CAPAC

Pete Townshend – 68

19. maj 2013

Pete Townshend fylder 68 år i dag. Han er mest kendt for sin rolle som sangskriver, guitarist og skaber af The Who. Men på årsdagen synes jeg vi også skal huske hans andre projekter. De syv mere eller mindre vellykkede soloalbums – og han rolle som som sideman for en række kunstnere – fra Elton John over David Bowie til Paul McCartney. Jeg vil markere dagen med at linke til dels en fin koncert med Townshend fra 1985 – og til albummet Rough-Mix, som han lavede sammen med The Faces’ Ronnie Lane, og som er en af de plader, der skal med på min øde ø. Og så må jeg vist se at få læst manden erindringer…

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 0 gange

Velkommen til en musikalsk legestue – Swab – Panorama Playground

18. maj 2013

I begyndelsen af denne uge udkom Swabs album Panorama Playground. Bag kunstnernavnet Swab gemmer sig Jesper Schwabe Andersen, der er kendt som medlem af Bumsestilen og som DJ og producer.

Swabs udgangspunkt ved DJ-pulten og i den danske hip-hop fornægter sig ikke på den nye plade, men hvis man tror, at man blot skal opleve en rappende, hip-hoppende skive musik, så går man helt galt af Swab. For som titlen Panorama Playground antyder, så inviterer Swab lytteren på en musikalsk legestue, hvor elementer af rock, pop, electronica, trip og hip hop stykkes ubesværet og legende sammen til et organisk hele af musik.

Min omtale af pladen er blevet lidt forsinket, og en af årsagerne har været, at jeg har måttet lytte mange gange til pladen for at danne mig en mening om den. Derfor har den ligget på min bærbare afspiller og er blevet spillet non-stop de sidste mange dage. Når det tog lidt tid, så hænger det sammen med, at den ikke lyder som ret meget andet, jeg har hørt de sidste par år eller mere. Jovist kan jeg godt høre, at pionererne Massive Attack et eller andet sted stikker deres hoved frem i musikken, men først og fremmest lyder det som Swab. Og det kendetegnende ved Swab er hans nærmest fordomsfrie og legesyge tilgang til sounds, effekter, melodiske fragmenter osv. Og legesygen har resulteret i en plade, der fik mig til – uden sammenligning i øvrigt – at tænke på The Beatles og deres Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Det var på den plade, Beatles for alvor gjorde deres musikalske trang til at eksperimentere med studiets teknologiske muligheder til et legesygt projekt. Swab har selvfølgelig et ganske andet udgangspunkt, men trangen til at lege med de forhåndenværende tekniske hjælpemidler er den samme.

Swab er uden tvivl besat af sin metier og sin kærlighed til mikserpult, rap, hip hop osv. Og det viser sig allerede i det indledende nummer “Listen up!”, der ikke blot er en opfordring til lytteren om at slå lyttelapperne ud, men også er en metasang om lydens – soundens – vigtighed. We’re gonna talk about the sound of your drums… siger stemmen, efter at trommerne har taget over efter en scratchende indledning. Og derefter følger nogle æstetiske overvejelser over trommelydens, pianoets og soundens betydning. Med den lille popindsmigrende indledning er stilen ligesom anslået. Her skal leges og kæles for lyden. Og projektet indløses med hjælp fra en række danske og udenlandske legekammerater, bl.a. Mac Lethal, Blu Rum 13 og Emil Samsing/Le Gros. Det musikalske udtryk spænder fra hard core trip hop over syret rock til sange, der dybest set er renlivet pop. Et eksempel på det sidste er singleudspillet og pladens fjerde nummer “A killer in my dreams (feat. LeGros)“, der i et lettere arrangement nok kunne gøre sig ved det forestående MGP… Et andet lysende eksempel er sang nr. 6, der meget passende hedder “Don’t foget the song”. Og det er lige netop hvad dette nummer ikke gør. Det er den pureste pop.

Det har efter sigende taget meget lang tid at lave pladen, og det fornemmer man. Trods sit ludiske præg virker pladen helt igennem gennemarbejdet som et organisk sammenhængende stykke musik. Et moderne conceptalbum, der overbevisende demonstrerer, hvilket musikalsk potentiale, der ligger i den bunke isenkram, som trip hop, rap og hip hop benytter sig af. Netop pladens karakter af panoramisk helhedsbillede gør, at det kan forekomme urimeligt at fremhæve enkelte skæringer på pladen. Den skal og bør høres i sin suveræne totalitet – gerne bag nogle gode ørebøffer, der lader de mange lag af lyd og miks komme til deres ret. Panorama Playground er en af dette års store plader efter min mening. En plade, der fortjener at blive lyttet til af mange andre end rappens, hip hoppens og trip hoppens faste lyttekreds. Hermed helhjertet anbefalet.

