CAPAC

Hvis livet er en fortælling, så er det tidspunkt, hvor man bliver forældre – far eller mor – et point-of-no-return. Her pådrager man sig et ansvar og en kronisk bekymring, som man ikke kan løbe fra, selv om man ville. Og dem, der forsøger, slipper ikke godt fra det. Man bliver opgraderet generationsmæssigt. Pludselig er man ej længere – som man bildte sig ind – tidløs, generationsløs og udødelig. Man er ikke længere simpelthen ung. Men i en eller anden forstand voksen – omend ikke nødvendigvis moden.
I en tid, hvor det er moderne at fravælge børn for at realisere sig selv karrieremæssigt osv., eller hvor børn betragtes som et forbrugsgode, der skal passes ind i karriereplanlægingens timemanager, tabes blikket for det eksistentielle perspektiv, der ligger i denne begivenhed, at blive forælder. Og under byrden af lortebleer, madpakker, forældremøder osv. glemmes ofte den personlighedsudviklende gave, der ligger i, at man for første gang i sit liv tvinges til at koncentrere sig om et andet lille liv end ens eget.
Derfor er det forståeligt, at musikere – og kunstnere i det hele taget – kaster sig over emnet.
Troels Trier gjorde det med pladen Sange om Rosa (1975). Den kom, medens Triers band “Røde Mor” endnu var aktivt som Danmarks førende politiske rockband. Nogenlunde samtidig udkom Røde Mors dobbeltlivealbum “Betonhjertet”. Men der var ikke nogen modsætning mellem Rosa-pladen og de mere håndfast politiske udgivelser. Det private var også politisk, som man sagde dengang. Og som Troels var inde på i et interview i MM, så var enhver pladeudgivelse, enhver musikalsk udfoldelse – også dansktoppen – politisk i en eller anden forstand.
I sangene om Rosa kommer det politiske ind som en bekymring for det liv, Rosa vil komme til at leve i det tyvende århundrede og videre frem. En bekymring, Trier delte og deler med alle andre forældre, selv om de ikke nødvendigvis oplever og oplevede det som et politisk problem. Men først og fremmest er pladen gennemsyret af den overvældende faderkærlighed, som hovedpersonen gribes af, og som gennemstrømmer sange som “Nyfødt”, “Velkommen Engel”, “Når Solen Skinner” og “Besat af dig”. Det er let (som fader) at identificere sig med den voksne, maskulin følsomhed, der får frit løb her, men som allerede er at finde i de mere poetiske sange fra Røde Mor-kataloget. Der er noget rørende over at lytte til Trier med den rustne stemme og det halvfjerdserpolitiske machoimage fremstå som følsom, ja, nærmest blød mand!

Musikken, som også er lavet af Trier, er i meget gode hænder hos Egon Aagaard (harmonika), Peter Abrahamsen (guitar), Peter Ingemann (bas), Kim Menzer (fløjte, tenorsax), Peter Mogensen (trommer m.m.), Henrik Strube (el-guitar), Lars Trier (spansk guitar og rytmeguitar) og Birte Zander og Bette Crusell (kor). Lars Triers guitar giver musikken et klart anstrøg af spansk og latinamerikansk. Men ellers ligger pladen i god forlængelse af Røde Mors rock med fokus på det akustiske. Måske som følge af temaet, så er der noget tidløst over denne plade, selv om den fremstår som meget tidstypisk i sit layout. Den holder stadigvæk.
PS. Du kan få pladen i nakken for en skilling nede i byen…

Når det kommer til blues. The Blues med stort blåt B. Så står fordommene i kø. At kun “sorte” med rødder i bomuldsmarkerne og – helst – helt tilbage på slaveskibene og det dybeste, sorte Afrika – kan spille og synge The Blues. Den rigtige, vaskeægte Blues. Der er selvfølgelig “hvide” undtagelser, som dog altid – eller næsten altid – lige skal mindes om, at de har bevæget sig ind på fremmed grund. Tressernes hvide R&B-bands i England hørte hele tiden for denne helligbrøde. Tænk blot på, hvad Eric Clapton har skullet høre for – på grund af sin næsegruse beundring for Mr. Johnson og de andre ikoner. Jovist, musikpuristerne har altid haft kronede dage. Hvad enten de stod med fødder i blues, jazz eller rock.
Og da Cyndi Lauper for nylig udsendte en plade med titlen “Memphis Blues” fik hun også læsterlige klø for det. Slant Magazine skrev, at blues ikke er a natural fit for Cyndi og gav pladen to ud af fem mulige stjerner. The Boston Globes anmelder havde også problemer med at få Cyndi til at passe ind i bluesfordommene og illustrerede det med en episode fra tegneserien “Far Side” af Gary Larson. Et ældre ægtepar fra det bedre borgerskab sidder i deres herskabsvilla. Og den perleklæde dame siger til sin mand ved klaveret: “Hvorfor spiller du ikke noget blues, Andrew?”

Coveret til pladen sender da også nogle helt forkerte signaler i forhold til bluesfordommene. Cyndi holder fast i sit pigede, lidt dullede image, som har fulgt hende, siden hun i 1983 lancerede det imageskabende hit om pigerne, der bare vil have sjov i gaden. “Girls just wanna have fun”. Og siden har den nu 57-årige Lauper haft, hvad der i pressen kaldes, en slingrende kurs karrieremæssigt. Og hovedsagligt inden for mainstreamområdet. Selv har jeg på fornemmeren, at Lauper blot har gjort det, hun sang om dengang, nemlig: fulgt sine (musikalske) lyster.

