Bob “Gratefuld Dead” Weir – 70

17. oktober 2017

Den unge, smilende mand bagerst til venstre på fotoet ovenfor, Bob Weir, rundede de 70 igår. Grundlægger og varigt medlem af The Grateful Dead, hvor han fra starten i 1965 og frem kappedes med Jerry Garcia om at tegne gruppen udadtil. Og i modsætning til Garcia, der døde i 1995, var Weir med hele vejen i de omtrent 30 år, hvor de Taknemmelige Døde var aktive. Ved siden af havde han en lille solokarriere, der er dokumenteret på tre album. Og han har været med i andre sammenhænge, fx bandet Kingfish, Bobby and the Midnites og Ratdog. Sammen med et par gamle venner har han lavet Dead & Company, der tager tråden op efter Grateful Dead. Og senest har han udsendt det fine soloalmum Blue Mountain.

Grateful Dead Århus 1972

3 har læst indlægget

I can’t get no satisfaction

17. oktober 2017

“Satisfaction” was a huge song in high school, a big, early, drunken moment of dancing. You’d hear those first bars and run to the dancefloor. I saw the Stones in Cambridge, Massachusetts, where I grew up, in ’65, when Brian Jones was still with them. The same night, Bob Dylan was also playing in Cambridge, and in my heart, I wanted to see Dylan more than the Stones. But everybody was going to the Stones, so I succumbed to the spectacle. I always regretted not hearing Bob Dylan play in ’65. [Forfatterinden Eileen Myles i et interview med Pitchfork]

5 har læst indlægget

Squeeze er tilbage – The Knowledge

16. oktober 2017

Gode, gamle Squeeze er tilbage med et nyt album, The Knowledge. Det forlyder, at bandet har fået et ny

5 har læst indlægget

Capac anbefaler: Arbirk – Disguises

15. oktober 2017

På det mørke coverfoto til Arbirks debutalbum Disguises ser man kunstneren stå med lukkede øjne. Det ser ud, som om han dukker op og ud af mørket. Og måske er den udlægning ikke helt galt afspadseret.

For baggrunden for pladen er, at Arbirk – kunstnernavn for den 30-årige odenseaner Rasmus Arbirk Larsen – kommer ud af en slags mørke. Bag sig har han oplevelsen af et bands – Dead Young Oaks’ – opløsning. En opløsning, der indtræffer, inden legen egentlig er blevet god, inden bandet rigtig er kommet i gang. Men det er ikke det eneste mørke, der omgiver den unge Arbirk. Han er også ramt af et eksistentielt mørke, søger fred og ro i et skotsk kloster. Og oven i det hele kommer så oplysningen om David Bowies død.

Denne indledning skal ikke forstås som en forklaring på, hvorfor pladen er som den er. Men den forklarer i det mindste, hvorfor også Arbirk lytteværdige album også skriver sig ind i vor tids melankoli. Kunst er jo et restprodukt af kunstnernes oplevelser i bredeste forstand. Kunst er asken af livets ild.

Og Disguises, der er blevet skabt og indspillet over en ganske kort periode, handler om at komme overens med det mørke, der kan omgive en og fylde en. “Don’t be afraid of darkness…” lyder den allerførste linje på pladens indledende sang og anslår den overordnede tematik, der belyses og analyseres på albummets i alt ti sange.

Og musikalsk iscenesættes sangene i en slags lo-fi-akustisk sangskrivning, der er centreret om Arbirks impressive, foredragende vokal, men også giver plads til voldsomme udladninger af fx elektronica som i titelsangen.

Selv om musikken trækker vod i melankoliens store hav, så er der også kontrapunktisk poplethed at finde på pladen, fx i sangen “Beneath”, der fremstår som netop en melankolsk indie-folk-pop-sang med opdrift i trommespillet og legende xylofon (?). Den kontrapunktiske lethed på pladen sikrer, at mørket ikke får det absolutte overtag – eller, sagt på en anden måde – understreger, at melankolien altid bærer sin modsætning i sig.

Samlet set er Disguises både en meget personlig plade og en tidstypisk plade. En plade, der både vil kunne tilfredsstille radiopoplytterne og dem, der foretrækker at trække langtidsholdbar vinyl ud af hylden. Og en plade, der fortjener en opfølger, hvor mørket er kortlagt. Hermed varmt anbefalet.

Arbirk. Disguises. Producer: Valentin Kruse. Celebration Records. Udkom 7. oktober

29 har læst indlægget

Trump som psykiatrisk tilfælde: den ondskabsfulde normalitet

14. oktober 2017

Er præsident Trump et psykiatrisk tilfælde? Ja, det er han da. Ikke mindst i en tidsalder, hvor diagnosticering nærmest hører med til ethvert CV. Og hvor normaliteten ikke længere er noget, vi kan forvente os noget godt af. Malignant normality – det lyder som en meget alvorlig lidelse – der er svær at kurere. Om overhovedet.

Skal vi være bange for, hvad Trumpen kan finde på? Ja, det synes jeg vi skal. Lige som vi skal være bange for, hvad hans danske medløbere med Claus Hjorth Frederiksen og Venstre-regeringen i spidsen kan finde på…

12 har læst indlægget
12 har læst indlægget