Capac anbefaler: Erland & the Carnival

28. august 2014

De små formater er i vælten igen, sådan som de var før LP’en storhedstid. Og derfor sidder jeg her med en single (og et album) med Erland & the Carnival. De er tale om to numre – Birth of a Nation og Wrong – der begge er hentet fra bandets nye album Closing Time, der netop er udkommet her i landet på Target Records.

Erland & the Carnival består af Erland Cooper og Simon Tong (der har en fortid i The Verve, The Good, The Bad & The Queen og Gorillaz) og Closing Time er deres tredje fælles album.

Singlen er og bør være en døråbner til albummet. Og sådan er det også. “Birth of a nation” er en ægte popperle, der er drevet fremad af piskende trommer, et energisk klaver/piano og med Erlands gode, drengede stemme svævende over rytmelaget. Det er en melodi, der har noget nærmest ABBAsk over sig, uden at jeg tror, at hverken Erland eller bandet er direkte inspireret af svenskerne. Men nummeret har samme medrivende, iørefaldende intensitet som dem, når de var i det hjørne.

“Wrong” derimod er en helt anderledes nedtonet sag, der består af et yderst diskret symfonisk arrangement, lidt electronica og så Erlands stemme. Det er en sang, der nok har popkvaliteter, men i øvrigt er mere indadvendt og lukket om sig selv end man forventer af en popsang.

Og på den måde giver singleudspillet et udmærket signalement af spændvidden på bandets nye album “Closing Time”. Her har vi både et forførende popsange, der skriver sig ind i den store velorkestrerede poptradition, som bl.a. ABBA tilhører. Som fx i titelsangen “Closing Time”. Og i den anden ende har vi sange som “Wrong” eller “Quiet Love”, der er mere introverte og meditative. Og det er nok dette lag af sange, der har overvægten på pladen.

Overordnet set, så har Erland og Co. en forkærlighed for symfoniske arrangementer, der er subtilt diskrete og underordnet de popkvaliteter, der er i sangene. Det er musik, der – i mine ører – tager sigte mod albummediet mere end popradiostationernes hitplaylister. Og det skal forstås som en kvalitet.

Man bør lytte til Erland & The Carnival, hvis man er et popøre, der ud over fængende hitkvaliteter søger det eftertænksomme og kontemplative.

Erland & The Carnival. Birth of a Nation. Full Time Hobby. Er udkommet.

Erland & the Carnival. Closing Time. Target Records. Er udkommet.

læst 5 gange

Genhør: Blue Cheer – Vincebus Eruptum (1968)

27. august 2014

Da Blue Cheers debutalbum Vincebus Eruptum udkom i 1968 fik den en del kommentarer og afspilninger med i Danmarks Radio hos Jørgen Mylius o.a. Og en anekdote, der flere gange blev fortalt i den forbindelse var, at medlemmerne i Blue Cheer var tidligere Hells Angels-medlemmer, der havde stillet motorcyklen til side og grebet instrumenterne.

Det var dog en mytologisk anekdote, der ikke helt havde hold i virkeligheden. Et gran af sandhed var der god i den forstand, at bandets første manager var fra Hells Angels, og at bandet optrådte ved adskillige bikertræf i San Franciso-området. Men ellers opstod Blue Cheer – der efter sigende tog navn efter et populært LSD-produkt i tiden – i det frodige musikalske miljø i tressernes San Francisco. Og inden den første plade blev indspillet havde der allerede været adskillige musikere ind over, inden grundstammen blev fastlagt med Dickie Peterson (sang, bas), Leigh Stephens (guitar) og Paul Whaley (trommer).

Vincebus Eruptum fik rigtig gode anmeldelser, da den kom frem, og klarede sig nogenlunde på hitlisterne uden at blive storsælgende. Med til at fremme successen var, at Blue Cheer havde lavet en fortolkning af Eddie Cochrans glansnummer “Summertime Blues”, der indleder albummet. Og netop denne flossede, majestætiske udgave var i højeste grad med til at definere Blue Cheers eftermæle som et band, der var med til at grundlægge heavy metal-genren. Til anekdoterne hører historien om, at gruppen ødelagde alle højtalerne i Amigo Studios i North Hollywood, hvor pladen blev indspillet i 1967. På grund af lydniveat.

