Endnu en fødselsdag: Peder Bundgaard – tegner, forfatter m.m. – 79 år

19. marts 2024

Peder Bundgaard, der er kendt som nær ven af Dan Turèll og illustrator til sammes bøger og til flere kendte pladeomslag, blandt andet for Gasolin, fyldte 79 år i går. Han er også forfatter til flere bøger, biografier (Gasolin, Turèll, Kim Larsen m.fl.), romaner og rock-monografier (fx Dansk Rockleksikon).

0 har læst indlægget

John Cale fyldte 82 år forleden

18. marts 2024

Og jeg havde næsten glemt det, hvis ikke mine tanker havde passeret erindringen om  en for tidlig afdød ven, der satte stor pris på netop Cale og resten af

Velvet Underground. Og jeg husker, hvordan han nedgriflede en koncertanmeldelse af Cale for mange år siden – en anmeldelse, jeg aldrig fik på tryk og som

måske kun findes som pligtopbevaring på det Kgl. Bibliotek. Nå, men Cale er en af de firsårige, der ikke har smidt håndklædet i ringen, men fortsætter ufortrødent

med sin kunst indtil det hele stopper af sig selv.

2 har læst indlægget

Og et dødsfald: Steve Harley er død – 73 år gammel

17. marts 2024

En kræftsygdom tog livet af ham. Steve Harley, der blev berømt som forgrundsfigur i det britiske band Cockney Rebel. Make Me Smile (Come Up and See Me)” hed bandes slidstærke hit fra 1975 som stadigvæk klarer sig fint på afspilleren.

Cockney Rebel var aktivt indtil for ganske nylig og besøgte blandt andet Danmark. Men for få måneder siden måtte Harley så kaste håndklædet i ringen, fordi sygdommen tvang ham til at opgive det, han elskede mest at gøre – spille på en scene. Cockney Rebel kom frem i slipstrømmen af glam rock-bands i starten af halvfjerdserne og blev langsomt Steve Harleys band, samtidig med, at han fik en solokarriere. Ved siden af fik – i halvfemserne – han også en karriere som radiomand med  showet Sounds of the 70s, der nu fortsætter med en anden mand ved roret. Helt i Harleys ånd.

12 har læst indlægget

Capac – 18 år – og ups, jeg glemte det i farten…

17. marts 2024

Ja, ups. Hvordan kunne jeg dog glemme bloggens fødselsdag – den 13 marts. Noget andet med min egen – bagmandens – fødselsdag, der har det med at glide over i glemslen hurtigt og let. Men altså bloggen her – 18 år. Og for at undgå at gentage mig selv, så vil jeg benytte lejligheden til at beklage, at mange – rigtig mange – af de bloggere, jeg lærte at kende som bloggere dengang det hele startede, nu tilsyneladende har droppet bloggeriet – måske til fordel for de såkaldte sociale – men i virkeligheden ret så asociale – medier som Facebook, Instagram osv. Måske er der stadigvæk nogle af jer, der kigger forbi her på båden engang i mellem. Det håber jeg da, selv om jeg ikke rigtig ved, hvem der dropper forbi – bortset fra en pæn række usual suspects. Men engang var blogland noget andet – et sted, hvor vi sammen kunne råbe højt i internetørkenen.

Nuvel, som man sagde engang, bloggen kører stadigvæk, og jeg har ingen planer om at stoppe. Det er blevet en fast vane at skrive lidt hver dag over et stort krus kaffe. Og den slags små (u)vaner holder jeg af og de er med til at strukturere en gammel drengs dag. Måske stopper det hele bare en dag, medens fingrenen tapper løst på det vaskbare computertastatur – hvem ved!? For ingen ved vel helt præcist, hvordan det ender.

18 år. Det er dog noget, som jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig, da jeg første gang postede noget. Men det ene ord tog det andet, den ene sætning den anden, det ene indlæg det andet og så videre. Skriften fik sit eget liv, sådan som skriften altid har haft det og stadigvæk har det. Og den søde kløe – skriftkløen med alt hvad dertil hører – er der stadigvæk og skal lige masseres hver dag – helst. Sail on Capac.

