Allehelgensaften…

31. oktober 2014

I aften er det Allehelgensaften – eller som de angelsaksiske lande foretrækker at kalde den: Halloween. Endnu et stykke primært amerikansk kultur er blevet importeret og kommercielt udnyttet til fulde i Europa og lille Danmark. Bortset fra et enkelt lille græskar, der står uden for døren til casa capac, så har denne amerikanisering ikke fået adgang til hjemmet – og vil ikke få det med min gode vilje.

I forbindelse med begivenheden, så har DRs filmanmelder lavet en lille liste over uhyggelige film, man passende kan se for at komme i den rette hollywoodske halloweensteming. Det drejer sig om John Carpenters Maskernes Nat, den japanske The Ring af Hideo Nakata og endelig Børnehjemmet af J. A. Baoyna. Alle tre er absolut seværdige film. Den sidstnævnte har jeg skrevet udførligt om i bloggen. Og jeg kunne have lyst til at anbefale en enkelt, ældre film, der også kan få de små hår til at løfte sig på arm og nakke.

Filmen er Robert Aldrichs thriller Hush…Husk Sweet Charlotte fra 1964 med Bette Davies i hovedrollen. Den gjorde et gyseligt indtryk på mig, da jeg så den i tresserne.

En anden ældre film, der også egner sig til formålet, er Jack Claytons The Innocents fra 1961 med Deborah Kerr og Michael Redgrave i hovedrollerne. Det er en såkaldt gotisk horror-film, der skaber uhyggen ved hjælp af spøgelser og børn, der er blevet besat. Også den virkede efter hensigten på den unge capac tilbage i tresserne…

læst 2 gange

John Cale bearbejder sorgen…

31. oktober 2014

Årsdagen for Lou Reeds død har vi passeret og markeret. Og i forbindelse med denne dag har hans gamle makker udsendt videoen og sangen “If you were still around”, der godt kan opfattes som en slags sorgarbejde fra Cales side… Men som altid: relevant og tankevækkende, når det gælder John Cale.

læst 3 gange

Paolo Giovanni Nutini på World Cafe

31. oktober 2014

Skotten med de italiensklydende navn Paolo Nutini har jeg tidligere talt varmt for – og gør det gerne igen. Han har en rigtig god stemme og synger nogle rigtig gode sange. Lyt til ham og bandet, når de optræder på NPRs World Cafe - lige her.

 

læst 1 gange

Cat Power kommer forbi

31. oktober 2014

Mere end tyve år har Cat Power været undervejs og alligevel har jeg ikke fået skrevet ret mange linjer – om nogen – i denne blog om den 42-årige singer-songwriter, der bærer det borgerlige navn Charly Marie Marshall og kommer fra Atlanta, Georgia. On netop i disse år oplever hun måske det succesmæssige højdepunkt i sin karriere. I hvert fald er det lykkedes for hende at komme højt op på Billboards top 200 med sit seneste album Sun.

Cat Power er et barn af sin tid, og det afspejler sig i hendes musik, der bestemt ikke har været for fastholdere. Som en svamp har hun suget til sig af den ameriakanske populærmusiks rødder – fra punk over folk til soul.

Cat Power havde en omflakkende barndom som skilsmissebarn, og i en alder af seksten år stod hun på egne ben. Hun lærte sig selv at spille på guitar og kom med i et musikalsk kollektiv, der efterhånden blev til gruppen Cat Power. I begyndelsen var drejede det sig dog mest om at være sammen med vennerne, feste igennem med stoffer og sprut – og have det sjovt. Alvoren kom ind, da hun som tyveårig flyttede fra Atlanta til New York, hvor hun begyndte at optræde på de små steder og blev en del af New Yorks eksperimenterende musikscene. Og i 1994 indspillede hun sine første to low-budget-albums Dear Sir og Myra Lee sammen med guitaristen Tim Foljahn og trommeslageren Steve Shelley (Sonic Youth).

Om det at indspille plader har hun udtalt: “I never saw recording [music] as an objective because I never sold any records [...] when I started touring and playing shows, [then] I thought, ‘I can play this show and make the same amount of money I would by working two or three jobs.’ I could see the world and still work. Travel, play, try to make enough money for the hotel and the Greyhound bus or whatever I needed to do. I could be free and play whatever I wanted to play. There were no rules. The only time there was a rule was when I actually had to physically put my records in someone else’s hands.” Alligevel har hun siden 1996 været tilknyttet et større plademærke – Matador Records – hvor hun frem til 2000 har indspillet en god håndfuld album.

I nullerne har Cat Powers karriereforløb været præget af psykiske problemer og et alkoholproblem, der især gik ud over hendes optrædener. Men hun har udsendt gode, lytteværdige album i starten af dette århundrede, bl.a. The Covers Record fra 2000, der som titlen angiver er coverversioner af andres sange – og det er en af mine favoritter i hendes samlede produktion. I 2003 udkom You Are Free, der består af hendes eget materiale. Den blev i 2006 fulgt op af den souther-soul-inspirerede plade The Greatest – og de to plader var med til at bringe Cat Power ind på hitlisten. Ganske vist langt ned på listen, men dog som et udtryk for, at hun var ved at få tag i et større publikum.

Som kunstner er Cat Power et modstykke til tidens mange glatpolerede, karrieretjekkede singer-songwriters. Der går mange historier om hendes til tider excentriske, skødesløse koncertoptrædener. Og det handler ikke kun om, at hun har været mere eller mindre beruset og påvirket af sceneskræk, men om, at hun er en søgende og eksperimenterende kunstner for hvem perfektionisme og og perfekt overflade er underordnede kriterier.

Cat Power træder op på Voxhall i morgen, lørdag den 1. november

 

læst 3 gange

Grace Slick fylder 75

30. oktober 2014

…og det markerer jeg med en 45 år gammel klassisk optagelse med Slick og hendes band Jefferson Airplane. White Rabbit fra Woodstock-festivalen. Et højdepunkt i karrieren og i rocken…

Tak til Mod strømmen for at gøre opmærksom på denne mærkedag…

Tilbagespoling

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

læst 6 gange
læst 6 gange