CAPAC

For fyrre år siden udkom The Beach Boys’ attende album med titlen Carl and the Passions “So Tough”. Titlen, hvor Beach Boys optræder med et alter ego-navn, og omstændighederne, hvorunder pladen udkom – nemlig som bonusplade til en genudgivelse af klassikere Pet Sounds, fortæller noget om, at pladen var exceptionel.

Forklaringen var, at The Beach Boys på det tidspunkt inde i en turbulent periode. De havde skiftet plademærke – til Warner Brothes – og Brian Wilson var gået i indre eksil for at pleje sine personlige problemer og egensindige projekter. Derfor var Carl Wilson indtrådt i rollen som orkesterleder. Bandnavnet Carl and the Passions henviste til et band, Carl havde før Beach Boys blev til virkelighed.

I fraværet af Brian Wilson – hvis rolle var reduceret til at være medkomponist på nogle numre og lidt backingvokal – og Dennis Wilson, som havde problemer med den ene hånd, hyrede Carl to nye, sydafrikanske musikere – guitaristen Blondie Chapling og trommeslageren Ricky Fataar. Og det betød, at den velkendte Beach Boys-sound blev trukket i retning af en mere jordnær soulpåvirket rockmusik. Hvor de tidligere plader i høj grad var centreret om Brian Wilson musikalske ideer og lederskab, blev den nye plade et kollektivt projekt, hvilket bl.a. viste sig i det forhold, at sangskrivningen var fordelt mellem Al Jardine, Mike Love, Carl Wilson, Jack Rieley og Tandyn Almer. Symptomatisk for musikkens forandring var det også, at Bruce Johnston – der som sanger og komponist havde spillet en vigtig rolle bl.a. på det foregående album Surf’s Up – trak sig, fordi ham mente, at den nye rockstil var udtryk for kunstnerisk udsalg.

I første omgang udkom albummet kun som selvstændig plade i Europa. Amerikanerne fik den kun som bonusplade, og det fortæller os en del om, hvilken status pladen havde og har i Beach Boys diskografi. Det er ikke en “rigtig” Beach Boys-plade. Snarere en plade, der var produktet af kontraktforpligtelser og den kendsgerning, at bandet ikke kunne stille op i sin oprindelige udgave.

Selv om pladen havde oddsene imod sig klarede den sig ganske pænt med en 50. plads i USA og en 25. i Storbritannien. Det var dårligere end Surf’s Up, men bedre end Sunflower fra 1970, som kun blev nr. 151 i hjemlandet.

Hvis man kan abstrahere fra Beach Boys-lyden fra de mange foregående plader – og det kan være svært – så er So Tough faktisk et udmærket rockalbum. Der er ingen oplagte hits, men vokalarbejdet har – som man kunne forvente – høj klasse uden dog at nå tidligere tiders højder. Det er en overgangsplade, ja, men langt bedre end sit ry. Derfor er det også helt retfærdigt, at den er blevet rehabiliteret i forbindelse med den række dobbeltudgivelser af gruppens plader, som udkom for en del år siden. Her kan den fås sammen med opfølgeren Holland fra 1973.

All this is that – Marcella

Singer-songwriter Loudon Wainwright III – en af bloggens favoritter og pladeaktuel med ovenstående plade – giver koncert på NPRs World Cafe. Her.

For et par måneder siden blev jeg ganske indtaget af en video med den 25-årige Hannah Cohen. Både videoen og musikken til videoen “The Crying Game” var et studie i enkelhed og skønhed. Nu sidder jeg så med Hannah Cohens album Child Bride, der på mange måder blot bekræfter det første betagende indtryk.