6 har læst indlægget

Shoegazing country: Wednesday ved skrivebordet

17. marts 2024

2 har læst indlægget

Stakladen – retur

16. marts 2024

Det var sådan lidt ad omveje, at jeg kom tilbage på sporet til Stakladen på Århus Universitet. Til dengang, hvor Stakladen var et af byens fremmeste musikspillesteder, der havde mange gode og store navne på programmet. Jeg var egentlig ved at forfølge andre spor i universitetets historie, da jeg landede på institutionens hjemmesidens “hisotoriske showroom”, hvor man blandt andet finder ovenstående billetter fra to koncerter, som jeg selv havde fornøjelsen af at overvære. Men Stakladen var også andet end en scene. Det var fx også et sted, hvor man som studerende kunne droppe ind på vej hjem fra undervisningen kunne indtage sin aftensmad eller eftermiddagskaffe. Og det har jeg gjort mange gange – og er blevet mæt for små penge i solid dansk kost. Hvordan stedet ser ud i dag, ved jeg ikke, da det er meget længe siden, jeg har været forbi. Det er ellers sket mange gange, fordi jeg ofte har lagt min vej forbi Studenterhusets boghandel, hvor man ofte har kunnet finde gode tilbud og bøger, man ellers ikke kunne støde på inde i byen. Så måske kommer jeg igen forbi en dag, hvor humøret er til det…

Medens jeg sådan er på sporet af netop det sted, kommer jeg i tanke om dengang, Gasolin gav koncert derinde, men jeg foretrak at komme hjem i studenterhyblen. Men dengang var jeg nu heller ikke så stor en fan af drengene fra Christianshavn. Men ellers glider billederne fra alskens koncerter forbi det indre blik: Flying Burrito Brothers, J. J. Cale, John Cale, Anne Linett Band osv. osv.

Århus Wiki kan fortælle, at Stakladen i dag hovedsageligt bruges til universitetets arrangementer og siden midten af firserne stort set ikke er brugt til musikarrangementer. Ja, så var man jo heldig at få den funktion med, da man var ung og sprød.

5 har læst indlægget

Erindringsglimt: Hvem Hvad Hvor

15. marts 2024

Siddende i min gamle  – og magelige – lænestol (købt for 500 kr. i en genbrugsbutik) falder mit blik på en bog med sort og gul ryg. HVEM Hvad Hvor fra engang i halvfjerdserne. Jeg havde mange bind af dette opslagsværk engang, fordi min farmor insisterede på at give mig den i julegave – hvert år, frem til hendes død i samme årti.

Den udkom på Politikens Forlag i årene 1932 – 2012, og var en slags leksikalsk svar på internettet. Blot kurateret og kritisk gennemarbejdet. Jeg tror, at jeg solgte de andre bind antikvarisk, da jeg læste på universitetet og skulle have plads til andre bøger.

Men de var nyttige opslagsværker i en årrække og ganske underholdende. Nu er der så kun det ene bind, der kan sende mig ned ad erindringens boulevard.

Læs også Georg Metz’ minderune over Hvem Hvad Hvor, da det allersidste nummer udkom …

2 har læst indlægget

50: Chicago – VII

14. marts 2024

Chicago VII er en af mine favoritplader gennem de sidste halvtreds år, dvs. siden plade udkom første gang. Det var bandet Chicagos sjette studioalbum og et dobbeltalbum, som jeg erhvervede mig på Fonas pladeudsalg det år i Esbjerg. Og pladen afslrøede et nyt stilistisk tiltag i gruppens musik. Hvor de tidligere havde fokuseret på hitlistesøgende poprock, så havde de fået den idé at inddrage elementer af jazz i deres musik – for blandt andet at gøre udfordringerne ved koncerterne lidt mere spændende for musikerne selv. En beslutning, der gav anledning til ballade blandt medlemerne, hvor blandt andet Peter Cetera frygtede, at jazzen ville udgøre en kommerciel risiko. Og senere fik han og hans støtter deres vilje med en mere kommerciel drejning.
Men pladen blev til noget og står i dag som noget af det mest spændende, som Chicago har skabt på plademediet.

3 har læst indlægget

En moderne protestsang fra Den Gule Negl – Hold dig på måtten

13. marts 2024

Ja, jeg ved ikke engang om Den Gule Negl eksisterer nu – efter Store Larsens bortgang – men den kan godt tåle et opkog i disse bornerte tider….

Opdatering: Den Gule Negl har en hjemmeside og eksisterer altså stadigvæk i en eller anden forstand.

