“The Who Live at Fillmore East would have been convincing proof that the Who was the Greatest live rock group in the world” (Dave Marsh). Men The Who vælger ikke at udgive dette album i 1968, fordi bandet var i tvivl om det var det rette at gøre. Men i 2018 udkom den så omsider.
Simon Turner er en af de mange navne, der dukkede op og forsvandt lidt igen, men som fortjener at få et ekstra lyt. Her fortolker han David Bowie; og måske har han ikke helt Bowies stemme og iscensættelse, men jeg synes nu, at han tager stikkene hjem med sin udgave. Det er fra Turners debutalbum, der ideelt set skulle lancere ham som en ny teenage-stjerne i Storbritannien i 1973. Sådan gik det altså ikke. Bedre blev det ikke af, at Turner indspillede under forskellige navne. Og han var også medlem af bands som The Gadget og The The. Men Turner har klaret sig endda; og har lavet filmmusik og har haft andre funktioner bag ved projektørerne. Han lever i bedste velgående i London med sin familie.
Debutalbummet er et af dem, der kan være lidt svær at få fat i på brugtmarkedet uden at skulle betale et klækkeligt beløb. Måske han dukker på på Record Store Day en dag…
I min natlektyrebunke ligger Dave Marhs bog om the Who Before I get old. The Story of the Who, som Rolling Stone har udråbt til at være den bedste bog om the Who. Den slags skal selvfølgelig tages med et gram salt; men sikkert er det, at Marsh over næsten 450 sider får fortalt historien om den navnkundige gruppe med rigtig mange detaljer og nuancer og – allervigtigst – med holdning og fortolkning af alle de opsamlede oplysninger og data.
Og det er en fornøjelse af følge de fire energiske, ambitiøse englænderes forsøg på at slå igennem i kølvandet på den britiske invasion af USA. Den velkendte historie om de smadrede guitarer, trommesæt og hotelværelser – som i første omgang betød, at bandet stort set ikke tjente ret meget, fordi der var så mange udgifter til reperationer og skadesdækning. Men der er også historier af mindre kendt karakter. Fx historien om, at The Who lavede reklamefilm. Blandt andet for velgørende formål (syge børn), men også og nok så bemærkelsesværdigt for det amerikanske forsvar – reklame for rekrutering af soldater til Vietnam-krigen. Bemærkelsesværdigt, fordi krigen allerede dengang i sluttresserne var meget kontroversiel (for nu at sige det mildt), ikke mindst hos unge og progressive mennesker. Og blandt oprørske beat-grupper. Når The Who – eller rettere sagt sangskriver og frontfigur Pete Townshend alligevel lod sig overtale, så var det ikke, fordi han ikke vidste, at en sådan beslutning var i modsætning til det, mange af publikum stod for og identificerede bandet med, men fordi det betød mere for Townshend, at The Who var begyndt at fungere som et ambitiøst musikband, end at leve op til diffuse forventninger ude i publikum. Og heldigvis for The Who blev de militære reklamer ikke rigtig til noget i medierne – før krigen var ovre. Og så kan man måske tilføje, at Townshends ejendommelige forhold til disse reklamer passer ganske godt samme med bandets forholden sig til netop reklameindustrien på albummet The Who Sell Out.
Musikmagasinet Mojo fejrer sit 30. år med et nummer med artikler om Beatles og meget andet godt. Bemærkelsesværdigt at det er gået så længe i disse digitale tider. Måske er det kvaliteten…
I dag er det 50 år siden det kendte spillested The Roxy Theatre åbnede i West Hollywood, California. Og Neil Young fejrede det forleden.
I dag blev jeg mindet om min fremskredne alder. I min digitale postkasse lå (kan man sige det om en digital postkasse?!) en meddelelse fra kommunen om, at jeg skulle have fornyet mit kørekort, fordi det udløber om tre måneder. Og straks løb erindringen baglæns fra de senere års beskedne bilkørsel (for sandt at sige har jeg aldrig været inkarneret bilist og har altid foretrukket offentlig transport, cykel og fodgængeri) til dengang, jeg arvede mine forældres orange Toyota Starlet (K 6) og videre tilbage til de år, hvor jeg boede hjemme og kørte en del i min fars elskede Morris Minor 1000; det var lige efter, at jeg med lidt besvær havde erhvervet det kørekort, der nu snart udløber. Og jeg tænker, at jeg gerne vil beholde det gamle – med det gamle foto og de gamle oplysninger. Bare af nostalgiske grunde – lige som jeg har bevaret mit gamle pas (med nogle nye huller i).