Swab. Panorama Playground. Producer: Swab. Tallman Records. Udkom mandag d. 13 maj

Skrevet i Musik | Tagged CAPAC anbefaler, Musik | Ingen kommentarer »

læst 28 gange

Lucinda Williams besøger Voxhall i Århus – og det er på tirsdag

17. maj 2013

Det er ikke kun Bossen – Bruce Springsteen – der besøger Danmark her i maj måned. Og selv om hans ankomst og optræden overskygger næsten alt, så er der grund til at pege på andre musikoplevelser, der – i min vurdering – kan matche Springsteen på mange måder. En af dem er Lucinda Williams, der optræder på Voxhall i Århus på tirsdag.

Det er selvfølgelig lidt vovet – og måske også politisk ukorrekt – at hævde, at Lucinda kan matche selveste Bossen. Men det mener jeg faktisk, at hun kan.

Ganske vist er hun langtfra så kendt, og hendes karriere har taget et ganske andet forløb en Springsteens. Hvor det tog Bruce cirka 10 år at slå igennem, har det taget den nu 60-årige Lucinda hele 20 år at nå frem til et gennembrud. Hun fik udsendt sit første album – Ramblin‘ – tilbage i 1979. Det var et album, der med fortolkninger af blues (fx Robert Johnson, country (Hank Williams) og cajun (Clifton Chenier og Memphis Minnie) om ikke andet fik karakteriseret den americanamuld, som Williams’ musik vokser op af, og som har gennemlyst de ialt 11 album, det er blevet til siden hen.

Der skulle gå godt ti år, før gennembruddet til et større publikum kom. Det skete med albummet Car Wheel on a gravel Road, der så dagens lys i 1998. Det var med det album, at Williams omsider nåede hitlisterne med sin udgave af the happy woman blues (for nu at citere titlen på hendes andet album fra 1980). Pladen resulterede også i en grammy i kategorien Bedste samtidige folkalbum – og den solgte til en guldplade. I det hele taget fik den ros og kritikerroser nok til en hel karriere. Og den er siden hen blevet genudgivet i en dobbeltcd-deluxe-udgave (2006) for at understrege dens betydning.

Som andre af Williams’ plader så afslører Car Wheels en sangskrivning, der afspejler et ganske almindeligt, amerikansk hverdagsliv i Syden set fra en selvbevist og stolt kvindes synspunkt. Ser vi bort fra kønsperspektivet, så minder Williams – og matcher – ganske godt den americanadyrkende Bruce Springsteen. Andre mere eller mindre beviste forbilleder finder man i – ja, igen – en Bob Dylan.

Titelsangen fra Car Wheels anslår ganske fint tematikken og tonen i Williams’ kunst. Det er kleinkunst, der åbner sig for den der kan lytte og læse indenad. Med sin modnede, erfaringslidte tenor synger Lucinda om en sydstatsverden, hvor virkelighedens ubønhørlige krav, drømmenes evigt kværnende motor og kærlighedslivets svimlende karusselture krydser hinanden og leverer et stykke americana, der i kvalitet sagtens kan måle sig med Bossens. Og det er ikke helt tilfældigt, at selveste Roy Bittan – Springsteens medmusiker – netop medvirker på denne plade og er med til at understrege den storladenhed, som Williams’ sange deler med Springsteen og Dylan.

Sittin in the kitcken a house in Macon

Loretta’s singing on the radio

Smell of coffee eggs and bacon

Car wheels on a gravel road

Pull the curtains back and look outside

Somebody somehere I don’t know

Come on now child we’re gonna go for a ride

Car wheels on a gravel road

Can’t find a damn thing in this place

Nothing’s where I left it before

Set of keys and a dusty suitcase

Car wheels on a gravel road

There goes the screen door slamming shut

You better do what you’re told

When I get back this room better be picked-up

Car wheels on a gravel road

Low hum of voices in the front seat

Stories nobody knows

Got folks in Jackson we’re going to meet

Car wheels on a gravel road

Cotton fields stretching miles and miles

Hank’s voice on the radio

Telephone poles trees and wires fly on by

Car wheels on a gravel road

Broken down shacks engine parts

Could tell a lie but my heart would know

Listen to the dogs barkin in the yard

Car wheels on a gravel road

Child in the backseat about four or five years

Lookin out the window

Little bit of dirt mixed with tears

Car wheels on a gravel road

Lucinda er datter af en digter og litteraturprofessor (Miller Williams), og hans optagethed af kunst og litteratur smittede af på den unge Lucinda, der begyndte at skrive tekster og interessere sig for musik, inden hun havde smidt barneskoene hjemme i Lake Charles, Louisiana. Og som ganske ung kastede hun sig over musikken. Først med coverversioner af country, blues osv. Siden – på Happy Woman Blues i 1980 – begyndte hun at spille sine egne sange.