Den unge Cohens vej til musikken har ikke været den slagne. Hun voksende op i et kunstnerisk miljø i San Francisco. Faderen er jazzmusiker, og Cohen fik Billie Holliday og jazzen lige ind i øret fra den tidligste barndom. Og en sådan opvækst går man ikke ustraffet igennem. Som teenager valgte Hannah, måske som et almindeligt pubertetsoprør mod forældregenerationen, at arbejde som fotomodel og fotograf. Men hun blev også indsovset i et kunstnerisk miljø i New York, hvor hun slog sig ned. Og inden længe blev hun også indhentet af musikken. Hun lærte sig selv at spille akustisk guitar og skrive små sange.

Debutpladen er produceret af indie-musikeren og -produceren Dovema, Thomas Bartlett, og et hold af fælles musikere fra miljøet omkring Anthony and the Johnsons, Martha Wainwright og The National. Det er et album, der appellerer til lytteren i kraft af Hannah Cohens stemme, der besidder en sprød, piget sarthed, der især står vældig godt til flere af sangenes hjertebristende tematik. En anden attraktion ved pladen er dens særlige, intime, næste franske stemning. Selv om det kan være svært at hænge det op på noget konkret – det skulle da lige være en harmonika hist og her – så er der noget fransk chanteuse over Hannah Cohens musik. Prøv engang at lytte til nummeret ”California” – der nok er albummets største hitpotentiale – med den slentrende, lidt dovne guitarindledning og let swingende forløb. Så tror jeg du forstår, hvad jeg tænker på.

Pladen er udpræget en plade, der bedst egner sig til at blive lyttet til i sin helhed på grund af den fine stemning. Men der er i hvert fald et par numre, der godt kan gøre sig på single. ”California” har jeg allerede fremhævet. Et andet er Cohens coverversion af Dovemans ”Boy + Angel”, der er et skævt, up-beat rocknummer. Men også det allerede præsenterede, enkle, smukke, nærmest Leonard Cohenske ”The Crying Game” har en fascinationskraft, der godt kunne kaste et hit af sig.

Hannah Cohens lille plade har snuttet meget på min afspiller, og jeg tror, den kandiderer til at blive en af årets pladeoplevelser for mit vedkommende. En plade, der ikke får lov til at samle støv på hylden.

En kortere version af denne omtale kan man også finde på on-line-tidsskriftet Geiger.

Forleden passerede vi fødselsdagen for blueslegenden Robert Johnson, den 8. maj (1911). Lad mig benytte den lidt forsinkede markering med at henvise læserne til et fremragende BBC-program om Robert Johnson. "The Search for Robert Johnson" kan pt. ses i sin fulde længde her. Her kan man se en lang række musikere – bl.a. Keith Richard – og andre fortælle om den myteomspundne musiker, der havde hang til blues, kvinder og whisky. Skynd jer at se programmet, inden det bliver pillet ned…

Doo-wop-vokal-gruppen The Tokens er uløseligt forbundet til deres allerstørste hit fra 1961, "The Lion Sleeps Tonight". Inden gruppen nåede så langt havde de under navnene The Linc-Tones,der bl.a. Neil Sedaka havde som medlem, og Darrell & the Oxfords – indspillet nogle få singleplader, der ikke rigtig gjorde noget væsen af sig.

Men efter nogle udskiftninger i gruppen sprang Jay Siegel, Hank Medress, Phil Margo, Joe Venneri og den kun 13-år gamle førstetenor Mithc Margo ud som The Tokens i 1960. Fem år efter gruppens dannelse.

Den første single under det nye navn, "Tonight I Fell In Love" blev et hit med en 15. plads på Billboards liste og banede vej for en optræden på den tids svar på X-Factor-programmerne, American Bandstand. Og det sikrede igen The Tokens muligheden for at indspille flere plader, bl.a. deres fortolkning af zulu-afrikaneren Solomon Lindas and the Evening Birds’ "The Lion Sleeps Tonight". Det resulterede i tre uger på toppen af Billboards Hot-100. De to singler forblev gruppens største successer og resulterede i millionsalg og guldplader. Men i årene efter havde The Tokens ni andre mindre hits på top 100-listen. Efter 1970 dannede bandet deres eget produktionsselskab, Bright Tunes Productions, og pladeselskab, B. T. Puppy Records – og hjalp andre vokalgrupper på vej.

