kan jeg ikke finde noget af materialet på nettet. I stedet kan i jo gense DRs dokumentar Skygger og Magi.
“…to insist that rock criticism be political is first to insist that the humans who make and enjoy music are embroiled in politics whether they like it or not—and whether they know it or not. And second, it’s to remain aware that formally, the musical upheavals of the fifties, and many that followed, were demotic, so that a class component was built into the form. No wonder rock and roll had things to tell us about oppressed African Americans and the young white seekers who dug them; and then also about hippies and punks and hipsters and other politically simpatico bohemian riffraff whose class status is murky; and then gays as of disco, defiant to militant blacks as of hip-hop; and, most saliently in the past decade, though with many earlier pioneers and with crucial origins in punk, women.” [Robert Christgau i The Daily]
Min kritikerdarling Robert Christgau har kastet sig ud i den amerikanske valgkamp på Hillary Clintons side. Og frustrationerne over Trumpismens sejr har givet anledning til en artikel om kritikkens funktion i den aktuelle politiske konjunktur under overskriften Who the fuck knows?
Christgau er en af mine favoritter inden for rockkritik. Ikke, fordi han og jeg er ret enige om sagerne, for det er vi faktisk sjældent, selv om han engang imellem rammer klokkerent i sin bedømmelse af et stykke musik. Men, fordi jeg godt kan lide hans frenetiske, til tider rablende (og meget amerikanske) skrivemåde (som de derovre ofte er tilbøjelig til at forveksle med litterær stil) og hans egensindige, politisk bevidste tilgang til jobbet som kritiker. Han befinder sig – og har altid gjort det – på den amerikanske venstrefløj (der ikke kan sammenlignes eller ævivaleres med den europæiske). Derfor var læsningen af hans erindringer også lidt af en skuffelse. Her spiller rockkritikken nemlig en perifer rolle i forhold til beskrivelsen af mandens egentlig ret almindelige liv med karriere og familie. Næh, det er i rockkritikken han lyser og blomstrer.
Og ja, jeg er fundamentalt enig med ham i hans syn på musik (kunst i det hele taget) og politik. Uanset om vi vil eller ved det, så er vi fra første tone, fra første kunstneriske færd indlejret i det politiske. Det er politisk ukorrekt at tænke sådan i dag, men det bliver det bestemt ikke mindre rigtigt af. Tværtimod.
Nej, solidaritet er ikke noget, man bare skal lufte d. 1. maj. Den skal luftes hver dag. Og det har de britiske, offentligt ansatte sat en fed streg under med denne fine kampagneversion af den gamle sang “Let’s work together”…
Taj Mahal nærmer sig de 75 år (d. 17/5), men er som så mange andre jævnaldrende musikere stadigvæk i gang og i vigør. Og nu har han så lavet et spændende album sammen med den yngre bluesmand Keb Mo (han er kun 65). Og man kan ikke høre, at årene er gået. Taj og Keb spiller blues af høj klasse.
Ikke så megen snak: Såvel sangen som videoen er i særklasse.
USAs såkaldte præsident Donald Trump har siddet i 100 dage og mener selv, at det er gået ganske godt. Heldigvis er der andre, der har en ganske anden opfattelse. Fx projektet “Our first 100 days”, hvor ca. 100 kunstnere i tekst og toner vil forsvare alt det, som Trump truer med sin politik. Her er syreorkesteret Phosphorecent med en fortolkning af den gode gamle “This land is your land”.
Det er det borgerlige tågehorn Jyllands-Posten, der med Ekstrabladet som kilde beretter, at frk. Penkowa nu er anklaget for at have forbrudt sig på lægereglerne og på straffeloven. Sundhedsstyrelsen hævder, at Penkowa ikke har den fornødne, lægelige autorisation til at bedrive lægevirksomhed fra sin bopæl. Og det har hun angiveligt gjort, idet hun har medicineret patienter med symptomer på bivirkninger af den omtalte hpv-vaccine mod livmoderhalskræft.
Nu skal man jo ikke dømme nogen på forhånd. Penkowa er uskyldig indtil andet er bevist. Også i denne sag. Men skulle det vise sig, at hun har forbrudt sig mod lægeregler og straffelov, så ville det tilføje endnu en stump til billedet af en elitefusker, der ikke går af vejen for noget for at nå sit mål.
Skruer vi tiden ca. to år tilbage, nærmere bestemt til september 2015, så omtalte jeg bandet Fløjls Opgangstid, der afrundede Fløjls trilogi omkring lokaliteten Amager. Og nu er de så tilbage med albummet 1981, der som titlen angiver også har en slags tematisk samling eller overskrift.
Desværre er tekstarket ikke optryk i mit eksemplar, men med spidse ører og tungen lige i munden kan man lige akkurat opfange teksten i titelsangen, der er sådan en lidt desperat sang, der besynger året 1981, der fremstår som spaltet mellem en kølig virkelighed og drømme om at bryde ud og op. Altså en på sæt og vis klassisk storbysang om fremmedfølelse og opbrudsstemninger. Hvis ellers jeg har hørt ret.
Og sangskriver Peter Hegård skriver sig i sangene ind på situationer, følelser og stemninger i et forsøg på at få skovlen under barn- og ungdommens fortid. Denne emotionelle arkæologi følger et spor på pladen gennem sange som “1981”, “Annas Rum”, “Husk mig med ømhed”, “Lige før jeg græd” og “Nede ved søen”. Og kendetegnende for den slags nostalgiske og retrospektive søgen er den farvet af modnere erfaringer fra voksenlivet og er spændt op mellem erindrende nærsansning og bagklogskabens kølige distance. Og sådan skal det jo være.
Det ville være en gevinst for tilegnelsen af pladen, hvis det pokker tekstark var med. Måske er de med i vinyludgaven!? Men i hvert fald bør lytterne derude gøre sig den ulejlighed at lytte nøje til teksterne, for de er ikke bare udenomsværker, som allerede antydet.
Peter Hegård synger for og gør det med prisværdig tydelig- og klarhed. Og musikalsk er teksterne indlejret i arrangementer, der byder på klassiske rocksange med gode melodier og farvning fra folk og andre rødder, sådan som tidens toner foreskriver at de skal være. Og 1981 lægger sig smukt i forlængelse af rækken af vellykkede dansksprogede rockalbum, der står ved gælden fra den store melodiøse, fortællende rocktradition. Hvis man er til fx Bruce Springsteen eller Poul Krebs – blot for at nævne et par yderpunktseksempler i den tradition – så er der ingen grund til ikke også at lytte til Fløjl og deres nye plade. Hermed anbefalet.
Fløjl. 1981. Produceret af Fløjl. Ameridana Music/ Gateway Music. Er lige udkommet.
No man is an island,
Entire of itself,
Every man is a piece of the continent,
A part of the main.
If a clod be washed away by the sea,
Europe is the less.
As well as if a promontory were.
As well as if a manor of thy friend’s
Or of thine own were:
Any man’s death diminishes me,
Because I am involved in mankind,
And therefore never send to know for whom the bell tolls;
It tolls for thee.