Når Williams ikke er nået helt op i rockens førstedivision, så hænger det bl.a. sammen med, at hun insisterer på at være sin egen stemme i den moderne countryrock, og det har haft den pris, at der er gået temmelig lang tid mellem hendes pladeudgivelser. Og det går ikke i en branche, hvor man helst skal holde den kommercielle gryde i kog hele tiden.

Men på tirsdag træder hun altså op for et dansk publikum, og jeg glæder mig til at opleve hendes sange au naturel – og vil selvfølgelig skrive om koncerten efterfølgende.

Skrevet i Musik | Tagged koncert, Musik | 4 kommentarer »

læst 28 gange

The Doors – i det uendelige…

16. maj 2013

Der er tilsyneladende ingen ende på Jim Morrison og The Doors. Selv om man skulle tro, at alt, hvad gruppen har indspillet i studie og på scene efterhånden må være overført til plademediet, så er det langt fra tilfældet. Det sidste skud på stammen er den imponerende udgivelse The Doors Infinite, der er en såkaldt ‘limited edition’, bestående af seks plader i hybrid SACD-kvalitet. Og vi taler om vinylplader med – forlyder det – en forbavsende flot lyd. Og prisen er derefter, men luksusudgaven er Gefundenes Fressen for rigtige Lizard Kings..

Når The Doors bliver ved med at betage publikum, så skyldes det ikke kun Jim Morrisons flamboyante og fascinerende levned, men i allerhøjeste grad, at vi har at gøre med en gruppe med en helt unik sound. Ingen lyder som The Doors – og man er aldrig i tvivl om, at det er The Doors, der spiller.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 8 gange

Pistolannierne er tilbage: Annie Up

15. maj 2013

Det kønne countrytrekløver Pistol Annies, som jeg omtalte i 2012, er tilbage med et nyt album med titlen Annie Up. Og der er sluppet en video ud med sangen “Hush Hush”, der viser, at der ikke er nogen form for nytænkning hos de tre damer – og det er godt nok.

Skrevet i Musik | Tagged Musik | Ingen kommentarer »

læst 7 gange

(For)tabt powerpoprock fra 1978-83

15. maj 2013

I strømmen af cdudgivelser kommer der undertiden små perler, der alt for nemt går i glemmebogen. Ofte sker det, fordi man slet ikke kommer til at høre om dem eller kun ved en tilfældighed. Sådan som tilfældet har været for mig, da jeg faldt over albummet Radio Ready: Lost Power Pop Hits 1978-83: Texas , Vol. 1.

Det er det lille obskure pladeselskab Cheap Rewards Records, der har fået den fine idé at udgive en opsamlingsplade på sort vinyl og digitalt med tretten skæringer af genuin powerpop fra senhalvfjerdserne og starten af 1980′erne. De tretten navne blev aldrig til det store, men Pengwins, The Fad, The Lawnmovers, The Haskells, The Rattlecats og hvad de nu hedder kunne sagtens have været hitlistepotentiale, hvis omstændighederne havde været til stede. Det er ikke hits det hele, men der er fine eksempler på melodiøs, fremadpiskende powerpoprock på udgivelsen. 1-2-3-4 go!

Skrevet i Musik | Tagged Musik | Ingen kommentarer »

læst 7 gange

Tag strømmen på dansk rock

15. maj 2013

Som læserne af denne blog vil vide, så er det såre almindeligt uden for dette lands grænser, at give publikum mulighed for at lytte til hele albums som såkaldte “streams”. Lige som man i gamle dage – i 1960′erne – på Danmarks Radio kunne opleve, at hele album blev afspillet fra ende til anden, så kan man her og hisset lytte til nye album. Ikke ethvert album skal siges, men tendensen mod at give lyttere en chance for at lytte til albummet, før man evt. overvejer at købe det, er i fremmarch.

Men hvad med Danmark? Her er det gået noget trægere, selv om der har været eksempler. Men nu viser Politiken vejen, idet avisen i samarbejde med et af de store streamingtjeneste, giver læserne – også de ikke-betalende – mulighed for at lytte til det seneste udspil fra When the saints go machine, “Infinity pool”. Det burde være meget mere almindeligt at promovere dansk rock og pop på den måde.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 8 gange

Hvorfor finder vi os i det: dårlig koncertlyd?

