Hjemmedyrket Neil Young

22. februar 2020

Når man har været så længe undervejs som Neil Young – og været så produktiv, så behøver man ikke at udsende nyt, hver gang der skal en plade på markedet. Så derfor er der også god ræson i, at Young på det seneste er gået i arkiverne for at finde gemte skatte.

Og det er sikkert og vist, at næste udgivelse med Young er et album, der har været velkendt af fans og bootlegsamlere. Nemlig albummet Homegrown, der blev indspillet hen over årsskiftet 1974-75. Der er tale om overvejende akustiske indspilninger, der i følge manden selv udgør et missing link mellem Harvest, Comes a Time, Old Ways og Harvest Moon. Det siger lidt om, hvor vi er henne i repertoiret. Neil Young nåede så langt, at coveret til albummet blev lavet, men fik ikke udsendt pladen, fordi den var – dengang – lidt for personlig (kærestesorger) og nedtrykt. I stedet kom Tonight’s the Night.

Men tiden læger alle sår, som man siger, og nu skulle Young have lagt den tids kærestesorger bag sig og kunne udsende pladen. Og have følgende spilleliste:

Side A

  1. Separate Ways
  2. Try
  3. Mexico
  4. Love is a Rose
  5. Homegrown
  6. Florida
  7. Kansas

Side B

  1. We Don’t Smoke It
  2. White Line
  3. Vacancy
  4. Little Wing
  5. Star of Bethlehem

2 har læst indlægget

Lou Reed og rock and roll

22. februar 2020

“Music was what bothered me, what interested me. I always believed that I have something important to say and I said it. That’s why I survived, because I still believe I’ve got something to say. My God is rock and roll. It’s an obscure power that can change your life.”
LOU REED

[Fra et interview med American Songwriter i 2000]

2 har læst indlægget

50: Loudon Wainwright III

21. februar 2020

Udgivelsesdatoen er uvis, men sikkert er det, at Loundon Wainwright – en af mine personlige favoritter udi sangskrivningens ædle kunst – pladedebuterede i 1970 med det eponyme album. Ganske vist skulle der gå lidt tid, inden han slog igennem til en større publikumsskare med sit tredje album (i 1972) og specielt sangen “Dead Skunk”, men stilen var allerede lagt på den første plade. Iørefaldende sange med tekster, der både var skarpsindige og med en sjælden humoristisk sans, der altid nænsomt tog den værste skarphed. Som i sangen om skoledagene, hvor han fint spidder skoleknægtens ambitiøse selvovervurdering og smører tykkere på end der var belæg for…

In Delaware when I was younger
I would live the life obscene
In the Spring I had great hunger.
I was Brando. I was Dean
Blaspheming, booted, blue-jeaned baby boy
Oh how I made them turn their heads
The townie, brownie girls, they jumped for joy
And begged me bless them in their beds
In Delaware when I was younger
I would row upon the lake
In the Spring I had great hunger
I was Keats. I was Blake.
My pimple pencil pains I’d bring
To frogs who sat entranced
My drift-dream ditties I would sing
The water strider danced
In Delaware when I was younger
They thought St. Andrew had sufficed
But in the Spring I had great hunger
I was Buddha. I was Christ.
You wicked wise men where you wonder
You Pharisees one day will pay
See my lightning, hear my thunder
I am truth. I know the way
In Delaware when I was younger

7 har læst indlægget

Capac anbefaler: John Blek – The Embers

21. februar 2020

Der er noget gedigent gammeldags ved irske John Bleks album The Embers. Ikke i betydningen bedaget , anakronistisk eller tilhørende fortiden. Men for et gammelt musikøre som mit er der ingen vej uden om at tænke på dengang i 1960’erne og 1970’erne, hvor folkemusikken fik en renæssance og blev ført up to date som folk.

Det var dengang, man kunne slippe af sted med at udgive et album, der stort set kun bestod af en stemme, en akustisk guitar og nogle sange. Tænk fx på John Renbourne, Bert Jansch eller en Nick Drake. Og det er samme type nøgenhed og umiddelbarhed i æstetikken, John Blek dyrker, selv om han får hjælp af fire andre musikeres analoge instrumenter på pladen. Og måske fortæller den indledende sang “Empty  Pockets” noget om, hvad der er på færde i Bleks musik, noget om, hvad der driver hans sangskrivning. Sangen beretter om et søgende menneske uden en mønt på lommen, men med frihed i sit hjerte:

Following the sky, sleep beneath the stars

Fever in my mind, freedom in my heart

I lost touch I let go

Searching for something more.

With these rusted strings I will make my fortune

Singing for my supper on every corner.

I hear voices in my head

Why  am I so easily lead?

Skal man indkredse et tema på pladen, så er det måske den søgende sjæl og dens refleksioner over det levede liv. Selv når en elsket person er inden for horisontens kreds (fx “Death & his daugther fair”, “Ciara waiting”, “Flame (little death no 3)” og især singleudspillet “Revived”), så  er det på baggrund af den søgendes projekt, så at sige.

Hvis denne beskrivelse kan lyde lidt mismodig eller trist, så ophæves mismodet af den musikalske side. Dels synger John Blek såre smukt. Han har en stemme, der – apropos titlen – har en glød, der varmer mere og mere som nålen bevæger sig ind i sangene. Og han spiller en lige så smuk fingerpicking guitar og har skrevt nogle sange, der er moderne bevægende og smukke folkstykker. Endelig backes Blek op på fineste indfølende vis af de andre musikere.

Med The Embers viderefører John Blek et nøgen, akustisk folktradition på fornemste vis, dvs. han viderefører og tilfører den en god portion personlighed. Så hvis man er til akustisk folk af fineste slags, så er der ingen grund til at betænke sig over for John Blek, men nyde denne plade og se frem til, hvad han kan præstere i fremtiden. Hermed anbefalet.

John Blek. The Embers. Produceret af Brian Casey & John Blek. KF Records. Udkom 7/2-2020

 

4 har læst indlægget

Jerry Lee er tilbage

20. februar 2020

Han havde egentlig lagt musikken på hylden, da han for et år siden fik et alvorligt slagtilfælde, der sendte ham på rekreation, hvor han kæmpede med førligheden – og med at få sin højre hånd til at fungere på klaveret…

I sidste måned kunne den 84-årige Jerry Lee Lewis så bestille tid i pladestudiet. For at se om han kunne indspille en række gospelnumre, som han har kendt siden han var en bette knægt. Første ville han nøjes med at synge, fordi højre hånd ikke makkede ret, men producer T-Bone Burnett lod pianoet stå i optagerummet, og – som ved et mirakel – begyndte Jerry Lees hånd at spille, så snart det nærmede sig tangenterne. ‘Jeg kunne ikke tro det’, fortæller Jerry Lee til Rolling Stone, men sådan var det. Hånden gjorde det, de altid havde gjort, spille. To dage senere var indspilningerne i hus.

2 har læst indlægget
2 har læst indlægget