Ramones filmatiseres af – Martin Scorsese

1. september 2014

Ramones er ikke længere. Men nu forlyder det, at deres musik og historie bliver genstand for en film af selveste Martin Scorsese. Ud over at være en berømt filmskaber, så er Scorsese også kendt for at være en stor musikelsker, hvilket han bl.a. demonstrerede med sin tv-serie om blues. Så det kunne måske ikke være et bedre valg, når nu Ramones skal op på det hvide lærred.

læst 3 gange

Nyt fra Ryan Adams

1. september 2014

På sit fjortende eponyme album tørrer Ryan Adams tavlen ren og når ind til den rå bund i musikken. Til en oprindelig nøgen rock, der både smager af tidlig Bruce Springsteen og garagepunk. Hele albummet strømmer lige her.

læst 1 gange

Capac anbefaler: The Cabin Project – Marie Fisker & Kira Skov

1. september 2014

Jeg ved ikke, om man kan tale om en tradition, men i hvert fald er det ikke ualmindeligt at musikere undervejs på deres musikalske løbebane søger hen til et refugium for at finde inspiration og ro til at lave ny musik. The Band og Dylan boede sammen i et stort hus engang – uden for storbyens puls. Ulf Lundell fandt, hvad han søgte, på et hotelværelse. Bon Iver i en fjerntliggende hytte. Og så videre. Og fælles for de nævnte projekter er, at de alle er resulteret i musik og plader, der i ordets egentlige betydning var og er frem-ragende. Musik, der skiller sig ud i forhold til kunstnernes øvrige produktion og til tidens musik i det hele taget.

Nu har også de to fremtrædende danske sangerinder og sangskrivere Marie Fisker og Kira Skov foretaget en digression fra musikkens alfarvej og har opholdt sig en tid i en hytte langt inde i de canadiske skov. Sammen med et lille orkester bestående af guitaristen Oliver Hoiness, multiinstrumentalisten Ned Ferm og producer og tekniker Mark Howard.

Man kan sikkert lægge en masse ekstra betydning i det forhold, at kunstnerne har valgt en slags frivillig isolation uden for storbycivilisationen og i det specifikke forhold at det er i den storslåede canadiske natur. Og det vil jeg helt overlade til lytterne at gøre. Her vil jeg nøjes med at forholde mig til de ialt ti sange, der er resultatet af refugiet og de kreative anstrengelser, der fulgte af det.

Tre af sangene er ikke fra Fiskers og Skovs eget repertoire. Men de tre udvalgte sange supplerer i bedste forstand de selvkomponerede skæringer. Det er dels Peggy Lees og Victor Youngs kærlighedssang om “Johnny Guitar”, dernæst Ewan MacColls dybtfølte, romantiske kærlighedssang “The First time ever i saw your face”, der blev ophøjet til et hit af Roberta Flack i 1972. Endelig er der tale om Sibylle Baiers “I lost something in the hills”, der også er en kærlighedssang, men handler om den kærlighed, der ligger i nostalgien – længslen tilbage til det sted, man kom fra: bakkerne, skovene. En sang om et uskyldstab og en smertelig længsel tilbage.

De tre adopterede, omhyggeligt udvalgte supplementer, bliver båret frem af en sjælfuldhed, en vemodighed, ja melankoli, og emotionel dybde, der går igen i de to kunstnerinders egne sange, der primært udmærker sig ved deres vemodige, introverte stemningsfuldhed. Det er musik, der lægger op til fordybelse, kontemplation og måske ligefrem meditation hos lytteren. Musik, der egner sig bedst til et par store øretelefoner eller en intim koncertsituation end til hitlistesammenhæng. Og det skyldes ikke kun teksternes emotionelle kvaliteter, men også de to sangerinders stemmer, der uden at fungere som traditionel duosang finder en skrøbelig, fin, delikat balance, hvor de på skift tager føringen, når de ikke lige rammer hinanden i unison skønsang. De to stemmers indbyrdes balanceren er helt klart pladens centrale aspekt, men uden Oliver Hoisness’ rigt facetterede, indfølte guitarspil, der som et fint netværk slynger sig om stemmernes pragt, og uden Ned Ferms smagfulde, fint doserede tilsætning af diverse instrumentale lag, så ville projektet have været en væsentlig stemningsdimension fattigere.

Det korte af det lange er, at Marie Fisker og Kira Skov – sammen med deres hjælpere – har begået en plade, der er fremragende i mere end en forstand. En plade, der – måske i kraft af projektets egenart – besidder en tidløshed, der gør, at man vil kunne vende tilbage til den igen og igen. En plade, der fortjener mange lyttere (med understregning af ordet lyttere). Hermed varmt anbefalet.

