Walking the Dog again, again and again

25. maj 2024

Bliver man mere et vanedyr med alderen? Spørgsmålet rumler lidt i hovedet. Uden at jeg finder noget endegyldigt svar. Men i hvert fald er min hverdag i høj grad – sådan som den altid (dvs. så længe tilbage jeg kan huske) har været – bundet op af alskens rutiner. Således begyndte dagen i dag med at jeg vågnede så tidligt som jeg plejer, hvorefter jeg tog et hurtigt bad og fik lidt morgenmad og kaffe, hvorefter jeg tog min ven hunden i snor og kørte ud i den århusianske skov, hvor vi går en fastlagt rute (med enkelte afvigelser). Det skulle være sundt (læs Bente Klarlund…) at gå; og jeg kan godt lidt det; også fordi jeg, medens hunden dyrker sin vigtigste interesse – at snuse til alle de spor, andre hunde har efterladt på stierne – kan lade tankerne drive forbi som lette skyer på himlen. Man tænker godt, når man sådan går og står ude i skovens iltberigede luft. Kierkegaard vidste det, når han vandrede ad sted i Københavns gader osv.

Trædemøllen, Hamsterhjulet osv. – hverdagslivet har mange negativt ladede synonymer; men for mig handler det om glæden ved en velstruktureret hverdag. Nu er jeg selvfølgelig og heldigvis også sluppet ud af arbejdsmarkedets tvangsmekanismer, og kan derfor fokusere på de inspirerede og befordrende forhold, som en nogenlunde velorganiseret hverdag kan give en. Og hunden ikke at forglemme. God weekend.

Og helt uden sammenhæng (vist nok):

1 har læst indlægget

Aftenens film: Respect (2021)

25. maj 2024

Endnu en biografisk film om en popstjerne. Denne gang om selveste Aretha Franklin, “The Queen of Soul”, som musikmennesket Jerry Wesler døber hende.
Vi følger Aretha – eller Ree, som hun kaldes i familien og blandt venner – fra hun er 10 år gammel. Hun vokser op i en religiøs famiie. Faderen er lokal præst for en stor kirke, lidt af en gammeldags patriark. Hun har nogle søskende og har fra begyndelse stor interesse for at synge, hvilket hun gør ved festige lejligheder i familien. Moderen har forladt familien, angiveligt fordi faderen havde svært ved at efterleve det kristne budskab og næstekærlighed i familielivet og pludselig dør hun, hvilket bliver en traume for den unge Aretha.
Men Aretha er også en ung dame, der ved, hvad hun vil. Og selv om faderen er imod, så forfølger hun sin drøm om at blive sangerinde og hitmager. En drøm, hun realiserer, selv om det har nogle personlige omkostninger; et forlist ægteskab, problemer med alkohol og det evigt lurende traume. Og vi følger hende helt frem til hendes sidste år.
Filmen er ganske vellykket. Og det skyldes ikke mindst valget af sangerinden, skuespilleren og tv-stjernen Jennifer Hudson til rollen som den voksne Aretha. For hun formår at efterligne Aretha Franklins sangstemme i en nærmest perfekt grad; noget der er afgøende for filmens overbevisnig af publikum om, at Aretha var noget helt særligt. Og med Jennifer i hovedrollen får vi et billede af en kunstner, der sætter sig igennem som kunstner, politiker (aktiv i Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse) og menneske (familieopgør, traume m.m.). En film, der efterlader en som en større fan af Aretha Franklin end man var før, man så filmen. Ligger på DRs side.

1 har læst indlægget

Nelly tilbage og ved skrivebordet: Nelly Furtado

24. maj 2024

En god begyndelse på weekenden. Nelly Furtado, der måske har været lidt under radaren i nogen tid (?), er her tilbage i levende live og vigør ved NPRs skrivebord. Og sådan en start på weekenden efter en uge med negative udfordringer og lidt for meget om ørerne er lige, hvad der passer denne gamle skribent.

1 har læst indlægget

På kontoret: The Staves

23. maj 2024

2 har læst indlægget

50:Bill Wyman – Monkey Grip

22. maj 2024

I 1993 forlod Bill Wyman The Rolling Stones, som han havde været en del af siden han overtog jobbet som bassist efter Dick Taylor i 1962. Men helt ude af billedet har han ikke været. Så sent som på den seneste langspiller fra bandet – Hackney Diamonds (2023) – har han en finger med i spillet. Og det har ikke skortet på andre muligheder for musikalsk udfoldelse. Han har spillet sammen med mange andre musikere, haft sin solokarriere og sit eget band Rhythm Kings.