3 har læst indlægget

Dødsfald: Eric Carmen – 74 år

12. marts 2024

Den første gang, jeg hørte om sangeren og musikeren Eric Carmen, var da Jørgen de Mylius præsenterede The Raspberries i Danmarks Radios popprogrammer. Raspberries var et powerpop-band, der blev dannet i Cleveland, Ohio, i 1970 og eksisterede – i første omgang – frem til 1975 og fik stor succes bl.a. med top-10-hittet “Go all the Way” fra det eponyme debutalbum. Det var vist også det album, der var forsynet med et cover, der var imprægneret med duften af hindbær (når man kradsede på overfladen kunne man lugte det… Ved nærmere eftertanke tror jeg, det var deres tredje album fra 1973 – Side 3 – der havde den lugt).
Eric Carmen var den kreative kraft i Raspberries, der siden hen var inspiration for blandt andre Bruce Springsteen. Og han fortsatte som solist efter Raspberries i 1975 med lige så stor succes. De to første singler fra hans hånd blev straks hits og var begge inspireret af den klassiske komponist Rachmaninoff musik, hvilket afslørede, at Carmen oprindeligt var uddannet pianist og selv lærte sig at spille på guitar. “All by my self” solgte over en million eksemplarer og kom i top-10 og efterfølgeren “Never gonna fall in love again” gjorde det også godt, selv om den ikke nåede de første ti placeringer.
Selv om successen klingede lidt af fortsatte Carmen med at udsende populære plader og mange af hans selvskrevne sange blev fortolket af tidens kunstnere, fx Dana, Olivia Newton-John og Shaun Cassidy.
I tiden efter 2000 er der ikke rigtig udkommet musik fra Carmen, men han har optrådt – blandt andet med Ringo Starr i dennes All Starr Band – og ellers levet af sine royalties. Den 11. marts sov Eric Carmen stille ind 74 år gammel, og der er ikke angivet nogen konkret dødsårsag.

3 har læst indlægget

Et lydspor til Vietnam-krigen – men hvad med de andre krige!?

11. marts 2024

Ja, sådan spørger en kommentator til denne store spilleliste med musik, der lagde bagtæppe til Vietnam-krigen. Hvor er de sange, der danner et tæppe bag konflikten mellem Rusland og Ukraine? Hvor er den tilsvarende bag Israels forsøg på at udrydde Ghazas befolkning? Tiderne var nogle andre, jovist. Men hvor er den folkelig oppinion, verdensopinionen, der satte en stopper for krigen i Vietnam?!

7 har læst indlægget

Capac anbefaler: AEGTESKAB

11. marts 2024

Aegteskab er pladens titel. Det er også navnet på den trio, der står bag og som består af de tre garvede musikere Mike Andersen (sang, guitar), Eddi Jarl (trommer, elektronica, slagtøj og sang) og Michael Blicher (saksofon, bas pedal, tangenter, slagtøj og sang). Temaet er ikke nyt – ægteskabet og dets endeligt med hvad dertil hører af emotionelle og andre oprevetheder. Bob Dylan har gjort det, Bruce Springsteen også, og Ulf Lundell – altså lavt plader om temaet ægteskab-skilsmisse-og-så-videre. Og de er langt fra alene. Der er nok tale om et af mange slidstærke tematikker i pop- og rockmusikken. Fordi det handler om noget, vi investerer vores drømme og energi i og derfor også står ret så hudløse, når drømmen er bristet og vi må spørge os selv: Hvad skete der? Og hvorfor?

Og i de tre herres tilfælde har det resulteret i ti meget fine sange, der udgør albummet Aegteskab. Det kan godt være, at verden er af lave – at den med et Dylan-citat og sangtitel fra pladen er “gone wrong”, men derfor ender det ikke i den rene elendighed og beklagelse. Som det hedder i benævnte tekst: WORLD GONE WRONG /All alone in the park/ I’ll stay strong here in the dark for us/ If there’s a place, where we both belong/ Meet me there when we transcend this world gone wrong/ There’s a place there I know/ Where the lilac trees grow/ A stone-heart sways from a branch so strong/ Meet me there when we transcend this world gone wrong/ Just walk towards the sea/ That is where I’ll be (for sure)/ And I’ll be singing, just listen for my song/
Meet me there when we transcend this world gone wrong”. Midt i det hele er der et håb og en tro på, at “vi” kan komme ud over det, at der er noget at bygge på hinsides den verden, der er styrtet i grus.

Og det er da også dette albums styrke og kvalitet – at  emnet ikke efterlader musikerne på et mørkt sted, hvorfra der ikke er nogen vej ud og op. Nej, oplevelserne er tværtimod det, der ansporer de tre musikere til at skabe musik, der i sit fascetterede og nuancerede udtryk demonstrere, at selv den største elendighed kan transformeres til holdbar kunst og sange af stor kvalitet og langtidsholdbarhed.

De ti sange på pladen er meget forskellige og er præget af pop, jazz, blues og soul, der sættes i spil i såvel balladeagtige sange som uptempo-numre, således at der er noget for både den lytter, der søger en rolig stund og dem, der gerne vil bevæge sig til musikken. Det er musik, der i allerhøjeste grad appellerer til et voksent publikum med smag, forstået sådan, at du – også hvis du er en ung voksen – skal kunne sætte pris på musik, der inviterer dig til aktiv lytning og til at komme ud på de små spillesteder, hvor denne musik vil komme til sin ret.

Aegteskab er et album, der kun kan nære ens forventninger om flere gode musikalske oplevelser fra denne levende trio, der har meget at byde på. Hermed varmt anbefalet.

 

Aegteskab. St. Produceret af: Aegteskab. C-Nut Records. Er udkommet.