The Tokens har eksisteret siden dannelse og optrådte så sent som i 2000.

Til historien om The Tokens hører også, at de tabte en sag om ophavsrettigheder til dele af sangen "The Lion sleeps tonight", der jo oprindeligt blev skrevet af Solomon Linda (hvis efterkommere også har kørt retsager…) og en retsag om retten til at bruge navnet The Tokens. Tilbage står, at The Tokens var en af de mange lytteværdige doo wop-grupper, der ekscellerede på poplisterne, inden The Beatles og The British Invasion satte en ny og anderledes dagsorden for poppen. Hvor gode de var kan man høre på en ny udgivelse af gruppens album It’s A Happening World, som Warner Brothers udsender til juni. Ud over The Lions sleeps (nu omdøbt til "Wimoweh 5 1/2 Years later"…) indholder udgivelsen albummets numre og en snes singleudgivelser. Albummet kom første gang i 1967 og afspejler mødet mellem halvtredser doo wop og de nye tendenser i populærmusikken. Det er solskinspop med overtoner af The Beatles, jazz og The Summer of Love. Vokalpop, der når den er bedst, er på niveau med The Left Banke, The Turtles og The Merry-Go-Round.

Der er noget eksklusivt over det amerikanske band Spain, der næste år kan fejre sit tyve års jubilæum. I år har de udsendt albummet The Soul of Spain, og det er det fjerde siden 1995, hvor debutten og hovedværket The Blue Moods of Spain blev udsendt. Sølle fire album i løbet af små to årtier, hvis vi ser bort fra opsamlingsalbummet Spirituals: The Best of Spain fra 2003.

Men det eksklusive er ikke tilfældigt, og det blev understreget af den koncert, det Los Angeles-baserede band leverede i går aftes på det århusianske spillested Voxhall. Spains kultrenommé blev grundlagt med debutalbummet, der som titlen angiver er et musikalsk og tekstligt studie i melankoliens facetter. Det er en plade, der er fuldendt i den forstand, at den lukker sig omkring sit tema – og definerer Spains stil.

For er der noget, der blev tydeligt under det første lange sæt ved gårsdagens koncert, hvor Spain genopførte The Blue Moods of Spain i sin helhed, så var det, at Spain er et band med en distinkt stil. Med den hornbrillebeklædte Josh Haden – søn af jazz-musikeren Charlie Haden – som centrum og  vokal forgrundsfigur bekræftede Spain tekstligt, musikalsk og adfærdsmæssigt, at de stadigvæk lever op til deres renommé som mestre udi slow-core.

Koncerten begyndte 20.15, hvor de fem fåmælte musikere indtog scenen og med et enkelt ”Hello” fra Haden gik i gang med at opføre debutpladens sange. Typisk for bandets optræden var koncentrationen helt på musikken. Her var ingen utidig leflen for publikum. Haden kiggede enten ned eller sang med øjnene lukket. Der var noget shoegazing-indadvendt over attituden. Et kort øjeblik – et par sange inde i koncerten – måtte jeg spørge mig selv, om det, jeg følte, var kedsomhed. Men snart blev en undertrykt gaben afløst af en fascination af det nedtonede, tilbagelænede, indadvendte og intense univers, Spain lukkede publikum ind i. For selv om Spains attitude var langt fra den udadvendthed, man ofte forbinder med rock, så er der noget inkluderende over bandets koncentrerede musiceren. Man blev nærmest smittet af den blå stemnings mange lag.

Som åndsfællerne i Tindersticks formår Spain at bygge melodisk og komplekse sange op omkring den melankolske grundfølelse. Små enkle sange kombineres med længere komplekse mellemspilsstykker, hvor de fem musikere – ud over Haden på bas tre guitarister, hvoraf den ene også trakterede keyboards, og en trommeslager – fik mulighed at udfolde sig på nærmest improvisatorisk vis.