Og lad os så komme til bunds i de gamle vinyler. Her er første opsamlingsheat med korte omtaler af de mange, velholdte plader. Alle i så god stand, at de kan spilles uden den store rengøring, og med velbevarede covers og inder-sleeves.
Ednnu en maxisingle gemmer sig i vinylbunken. Svenske Eric Gadd og hans sang “God gve me you” i to extenden mix-udgaver. Året er 1993 og Eric Gadd ekscellerer i en lækker soul. Og han gør det godt, ham Eric Gadd, men jeg har læst mig til, at han har vendt snuden hjemad de senere år og nu synger på sit modersmål. Fint nok. Skal/skal ikke beholde denne maxi? Vi får se.
Næste skive er Lis Sørensen og hendes succesfulde album Hjerternes Sang (1989), der solgte rigtig meget herhjemme. Et album, hvor hun fortolker andres sange – Anne Linnet, Sebastian, Lars Muhl m.fl. Og hun gør det godt. Pladen får lov at blive, selv om jeg foretrækker Lis Sørensen dengang hun var en del af Shit og Chanel (Chalou).
Videre til den amerikanske pop-rock-sanger Richard Marx og hans andet album Repeat Offender (1989). Velproduceret firser pop-rock af den slags, der især lever højt på netop produktionen (firserlyd) og arrangementerne, med masser af dygtige sessionmusikere, der sørger for at alt sidder lige i skabet og fungerer, og knap så meget på sangenes holdbarhed og appel. Musik for den amerikanske bilradio som baggrundsstøj på de lange landeveje. Jeg ville aldrig selv have købt denne plade.
Og så videre til en kuriositet. En dobbelt opsamlingsplade med Diana Ross, Stevie Wonder, Michael Jackson og Gladys Knight & The Pips, hvor de fremfører tv-udgaver af deres kendte sange. Bestemt ikke dårligt, men mest af alt noget exploitation, hvor det mest af alt handler om at forgylde de i forvejen forgyldte kunstnere. En opsamling man kan få for små penge på internettets tilbudssider og som ikke får lov at tage plads på mine trange hylder.
Videre til Jon Bon Jovis debutalbum Blaze of Glory (1990), der også er en slags soundtrack til filmen Young Guns II. Hvad skal jeg mene?! Kompetent mainstream-rock, der forstår at behage FM-båndet med iørefaldende sange iklædt rockklæder, der passer til halvfemserne. Bon Jovi har aldrig været min kop whisky, og det samme gælder Jon Bon Jovi. Den får ikke lov til at lægge ryg til min pickup.
Og medens vi er ovre i gruppen af sangere med en fortid i et band, så kommer vi til Lionel Richie og hans Back to front; et dobbelt opsamlingsalbum med Commodores-sangerens mest kendte sange og møntet på et europæisk publikum. Næsten halvfjerds minutter ( i denne særudgave md to ekstra-numre). Men selv om man ikke kan tage fra ham, at han kan sin metiér, så er det også en plade, der må videre.
Lidt i samme boldgade er sangeren Keith Washington og hans album Kissing You med mandens største hit, der navngav pladen. Velproduceret amerikansk R&B med en perlerække af velestimerede musikere og producere sikrer, at ikke noget går galt. Og Keith Washington tager da også alle stik hjem med sin smægtende, forførende stemme, der tog kegler (måske især hos det kvindelige publikum?) i 1991. Siden har Washington vist ikke rigtig kunnet gøre sig som solist, men har en fortid som sanger og sangskriver for andre navne som fx Kylie Minouge og Freddie Jackson at bygge videre på.
Mere interessant er Janet Jackson og hendes Rhythm Nation 1814, hvor Michaels lillesøster trådte i karaker som kunstner og udsendte en plade med sange, der tog fat på nogle af de mange sociale problemer, der er i USA. Racisme, fattigdom, stofmisbrug. Alt sammen blandet op med lidt velgørende romantik. Det skal jo heller ikke bliver for sort, vel!? Men igen et velproduceret album fra Janet, hvor hun viser, at hun ikke behøver at stå i skyggen på sin mere berømte broder, og leverer en omgang energisk, funky, dansant pop-rock fra øverste hylde af det årti. Bestemt noget af det bedste, man kan finde fra år 1989s mainstream-pop-område.
