50: Chicago – VII

14. marts 2024

Chicago VII er en af mine favoritplader gennem de sidste halvtreds år, dvs. siden plade udkom første gang. Det var bandet Chicagos sjette studioalbum og et dobbeltalbum, som jeg erhvervede mig på Fonas pladeudsalg det år i Esbjerg. Og pladen afslrøede et nyt stilistisk tiltag i gruppens musik. Hvor de tidligere havde fokuseret på hitlistesøgende poprock, så havde de fået den idé at inddrage elementer af jazz i deres musik – for blandt andet at gøre udfordringerne ved koncerterne lidt mere spændende for musikerne selv. En beslutning, der gav anledning til ballade blandt medlemerne, hvor blandt andet Peter Cetera frygtede, at jazzen ville udgøre en kommerciel risiko. Og senere fik han og hans støtter deres vilje med en mere kommerciel drejning.
Men pladen blev til noget og står i dag som noget af det mest spændende, som Chicago har skabt på plademediet.

3 har læst indlægget

En moderne protestsang fra Den Gule Negl – Hold dig på måtten

13. marts 2024

Ja, jeg ved ikke engang om Den Gule Negl eksisterer nu – efter Store Larsens bortgang – men den kan godt tåle et opkog i disse bornerte tider….

Opdatering: Den Gule Negl har en hjemmeside og eksisterer altså stadigvæk i en eller anden forstand.

2 har læst indlægget

Dødsfald: Eric Carmen – 74 år

12. marts 2024

Den første gang, jeg hørte om sangeren og musikeren Eric Carmen, var da Jørgen de Mylius præsenterede The Raspberries i Danmarks Radios popprogrammer. Raspberries var et powerpop-band, der blev dannet i Cleveland, Ohio, i 1970 og eksisterede – i første omgang – frem til 1975 og fik stor succes bl.a. med top-10-hittet “Go all the Way” fra det eponyme debutalbum. Det var vist også det album, der var forsynet med et cover, der var imprægneret med duften af hindbær (når man kradsede på overfladen kunne man lugte det… Ved nærmere eftertanke tror jeg, det var deres tredje album fra 1973 – Side 3 – der havde den lugt).
Eric Carmen var den kreative kraft i Raspberries, der siden hen var inspiration for blandt andre Bruce Springsteen. Og han fortsatte som solist efter Raspberries i 1975 med lige så stor succes. De to første singler fra hans hånd blev straks hits og var begge inspireret af den klassiske komponist Rachmaninoff musik, hvilket afslørede, at Carmen oprindeligt var uddannet pianist og selv lærte sig at spille på guitar. “All by my self” solgte over en million eksemplarer og kom i top-10 og efterfølgeren “Never gonna fall in love again” gjorde det også godt, selv om den ikke nåede de første ti placeringer.
Selv om successen klingede lidt af fortsatte Carmen med at udsende populære plader og mange af hans selvskrevne sange blev fortolket af tidens kunstnere, fx Dana, Olivia Newton-John og Shaun Cassidy.
I tiden efter 2000 er der ikke rigtig udkommet musik fra Carmen, men han har optrådt – blandt andet med Ringo Starr i dennes All Starr Band – og ellers levet af sine royalties. Den 11. marts sov Eric Carmen stille ind 74 år gammel, og der er ikke angivet nogen konkret dødsårsag.

3 har læst indlægget

Et lydspor til Vietnam-krigen – men hvad med de andre krige!?

11. marts 2024

Ja, sådan spørger en kommentator til denne store spilleliste med musik, der lagde bagtæppe til Vietnam-krigen. Hvor er de sange, der danner et tæppe bag konflikten mellem Rusland og Ukraine? Hvor er den tilsvarende bag Israels forsøg på at udrydde Ghazas befolkning? Tiderne var nogle andre, jovist. Men hvor er den folkelig oppinion, verdensopinionen, der satte en stopper for krigen i Vietnam?!