Efter opførelsen af The Blue Moods var der meget passende indlagt en pause, inden sidste, kortere set i Hadens melankolske kammerkoncert. Og her viste Spain sig fra en lidt mere udadvendt side med numre fra det senere repertoire, der minder mere om regulær rock uden dog at miste sit anstrøg af melankoli. Selv om hele orkesteret – bortset fra Haden selv – er skiftet ud siden starten, så er Spain stadigvæk en stilistisk enhed. Efter et enkelt ekstranummer var den godt og vel to timer lange koncert slut – og det ville næste føles som et brud på eksklusiviteten, hvis de obligatorisk ekstranumre havde været i flertal. Haden satte punktum med et fingerkys til publikum.

I aften har københavnerne muligheden for at få en sjælden aften i melankoliens skygge. Hvis de ellers kender deres besøgelsestid.

Selv om musikeren,sangeren og sangskriveren Jens Jepsen kun er 26, så er han nærmest en veteran i musiklivet. For to år siden debuterede han med albummet Walking Between the Sun and the Atmosphere, der nu følges op af The Queen survived. Musikken har været Jepsens følgesvend siden barndomsårene, og siden han satte studenterhuen på hovedet har det også været levevejen.

Og musikkens centrale placering i den unge danske sangskrivers liv kan læses ud af den nye plade, der er præget af en forbavsende musikalsk modenhed og generøsitet.

Som på mange af tidens udgivelser er der tale om en plade, der udmærker sig ved sin stilistiske variation. Titelsangen “The Queen survived, the King is dead”, der også indleder pladens i alt ti sange, er en lidt atypisk sang. Teksten er en fantasi over en imaginær krig i et feudalt samfund. En fantasi, hvis budskab måske er, at der er vigtigere krige at udkæmpe end dem på slagmarken: “Why don’t people fight more, when they feel the right war? Like I feel you“. Musikken associerer med sine trommer og strygere til det militære, men udfolder sig efterhånden som et regulært rocknummer, hvor rockguitarer ledsages smukt af piano og strygere. I det hele taget er brugen af strygere og instrumenter fra den klassiske musik et af de træk, der er særlig attraktion ved Jepsens nye plade.

Titelsangens fokus på forholdet mellem mennesker – specielt mellem mand og kvinde – er en ledetråd for flere af de øvrige sange, hvor poppens gamle, men langtfra udtømte tema “kærligheden” får sin del. Sangen “I Can’ See You”, der lige nu er mit favoritnummer, er en klagesang over fuglen, der er fløjet, og et jeg, der er efterladt på den ensomme strand med udsigt til de brændte broer. Men musikken – et heftigt rocknummer – leverer et velgørende modspil til den tekstlige tristesse. Sangen drives frem af et saftigt orgelspil (ved Rune Marzec) og ikke mindst Lars Ringgårds vilde, potente og dog kontrollerede mundharmonika, der får denne lytter til at tænke: Hvornår får det instrument en renæssance? Jo, det gør det selvfølgelig lige her!

“We Could Fall in Love” hedder sang nr. 3 og her afløses rocken af en smuk ballade, hvor Jens Jepsen får fint vokal støtte af Annemarie Jensen. En banal lille sang om kærlighedens umulighed og den indre krig, der får det hele til at falde fra hinanden. Ak, ja. Smukt er det med akustisk guitar og strygere, der smyger sig om sangernes røst.

Fra umulig kærlighed til den rene galskab er der ikke så langt. Og det er hvad sangen “We Are All Insane” handler om. Kærlighed, forelskelse som galskab. En storladen, kompleks ballade, der især fungere i kraft af sin patos og mindre grad ved sine popmelodiske kvaliteter.

“Rigby Avenue” gav mig associationer i retning af Beatles’ “Eleanor Rigby”. Tekstlige associationer (“all the lonely people…“). Og associationerne holder også så langt, at teksten beskriver en oplevelse af livets gang på et bestemt sted i denne verden – Rigby Avenue. Men de indledende strygere sender også tankerne i retning af Lennon & McCartney i en sang, der i øvrigt nok er pladens enkleste popsang.

