Mick Taylor, guitarist – 68

17. januar 2017

Sammen med Alexis Corner leverede John Mayall fra tresserne og frem rugekasser for britiske talenter inden for beatmusikken. Hvis først man havde trådt sine barnesko hos Alexis eller John, så var man nogenlunde sikker på at få grundlagt et renommé, der ville række langt frem i karrieren.

Det gjaldt fx for guitaristen Mick Taylor, der fik lov til at afløse Peter Green hos Mayalls Bluesbreaker i 1967. Det blev til to år for unge Mick, der så fik en telefonopringning fra The Rolling Stones. Med et tilbud, det kunne være svært at sige nej til, når man var ung og lovende i britisk R&B-beatmusik. Og Taylor sagde ja tak og debuterede hos Stones ved deres berømmede koncert i Hyde Park, sommeren 1969. Og i en femårig periode satte Taylor med sit teknisk fornemme spil sit markante aftryk på nogle af Stones’ bedste plader. Let it Bleed, Sticky Fingers, Exile on Main Street, Goats Head Soup og It’s only rock’n roll. Og så valgte han at forlade rullestenene som en fri mand, der kunne spille med hvem han havde lyst til at spille med, fra Jack Bruce til Bob Dylan. Han er dog blevet forenet med Rolling Stones – midlertidigt – i forbindelse med deres 50-års jubilæum, hvor han har spillet med ved en række koncerter – bl.a. ved gensynet med Hyde Park (Sweet summer sun: Live at Hyde Park).

læst 1 gange

Capac anbefaler: Marie Swane – Everything within me

16. januar 2017

Kærlighedslivets op-, ned- og karusselture har altid været en evig kilde til inspiration i populærmusikken. Ja, man fristes til at sige, at populærmusikken ville have haft det umådeligt svært, hvis ikke den kunne synge og musicere omkring lige netop dette tema. Og for sangerinden Marie Swane er det da også i allerhøjeste grad de dyrekøbte erfaringer fra Kærlighedens kampplads, der giver ilt til sangene på hendes helt nye EP Everything within me, der udkom i fredags.

Swane har selv skabt sine sange. Og de bæres frem af et dirrende følelsesliv, der både rummer blidhed og nærmest ekspolsiv aggressivitet, ja, sangene næres af en lidenskab, der ikke er hverdagskost i dansk populærmusik, men som bunder i en vilje til at besynge erfaringerne ærligt og uden omsvøb. Og det give plads til både det hudløse og bramfrie – som i sangen “Prick”.

Musikken på pladen er en slags avantgarde-rock af den slags, man finder hos fx en Tom Waits og lignende storbydesperadoer. Og Marie Swane synger med en stemme, der med sin energi og lidenskab ikke sådan finder sig lige i det danske musiklandskab. Så tag godt imod Marie Swane og giv hende en chance – på din afspiller eller ude på de danske scener.

Marie Swane. Everything within me. Producer: Andreas Viggo Larsen. Udkom d. 13.01.2017. Fås kun digitalt.

læst 34 gange

100 år: Otto Leisner

16. januar 2017

Før (og lidt samtidig med) Jørgen de Mylius kom ind i min verden som popformidler var der Otto Leisner og hans Pladeparade (1957-1963), hvor Leisner  fortalte om popmusik og havde indslag med diverse kunstnere. Siden gik der rigtig underholdning i Leisner, og han fyldte meget på Danmarks Radios tv langt ind i firserne. Han døde i 2008 og ville være fyldt 100 år i dag.

Jeg blev aldrig rigtig fan af Leisner. Dertil var han dog for pæn og poleret. Men han var en vigtig tråd i min kulturelle dannelse – især i tresserne, hvor jeg boede hjemme og var tvangsindlagt til Leisners udsendelser.

Pigtråd fra Pladeparade, The Rookies

læst 36 gange

Who pumped the wind in my doughnut

15. januar 2017

Man kan kun blive i godt humør af vaskebræt-Sam (alias Robert Clifford Brown)

læst 48 gange

Elsker den sang: The Who – My Generation

15. januar 2017

Pete Townshend og The Who skabte “My generation” i 1965 og byggede den på Mose Allisons bluessang “Young man blues” og John Lee Hookers “Stuttering Blues”. Og på denne dag i 1966 gik den ind på den amerikanske hitliste.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

læst 47 gange
læst 47 gange
Side 1 af 2.27012345678910...Sidste »