6 har læst indlægget

Capac anbefaler: AEGTESKAB

11. marts 2024

Aegteskab er pladens titel. Det er også navnet på den trio, der står bag og som består af de tre garvede musikere Mike Andersen (sang, guitar), Eddi Jarl (trommer, elektronica, slagtøj og sang) og Michael Blicher (saksofon, bas pedal, tangenter, slagtøj og sang). Temaet er ikke nyt – ægteskabet og dets endeligt med hvad dertil hører af emotionelle og andre oprevetheder. Bob Dylan har gjort det, Bruce Springsteen også, og Ulf Lundell – altså lavt plader om temaet ægteskab-skilsmisse-og-så-videre. Og de er langt fra alene. Der er nok tale om et af mange slidstærke tematikker i pop- og rockmusikken. Fordi det handler om noget, vi investerer vores drømme og energi i og derfor også står ret så hudløse, når drømmen er bristet og vi må spørge os selv: Hvad skete der? Og hvorfor?

Og i de tre herres tilfælde har det resulteret i ti meget fine sange, der udgør albummet Aegteskab. Det kan godt være, at verden er af lave – at den med et Dylan-citat og sangtitel fra pladen er “gone wrong”, men derfor ender det ikke i den rene elendighed og beklagelse. Som det hedder i benævnte tekst: WORLD GONE WRONG /All alone in the park/ I’ll stay strong here in the dark for us/ If there’s a place, where we both belong/ Meet me there when we transcend this world gone wrong/ There’s a place there I know/ Where the lilac trees grow/ A stone-heart sways from a branch so strong/ Meet me there when we transcend this world gone wrong/ Just walk towards the sea/ That is where I’ll be (for sure)/ And I’ll be singing, just listen for my song/
Meet me there when we transcend this world gone wrong”. Midt i det hele er der et håb og en tro på, at “vi” kan komme ud over det, at der er noget at bygge på hinsides den verden, der er styrtet i grus.

Og det er da også dette albums styrke og kvalitet – at  emnet ikke efterlader musikerne på et mørkt sted, hvorfra der ikke er nogen vej ud og op. Nej, oplevelserne er tværtimod det, der ansporer de tre musikere til at skabe musik, der i sit fascetterede og nuancerede udtryk demonstrere, at selv den største elendighed kan transformeres til holdbar kunst og sange af stor kvalitet og langtidsholdbarhed.

De ti sange på pladen er meget forskellige og er præget af pop, jazz, blues og soul, der sættes i spil i såvel balladeagtige sange som uptempo-numre, således at der er noget for både den lytter, der søger en rolig stund og dem, der gerne vil bevæge sig til musikken. Det er musik, der i allerhøjeste grad appellerer til et voksent publikum med smag, forstået sådan, at du – også hvis du er en ung voksen – skal kunne sætte pris på musik, der inviterer dig til aktiv lytning og til at komme ud på de små spillesteder, hvor denne musik vil komme til sin ret.

Aegteskab er et album, der kun kan nære ens forventninger om flere gode musikalske oplevelser fra denne levende trio, der har meget at byde på. Hermed varmt anbefalet.

 

Aegteskab. St. Produceret af: Aegteskab. C-Nut Records. Er udkommet.

15 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Faderen

10. marts 2024

“Måske skulle vi stoppe med at spilde miiliarder på at forsøge at helbrede kræft” foreslog den britiske læge Richard Smith – læser jeg i en bog, jeg er i gang med. Hans pointe er ikke at bagatellisere kræft, der jo er en sygdomsform, som optager vores samfund voldsomt. Derimod er det hans pointe, at der er sygdomme, der er lang mere forfærdelige, fx demenssygdomme, der langomt ‘udvisker’ den sygdomsramte. Og jeg blev mindet om denne tankerække, da jeg i aftes så Florian Zellers instruktørdebut Faderen om den Alzheimer-ramte Anthony (fremragende spillet af den aldrende Anthony Hopkins).

Datteren Anne (Olivia Colman) besøger ham i hans lejlighed, hvor han hele tiden glemmer vigtige begivenheder fra sit liv og ting i sin lejlighed, ikke mindst sit armbåndsur. Og han mistænker sine hjælpere, hvoraf der har været flere, for at have stjålet uret, selv om han blot har glemt, at det ligger på sin sædvanlige plads. Annes dilemma er, at hun står over for at flytte til Paris sammen med en ny mand og derfor bliver nødt til at overlade faderen til et plejehjem.