Selv om man godt kan høre på Vincebus Eruptum, at Blue Cheer udsprang af den psykedeliske musik i San Francisco i tresserne, så er det den rå, støjende bluesrock, der først og fremmest kendetegner bandet. Det understreges nok allerbedst i det næsten otte minutter lange nummer “Dr. Please”, hvor den forvrængede guitar og de buldrende trommer får lov til at folde sig helt ud.

Genhørt her mere end 45 år efter udgivelsen, så har jeg lidt svært ved at identificere pladen som heavy metal. Nej, der er tale om hård blues-rock, der er udtænkt og udført under inspiration af datidens store dynamiske trioer, Jimi Hendrix Experience og Cream ikke mindst. Og som i disse bands kompenseres der for trioens begrænsninger ved et højt lydniveau og frenetiske instrumentale udladninger. Og det skal forstås som en udmærkelse…og Blue Cheer overgik dem alle i den henseende.

I forskellige gestaltninger har Blue Cheer været aktive helt frem til starten af dette århundrede, men de har på intet tidspunkt nået samme højder som på debutpladen, der er og bliver en indflydelsesrig klassiker i støjrocken, Såvel Sonic Youth som Neil Young må have lyttet meget til den plade genenm tiden.

Vincebus Eruptum er et album, der holder 100% og bærer sin alder med stor friskhed og en energi, der må gøre mange moderne rockmusikere blege af misundelse.

læst 2 gange

Kate Bush på scenen

26. august 2014

Ja, den store begivenhed i Storbritannien er Kate Bushs tilbagevenden til scenen. Selv har jeg aldrig været den store fan af Kate Bush. Jeg har en enkelt plade med Bush, og det siger vist alt. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan høre kvaliteterne i hendes sange og hendes sang. Hun er bare ikke rigtig brændt igennem hos mig. Sådan er det jo nogle gange med musik. Men her er en af de sange, jeg rigtig godt kan lide – Running up that hill.

læst 1 gange

Aarhus Festuge – 2014

26. august 2014

Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst deltog i Aarhus Festuge. Og siden dengang har kriteriet for en deltagelse været: Hvad med musikken? I år er det mest iøjnefaldende musikalske indslag festugestarten “Åbent hus”, hvor de aarhusianske flagskibe Thomas Helmig og TV-2 (plus gæster) optræder i Mindeparken for 40.000 publikummer. Der er for længst udsolgt.

Såvel Helmig som Tv2 er nok værd at bruge en aften på, men udsigten til at stå som sild i en tønde sammen med 40000 andre har fået mig til at trække følehornene til mig for længe siden. Jeg er som bekendt (Roskilde er du der?) ikke til alt for store festivallignende forsamlinger, når det drejer sig om musik.

Ellers er det så som så med de musikalske udfordringer i festugen, hvis man sætter næsen op efter musikalske oplevelser, der række rud over dem, vi kan få løbende gennem året i Aarhus. Men jeg har nok forkerte forventninger til festugen i den jyske hovedstad.

læst 5 gange

Flere Basement Tapes…

26. august 2014

Næppe har man fordøjet nyheden om, at nogle nye Basement Tapes er på vej i T Bone Burnetts udgaver, før nyheden om en komplet udgave af Bob Dylans og The Bands egne indspilninger i dylans Bootleg Series (vol. 11). I årevis har hard core Dylanfans forsøgt at retablere hele projektet ved hjælp af diverse bootlegudgivelser, så det må vist være på tide, at den officielle udgave ser dagens lys. Det skulle ske til november. Sitet Bobsboots skriver: A complete overhaul of the basement tapes. 128 tracks in total, completely remastered with a major leap forward in sound quality compared to the original 5CD set. Put together in a much more organized and logical sequence. High quality packaging, 2 booklets, extensive original source notes and reprints of important press coverage. Original pressing limited to 500 copies.”. Læs mere om udgivelsen her

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

læst 7 gange
læst 7 gange