The Shins ved skrivebordet

25. juli 2017

0 har læst indlægget

Patti Smith – poesi og rock’n roll

25. juli 2017

In a candid interview with Victor Bockris published in 1972, Patti Smith laid out her goals as they related in part to her negotiation with the Poetry Project at St. Mark’s. Bockris seemed particularly interested in highlighting how Smith was “totally ignoring” the downtown literary scene despite her all-access pass to that desirable coterie. Bockris continued pressing Smith on this question by asking her point blank about whether she could actually learn anything from the downtown poets. The answer was an emphatic “no,” in large part because of what Smith argued was the St. Mark’s poets’ inability to perform charismatically and because of what she perceived to be the poets’ boring lifestyles. Name-checking rock ’n’ roll gods including Jim Morrison, Bob Dylan, and the Rolling Stones and identifying Humphrey Bogart as someone she got “excited about,” Smith acknowledged, “I’m not interested in meeting poets or a bunch of writers who I don’t think are bigger than life. I’m a hero worshipper.”

Sådan falder tingene pludseligt og pussigt sammen. Jeg er lige ved at være færdig med at læse Patti Smiths Just Kids igen og har netop læst om hendes lidt tilfældige transformation fra eklektisk kunstner til rockkunstner. Hvordan hendes poesioplæsning forvandles til rockkoncerter og så videre. Og så falder jeg tilfældigvis over en omtale af bogen Do you have a rock band?: Poetry and Punk Rock i New York City (2017) og ovenstående uddrag med et interview med netop Patti Smith og hendes forvandling til rockartist. Og i begge sammenhænge er det tilfældigheden, der synes at råde. Man får ikke indtryk af, at der har været nogen rød tråd eller en agenda for Patti Smith i hendes vej til rock and roll. Omstændigheder, tilfældigheder, en god portion held, en god portion talent, Det var det.

I følge bpgen var den første indspilning, hun lavede en kopi af Jimi Hendrix’ “Hey Joe” med “Piss Factory” som B-side (Mer Records, 1974). Den blev trykt i 1500 eksemplarer. Og det var B-siden, der fik mest opmærksomhed. Sangen om hendes alt andet en glorværdige tid som fabriksarbejderske på vej mod storbyens fristelser og udfordringer.

1 har læst indlægget

Fela Kuti – en world music-pioner

25. juli 2017

Fela Kuti eller som han blev navngivet Olufela Olusegun Oludotun Ransome-Kuti var en af de første world music-repræsentanter, jeg hørte og hørte om. Det var i de tidlige halvfjerdsere i Danmarks Radio – længe før, der var noget, der blev kaldt world music. Dengang var han blot et kuriøst eksempel på eksotisk musik, der ikke blev spillet så meget i statsradiofonien. Han blev kendt som skaberen af afro beat, en hybrid musikform, der trak på lokale traditioner og på indflydelse fra vestlig rockmusik, bl.a. psykedelisk musik. Men Fela Kuti var også meget andet, bl.a. et politisk menneske, der engagerede sig meget i sit land – Nigerias – politik og sociale liv. Han blev kun 58 år gammel og døde angiveligt (med der hersker usikkerhed om den eksakte dødsårsag) af komplikationer i forbindelse med AIDS, den 2. august 1997.

Man bliver lidt klogere på Kuti, hvis man ser nedenstående dokumentar om manden.

0 har læst indlægget

1967: Helte og skurke

24. juli 2017

På denne dag i ’67 udkom også Beach Boys’ “Heros and Villains”, en af mine favoritter med bandet. Nummeret var egentlig tænkt som en central sang på det legendariske Smile-album, der blev kasseret dengang – og først for ganske nylig er blevet udsendt. Så nummeret blev omarrangeret og kom i stedet med på Smiley smile, der udkom samme år.

I følge legenden var det Brian Wilsons ønske, at “Heros and Villains” skulle overgå den foregående single, “Good Vibrations”, musikalsk set. Og han brugte mange studietimer på sangen og samarbejdede med legenden Van Dyke Parks – uden at det endelige resultat nåede “Good Vibrations” svimlende højder af kreativitet. Men mindre kan også gøre det. Jeg synes, det er en spændende sang i  Beach Boys-kataloget, som vidner om Wilsons store talent.

2 har læst indlægget

50: The Yardbirds – Little Games

24. juli 2017

På denne dato i 1967 udkom The Yardbirds’ album Little Games. Måske ikke det mest kendte eller omtalte album med gruppen, men interessant, fordi det er produceret af Mickey Most, og fordi Jimmy Page optræder for første gang som gruppens guitarist. Og så får han selskab af såvel Jeff Beck som Eric Clapton. Og alene det burde jo få ørerne på enhver tresserfan til at spidses.

Pladen blev gruppens sidste, og det lykkedes ikke for den mainstream-kommercielle producer Most at få pladen til for alvor at falde i publikums smag.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 har læst indlægget
2 har læst indlægget