Dagen efter møder Anthony en mand i sin lejlighed. En mand, der påstår, han er Annes ægtemand, og at Anthony bor i hans lejlighed. Og da Anne dukker op, kan Anthony ikke genkende hende, fordi hun er en anden kvinde. Forklaringen er, at vi som publikum i biografen bliver præsenteret for og placeret på den syges synsvinkel. Det er hans til stadighed forandrede, ikke-erkendte, virkelighed, vi helt konkret præsenteres for. Og det virker stærkt – stærkt ubehageligt og sært fremmedgørende. Vi får lov til at krybe ind under huden på Anthony og for en stund opleve, hvordan det mon er langsomt som person at gå i opløsning. Og uden at genfortælle resten af forløbet i detaljer, så fortsætter denne ubehagelige oplevelse til filmens slutning. Det er filmens store styrke, at den nådesløst og konsekvent fortæller sin historie til ende – fra Anthonys synspunkt. Der er ingen happy end, ingen ‘kære mor’ til slut, selv om Anthony faktisk ender der, hvor han bare ønsker, at hans egen mor skal komme og hjælpe ham.

I kraft af en fornemt manuskript, der bygger på instruktørens teaterstykke, og nogle imponerende skuespilpræstationer hele vejen rundt formår Florian Zeller at give os et pinefuldt, indfølt billede af Alzheimer-lidelsen oplevet indefra. Og det er netop det brillante ved filmen – at vi får lov til i en spillefilms længde at mærke, hvordan det mon er langsomt at gå totalt i opløsning. Og – i lige så høj grad – hvor forfærdeligt det er at være nærtstående mennesker til en Alzheimer-patient. Frygteligt.

Faderen er en film, man bør unde sig selv at se, fordi den demonstrerer, hvad filmkunsten kan, når den er bedst.

4 har læst indlægget

Idolernes idol og et band, jeg gerne ville have oplevet i koncert

9. marts 2024

Så fik jeg da set dokumentarern om Annisette Rebel for livet – til ende. En god dokumentar, der lever højt på hovedpersonens egen fortælling om sit liv og andre nærtstående personers bidrag. En dokumentar, der forstår at fremhæve det særlige ved bandet Savage Rose, der siger nej til et kæmpestor pladekontrakt i USA (med alt, hvad det medfører, fordi de ikke villle spille for de amerikanske soldater i Vietnam. Hos Savage Rose gik (går!) skaberlyst, politisk holdning og familieliv hånd i hånd.

Undervejs ser man nogle klip med førende danske musikere fra de tidlige halvfjerdsere, bl.a. Jomfru Ane Band i denne optagelse, der gav mig en frygtelig lyst til at se dem på en scene – noget, der forlængst er blevet en umulighed. Men sikke et drive, der er i det band og ikke mindst søstrene Brüel…

5 har læst indlægget

Kvindernes internationale kampdag

8. marts 2024

Hej Søster, sidder håret stadigvæk fast i postkassen? Kunne man spørge med Trille. Og i hvert fald er der stadigvæk et stykke vej til fuld ligestilling. Ikke bare mellem mænd og kvinder – men mellem alle mennesker på den blå planet. Uligheden vokser støt, får vi til stadighed dokumenteret, så det er ikke nok, at kvinder får adgang til virksomhedsbestyrelser og mænd får mere barselsorlov. Det gælder stadigvæk som rødstrømperne sagde, at kvindekamp er klassekamp og klassekamp er kvindekamp. Det ene går ikke uden det andet. Lad os så komme i gang…

1 har læst indlægget

50: ABBA – Waterloo

7. marts 2024

ABBAs første internationale album med Melodi Grand Prix-vinderen som titlesang. Waterloo. Og med denne plade satte kvartetten for alvor gang i deres karriere. Projektet var så nyt, at man nedunder ABBA-navnet satte de fire kunstneres fornavne – “Björn, Benny, Agnetha & Frida”. På nogle plader stor der oven i købet Anna i stedet for Agnetha, fordi hun var kendt under det kunstnernavn nogle steder.

En af de mindre kendte sange fra pladen “King Kong Song”:

3 har læst indlægget

Musik-tv: Annisette – Rebel for livet

6. marts 2024

Selv om DR har forskræppet det, så er det alligevel værd at gøre opmærksom på, at serien om Annisette – Rebel for livet – der fortæller Annisettes livshistorie begynder i dag på DR. I fire afsnit følger man Savage Roses forsangerinde Annisettes liv fra barndommen og frem til i dag. Og jeg har ikke kunnet vente, men har set afsnittene på DRs hjemmeside.