I 2008 skrev jeg følgende om sangeren, musikeren og sangskriveren Jim Croce:
Singer-songwriter Jim Croce var allerede død og borte, da jeg stiftede bekendtskab med hans musik. Det var i første del af 1970’erne, hvor jeg lånte to albums på Esbjerg Centralbiblioteks relativt nye musikafdeling i Nørregade. En flyulykket satte en stopper for hans liv og gryende karriere, da han kun var 30 år gammel. Han musikalske forhistorie var også typisk for den tid. Han spillede folkemusik på coffee-houses og små steder op gennem tresserne og efterhånden fik musikbranchen ørerne op for manden og hans sange. I første omgang spillede han sammen med sin kone i duoen Jim & Ingrid Croce, der nåede at udsende en plade.
I 1972 lykkedes det ham så at få en kontrakt på tre albums med ABC Records og nåede at udsende You Don’t Mess Around With Jim og Life & Times hurtigt efter hinanden samme år. Og successen var hjemme med det samme. Førstnævnte album indtog førstepladsen på albumlisten og kastede tre succesfulde singleudspil af sig: en single med titelsangen, Operator og Time In A Bottle. Kort for udsendelse af det tredje album, I Got A Name, indtraf flyulykken. Tragedien virkede – det har man set før og siden – stimulerende for interessen for mandens musik. Og der er kommet flere compilation og greatest-hits-plader løbende. Og nu kan man så læse i musikpressen, at Rhino nostalgiforlaget vil genudsende de tre første albums i special editions…
I dag bliver jeg gå gjort opmærksom på, at der er gået halvtreds år, siden han døde. Og jeg mindes, hvordan jeg sad hjemme hos mine forældre og lyttede til de omtalte vinylplader med ham på min gamle B&O-grammofon, der havde fået lov til at blive stående derhjemme. Og stemningen og de særlige følelse, der var ved manden musik. Og det er en passende anledning til at lytte til ham igen.
Roger Whittaker er død i en alder af 87 år. Han er vævet ind i mit musikalske bagtæppe, fordi han gennem en årrække var der – på tv, i Giro 413 osv. – med sin særlige og lidt mærkværdige blanding af folk, pop og easy listening. Og så havde han et særligt vandmærke – han fløjtede, når ikke hans bløde bariton fremførte sangene. Whittaker var ren underholdning af den slags, der tog kegler på tyske underholdningsprogrammer og hos de svigermødre, der altid har måttet høre for deres (dårlige) smag.
Jeg har aldrig været fan af Whittaker eller haft hans musik på plade. Han tilhører en gruppe af kunstnere, jeg er vokset op med, men som aldrig har været inde i min interessessfære for alvor. Det er ikke hans skyld; han gjorde, hvad han var bedst til og fik stor succes med det. Og så var han en type kunstner, vi ikke ser rigtig mere. De særlige enere, der er har en helt specielt, uefterligneligt varemærke. Og når de ikke er mere, så er populærmusikken blevet lidt kedeligere og lidt mere ensartet.
Dynasty, Lakeside, Carrie Lucas, Shalamar og The Whispers huserer på albummet Solars’s Greatest Hits. Solar står for Sound of Los Angeles Records, der har rødder i det kendte amerikanske tv-program Soul Train og det tilhørende plademærke. Vi er altså ovre i noget soul, funk og deslige, med en opsamling med svingende, medrivende sort musik, der tager sigte mod dansegulvet (og hitlisterne). Det er ikke musik eller navne, jeg har dyrket noget særligt, men jeg må bøje mig og indrømme, at de medvirkende kan deres kram og gør det virkelig godt og overbevisende. En velholdt plade – fra 1982 -, der fortjener at blive i min samling en tid endnu.
Ti år yngre er det titelløse debutalbum med Curtis Steigers på plademærket Arista. Her er vi ovre i den brede jazz-boldgade, hvor Steigers synger en række sange, han selv har skrevet i samarbejde med andre. Et gennemproduceret (Glen Ballard, Danny Kortchmar), velarrangeret album, hvor Curtis Steigers får musikalsk hjælp fra en lang, lang række fremtrædende musikere og sangere (bl.a. fra Little Feat og Toto). Og hvis man har hang til jazz og den slags er det svært ikke at synes om Curtis Steigers debut. Det er indiskutabel musikalsk kvalitet.