20 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Faderen

10. marts 2024

“Måske skulle vi stoppe med at spilde miiliarder på at forsøge at helbrede kræft” foreslog den britiske læge Richard Smith – læser jeg i en bog, jeg er i gang med. Hans pointe er ikke at bagatellisere kræft, der jo er en sygdomsform, som optager vores samfund voldsomt. Derimod er det hans pointe, at der er sygdomme, der er lang mere forfærdelige, fx demenssygdomme, der langomt ‘udvisker’ den sygdomsramte. Og jeg blev mindet om denne tankerække, da jeg i aftes så Florian Zellers instruktørdebut Faderen om den Alzheimer-ramte Anthony (fremragende spillet af den aldrende Anthony Hopkins).

Datteren Anne (Olivia Colman) besøger ham i hans lejlighed, hvor han hele tiden glemmer vigtige begivenheder fra sit liv og ting i sin lejlighed, ikke mindst sit armbåndsur. Og han mistænker sine hjælpere, hvoraf der har været flere, for at have stjålet uret, selv om han blot har glemt, at det ligger på sin sædvanlige plads. Annes dilemma er, at hun står over for at flytte til Paris sammen med en ny mand og derfor bliver nødt til at overlade faderen til et plejehjem.

Dagen efter møder Anthony en mand i sin lejlighed. En mand, der påstår, han er Annes ægtemand, og at Anthony bor i hans lejlighed. Og da Anne dukker op, kan Anthony ikke genkende hende, fordi hun er en anden kvinde. Forklaringen er, at vi som publikum i biografen bliver præsenteret for og placeret på den syges synsvinkel. Det er hans til stadighed forandrede, ikke-erkendte, virkelighed, vi helt konkret præsenteres for. Og det virker stærkt – stærkt ubehageligt og sært fremmedgørende. Vi får lov til at krybe ind under huden på Anthony og for en stund opleve, hvordan det mon er langsomt som person at gå i opløsning. Og uden at genfortælle resten af forløbet i detaljer, så fortsætter denne ubehagelige oplevelse til filmens slutning. Det er filmens store styrke, at den nådesløst og konsekvent fortæller sin historie til ende – fra Anthonys synspunkt. Der er ingen happy end, ingen ‘kære mor’ til slut, selv om Anthony faktisk ender der, hvor han bare ønsker, at hans egen mor skal komme og hjælpe ham.

I kraft af en fornemt manuskript, der bygger på instruktørens teaterstykke, og nogle imponerende skuespilpræstationer hele vejen rundt formår Florian Zeller at give os et pinefuldt, indfølt billede af Alzheimer-lidelsen oplevet indefra. Og det er netop det brillante ved filmen – at vi får lov til i en spillefilms længde at mærke, hvordan det mon er langsomt at gå totalt i opløsning. Og – i lige så høj grad – hvor forfærdeligt det er at være nærtstående mennesker til en Alzheimer-patient. Frygteligt.

Faderen er en film, man bør unde sig selv at se, fordi den demonstrerer, hvad filmkunsten kan, når den er bedst.

4 har læst indlægget

Idolernes idol og et band, jeg gerne ville have oplevet i koncert

9. marts 2024

Så fik jeg da set dokumentarern om Annisette Rebel for livet – til ende. En god dokumentar, der lever højt på hovedpersonens egen fortælling om sit liv og andre nærtstående personers bidrag. En dokumentar, der forstår at fremhæve det særlige ved bandet Savage Rose, der siger nej til et kæmpestor pladekontrakt i USA (med alt, hvad det medfører, fordi de ikke villle spille for de amerikanske soldater i Vietnam. Hos Savage Rose gik (går!) skaberlyst, politisk holdning og familieliv hånd i hånd.

Undervejs ser man nogle klip med førende danske musikere fra de tidlige halvfjerdsere, bl.a. Jomfru Ane Band i denne optagelse, der gav mig en frygtelig lyst til at se dem på en scene – noget, der forlængst er blevet en umulighed. Men sikke et drive, der er i det band og ikke mindst søstrene Brüel…

8 har læst indlægget

Kvindernes internationale kampdag

8. marts 2024

Hej Søster, sidder håret stadigvæk fast i postkassen? Kunne man spørge med Trille. Og i hvert fald er der stadigvæk et stykke vej til fuld ligestilling. Ikke bare mellem mænd og kvinder – men mellem alle mennesker på den blå planet. Uligheden vokser støt, får vi til stadighed dokumenteret, så det er ikke nok, at kvinder får adgang til virksomhedsbestyrelser og mænd får mere barselsorlov. Det gælder stadigvæk som rødstrømperne sagde, at kvindekamp er klassekamp og klassekamp er kvindekamp. Det ene går ikke uden det andet. Lad os så komme i gang…

1 har læst indlægget
1 har læst indlægget