Gårsdagens filmoplevelse: Arthur Newman

23. august 2019

Plottet minder om noget, man har set før. En mand (spillet af Colin Firth), der er kørt træt i sit liv, iscensætter sin egen død og påtager sig en andens identitet. Wallace er en succesfuld golfspiller, der ikke mere kan præstere på det grønne græs og lægges for had af sin egen familie. Han køber sig til en ny identitet som Arthur Newman og agter at starte et nyt lig som golftræner et andet sted i landet.

Men næppe har han sat sig ind i sin bil for at realisere sit identitetsskifte, før han løber ind i en anden identitetsforvirret person, pigen Mike (spillet af den uforlignelige Emily Blunt), der også er på flugt fra sin identitet som medlem i en familie, der er ramt af svær sindsyge. Man mærker hurtigt, hvor det bærer hen: Filmen kommer til at dreje sig om det umulige i at skifte identitet i bund og grund. At man kun i det ydre – med nye identitetspapirer så at sige – kan fremtræde som en anden, end den man er. Men processen hen til den erkendelse giver anledning til en række skøre situationer, der er med til at gøre filmen seværdig og – ja -underholdende. Men først og fremmest er filmen seværdig, fordi de to hovedrolleindehavere spiller deres roller rigtig godt. Især Emily Blunt er et fund som den gale Mike, der er med til at få Wallace på bedre tanker.

Og på lydsporet finder man fx Vashti Bunyans neo-folk-fortolkning af Jagger og Richard-sangen “Some things just stick in your mind”.

0 har læst indlægget

Skolstrejk for klimatet

23. august 2019

Even out here in the middle of the Atlantic Ocean I hear about the record amount of devastating fires in the Amazon. My thoughts are with those affected. Our war against nature must end. [Greta Thunberg, Facebook d.d.]

Et år er gået, siden Grete Thunberg for første gang trådte frem med sit budskab om at skolestrejke for klimaet. Og selv om der var og er stavefejl på skiltet, som Greta slæber rundt på, og selv om hun har en håndfuld diagnoser at slæbe rundt på, så lykkedes det hende at bryde igennem mediernes film af overfladiskhed og ligegyldighed og for alvor sætte kampen for klimaet på den politiske dagsorden. Ikke mindst hos mange børn og unge, der med største selvfølgelighed har identificeret sig med Greta og taget hendes skolestrejke til sig.

Lige nu er Grete på vej til USA i en sejlbåd (for man skal jo ikke udlede CO2…) for at fortsætte sin kamp, som hun indtil videre har vundet, selv om højreorienterede medier og politikere forsøger at sætte hendes projekt i et dårligt lys. Men Greta fortsætter med offentligt at hænge forældregenerationen ud, fordi den ikke handler nu og dermed har et stort ansvar for den elendige fremtid, børnene skal leve i. Og Greta taler lige ud af posen, uden omsvøb og uden tilløb til modifikation. Hun læner sig op af den fremmeste forskning på klimaområdet og taler uden at ryste på hånde direkte ind i en politisk offentlighed, der helst vil knibe uden om med alskens parlamentarisk-“demokratiske” undskyldninger. Men lige lidt hjælper det. Greta fortsætter ufortrødent, fordi hun ved, at der kun er en vej, når klimaet skal forbedres.

1 har læst indlægget

1969: Jazz Bilzen

22. august 2019

Men også i Europa var der festivaler, der kunne konkurrere med Woodstock. Bob Dylan tog til Isle of Wight, og i Belgien afviklede man Bilzen Jazz, der havde været en stor musikalsk begivenhed siden 1965. Oprindeligt var det en ren jazzfestival, men hurtigt transformeredes den til at omfatte alt muligt andet, fra skiffle til punkt og reggae.

I 1969 optrådte Deep Purple, Shocking Blue, The Moody Blues, Soft Machine, Bonzo Dog Doo Dah Band, The Move og Blossom Toes. Bilzen festivalen bliver af mange betragtet som en slags urfestival for alle europæiske festivaler. Den ophørte i starten af firserne, fordi arrangørerne var trætte af ballade på festivalen og problemer med sikkerhed osv. Og også problemer med at finde de rigtige sponsorer. I stedet fik man så Rock Werchter, en stor festival, der kører endnu i byen Werchter i Belgien.

3 har læst indlægget

1969: Harlem Cultural Festival

22. august 2019

I den forgangne weekend markeredes 50-året for Woodstock Festivalen. Men meget få husker, at vi i disse dage kan markere 50-året for Harlem Cultural Festival, der forløb i perioden 29. juni – 24. august i det år. Men Rolling Stone genopfrisker, hvad der skete, da “Det sorte Woodstock” blev afviklet.

Festivalen havde til formål at fejre sort musik, kultur og politik, der fremmede den sorte bevidsthed og stolthed. Og måske finder vi lidt af forklaringen på, hvorfor mange medier er så stille om denne store festival – i tresserne var den sorte befolkning politisk vakt og i opposition til det etablerede samfund. Og ved festivalen optrådte de sorte pantere som sikkerhedsfolk ved koncerter, fordi det lokale politik ikke ville. Og amerikanerne har svært ved at tilgive datiden politisering, selv i dag.

Blandt de mange optrædende fandt man Nina Simone, B.B. King, Sly & the Family Stone, Chuck Jackson, Abbey Lincoln & Max Roach, The 5th Dimension, Gladys Knight and the Pips, Stevie Wonder, Mahalia Jackson og Moms Mabley. Og koncerterne blev filmet – akkurat som tilfældet var med Woodstock – men blev aldrig genstand for kommerciel distribution. Og det forklarer nok også noget om, hvorfor festivalen så hurtigt gik i glemmebogen.

 

 

3 har læst indlægget

Erindringsglimt: Fra en legeplads i barndommen

22. august 2019

Noget af det, de såkaldt sociale medier (er medier ikke altid sociale?), kan, er at dele dokumenter fra fortiden. Således faldt jeg i dag over ovenstående foto af en rutsjebane på en af min barndoms foretrukne legepladser. Nemlig den, der lå – og stadigvæk ligger – i “byparken” i Havnegade i Esbjerg. Der har jeg leget ofte, da jeg var en bette knægt. En offentlig legeplads med personale til at holde styr på løjerne. En legeplads, der udmærkede sig ved at bestå af gedigne legeredskaber i holdbart metal og træ. Så holdbart, at noget af det stadigvæk er som dengang. Rutsjebane, klatrestativ, karussel med små cykler, sandkasse  m.m. Da jeg sidst besøgte den – sidst i 1990’erne, var det som at blive “beamet” tilbage til en barndom med korte bukser, sol i håret og timers leg på den lille legeplads. Og jeg ønskede og ønsker mig, at legepladsen vil blive bevaret – selv om rygter vil vide, at emsige byggespekulanter har forelsket sig i netop det stykke jord. Tja.

4 har læst indlægget
4 har læst indlægget