Hhs gør opmærksom på, at det i dag er et hundrede år siden Hank Williams kom til verden. Han blev ikke så længe; døde kun 29 år gammel i 1953. Men hans korte tid blandt menneskene sikrede ham en varig plads som en af de mest indflydelsesrige sangskrivere. Der er vist ingen pop-, rock-, country-musiker med respekt for sig selv der ikke har ladet sig påvirke af Williams’ sange. Og med god grund.
Jeg nærmer mig bunden af den bunke albums, jeg scorede for snart længe siden i storskraldsbunken. Og det 38 album er intet ringere end det britiske new wave-band Spandau Ballets svanesang fra efteråret 1989 Heart like a Sky; kort tid før bandet gik hver til sit – første gang. Og et album, der byder på selvskrevne sange og melodiøse, dansante musikstykker. Bandets succes var på det tidspunkt for nedadgående; pladen udkom ikke i USA og gjorde sig ikke specielt godt i hjemlandet – til gengæld holdt det centraleuropæiske publikum fast i Spandau Ballet til det sidste. Og lyttet her mange år senere, så forekommer det mig, at albummet havde fortjent en pænere modtagelse derhjemme og på den anden side af dammen. Men måske var tidsånden blæst i en anden retning end den dette fine engelske band tog. I hvert fald får den lov til – med sine fedtfingre og lidt støv – at blive i min lidt voksende albumsamling.
Og vi tager lige en mere – # 39 – nemlig opsamlingsalbummet The Original songs from Levi’s commercials. Et gatefold album med lutter pop- rock og blues-perler, der har tjent til at få folk til at købe denim-beklædning fra det kendte mærke Levi. Pladen udkom i 1991 og vist kun i Skandinavien. Ikke desto mindre en fin samling sange, der kan pynte i enhver samling:
A1 T Rex With Marc Bolan – 20th Century Boy 3:39
A2 Steve Miller Band – The Joker 3:34
A3 Ben E. King – Stand by Me 2:59
A4 The Clash – Should I Stay or Should I Go 3:05
A5 Muddy Waters – Mannish Boy 5:15
B1 Marvin Gaye – I Heard It Through the Grapevine 3:14
B2 Eddie Cochran – C’mon Everybody 1:55
B3 B.B. King – Ain’t Nobody Home 3:37
B4 Bad Company – Can’t Get Enough 4:14
Det kan være svært at vælge – men hvem siger også, at man altid skal det!? I hvert fald en smuk sang med et klart budskab, Giv ikke op!
Det var ikke lige den første kombination, man kunne få. R.E.M og så den gamle Monkee Micky Dolenz. Ikke desto mindre er det sket. Micky har indspillet en EP med lutter R.E.M-sange. Og selveste Michael Stipe – forgrundsfigur i R.E.M – synes Micky er slupptet godt fra sin udgave af “Shiny Happy People”, og jeg har svært ved at være rigtig uenig med Stipe, selv om originalen er rigtig, rigtig god. Godt gået af den gamle Monkee.
Og så kom vi til hip-hop-gruppen Arrested Development og deres debutsingle fra 1992 “Tennessee”, et singleuddrag fra debutalbummet med den lange titel 3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life of… Det er oven i købet en maxi-single med tre miksninger, hvoraf den ene er forbeholdt disc jokeys. Og jeg kan læse mig til, at gruppen – der er en duo – adskiller sig fra den såkaldte gangsta rap ved at være et afrocentric alternativ. Godt så. Det er måske derfor, jeg har lettere ved at goutere denne plade end andre hip-hop-og-rap-plader. For sandt at sige har dette genereområde – med få undtagelser – aldrig været min kop te. “Tennessee” kan jeg dog godt lytte til uden at irriteres over rapperiet og det ofte ejenrommelige tekstunivers. Så pladen får lov til at bliver i min lille samling som undtagelse fra reglen om, hvad jeg har.
PS. Og så slipper jeg for at gå i dybden med #pd 37, der er rockbandet Bon Jovi og deres tredje album Slippery When Wet (1986), der hittede stort i USA, men som ikke siger mig ret meget.