Som jeg tidligere har fortalt, så var Savage Rose det første rockband, jeg så i koncert – i Esbjerg i 1969. Ikke nogen udpræget god oplevelse, fordi lyden var forfærdelig – mest på grund af sportshallens elendige akustik. Men oplevelsen var stor nok til at gøre mig intersseret i gruppen og dens musik, som jeg har fulgt lige siden. Ikke hele tiden og med lige stor styrke, men dog nok til at kunne følge bandet unikke udvikling frem til årene efter Thomas Koppels alt for tidlige død. Et band, der både musikalsk og holdningsmæssigt har været noget helt særligt. Og stadigvæk er det.

5 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Mustang

5. marts 2024

Fem forældreløse pigebørn bor i en lille tyrkisk by sammen med to familiemedlemmer, en mand og en kone. En dag møder pigerne en flok drenge, som de har noget sjov med, blandt andet i strandkanten, hvor de sprøjter med vand og smider hinanden i vandet. Nogle voksne ser det og det bliver straks fortolket som upassende opførsel fra pigernes side, og resultatet bliver, at pigerne bliver låst ind i huset og frataget alle de ting, der kan være med til at lede dem i moralsk fordærv.

Men, pigerne er også i en alder, hvor de ikke længere bare vil finde sig i at blive underlagt et ældre ægtepars forstokkede moralbegreber. Og en stille modstandskamp begynder, anført af den kvikke lillesøster, der må se sine storesøstre blive bortgift til nabolagets sønner.

Hvordan filmen slutter i Deniz Gamze Ergüvens fransk-tyrkiske film skal ikke afsløres. Men det er en film, der på fineste facon tematiserer et vigtigt problem i vores vestlige verden, nemlig mødet mellem et moderne, sekulariseret samfund med stor grad af personlig frihed og et samfund, hvor traditionelle normer stadigvæk er fremherskende. Selv om man ikke er i tvivl om, hvor instruktørens sympati ligger – hos de oprørske piger – så er det alligvel en meget nuanceret film, der lever højt på de medvirkende pigers fine spil, der både er rørende, sanseligt og overbevisende. En feel good-film fra en uventet kant. Kan ses på DRs hjemmeside måneden ud.

2 har læst indlægget

Krimianbefaling: Vigil – Fjenden fra oven

4. marts 2024

I november 2021 anbefalede jeg den første sæson af kriminalserien Vigil (Døden i dybet). Og lige nu løber anden sæson Vigil, der også har fået en markskrigerisk dansk undertitel – Fjenden fra oven – hen over DR1 programflade (og på deres hjemmeside, hvor alle afsnit kan ses – hvilket kun kan anbefales…).

Vigil kommer af latin og betyder ‘ vågen, årvågen, vagtsom’. Og der lige præcis, hvad den skotske politikvinde Amy Silva (Suranne Jones) er. I den nye sæson hidkaldes hun, da en militær demonstration af kampdroner går galt og adskillelige menige soldater bliver dræbt. Silva får til opgave af finde ud af, hvem der står bag tragedien. Og for at afdække alle relevante spor må hun drage til det mellemøstlige kongedømme Wudyan, der er allieret med det britiske militær, for at udrede de mange sammenvævede tråde, der både involverer menige soldater, ledere og i sidste ende den britiske regering og et privat firma med speciale i netop kampdroner.

Og den nye sæson er om muligt endnu bedre end første sæson, der kunne hente megen ekstra dramatik ud af den kendsgerning, at det foregik i en u-båd, ubåden Vigil. Man kunne spille på alle klaustrofobiens tangenter og gjorde det kyndigt.

Når den nye serie ikke alene matcher den gamle men efter min mening overgår den, så er det ikke mindst på grund af Suranne Jones og de andre ledende skuespillere (ikke mindst Rose Leslie i rollen som Silvas elskede og nu højgravide kæreste, politikvinden Kirsten Longacre). Jones besidder i sin rolle alle de kendte tv-detektivers klassiske kvaliteter. Hun brænder for opgaven og har selvtillid og evner nok til at søge svarene i et intrikat net af spor og kendsgerninger. Og oven i det har hun en særlig skrøbelighed, idet hun hele tiden må tænke på sin gravide kæreste og deres fælles barn og sin egen teenagerdatter, og en særlig sårbarhed, der måske gør hende ekstra modtagelig for alle de unoder, hun skal forholde sig til.

