Indlæg tagget med socialisme

Kapitalismen er en religion

13. februar 2014

I disse dage er vi vidner til et tidligere stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig på balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten, som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var både socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen på folkeligheden og demokratiet.

Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og går mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel på denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.

Hvad er forklaringen på denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. Så man kunne måske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger på, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn på, at kapitalismens logik slår igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.

Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (få år før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), så har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. På en afstand af næsten 100 år ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slår Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregår. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, så er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald på et tidspunkt.

I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstår Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stå uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger også i denne religions eller kults selvforståelse, at den må fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først når kapitalismen engang må give op er soning mulig.

Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker på både Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstå, at kapitalismen – som Marx i øvrigt også var inde på hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men også et system, der lægger beslag på vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.

Og måske bidrager Benjamins tanker også til en forståelse af, hvorfor den såkaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) så let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel på, hvor svært det er at tænke kapitalismens åndelige dimension.

Hermed er bolden givet op.

Skrevet i Musik Tagged , , , , , , | 6 kommentarer »

Ulven kommer! Ulven kommer! – er Enhedslisten et troværdigt alternativ?

21. august 2013

 

For nylig måtte Enhedslisten sluge en tilbagegang i meningsmålingerne. Og et medie gav partiet skylden for den røde bloks samlede tilbagegang.

Nu er der ikke nogen rød blok. Det eneste parti, der med nogen ret kan kalde sig rødt – forstået som et parti, der vedkender sig socialisme som et mål – er Enhedslisten. Den siddende regering er blå – borgerlig. Med Helle Thorning Schmidt i spidsen for Socialdemokraterne har det gamle arbejderparti gennemført den reformistiske kurs, partiet begyndte i starten af forrige århundrede, da  det lagde afstand til marxismen som ideologisk fundament. Man har søgt mod “midten” i dansk politik og har villet være et parti for hele folket. Med den konsekvens, at man er blevet blå, fordi den politiske midte altid har været blå – og er blevet den herskende klasses parti. Selv om det ikke helt er gået op for kapitalejere og arbejdsgivere, så er det faktisk det, der er sket.
Og i bevægelsen ned i midtens blå gryde har regeringen Schmidt fået følge af det i forvejen følgagtige borgerlige Radikale Venstre – og af Socialistisk Folkeparti, der for længst burde have slette “socialistisk” af sit navn, måske også “folkeparti”. Engang blev SF betragtet som et alt for følgagtigt ‘halehæng’ til Socialdemokratiet. I dag har flere af partiets førende ministre og ledere for længst overhalet socialdemokraterne højreindenom …
Ude til venstre står det sammenrend, vi kalder Enhedslisten, som eneste repræsentant for en politik, der skulle kunne være et alternativ til den førte borgerlige politik. Men – hånden på hjertet i venstre side – hvor troværdigt et alternativ udgør Enhedslisten? Kan vi almindelige borgere, der ønsker en anden samfundsindretning end den eksisterende, sætte vores lid til, at de vil kunne ændre noget som helst?
Selv om jeg har stor sympati for Enhedslistens folk, så mener jeg, at vi her halvvejs gennem regeringsperioden må begynde at stille den slags ubehagelig spørgsmål. Det nytter ikke noget bare at synke tilbage i forvisningen om, at bare vi sætter vores kryds langt nok ude til venstre, så vil tingene ske.
Når jeg finder anledning til at lufte min tvivl, så er det, fordi Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt Nielsen i Ugebrevet A4 igen lufter truslen om, at Enhedslisten måske ikke vil sikre regeringens forestående finanslov (og dermed vælte regeringen). Det er som antydet ikke første gang en sådan mere eller mindre eksplicit trussel er blevet luftet af Nielsen. Men spørgsmålet er, om der er tale om andet en teatertorden, skyggeboksning eller råben ‘Ulven kommer!’. Hvor meget er der kommet ud af de foregående forsøg på at presse regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne? Efter min mening er det yderst begrænset. Situationen for de ledige kan ikke siges at være væsentlig forbedret. Tværtimod tegner alt på, at i omegnen af 30.000 ledige vil miste dagpengeretten og ryge ned på bistandshjælpen – med de konsekvenser, det har for dem og deres nærmeste. Selv om Enhedslisten – indrømmet – har fået nogle mindre ting igennem, så er det at sammenligne med Hansa-plaster til afrevne lemmer. For at stemme for en finanslov vil EL stille krav vedr. beskæftigelsen, social genopretning og ‘styrkelse af det grønne område’. Fint nok, men det er ganske ukonkret – og lægger derfor udspillet over i regeringens skød. Og man må så forvente, at samme regering vil komme med udspil, der formelt vil imødekomme kravene, men stadigvæk holde sig inden for regeringens økonomisk politik osv. Sagt på en anden måde: Regeringen vil – som den tidligere har gjort – spise EL af med smuler fra de riges bord.
Skal EL i stedet vælte regeringen, vil læseren måske spørge. Og dermed bane vejen for endnu en omgang VKO?
Det er egentlig slet ikke denne enten-eller-diskussion, jeg vil ind på. For det er netop en diskussion, der bekræfter hele den måde, der føres politik på i den herskende konjunktur. Nej, det jeg forestiller mig – ja opfordrer til – er, at EL træder mere i karakter som det socialistiske parti, det angiveligt er. At man tager bladet fra munden og siger, at man ønsker sig en anden, socialistisk samfundsudvikling og -indretning – og begynder at formulere sine krav ud fra det udgangspunkt. Vi lever i en tid, hvor den kapitalistiske økonomi er i dyb krise – så dyb, at ingen vel med rette kan vurdere, om eller hvornår krisen er ovre – og hvor klimaet og vores eksistensgrundlag er truet, fordi der er forurenet og drevet rovdrift på naturen. Der er brug for socialistisk politik i den betydning, at krav og forslag skal pege ud over den herskende samfundsorden. Fx i retning af en mere ligelig og retfærdig fordeling af de værdier, der skabes i produktionen, større demokratisk indflydelse til borgerne, produktionsformer, der ikke undergraver vores eksistensgrundlag gennem forurening og hæmningsløs forbrug af ressourcer. Og så videre.
Rummer Enhedslisten et reelt alternativ til det vi kender fra politiken? Eller er partiet endnu et, der vil bevæge sig mod midten og blive blåt…

Skrevet i Musik Tagged , , , | 8 kommentarer »