Modstykket til Peace-Love-Understanding-festivalen Woodstock, Altamont, der blev husket for vold og drab, fylder 40 i år. Og i den forbindelse bringer The Guardian fotografen Eamonn McCabes sjældne optagelser af Rolling Stones’ optræden på festivalen.
Det er sådan, jeg husker Suzi. I læderoutfit. Dybt dekolleteret af hensyn til segmentetet af unge mænd (drenge). Selv om jeg aldrig rigtig hoppede på vognen og købte hendes plader, da hun huserede på hitlisterne i halvfjerdserne og de tidlige firsere, var hun en del af det poplydspor, der også er mit soundtrack. Og jeg kunne godt forstå de drenge, der holdt af Suzi og fik våde drømme ved at tænke på hendes vakre udseende. Hun var smuk, fræk og talentfuld. Hvad mere kan man forlange, når man er ung og i løbetid? Og den amerikanske sangerinde og musiker fortjente en plakatplads på væggen i drengeværelserne (og pigeværelserne som forbillede) blandt de andre topnavne.
I går aftes havde jeg lejlighed til at genhøre et af de numre, jeg bedst kan lide med Suzi. I You Can’t Give Me Love fra 1978. En af de utallige “silly lovesongs” fra poppens historie, men fængende, medrivende. Og så demonstrerer den ganske godt, hvad Suzi kunne – ud over at synge og spille på strenge: Give den hele armen! Kom så Suzi… Syng bare med.
Selv om The Monkees blev til som gruppe som resultat af nogle initiativrige musikkøbmænds ideer, forhindrede det ikke de involverede musikere i at få deres egne musikalske ideer og ambitioner. De kunstneriske aspirationer kom blandt andet til udtryk på gruppens sjette album, soundtracket til filmen Head fra 1968. Filmen, der var instrueret af selveste Bob Rafaelson og havde en vis Jack Nicolson som manusforfatter, er en pjattet, kulørt, psykedelisk-inspireret historie, der uden tvivl har taget ved lære af The Beatles’ Help!, der var kommet kort tid forinden. Beatles var i det hele taget en tilbagevendende model for The Monkees.
Titlen på filmen og albummet var – meget tidstypisk – mangetydigt og gav anledning til mange fortolkninger – lige fra den nærliggende lighed med Beatles-filmen titel til mere frivole (giving head…).
Album-coveret var lavet af et metalisk materiale, så lytteren kunne se sit eget ansigt (hoved!) genspejle sig i overfladen. Nok så interessant er musikken på pladen, hvor indflydelsen fra den progressive rock-musik er tydelig. Selveste Frank Zappa, der i øvrigt har en lille rolle i filmen, fremhæves som den store inspirator. Og der er da også klare associationer til fx Zappas første soloalbum fra samme år, Lumpy Gravy. Som Lumpy Gravy består også Head af musiknumre, der er suppleret med fragmenter af tale, lyd og musik. Hverken film eller plade fik den markedsføring, de kunne have fortjent, men står. Pladen er siden blevet genudsendt på cd af Rhino Records.