“Open Road Calling” trækker også på rocksangenes mytologiske elementer. Her vejen – mere præcist “the highway” – som et billede på livet. Vejen, der ligger åben og kalder på en. Der er ingen “roadmap”, men du skal nok finde hjem før eller siden… Leif Bruuns diskrete lapsteel lægger en sart countrystemning over den søde, lille, ligefremme sang.

I “Until I Got You” griber Jepsen til dobroen i en sang, der også henter sit tekstmateriale i rockmytologien – en westernsaloon – og handler om kønnenes møde som one-night-stand. En iørefaldende popsang med Annemarie Jensen på kor igen (det sker i øvrigt på flere af sangene).

“Fall has fallen” er – som titlen næste antyder – en meditation over efterår og melankoli. Igen en stort anlagt ballade med flotte vokalarbejde, srygere og et emotionelt bevægende orgel.

I “Sweet dreams back to you” vender Jepsen tilbage til krigsmetaforen, som tekstligt binder sangene sammen til en helhed. Sangen handler om den krig, der udløser den elskedes natlige mareridt. Og ledsaget af sin guitar synger Jepsen sin lille sang som en trøstende vuggevise, der folder sig musikalsk ud som en blomst med de tilbagevendende strygere, lidt kor og hele rockorkesterudtrækket.

“See you soon” hedder pladens sidste sang om at sejle sin egen ensomme sø, når kærligheden er gået fløjten. Og sangen understreger måske pladeprojektets svaghed. Teksterne. For selv om teksterne passer vældig godt ind i sangen – ordene falder fint ind i musikken – så bevæger de sig ikke uden for de allerede afstukne og afprøvede grænser for rock- og pop. Og jeg tror, Jepsen skulle overveje at skrive på sit modersmål.

Bortset fra denne anmelderanke, så er det et virkeligt flot udspil, Jepsen serverer for lytterne. En gennemarbejdet, musikalsk plade, hvor Jespen generøst øser ud af sit sangskrivertalent og akkompagneres mere end overbevisende af et hold meget kompetente musikere. Det er nærliggende at sammenligne pladen med Jens Lysdals tidligere omtalte A Matter of Time. Det er på det imposante niveau, vi befinder os. Det er muligt, at pladen ikke kommer på hitlisten, men den fortjener mange lyttere blandt dem, der sætter pris på singer-songwriter-kunst af format. Og det skal blive spændende at se Jepsen og Co. på en koncertscene. “See you soon”… Hermed anbefalet.

Pladen udkommer i dag på plademærket Red Hill Records

HHS i Mod Strømmen gør opmærksom på, at den legandariske bassist m.m. Donald “Duck” Dunn er død 70 år gammel. Dunn døde i Tokio, hvor han opholdt sig for at deltage i Tokio Blue Note. De nærmere omstændigheder for hans død er endnu ikke fastlagt.

Vennen og den tro musikalske følgesvend Steve Cropper giver Dunn følgende korte skudsmål på sin Facebookside: “The World has lost the best guy and bass player to ever live”. Livslangt venskab og kollegial beundring i en nøddeskal. At kalde Dunn for “legendarisk” er ikke et udtryk for journalistisk hang til utidige superlativer. Dunns betydning for soulmusikken, som den blev frembragt på plademærket Stax, kan man ikke overvurdere. Som medlem af Stax-husorkesteret Booker T. & the MG’s satte Dunn et markant vandmærke på alle de hits, der i en lind strøm kom ud af studierne i en periode i tresserne. Fx indspilninger med Otis Redding (“Respect”) og Sam & Dave. Se HHSs lange liste i Mod Strømmen.