15. maj 2013

Bossen kom, spillede og – larmede. Politiken sammenfatter anmeldernes vurdering af koncerten med det amerikanske ikon med rubrikken Bossen var god – lyden var »gebrækkelig«. Selv om ikke alle anmelderne er enige, så må der jo være noget om snakken. Og det er ikke første gang, der har været problemer med lyden på den københavnske fodboldarena Parken. Jeg oplevede det selv med Fleetwood Mac for nogle år siden, og der har været flere andre koncerter, der har været plaget af det problem.

Det får mig til at tænke: Det kan vi som forbrugere – jo, forbrugere, for en koncert er en vare som enhver anden – ikke være tjent med. I en tid, hvor koncertpriserne har været på himmelflugt, og hvor mange musikere tjener deres vigtigste indkomst gennem koncerter, så må vi kunne forvente et vist kvalitetsniveau på det tekniske område. Alternativt bør vi have ret til at få billetten helt eller delvist refunderet. Det er en misforståelse, at vi som koncertgængere blot skal affinde os med elendig lyd, der umuliggør en musikalsk oplevelse. Hvad enten det foregår i Parken, på Roskilde Festival eller på en lille lokal koncertscene. Sat på spidsen: Jeg ville føle mig taget gevaldigt ved næsen, hvis jeg havde betalt 4.000 kroner for en eksklusiv billet med Rolling Stones – og så blev spist af med elendig lyd.

Nu var jeg desværre ikke til koncerten med Springsteen, men det ændrer ikke ved sagen. Som koncertgænger er der forhold, der er uacceptable. Dårlig lyd, publikum, der ikke kan holde kæft eller holde mobiltelefonerne i lommen/tasken osv. Jeg synes, nogen skulle kontakte forbrugerombudsmanden i sagen om Bossen i Parken.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

læst 8 gange

The Handsome Family: Wilderness

14. maj 2013

Det er snart længe siden, jeg har haft fat i The Handsome Family – Honey Moon, koncert i Aarhus, Gotisk country, – men nu er de tilbage med et splinternyt album med title Wilderness. Du kan høre hele albummet lige her. At dømme efter de første gennemlytninger, så er der intet nyt fra den kant. Og intet nyt vil sige godt nyt. Syrede tekster i krydret alt country sovs. Velbekomme.

Skrevet i Musik | Tagged Musik | Ingen kommentarer »

læst 9 gange

Barfodede sangerinder: fra Emmelie de Forest og tilbage til Sandie Shaw

13. maj 2013

“Danmarks barfodede bidrag er hele Europas grandprix-darling” skriver Politiken i et forskræp til dette års Melodi Grand Prix, hvor det danske bidrag, den unge, barfodede Emmelie de Forest, spås vinderchancer af de internationale bookmakere, som mere end nogen fortæller os noget om, hvad der er på spil ved den begivenhed. Jeg skal ikke overvære MGP, men ønsker selvfølgelig Emmelie alt godt ved onkurrencen. Måske der denne gang er en enkelt eller to mindeværdige sange med. Det kan man jo håbe på…

Det med de bare fødder på scenen er mestendels en gimmick. Noget, der skal skabe opmærksomhed og interesse. Selv om Annisette har givet udtryk for, at det også kan have noget at gøre med den fysiske oplevelse af musikken (rytmen, der banker op gennem fodsålerne) .

Engang var der en anden ung dame, der blev markedsført med sine bare fødder, og også gjorde en fin figur ved Melodi Grand Prix. Nemlig Sandie Shaw, der vandt MGP i 1967 med sangen “Puppet on a string“. Med til den historie hører, at Shaw på det tidspunkt var en dalende stjerne på pophimlen, og sangen “Puppet on a string” var hendes managers idé. Den skulle puste nyt liv i karrieren – hvad den altså også gjorde – men Sandie brød sig ikke om den, fordi den var atypisk for hendes materiale.

Den nu 66-årige barfodssangerindes materiale var præget af en udsøgt smag for gode, iørefaldende popmelodier, der sammen med hendes særprægede stemme sikrede hende stor succes i hjemlandet og det øvrige Europa i tresserne.

En af hendes store fans var/ er The Smiths Steven Patrick Morrissey, der har en svaghed for tressernes store sangerinder. Og netop denne svaghed spillede en ikke ubetydelig rolle for bandets opløsning, idet Johnny Marr fra gruppen ikke kunne se nogen idé i at spille covernumre af gamle tresserhits. Ikke desto mindre inspirerede Sandie Shaw The Smiths til deres 1984-hit “Heaven knows I’m miserable now” (inspireret af Shaws ”Heaven Knows I’m Missing Him Now“). Og de optrådte også sammen ved flere lejligheder.