Solokarrieren begyndte for alvor for 50 år siden med albummet Monkey Grip. Inden det udkom var Wyman med på albummet Jamming with Edward (1972), der blev til ved en tilfældighed. Sammen med Nicky Hopkins (den Edward, der er i titlen), Ry Cooder, Mick Jagger og Charlie Watts jammede de i studiet medens de ventede på, at Keith Richard skulle dukke op. Der gik så langt tid, at der var indspilninger nok til et album, der så blev udgivet.

Men med Monkey Grip sprang Wyman ud som soloartist – dog uden at føre sig frem som sådan. Selv om han synger for på pladen, så er den i allerhøjeste grad et kollektivt projekt, hvor Wyman får hjælp af en lang række kendte venner, lige fra Dr. John til Lowell George (Little Feat). Og musikkritikken hæfter sig ved netop Wymans diskrete, beskedne tilgang til projektet som gør pladen til noget særligt i en individdyrkende musikkultur.

I øvrigt fylder Bill Wyman 87 år i dag.

5 har læst indlægget

Dødsfald: Frank Ifield – 86 år

21. maj 2024

Vi skal langt tilbage for at støde på sangeren Frank Ifield, der netop er død i en alder af 86 år. Den engelsk-australske sanger var et hit i England i de tidliger tressere. “I remember yoo-hoo”, “Lovesick Bues”, “She taught me to yodel”,”The Wayward Wind”, “Nobodys dDarling but mine”, “Confessin’ (taht i love you*)” og “Don’t blame me” var store top-10-hits i årene 1962 og 1963. Lige før The Beatles kom til og gjorde det svært for mange kunstnere at forfølge en karriere. Ifield oplevede dog at have netop de fire drenge fra Liverpool som opvarmning til en af sine koncerter. Men derefter gik hans popularitet lidt i stå, selv om han fortsat var et elsket navn derovre, for lige som tyskerne glemmer englænderne ikke deres gamle idoler, selv om årene går.
Senere i karrieren – i firserne – vendte han tilbage til Australien, hvor han var vokset op. Og en lungeoperation satte stopper for hans optrædener, fordi hans stemme blev ødelagt. I stedet blev han radiovært og arrangør af country-festivaler. I det nye årtusinde vendte han dog tilbage til sangen og fik lidt succes med at genopføre sine gamle hits.

5 har læst indlægget

Facebook og moralen

20. maj 2024

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer at fjerne min Facebook-konto en gang for alle. Det, der holder mig tilbage, er, at Facebook er et sted, hvor jeg kan holde kontakt med mine jævnaldrende venner, som jeg mødes med hvert år, og andre, som jeg har sporadisk kontakt med. En funktion, som Facebook giver plads til, men som ikke er noget, mediet har eneret til.  På den anden side har jeg det dårligt med at være på et dybt kommercielt medie, der dybest set kun er sat i verden for at generere kapital til sine ejere; og som i kraft af sin globale tilstedeværelse har fået stor indflydelse på mange vigtige ting i de enkelte nationalstater, fra politik til kultur. Tænk på de mange sager, hvor danske og europæiske politikere ofte med manglende held og effekt forsøger at få ejerne bag Facebook (Meta) til at rette ind i forhold til nationale og regionale (EU) lovgivninger, men som oftest blot sander til i appelsager og lignende. Hvor mange af de bøder, Facebook har fået, er betalt, når det kommer til stykket!? Nej, vel.

Og så er der det med, at Facebook – uanset om vi kan lide det eller ikke – smører os alle sammen ind i deres “amerikanske værdier”, fx på det seksuelle og erotiske område. Hvis vi som brugere formaster os til at lægge et billede med nøgenhed op – jeg erindrer fx at en bruger havde lagt et ganske fredsommeligt og ret så uskyldigt billede fra hippietiden op – så falder Facebook-moralen hammer med det samme. Billedet slettes eller – endnu værre – kontoen lukkes ned; i hvert fald midlertidigt. Og så kan man opleve moralens bagside, dens dobbeltkarakter (der måske afslører dens amerikanske oprindelse…). Således har jeg de seneste dage fået adskillige forslag til sider, som Facebook mener, jeg bør følge og dyrke. Alle sammen sider, der beskæftiger sig med kunst, især maleri. Og alle de billeder, der følger med forslagene, viser realistisk malede kvinder; nøgne kvinder med utilslørede bryster og ditto kønsbehåring. Billeder, der er lige så direkte som nøgenbilleder fra de gammeldags mandeblade, Playboy og lignende. Ikke, at jeg har noget mod nøgenhed eller – i særdeleshed – smukke, nøgne kvinder. Men jeg vil selv bestemme om og også hvornår, jeg vil se på dem, og ikke havde dem kastet i synet, når det lige passer Facebooks algoritme- og pengestyrede vilje. Så er det lige før slet kontoen bliver til virkelighed. Indtil videre nøjes jeg med at lukke for de omtale kunstsider og lader som ingenting, men eksemplet illustrerer med stor tydelighed, hvor problematisk det er, at det stort, globalt internetfirma påtager sig rollen som moralsk vejleder og over-statslig lovgiver i en tid, hvor nationalstaterne i forvejen er truede af udviklingen på den globale scene.