Dunn begyndte at spille bas som ganske ung, da det var gået op for ham, at han aldrig ville komme til at beherske en seks- eller flerstrenget guitar og hellere måtte overlade det job til barndomsvennen Steve Cropper. Man kan sige, at de to lavede en musikalsk arbejdsdeling, som kom til at præge populærmusikken dybt. Med sin personlige sound og sit distinkte groove var Dunn sammen med vennerne i MG’s – Cropper, Booker T Jones, Steve Potts m.fl. – med til at lægge en tæt og solid grund for soulmusikken, men også for den unge beatmusik, der voksende frem i England med navne som Beatles og Rolling Stones. Selv om Stones og Beatles var konkurrenter, så var begejstringen for soulmusikken et fælles udgangspunkt for kappestriden – og de sad i koncertsalen, da Stax Records tog på turne rundt i England med en række af soulmusikkens koryfæer og MG’s som backing. John Lennon var en stor fan og bruge The MG’s, da han indspillede nummeret “Beef Jerky” på albummet Walls & Bridges, og Paul McCartney skulle efter sigende at studeret Dunns både melodiske og funky basspil mere end en gang.

Ved siden af arbejdet som backingmusikere fik Booker T. & the MG’s også tid til at indspille egne plader og fik tidligt et hit med nummere “Green Onions”, der også gav navn til et album. Og listen af kunstnere, der har haft glæde af Dunns og MG’s færdigheder er alenlang og omfatter blandt andre: Muddy Waters, Freddie King, Albert King, Neil Young, Jerry Lee Lewis, Eric Clapton, Tom Petty, Creedence Clearwater Revival, Wilson Pickett, Sam & Dave, Guy Sebastian, Rod Stewart, Bob Dylan og Roy Buchanan.

I morgen runder nr. 2 fra venstre på coveret ovenfor, David Byrne, tres år. Banalt og ganske utroligt, for i mine tanker er David Byrne stadigvæk et stort legebarn, der med lige dele umættelig nysgerrighed, underdrevet humor og en uundværlig portion galskab genopfandt storby-rock’n roll i halvfjerdserne som en musikform, der både appellerede til de danseglade unge, de kuldslåede Kloge Åger, de ubekymrede hitlistelyttere og de traditionsbevidste, satte lytte ude ved hi-fi-anlæggene.

Det sket med gennembruds- og hovedværket Talking Heads: 77, der slet ikke blev så stort et hit, som erindringen er tilbøjelig til at gøre det til. En 97. plads blev det til på Billboards liste for popalbum, og singleuddraget “Psycho Killer” nåede op på en 92. plads på singlelisten. Men i løbet af de næste år fik albummet klassikerstatus og lagde sig i 2003 midt på Rolling Stones liste over de største album 500 album gennem tiderne.

Den lidt fortøvede anerkendelse af pladen er måske karakteristisk for klassikere i det hele taget. Deres betydning går først op for en i bakspejlet. Jeg kan endnu huske, at jeg købte pladen i en stor FONA-butik på strøget i Århus. Det var dengang, FONA endnu var en velassorteret pladeforhandler, hvor man kunne være heldig at finde meget andet end hitlisteplader. Jeg havde godt læst om Talking Heads’ plade – vist nok i Rollig Stone i øvrigt – og satsede på at gøre et fund. Og i løbet af de næste uger krøb pladen ind under min hud og blev en af de store opdagelser i post-punkens tid.

På sin egen vrante og dog skarpsindige vis sammenfatter denne blogs kritiker-tænkemester Robert Christgau ganske godt noget af pladens sammensathed og innovative kraft, når han i sin forbrugerguide skriver om lømlernen i Talking Heads og deres debutalbum: “A debut LP will often seem overrefined to habitues of a band’s scene, so it’s not surprising that many CBGBites felt betrayed when bits of this came out sounding like Sparks or Yes. Personally, I was even more put off by lyrics that fleshed out the Heads’ post-Jonathan Richman, so-hip-we’re-straight image; when David Byrne says “don’t worry about the government,” the irony is that he’s not being ironic. But the more I listen the more I believe the Heads set themselves the task of hurdling such limitations, and succeed. Like Sparks, these are spoiled kids, but without the callowness or adolescent misogyny; like Yes, they are wimps, but without vagueness or cheap romanticism. Every tinkling harmony is righted with a screech, every self-help homily contextualized dramatically, so that in the end the record proves not only that the detachment of craft can coexist with a frightening intensity of feeling–something most artists know–but that the most inarticulate rage can be rationalized. Which means they’re punks after all.” Pladen får et -A. Og det er stort på Christgaus karaktertabel.

