Indlæg tagget med trafik

Betalingsringens symbolik

21. februar 2012

I fell in to a burning ring of fire

I went down,down,down

and the flames went higher.

And it burns,burns,burns

the ring of fire

the ring of fire.

Medens jeg læser dagens nyheder om den famøse “betalingsring” i København nynner jeg stille for mig selv med på Johnny Cash’ “Ring of Fire“. Den handler ikke om en betalingsring, men om kærlighedens brændende ring, som man kan falde i og brænde sig noget så gevaldigt på. Men associationskæderne trak alligevel sangen frem i bevidstheden.

Sagen om betalingsringen er blevet noget nær et spørgsmål om regeringens overlevelse, hvis man ellers kan tro de borgerlige kommentatorers udlægning af problemerne med dens vedtagelse. Og er det ikke underligt, at spørgsmålet om en lokal betalingsring i hovedstaden kan få sindene sådan i kog? I Helsinki, London og andre steder har man med succes etableret betalingsringe – selv om der selvfølgelig har været debat forud.

Når betalingsringen, der jo er en fornuftig idé, fordi den tager fat på to store problemer – den voksende trafiktæthed i hovedstaden og forureningen, kan få sindene sådan i kog, så hænger det sammen med, tror jeg, at den handler om at hæmme og begrænse udfoldelsen af især privatbilismen. Og privatbilen er ikke bare et transportmiddel (til og fra arbejde, daginstitutioner osv.), sådan som man kan få indtryk af i debatten. Privatbilen er et symbol. Et symbol på det forbruger- og vækstsamfund, vi lever i. Fx er det kendt, at bilsalget er en af de vigtigste økonomiske indikatorer for, om det ‘går godt’ med væksten. Sælges der flere biler, så forbruges der mere osv. Privatbilen er også et symbol på den borgerligt-liberale ideologiske drøm om individets frihed. At eje og køre i et automobil er ensbetydende med at udøve personlig frihed – også selv om de sidder fast i en motorvejskø på vej mod Københavns centrum. Det er også således, man kan forstå de borgerlige partiers (og en række borgerlige socialdemokratiske borgmestres…) modstand mod selve idéen om en betalingsring, hvis vi et øjeblik ser bort fra alle de tekniske problemer.

Kampen om betalingsringen i København har med andre ord symbolsk betydning. Den handler ikke kun om København (der sandt for dyden ville tage sig bedre ud med færre biler….). Den handler om, hvilken vej samfundet skal udvikle sig. At hæmme, begrænse privatbilismen er et symbolsk livstag med selve forestillingen om et samfund, der bygger på uendelig vækst. Og den er også et livtag med den ideologiske forestilling, som er udbredt i dette land, om, at den personlige frihed uhæmmet kan ske på fællesskabets bekostning.

Trafikgalskab

14. april 2011

Jeg har været inde på det før: Jeg er overbevist om, at der er en sammenhæng mellem den måde, vi opfører os i trafikken på, og vores almindelige mentale tilstand.
Igennem de sidste ti år er antallet af biler vokset betragteligt.

Hvor det fx for ti år siden var muligt at finde en parkeringsplads i nærheden af min bolig, så er det nu om stunder nærmest umuligt. Og det til trods for, at jeg bor i udkanten af århus. Heldigvis har jeg en garage.

I samme periode har ‘trafikmoralen’ ændret sig – og, set fra min plads, ikke til det bedre. Jeg har tidligere omtalt det problem, at mange bilister ikke bekymrer sig om at bruge blinklys, når de svinger til højre eller venstre, kører ud fra vejsiden osv. Og det er ikke blevet bedre, men har nærmest fået et epidemisk omfang, der omfatter både privatbiler, busser, lastbiler og andre erhvervskøretøjer. Og jeg er af den opfattelse, at det afspejler vores forhold til vores næste. Når man blinker af ,så sender man et tegn til medtrafikanterne om, hvor man bevæger sig hen. Man viser bogstaveligt talt et hensyn til andre. Og det gør man lige præcis ikke, når man undlader og blinke af. Den fraværende blink er et symptom på vor tids misforståede individualisme, som er en indivualisme på trods af og på bekostning af andre…

I går havde jeg min hidtil mest sindsoprivende trafikale oplevelse som bilist. På min vej til arbejde, som ligger ca. 15 kilometer fra min bolig, kører jeg ad en tresporet ringvej. Jeg kører altid i midtersporet, fordi jeg skal til enden af ringvejen. Og jeg overholder hastighedsgrænsen (60 km./t) og andre færdselsregler. Ikke, fordi jeg er et dydsmønster, men fordi jeg ved, at man skal være på stikkerne, når man kører her. Rigtig mange bilister skifter spor uden at vise af – og ofte ret hensynsløst. Derfor er skærpet opmærksomhed nødvendig, hvis man vil helskindet igennem turen. Det fik jeg bekræftet med al ønskelig tydelighed i går.

