Under rubrikken “Koda-direktør: Musikbloggerne er usolidariske” (Politiken, d. 30. september 2001) bøjer KODA-direktør Anders Lassen i neon, hvad KODA er for en størrelse. Nemlig en non-profitorganisation, der har til formål at sikre, at musikere får et afkast af den musik, de har lavet, når den afspilles i det offentlige rum.
Hvad Anders Lassen også får slået fast med syvtommersøm -med hoveder så store som CD-skiver – er, at KODA går ind for et principrytteri, der er fuldstændig immunt over for den verden i forandring, som musikken spiller i.
Lassen angriber de unge, musikglade bloggere, der sammen med unge musikere – hvoraf flere er organiseret i KODA – streamer musik på deres blogs, tillader downloads og lader tonerne få følgeskab af entusiatiske omtaler. Problemet – for Lassen – er ikke, at de unge entusiaster af egen drift og for egne penge gør et stykke formidlingsarbejde, for det betragter Lassen blot som en absurditet – så længe de unge ikke oven i købet betaler for at lade musikken spille. Uden i øvrigt at argumentere for, hvori det absurde består.
For den principfastfrosne Lassen er forestillingen om kompromisser, der ville kunne tilgodese både de fremadstræbende unge musikere, de idealistiske, engagerede bloggere og KODAs fundamentale, økomiske interesse, ligger helt uden for Lassens horisont.
Men problemet er, at de digitale virkelighed på internettet for længst har overhalet det forretningsprincip, som KODA stædigt holder fast i. Forestillingen om, at musikafspilning i det offentlige rum altid og i enhver sammenhæng skal få kasseapparatet til at klinge, er for længst blevet overdøvet af de mere eller mindre legale musikstrømme.
Når Lassen angriber de unge musikbloggere – vi taler vist om ca. 70 blogs i dansk regi – for at være “usolidariske“, viser han ikke alene, at han ikke ved, hvad ordet solidaritet indebærer – bl.a. en gensidighedsrelation – men glemmer også, at der slet ikke er konsensus omkring KODAs målsætning, heller ikke blandt organisationens egne medlemmer. Lassens position er lige så konservativ og rigid, som den vi i årevis har kunnet iagttage hos den kriseramte pladebranche, der kun vil tænke i “forretningsmodeller” og bundlinjer, hvor det der allermest er brug for, er at tænke internettet og digitaliseringen som en kulturel revolution, man gør klogt i at tilpasse sig og ikke modarbejde.
Du unge musikbloggere repræsenterer ikke bare et mediemæssigt supplement til de kommercielle medier – aviser, radioer, tv – men er en ny, autonom, singulær, subjektiv og ikke mindst non-kommerciel form for medieformidling, der allerede har bevist sin betydning. Og hvis KODA vil udvikle sig med tidsånden, kunne man passende begynde med at vise de unge musikbloggere en smule anerkendelse og respekt…
Lukas Kaldan – Er du tilfreds, Kodamedlem?