Til december er det hele 29 år siden, John Lennon blev skudt ned af en galning ved navn Mark Chapman i New York. Og i går åbnede en udstilling på Rock’n Roll Hall of Fame om Lennons tid i storbyen. En på mange måder turbulent tid, hvor han både måtte kæmpe for retten til at opholde sig i USA, ægteskabelige kriser, druk og til sidst nedskydningen uden for Dakota-bygningen. The Guardian bringer en fotoserie om udstillingen, hvor man bl.a. kan se det tøj, Lennon havde på, da han mødte sin skaber…
Når jeg engang imellem føler trang til at få ørerne tømt for musikalske indtryk, så er der to gode virkemidler. En tur ved Vesterhavet – eller The Blues. I bluesen skrues der ned for udtrykket til det helt basale: et instrument, fx en mundharmonika eller en akustisk guitar, en stemme og en simpel sang. Og jeg vender altid tilbage til Ledbelly, der også var ophavsmand til flere af de sange, vi sang i skolen. Det fandt jeg først ud af langt senere…
Nogen stor stemme havde hun ikke, Nancy Sinatra. Men med et gavmildt udseende, en verdensberømt crooner-far og så de rigtige forbindelser blandt sangskrivere og andre i showbizz blev det alligevel til at sangkarriere med en håndfuld mindeværdige hits. “These Boots Are Made For Walking” med Lee Hazelwood var nok den største, men også den lille charmetrold, “Things”, hvor Nancy nærmest fungerer som kommentator for smør-crooneren Dean Martin, er værd at huske. Jeg havde skubbet den helt om i baghovedet, inden jeg i dag fik lejlighed til at holde den gamle singleplade i hånden…
Jimi Hendrix’ renommé blev skabt længe inden han på sit sidste officielle, posthumt udgivne, album The Cry of Love indspillede Ezy Rider. Måske er The Cry of Love den mest disciplinerede af de plader, der kom fra hans hånd. I hvert fald har jeg altid syntes, at Ezy Rider er et af højdepunkterne i Hendrix’ produktion. Her er vildskaben, kreativiteten koncenteret som dampen i en trykkoger, der blæser en omkuld, når man først letter på låget….
The Cure kom for alvor ind i mit musikalske univers, da de udsendte deres fjerde album “Pornography”. Pladen fik vist de engelske anmeldere til at rynke panden, men herhjemme var der en del – bl.a. i musiktidsskriftet MM – der tog dette goth-rock-hovedværk til sig. Og de engelske lyttere købte også pladen med vanlig ringeagt over for kritikernes røster… I følge anekdoterne omkring pladens tilblivelse skulle gruppen på det tidspunkt være præget af til opløsning grænsende indre konflikter og stridigheder. Og dissens har jo før været drivkraften bag kunstneriske højdepunkter.
Motoren på denne mørke plade er bas- og trommespillet, der med voldsom tyngde og dybe lægger en sort afgrund under det mørke univers, som sangeren Robert Smith udpensler med sin plagede stemme. Pladen er både et fint dokument for den genre, der er blevet kaldet “gothic rock”, og for firserne i det hele taget. Og så er den et fint lydspor til enhvert spleen-ramt ungt menneskes liv…
The Cure Pornography
Kun fem måneder efter debutalbummet udsendte Savage Rose opfølgeren In The Plain med det karakteristiske foto af gruppen fra Fredriksberg Have. Stilen var som på etteren rosernes uforlignelige blanding af rock og jazz-elementer med Annisettes store stemmepragt i forgrunden. Johnny “Tyrolerhat” Reimar var producer, og pladen vakte opmærksomhed i USA, hvor Rolling Stones’ Ed Ward fremhævede Annisettes unikke, emotionelt og oktavisk vidtrækkende stemme. I kortene var gruppen Danmarks første bud på et orkester med international rækkevidde. Men det gik som bekendt anderledes. Roserne gik deres egne veje – musikalsk, politisk og personligt.
Toeren står tilbage som et smukt monument over de tidlige Savage Rose, hvor indflydelsen fra samtidens progressive rock er hørbar, lige som musikernes baggrund i klassisk musik og jazz. Højdepunkter på pladen er rockeren “Long Before I Was Born” og “Evening Child”.
I Modstrømmen mindes man rockabilly-pioneren Robert Gordon. Og det sendte mig straks tilbage til dengang i sidste halvdel af halvfjerdserne (1977-78), hvor makkerparret Robert Gordon & Link Wray havde en kort, intens succes – også her i landet med pladerne “Robert Gordon w/ Link Wray” og “Fresh Fish Special”. De skulle optræde ved en festival ( VS-festival i Botanisk Have, så vidt jeg husker) og jeg havde set frem til deres optræden. Men omstædigheder gjorde, at jeg i stedet kom til at sidde med en tallerken spaghetti hos en studiekammerat. Måske var vi blevet for trætte efter en lang dags festival med øl og hvad dertil hørte. I hvert fald nåede jeg aldrig at opleve de to gutter live.