Hvordan skal det så gå, når hun med sin notorisk kælne, men også udtryksfulde popstemme, bevæger sig ind i studiet og indspiller nogle klassiske bluessange – og får hjælp af folk som Allan Toussaint, Charlie Musselwhite, B. B. King og Ann Pebles? Hvis man forventer, at hun forsøger at gøre Billie Holliday kunsten efter, så tager man fejl. Cyndi synger med det næb, hun er udstyret med. Hun er sin egen, og hun er lige så kælen og fører sig frem som en kokette som sædvanlig. Men samtidig får hun vredet blues ud sine popskolede fraseringer. Man kan sagtens have the blues og give udtryk for den, selv om man er en frigjort, selvstændig moderne kvinde med hang til dyr parfumer og fancy modetøj. Hør blot hendes udgave “Just Your Fool” og “Early in the Morning” på hendes myspaceside.

Tilbagespoling

Hvad kendetegner digte? Poesi? Et væsentligt træk ved alle (gode) digte er, at de – uanset om de er traditionelle eller moderne – har rytme. Metrik, som det hedder med et fagord. De gode digt vil, læst op, afsløre sin rytme. Sagt på en anden måde, så er digte musik. Man kan sige, at digtene rendyrker en musikalitet, der forefindes i sproget, selv om det ikke hele tiden mærkes.

Derfor er sammenblandingen af digtoplæsning og akkompagnement problematisk. Forstået på den måde, at musikken bør underlægges digtets metriske arbejde. Ellers bliver musikken let udvendig og forstyrrende for digtoplevelsen.

Disse æstetiske overvejelser blev sat i gang af denne lille video om en ny digtoplæsningsplade med Johs. Møllehave. Jeg er med andre ord ikke enig med Maiken Ingvordsen, der opfatter musikken – den udvortes musik – som en slags mental dåseåbner for digtopfattelsen. Hvis det var sådan, ville digtene ikke være værd at læse…

Johannes Møllehave og Maiken Ingvordsen Digte til livet – trailer from maiken ingvordsen on Vimeo.

Rygtet vil vide, at Rolling Stones, der nærmer sig 50 års jubilæet, vil sætte punktum for gruppens glorværdige karriere med den verdensomfattende turné, der skal strække sig et godt stykke ind i 2012. Men helt sikkert er det ikke, det med tilbagetrækningen. Der gror som bekendt ikke mos på rullesten. Og hvorfor stoppe, så længe man kan stå oprejst og holde på mikrofon eller elguitar?

Også en anden af de gamle rør på sig (hvis han da nogensinde har holdt sig i ro). Rygtesmedene vil vide, at Bob Dylan vil udsende et bokssæt på 40 cd’er! Og ikke nok med det. Også et 8-cd-sæt med de første tidlige album i mono og vinylreplica-udstyr. Og – et nyt bidrag til hans “Bootlegseries”, den niende, med 47 optagelser fra bl.a. de famøse Witmark Demos. Og alt imedens fortsætter Bob med at ture rundt på sin uendelige turné…

Dylan i kløerne på en fransk journalist…

En af gårsdagens få interessante nyheder var, at bladet om “Anders And” er i krise. Oplagstallet rasler ned. Fra 1972, hvor bladet var mest populært og solgte 220000 eksemplarer, er det røget helt ned på et oplagstal på 37000 for juni måned 2010. Og det sidste års tid er det gået rigtig hurtigt.
Anders And er en del af min kulturelle dannelse. Han har været med, siden jeg var en lille dreng. Dengang var det stort at få et Anders And-blad. Jeg kan huske, at jeg engang vandt en eller anden præmie i et af bladets mange konkurrencer. Desværre var præmien udgået (jeg husker ikke, hvad den bestod i) og i stedet fik jeg en bunke Anders And-blade. Det var stort.
Mange år senere mødte jeg Anders igen på universitetet, hvor han og resten af indbyggerne i det univers blev genstand for en stor kritisk analyse og undersøgelse. Han blev udsat for både Marx, Freud og andre af de nye teoretiske helte. Og det blev anskueliggjort, hvordan Anders And ikke bare var en underholdende fiktion, men havde klare forbindelser til den virkelighed, vi lever i. Og selv om det omtalte værk om Anders blev – og fortsat er – kontroversielt, så var dets fortjeneste at tage den anders andske dyd. For der skal ikke herske noget tvivl om det: Ander And og det andske univers er et spejlbillede af det omkringliggende samfund. Som man siger.

Og det er måske også i dette forhold, man kan finde forklaringer på bladets svindende opbakning!? For er Anders And – set fra vores aktuelle politisk-økonomiske konjunktur – ikke allermest at betragte som en taber. Den lille kønsløse (m)and, der ikke har synderlig meget held i karrieresprøjten, ikke kan styre sine tre uvorne nevøer Rip, Rap og Rup, ja, i det hele taget har svært ved at få styr på sit liv – der bogstaveligt talt er stået i stampe i årevis? Bliver det ikke mere og mere indlysende, at den virkelige helt i det dunede univers er Onkel Joakim? Den nærige, asociale andske udgave af Dickens Scrooge, der gennem alle årene har puget penge sammen, og kun har været truet på sit projekt af den ret uduelige Bjørnebande? Hvilke unge, ambitiøse mennesker kan finde på at identificere sig med taberen Anders i en tid, hvor økonomiske skurke belønnes og Fanden tager resten?