Marie Fisker / Kira Skov. The Cabin Project. Produceret af Mark Howard og The Cabin Project. Stunt Records. Udkommer i dag.

PS. The Cabin Project kan opleves i morgen aften på Aarhus Teater i forbindelse med festugen.

læst 11 gange

Capac anbefaler: Sulahue – Eating Stars & Spitting Fire

31. august 2014

unnamed

For næsten to år siden havde jeg fornøjelsen af at anbefale Sulahues debut-EP Eating Stars, og jeg hæftede mig dengang ved Suhalues forkærlighed for en gøgler- og cirkustematik og ved kunstnerens bestræbelse på at skille sig ud fra musikkens mainstream i sin inspiration fra bl.a. jazzen.

På sit debutalbum Eating Stars & Spitting Fire fortsætter Sulahues i sit egensindige musikalske spor. Gøgler- og cirkustematikken er gledet lidt i baggrunden (selv om stemningen bestemt dukker op i musikken undervejs) til fordel for en optagethed af kærlighedens veje, vildveje og uudgrundelighed. Konceptet angribes allerede i den første titelgivende sang “Eating stars”, der taler i et stærkt billedsprog, men bag billederne er en lille sang om at gå fejl af hinanden i kærlighedens spil: “I will eat stars and spit fire/on yu masquerade of burning desire/ you telle me lies tel med truths and/ you give the one thing that you really cared about“. Sulahue synger klart og yndigt med sin unge pigede stemme og akkompagneres af et hold yderst kompetente musikere (Lars Emil Riis – Klaver, Spencer Gross – Guitar, Alexander Kraglund – Violin/Strygere, Søren Lund – Kontrabas og Michael Dalgas – Trommer). “Eating stars” er en lille inciterende popmelodi, der er iklædt en slags stemningsfuld kammerjazzarrangement, der giver associationer i retning af svundne tiders jazzmusik.

Noget lignende kunne man sige om den makabre “Mr. Policeman”, hvor pigen over for politimanden undskylder, at hun har slået sin elskede ihjel, fordi han ikke levede op til kærlighedens fordringer. En lille grotesk og ikke så lidt selvironisk sang om den lidenskabelige kærligheds kompromisløshed. En fin lille sang, der bæres oppe af Saluhes fine stemme og et enkelt arrangement, hvor hovedvægten er lagt på trommerne og et diskret guitarspil.

“Clown” er swingende jazz til en sang om kropslig styrke og mental svaghed i kærlighedens kønskamp. “Flowers” er en lille swingende meditation over blomstrende kærtegn og søde ord, der munder ud i nogle parforholdsassociationer. Og måske karakteriserer netop denne lille swingperle ganske godt kunstnerindens tekster, der med hang til billedsprog især stræber mod at beskrive stemninger og umulige situationer i kærlighedsspillet mellem de to køn. Som kærlighedslivet er Sulahues tekster imperfekte, de siger noget sandt om kærligheden, men ikke alt. Forbliver tilløb, forsøg og antydninger, der tilsammen beskriver kærlighedens univers i al dens sammensathed og konfliktualitet.

Og den flossede tematik understøttes fint af musikken, der ud over at være gennemgående popmelodiøs på en umiskendelig, lidt nostalgisk kammerjazzbund også har noget nærmest filmisk dramatisk og stemningsskabende over sig i flere passager.

Som tilfældet var med Sulahues debut-EP, så er albummet et modigt udspil, der tør insistere på at gå sine egne veje tekstligt og musikalsk. Det er ikke metervare, Sulahue og musikerne har leveret – og alene af den grund er der al mulig grund til at anbefale den til musikelskerne derude.

Sulahue. Eating Stars & Spitting Fire. Produceret af Sulahue og Emil Riis. Eget forlag. Udkom i går

læst 158 gange

T. Rex – vinyliseret

30. august 2014

Det er ikke kun The Beatles, der udsættes for tidens trang til at vende tilbage til vinylpladerne. Også Marc Bolan og hans T. Rex finder vej til vinylet. Denne gang er der tale om et bokssæt bestående af otte album, indeholdende pladerne Ride A White Swan (1971), Electric Warrior (1971), The Slider (1972), Tanx (1973) Zinc Alloy & The Hidden Riders Of Tomorrow (1974)  Bolan’s Zip-Gun (1975) Futuristic Dragon (1976) og Dandy In The Underworld (1977). Hard core-fans kan oven i købet sikre sig en såkaldt limited edition, hvor de otte plader er presset i farvet vinyl. Det må da lige være noget for en glamrocker…. Boksen skulle være til salg i starten af november.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

læst 1 gange
læst 1 gange