Siden skulle Byrne og pladdernakkerne, som Dan Turèll fordanskede gruppenavnet til, raffinere og udfolde de muligheder, der lå implicit i Talking Heads: 77, i andre mesterværkern som opfølgeren More Songs About Buildings and Food (1978), treeren Fear of Music (1979) og Remain in Light (1980). Midt i firserne var potentialet i Talking Heads ved at være udtømt, og Johanthan Demmes dokumentarfilm Stop making sense om bandets turnevirksomhed i kølvandet på albummet Speaking in Tounges satte med sin symbolske titel og sin imponerende realisering af koncertfilmgenren både en krone på værket og et imaginært punktum for en flot karriere.

Selv om der endnu var et par gode album i bandet – Little Creatures (1985) og True Stories (1986) – så var det blevet tydeligt, at David Byrne var på vej mod en solokarriere, selv om han måske ikke helt selv var klar over det. En fingerpeg om, hvor David Byrne var på vej hen musikalsk set, fik man, da han sammen med Brian Eno tilføjede endnu en dimension til fænomenet World Music med albummet My Life in the Bush of Ghosts (1981). Byrne og de andre var ved at vokse fra hinanden. Det musikalske koncept, der var blevet etableret med Talking Heads: 77 og udfoldet over de næste plader, var ikke længere nok for Byrne, der hellere ville nedbryde musikalske grænser end blive inden for de allerede afstukne. Opløsningen af Talking Heads var lige så smertefuldt som mangen en ægteskabsopløsning. Den kærlighed, der havde bundet medlemmerne samme var erstattet af bitterhed og smerte. Næsten sympomatisk var Tina Weimouths udtalelse til Bassplayer om, at forholdet til David Byrne: ”I do still love David; I just wish he loved us.”.

Siden det officielle opbrud i gruppen i 1991 har David Byrne på en række soloplader og gennem teater- og filmprojekter o.a. fortsat med at sondere de muskalske grænseområder mellem rock, pop, verdensmusik og meget andet. Ikke med helt den samme bevågenhed i medierne som i årene med Snakkehovederne, men altid interessant og udfordrende. Nu bliver han så tres år, og han har sikkert mange musikalske skud i bøssen endnu.

To sjæle en tanke: Medens jeg har skrevet på ovenstående har Torben – selvfølgelig – markeret dagen på sin egen facon.

Talking Heads sidste store singlehit, “Burning down the House”

“She’ll be coming round the mountain” – en gammel amerikansk folkesang med rødder i negro spiritual-sangen “When the Chariot Comes” var en af de amerikanske sange, vi sang i folkeskolen. Ofte endda. Jeg husker endnu tydeligt melodien, og hvordan det lød, når små 30 børnestemmer sang den. Men den lød bestemt ikke, som den gør i Neil Young og Crazy Horses udgave…

She’ll be coming ’round the mountain when she comes, (when she comes).

She’ll be coming ’round the mountain when she comes, (when she comes).

She’ll be coming ’round the mountain, she’ll be coming ’round the mountain,

She’ll be coming ’round the mountain when she comes, (when she comes).  etc.

Oh we’ll all come out to meet her when she comes, etc.

She’ll be wearing pink pajamas when she comes, etc.

We will kill the old red rooster when she comes, etc.

We’ll all be shoutin’ “Halleluja” when she comes, etc.

She’ll be comin’ down a road that’s five miles long, etc.