 

3 har læst indlægget

Filmoplevelse: Hundredfodsrejsen – af Lasse Hallström

19. maj 2024

Når man bør se denne lille film af svenske Lasse Hallström, så skyldes det ikke så meget handlingen, der er letbenet og også ret så forudsigelig. En indisk familie bliver nødt til at flytte fra Indien og ender i en afsides fransk landsby, hvor de på familiepatriarkens initiativ åbner et indisk spisested i en forfalden bygning, der ligger lige over for Madame Mallorys (Helen Mirren) fine Michelin-bestjernede franske spiserestaurant. Og så har vi balladen, for Madame Mallory kan ikke lide sin folkelige, eksotiske konkurrent og forsøger at spænde ben for det indiske projekt. Men undervurderer sin modstander, der tager kampen op. Og så får vi en historie af næsten kerne-humanistisk karakter, hvor de to parter finder hinanden og ad mange omveje lærer at leve i fredsommelighed og gensidig forståelse. Og det hele er skrevet i vinden, fordi den unge indiske søn og mesterkok Hassan(Manish Dayal) tidligt finder interesse i den unge, kønne Marguerite (Charlotte Le Bon), der arbejder for fjenden. Og det kan kun ende på en måde – at de to finder sammen om mad og kærlighed.
Skuespillet er fortræffeligt i alle roller. Og instruktionen er også lydefri. Rolig og fremadskridende uden brug af særlige virkemidler. Men det, der gør denne lille bagatel af en film til en totimersseværdighed er den særlige stemning, som Lasse Hallström formår at skabe omkring dette kulturmøde i en typisk fransk landsby. En rolig, venlig stemning, der ligger langt fra alt, hvad vi forbinder med kultur-sammenstød og indeholder lige dele fransk og indisk levemåde og filosofi (i bredeste betydning). En såkaldt feel-good-film, og ikke ret meget mere.

3 har læst indlægget

Anbefaling: Kvinden med kameraet – Susanne Mertz

19. maj 2024

Jeg har ofte været inde på det: Poppens og rockens historie er også fotografiets historie. Selv om fotografiet og fotokunstens er meget ældre end populærmusikken, så er det i høj grad denne teknologi, der har fulgt populærmusikken. Senere kom filmen og videoen til, selv om fotografiet – ikke mindst på SOME med mobiltelefoner – stadigvæk er et væsentligt værktøj til registrering af poppens navne. Se blot Taylor Swift i Stockholm…

Og i poppens historie er der mange store navne, der har  fulgt efter de kendte musikere og sangere. Men også her i landet har vi navne, der hører med blandt de allerbedste. Jeg har nævnt Gorm Valentin og Jan Persson. Og så er der Susanne Mertz, der nu ganske fortjent er blevet hyldet med en dokumentarfilm af Torben Schiøtt: Kvinden med kameraet. Og Susanne Mertz hører til blandt de ypperste på det særlige parnas, der er for musikfotografer. Og hun er en af dem, der får en til at tænke over, hvad det er, der gør et fotografi godt. For – det ved alle os amatørfotografer, der hele tiden trykker på mobiltelefonens kamera – der er langt mellem snapsene. En gang imellem lykkes det at lave et foto, der har noget særligt over sig. Og det er klart, at det langt fra har at gøre med, hvilket kamera, du bruger. Selv om de professionelle bruger fornemme kameraer af bedste kvalitet, så er det ingen garanti for, at fotografierne hæver sig over det gennemsnitlige. Nej, der er noget andet og mere på spil, når en godt fotografi. Et særligt blik, som dokumentaren fortæller. Men et blik for hvad!? Susanne Mertz fortæller selv, at “Man bliver nødt til at elske det menneske, du fotograferer” i forbindelse med fotoet til Kim Larsens album “Mine damer og herrer”.  Bag blikket skal hjertet og lidenskaben være med – for at fotografiet bliver godt og noget særligt. Og mange filosoffer og tænkere – lige fra Susan Sontag til Roland Barthes – for forsøgt at skrive det frem, det der særlige ved blikket. Og det er svært, selv om de får skrevet meget rigtigt og godt.