Dernæst må man endnu engang imponeres over briternes evner, når det gælder konstruktionen af en plot, der er ekstremt detaljeret og til det allersidste bevarer spændingsniveauet helt i top – og hvordan lag for lag skrælles af for til sidst af afdække et lidet flatterende samarbejde mellem statsmagt og kapitalinteresser. Også på det led lever historien op til de klassiske krimiers klare samfundskritiske tradition.

Og i disse kønsforvirrede tider er det herligt at opleve, at temaet ‘homoseksualitet’ (Silvas og Longacres lesbiske relation og to homoseksuelle mandlige soldater) indskrives på en måde, så det ikke tematiseres som noget problematisk (på anden måde end at de to mænd må gå stille med dørene på deres kaserne…), men derimod som en styrke, idet Silva og Longacre som par og kollegaer supplerer og støtter hinanden på alle planer. Netop det forhold at homoseksualitet ikke fremstår som et filmisk problematisk tema er en styrke ved manuskript og filmatisering.
Så hvis du som jeg er til tankevækkende, medrivende, intelligent krimi, så glem alt om danske nyhedsprogrammers fortabelse i kedelige dagsnyheder og kast dig over Vigil anden sæson. Du vil ikke fortryde.

6 har læst indlægget

50: Hatfield and the North

3. marts 2024

At tænke sig, at det er et halvt århundrede siden jeg købte hatfiels and the Norths eponyme debutalbum. Jeg har det stadigvæk – både den originale vinyl og en senere cd-udgave.
Jeg købte den i min hjemby Esbjerg hos Fona, og havde ingen anelse om, hvad den ville komme til at betyde. Jeg havde lyttet til nogle af numrene på Danmarks Radios Program 3 og vidste, at Hatfield and the North repræsenterede den musikalske stilretning, man siden har kaldt Canterbury. Og så blev jeg indtaget af det fascinerende, nærmest smukke foldeudcover med et brunligt foto af den islandske by Reykjavik og – på indersiden – et foto af bandet sammen med skuespillerne fra den dengang populære cowboy-tv-serie Bonanza.
Bandet nåede at lave endnu et album – The Rotters Club – inden den første opløsning skete i 1975. Senest har det været gendannet først i dette årtusinde.
Den første plade er stadigvæk en af min yndlingsplader fra dengang.

2 har læst indlægget

Fødselsdag: Mike D’Abo – Manfred Mann – 80 år

2. marts 2024

Endnu en firsårig. Mike D’Abo – sanger og sangskriver – der blev international berømt, da han i 1966 med succes afløste Paul Jones i Manfred Mann og blev indtil bandets opløsning i 1969. Her havde han stor succes med en række hits, hvoraf “Mighty Quinn” nok er det største. Ved siden af skrev han sange til andre, fx “Build me up buttercup”, der hittede med the Foundations. Efter tiden med Manfred Mann forfulgte han en karriere som skuespiller, blandt ande i en række af datidens store musicals – fx Jesus Christ Superstar og Evita.

3 har læst indlægget

Keef hylder Lou Reed – Waiting for my man

2. marts 2024

I dag er det Lou Reeds fødselsdag og det er næsten 11 år siden, han døde. Men glemt er han ikke. I forbindelse med den kommende Record Store Day, hvor pladebutikkerne hyldes – hyldes også Lou Reed med en særlig plade med titlen Power of the Heart. Og her fortolker en lang række koryfæer sange fra Reeds katalog. Blandt andre finder vi selveste Keith Richard med en kongenial, loyal og god fortolkning af Waiting for my man.

  • 1 Keith Richards – I’m Waiting for the Man 4:15
  • 2 Maxim Ludwig & Angel Olsen – I Can’t Stand It 2:58
  • 3 Rufus Wainwright – Perfect Day 3:32
  • 4 Joan Jett and the Blackhearts – I’m So Free 2:32
  • 5 Bobby Rush – Sally Can’t Dance 4:06
  • 6 Rickie Lee Jones – Walk on the Wild Side 4:55
  • 7 The Afghan Whigs – I Love You, Suzanne 3:07
  • 8 Mary Gauthier – Coney Island Baby 7:13
  • 9 Lucinda Williams – Legendary Hearts 3:01
  • 10 Automatic – New Sensations 4:41
  • 11 Rosanne Cash – Magician 4:52
  • 12 Brogan Bentley – The Power of the Heart (Bonus track CD/Digital Only) 6:05

     

2 har læst indlægget
2 har læst indlægget