Men i dagene deromkring fandt jeg – som en slags kompensation – en kopi af Link Wrays album fra 1972, “Be What You Want”. Den var i et restlager-udsalg og havde fået klippet et hak i det ene hjørne.
Link Wray havde et ry som en af grundlæggerne af den tunge, forvrængede el-guitar og havde med nummeret “The Rumble” (1958) sikret sig en varig plads i rockhistorien. På albummet fra 1972 spiller han sammen med en række venner og beundrede, som fx Jerry Garcia fra Grateful Dead, Commander Cody (and his Lost Planet Airmen) og legenden David Bromberg. Pladen er en blanding af rocknumre – fx en forrygende udgave af det gamle Lloyd Price-nummer Lawdy Miss Clawdy – og mere country-prægede numre med Garcias karakteristiske pedal steel-guitar som ledetråd.
The Rumble anno 1978
For at det ikke skal være løgn var der også et nærmest dugfrisk eksemplar af Chuck Prophets ottende album “Age og Miracles” (2004) i bibliotekets udsalgskasse. Og den kunne jeg jo ikke lade stå. Tre for tyve kroner, som I ved…
Som min ven i Kolding, Kim, ofte har gjort mig opmærksom på, så er Chuck en fin guitarist (i Kims øre den bedste). Men han er også en fremragende sangskriver og en god sanger med en mørk, lidt hæs stemme, der passer fint til de udsøgte sange. Og så er han en af de guitarister, der lige som George Harrison stiller guitaren i sangenes tjeneste. Som mange andre inden for den brede americana-genre er Prophet en eklektiker, der bruger populærmusikken som en stor værktøjkasse, hvorfra han fordomsfrit låner elementer til sine sange. Fx i sangen “You Did (Bomp Shoopy Dooby Bomp)”, hvor han kærligt citerer fra en gammel popsang. Age of Miracles er en anelse mere forskelligartet end forgængeren, hvor jeg sad tilbage med en klar countryfornemmelse. Her er stritter det mere i forskellige retninger, ude at det skal forstås som et kvalitetstab.
Chuck må gerne tage sig sammen og lægge vejen forbi lille Danmark.
Det andet biblioteksfund i går var Chuck Prophets syvende soloplade fra 2002 “No other Love”. Prophet har en fortid i firser-Tuscon-Arizona-rock-bandet Green On Red, men har siden 1990 forfulgt en solokarriere (til dels ved siden af, for Green On Red gendannes vist, når det passer ind i de medvirkendes andre aktiviteter…).
På solopladerne har Prophet udvikles sig til en anerkendt sangskriver, der har leveret til så forskellige navne som Alejandro Escovedo, Solomon Burke, Heart, Kim Carnes, Peter Wolf, Kim Richey, Carter’s Chord og Kelly Willis. Det vil ikke være helt forkert at kalde Prophets musik for americana-rock. Det er en gryde, hvor der blandes forskellige elementer fra den store amerikanske musiktradition med en tydelig forkærlighed for det, der smager af country. Denise Sullivan fra Rolling Stone sammenlignede den med en donut (og det var positivt ment…) og skrev følgende om pladen, da den kom i 2002:
“Pulling from the funk zone (“Summertime Thing”), sophisticated soul music (“No Other Love”) and the kind of fat, greasy blues you can make a meal on (“What Can You Tell Me”) singer-songwriter Chuck Prophet nails together a sonic hybrid of urban and rural America on his self-produced sixth album. Since his days with psychedelic brown dirt cowboys Green on Red through his Nineties work fronting his band, Prophet’s made sideways soulful and bluesy rock and roll his business. More than country-fried licks slapped on top of slam-dunk rock, Prophet’s American sights and sounds are fed through a compassionate lens. Straight-up melodies are filled-in and skewed by surprises like farfisa, sitar and strings, as Prophet turns the dusties and undesirables into shiny jewels. Stories of little criminals unknown legends and waste-cases (and sometimes all three, as in “I Bow Down and Pray to Every Woman I See”) are firefly-electric in their naturalness. Combine that with a dirty rock & roll vocal and that whalloping guitar, and you’ve got an undeniably American mix of stuff that’s easily digested but still dangerous. Like donuts — the subject of the album’s opening salvo — what’s not to like?”