Susanne følger musikken fra tresserne – nogle få reddede fotos fra Beatles’ koncert i K. B. Hallen over Gasolin, hvis hoffotograf, hun var (fordi hun var kæreste med trommeslager Bjørn Uglebjerg) og videre frem. Og en masse vidunderlige billeder er det blevet til (se et fint udsnit af både musikbilleder og andre på Susannes hjemmeside – lige her), og det indfanger Schiøtts dokumentar på fineste vis. Neddæmpet med fokus på billederne, Susannes og hendes “ofres” ligefremme, enkle ord, indkredses noget væsentligt om fotografen Susanne Mertz og hendes fotografier. En særdeles vellykket dokumentar om en af vores store fotografer udi musikken. Jeg elsker Susanne Mertz’ fotos. Se dokumentaren, der en tid ligger på DRs hjemmeside.

40 har læst indlægget

Kulturgoder: pissoirer, offentlige toiletter og lign. 2

19. maj 2024

For længe siden, ja helt tilbage i de første år af denne blogs og blogversions eksistens, skrev jeg et indlæg under rubrikken “Kulturgoder: pissoirer, offentlige toiletter og lign.”. Og nu er der grund til at vende tilbage til emnet igen, idet en af dagens nyheder fortæller, at ‘tusindvis af danskere ikke kan komme på toilettet, når de er ude’. Ergo: Der er stort set ikke sket noget, siden 2006 på dette for os alle vigtige og prekære område. Ikke mindst den del af befolkningen, der lever med et handicap – og f.eks. sidder i kørestol – oplever problemet. I Danmark er der tre døgnåbne offentlige toiletter, der giver adgang for handicappede.

Vi kan sikkert godt regne ud, hvad der er det egentlige problem med de manglende toiletter, nemlig penge. Kommunerne fattes penge i disse år; noget vi dagligt får eksempler på. Men så er det, man kan se mod syd og se, hvordan de har ordnet det problem i Berlin. Nemlig ved at udlicitere problemer; lade et privat firma lave toiletter, pissoirer osv., sørge for at drive dem – mod betaling forstås. Sådan er det i Berlin, hvor man – som jeg fortalt – mod et beskedent beløb (en halv euro) kan besørge i rene, velduftende omgivelser og opleve, at der bagefter bliver rengjort efter en, så den næste osv. Det er ikke, fordi jeg er tilhænger af privatisering, udlicitering og deslige, men når de i øvrigt privatiseringsglade danske politikere ikke kan se denne løsning, så må man jo gøre dem opmærksom på det. Det ligger lige for. Ikke mere pis.

2 har læst indlægget

Lydsporet: The Move – Blackberry Way

18. maj 2024

3 har læst indlægget

Ja, det er fredag – hav en dejlig weekend

17. maj 2024

Så er han her igen, ham Hjelle, med en aktuel sang. Takket være Hans Henrik, der er fan og har fået mine ører op for svenskerens minimalrock.

2 har læst indlægget

Koncert: Wire på kontoret

16. maj 2024

Et af de mest slidstærke post-punk-bands har været på banen siden slutningen af 1970’erne og har holdt den kunstneriske fane højt lige siden kult-debut-albummet Pink Flag og udsender stadigvæk stilistisk prægnante plader. Her er de i en fin, ikke helt ny optagelse fra NPRs skrivebord.

4 har læst indlægget

Rock and roll mama

15. maj 2024
4 har læst indlægget

Dødsfald: David Sanborn – saksofonist – 78 år gammel

14. maj 2024

Så døde saksofonisten David Sanborn, kun 78 år gammel, efter nogle år med prostata-kræft. Sanborn udgjorde en vigtig del af lyden fra de amerikanske halvfjerdser-studier, hvor ham med sin særlige legering af jazz, pop, soul og R&B satte farve på væsentlige indspilninger med navne som James Brown, Bryan Ferry, Michael Stanley, Eric Clapton, Bobby Charles, Cat Stevens, Roger Daltrey, Stevie Wonder, Paul Simon, Jaco Pastorius, the Brecker Brothers, Michael Franks, Kenny Loggins, Casiopea, Players Association, David Bowie, Todd Rundgren, Bruce Springsteen, Little Feat, Tommy Bolin, Bob James, James Taylor, Al Jarreau, Pure Prairie League, Kenny G, Loudon Wainwright III, George Benson, Joe Beck, Donny Hathaway, Elton John, Gil Evans, Carly Simon, Guru, Linda Ronstadt, Billy Joel, Kenny Garrett, Roger Waters, Steely Dan, Ween, the Eagles, Grateful Dead, Nena, Hikaru Utada, The Rolling Stones, Ian Hunter, og Toto. For nu at citere Wikipedia. Dertil skal lægges en perlerække af soloalbums.

8 har læst indlægget
8 har læst indlægget