Jeg fik øje på en stor sort BMW, der kørte i venstre spor. Den kørte et stykke foran mig. Ved min side til venstre registrerede jeg en anden stor, sort bil – en Audi eller VW. Pludselig kører BMW’en foran fra venstre spor skråt over til højre spor med stor fart uden at blinke af. Det kunne jeg forudse – men ikke at bilisten ved siden af mig åbenbart lod sig inspirere og gjorde det samme – uden at blinke og uden at have opdage min lille bil ved siden af. For at undgå at blive torpederet måtte jeg med det ene øje i bakspejlet dreje skarpt til højre med det resultat, at jeg fulgte den store sorte bil et stykke med ca. en halv meters afstand. Jeg nåede ikke engang at bruge hornet. Pludselig gik det op for chaufføren, at han havde overset mig og han rette brat op, kørte tilbage på ydersporet og sakkede lidt bagud.

Efter at have sagt nogle eder og gestikuleret til bilisten, der nu var gledet bagud, overvejede jeg et kort øjeblik at følge efter ham for at give ham et verbalt fur (han drejede kort tid efter ned ad en sidegade), men droppede tanken, medens hjertet bankede helt oppe i min hals. For hvad skulle det nytte? Den slags situationer opstår hele tiden, ja, nærmest dagligt.

Er der så en morale på denne lille historie? Det vil jeg overlade til læseren at dømme. Men jeg ville ønske, jeg kunne være fri for at køre i bil gennem byen. Det kan jeg ikke, for den offentlige trafik dækker ikke mit behov. Sagt på en anden måde: Jeg vil ikke kunne komme hjem, hvis ikke jeg havde min bil. Jeg må altså leve med risikoen for at blive påkørt – i hvert fald indtil videre…

“Vanvidsbilisme”

16. juli 2009

De seneste dage er begrebet “vanvidsbilist” dukket op igen og igen i medierne. Begrebet dækker personer, der kører hasarderet, hensynsløst og ulovligt og udsætter sig selv og – ikke mindst – andre trafikanter for fare.

Forleden var jeg selv udsat for et eksemplar af slagsen. Jeg var ved at køre ind i en venstresvingsbås ved et vejkryds, da jeg i bakspejlet ser en ældre VW komme med meget stor hastighed. Da føreren – af indlysende grunde – ikke kunne passere min bil i venstresvingsbåsen, dyttede han vedholdende af mig. Sikkert, fordi jeg skulle forføje mig ved at sætte farten op, hvilket jeg ikke havde i sinde. Da jeg så svingede til venstre, blev jeg overhalet venstreom med meget stor fart, hvorefter føreren kørte over for rødt i et meget trafikeret kryds. Heldigvis skete der ikke noget. Heldet var med bilisten (og mig, for tænk, hvad man kunne være blevet vidne til…).

Hvad er årsagen til en sådan trafikal adfærd? I medierne kan man læse om stoffer, sprut, ADHD og psykiske problemer. Personligt tror jeg det også (og primært) handler om noget andet inden for normalitetens spektrum. Testoteron er noget af det. Mange af de hensynløse bilister er unge mænd, ja, drenge, med for mange hormoner i blodet. Og bilen er forlængelsen af den potens, de mangler rent mentalt. Dernæst er adfærden udtryk for den egomane frihedsfilosofi, der er produktet af en anti-autoritær pædagogiks dominans i skolesystemet, forældres ansvarsløshed og -forflygtigelse i opdragelsen og en misforstået liberal-politisk indoktrinering gennem et årti, hvor social ansvarlighed er reduceret til et spørgsmål om skattekroner.

Socialdemokratisk agurketid

23. juli 2008

Citat: “Bilernes hastighed skal som hovedregel tvinges ned på 30 til 40
kilometer i timen i byerne, hvis der ikke er en cykelsti på
strækningen, mener Socialdemokraterne
.”

Man ser det for sig: Store firhjulstrækkere indkøbt for friværdi snegle sig af sted i første gear. Mængden af CO2-udslip vokser. Frustrationerne ligeså. Trafikvolden måske også. – Ville det ikke være nemmere at gøre byerne fri for privatbilisme?

Udvendige airbags

29. juni 2008

En af dagens mere underholdende nyheder går på, at bilerne fremover skal forsynes med udvendige airbags. Baggrunden er alvorlig nok. Dusinvis af danske cyklister bliver hvert år dræbt af biler. Og erfaringer fra blandt andet Holland tyder på, at sådanne udvendige stødpuder kan reducere antallet af trafikdræbte cyklister. Vi vil gerne supplere med et lige så konstruktivt og nok også billigere forslag: Udvendige airbags til cyklister. Nu, hvor det alligevel er blevet moderne med nazi-lookalike-cykelhjelme, så kunne vi udstyre cyklisterne med en luftpude som den ovenfor.