For et stykke tid siden købte jeg impulsivt Bifrost-opsamlingen Hjerte til salg i en second-hand-shop. Den var i en lidt ynkelig forfatning, men med lidt opvaskemiddel og et par andre fif fra nettet blev den 100% afspilbar igen. Opsamling skal tages med et gran salt. Dobbeltcd’en dækker perioden 1975-1997, men indeholder en del materiale, der ikke har været udgivet før, herunder otte nye sange fra udgivelsestidspunktet. Det eneste jeg har at indvende mod udgivelsen er, at jeg ikke helt kan gennemskue rækkefølgen af sangene. Jeg ville – som den nostalgiker, jeg er – have foretrukket en kronologisk sådan. Men det kan kan man jo altid lave om på – på sin computer…
Hej Maria – en af mine favorit-Bifrost-sange – en jordnær kærlighedssang med hoppende orgel, kraftfuldt vokalarbejde og en fængende melodi…efterfulgt af Jenny
> Overskriften er måske lidt bombastisk, men i kølvandet på Beatles’, Beach Boys’, Donovans og andre tresser-kulturpersonligheders interesse for indisk filosofi, religion, kultur og musik gled den indiske musik som bekendt ind i rock-musikken. Især George Harrison sørgede for, at citaren og det indiske lydbillede kom til at sætte sig mærkbare spor i Beatles’ musik. Men påvirkningen gik også den anden vej. Poppen sneg sig også ind i den indiske musik. Jeg kan huske, at der i årene omkring 1970 udkom en del popplader med indiske kunstnere, hvor vestlig popmusik blandedes fornøjeligt med elementer af indisk tradionel musik. Jeg har gennem det sidste årstid forsøgt at opstøve noget af den og foreløbigt har jeg haft fornøjelse af at lytte til et album, som George Harrison sørgede for at udsende på sit eget plademærke Dark Horse i 1974: Shankar Family & Friends. Den Shankar, der er tale om, er selvfølgelig Ravi Shankar, den berømte citarspiller og læremester for Harrison. Purister inden for indisk ragamusik vil sikkert rynke på næsen af popificeringen af det indiske, men jeg synes nu det var ganske charmerende…
Beach Boys’ andet live-album fra 1970 – Live in London – klarede sig ikke så godt på hitlisterne som den første, Beach Boys Concert (1964). Det kan godt undre lidt, når man hører det teknisk-kvalitative spring, der er mellem de to udgivelser. Men forklaringen ligger nok også et andet sted. Bandet skulle afslutte en kontrakt med EMI/Capitol, og det blev så gjort med dette live-album, der oven i købet kom i en engelsk udgave (i 1970) og en amerikansk med titlen Beach Boys ’69 (så sent som 1976).
Dertil kommer, at gruppens popularitet i hjemlandet var faldet en del i årene omkring 1968. Af kontraktmæssige årsager figurerer Brian Wilson som producer, selv om han ikke havde meget med pladen at gøre, da han var gået i indre eksil.
Bortset fra alle de ydre omstændigheder så afslører pladen i allerhøjeste grad bandets kvaliteter som live-gruppe. Med højdepunkter som “Darlin'”, “God only knows”, “Good Vibrations”, “Barbara Ann” og “Sloop John B” viser gruppen en imponerende evne til at genskabe sangene med detaljeret præcision, samtidig med at live-konceptets særlige stemning lægger et ekstra fascinerende lag på oplevelsen. Den koncert ville jeg gerne have overværet…
