The Go-Go’s på DR

24. januar 2021

Hvis man er kørt lidt træt i håndboldsfeberen på tv, kan man i aften se en dokumentar om The Go-Go’s. Pigerockbandet, der var store i 1978-1985 (men vist stadigvæk optræder efter et antal gendannelser). De var ikke rigtig punk, men New Wave. De havde energien fra punken, skrev fængende sange, der egnede sig til hitlisterne. Og så hjalp det nok også, at de var piger/kvinder og så godt ud. Sådan var det dengang (og vel også endnu…). Udsendelsen kan ses på DR2 kl. 23.10, men kan også streames på DRs hjemmeside.

1 har læst indlægget

Judy Gringer – 80

23. januar 2021

Skuespillerinden Judy Gringer fylder 80 i dag. I næsten 50 år var hun en fast bestanddel af dansk film, revy og teater. Med sit blonde, barmfagre udseende var hun næsten prædestineret til rollen som “sexbombe”, som den danske Wikipedia skriver. Og det er da rigtigt, at hun bl.a. fik stor folkelig bevågenhed for sin sketch med Dirch Passer “Babs og Nutte”, der skæmtede med hendes brystparti. Men det skjuler desværre også, at hun havde et skuespillertalent og en -udstråling, hvormed hun i sine mange biroller ofte kunne stjæle billedet fra hovedrolleindhaverne. Til lykke med dagen Judy.

6 har læst indlægget

Rockploitation

23. januar 2021

Jeg har været inde på det før. Pop- og rockmusikere har siden tidernes morgen været økonomisk udnyttet og udbyttet af musikindustriens krejlere. I disse tider sker det via streamingtjenesterne, der ikke betaler komponisterne en fair del af udbyttet. Men det er foregået siden, ja tidernes morgen, altså siden dengang, hvor pop blev pop og rock blev rock.
I går læste jeg en illustrativ historie. Det drejer sig om Tommy James and the Shondells.
Tommy James og hans band var store tilbage i de tidlige 1960’ere. De havde ikke mindre end 23 hits i USA (blandt de største: “I think we’re alone now”, “Crimson and Clover” og “Mony Mony”). Det resulterede i ni guld- og platinplader og et samlet pladesalg i omegnen af 100 millioner eksemplarer. Alligevel blev James og bandet snydt så vandet drev.
For da den kun 19-årige Tommy James i 1966 kom til storbyen Manhattan for at finde et pladeselskab, der ville udgive hans musik, kom han og bandet i kløerne på Morris Levey, der var chef for plademærket Roulette Records. Andre plademærker var ikke interesseret, selv om Tommy James og co. havde været det bedst- og hurtigstsælgende navn i hjembyen Pittsburgh. Så James måtte skrive under hos Roulette. Og det var det samme som at sælge sin sjæl til Fanden selv, for Levey var i bogstaveligste forstand en gangster, en Godfather, der uden bluesel snød James og Shondells for royaltyindtægter i en samlet størrelsesorden på 30-40 millioner dollars. James og Shondells forsøgte at tale den jødiske gangster til rette, men det lykkedes ikke. Så James og Shondells så kun en udvej: At fortsætte med at skrive sange og indspille dem. Og altså med store tab til følge.

Og som skrevet, så fortsætter udbytningen af populærmusikkens kunstnere stadigvæk. Vi har stadigvæk sager med politiske kandidater (fx Trump) der hæmningsløst bruger kunstneres sange i deres kampagner – uden at betale for det og uden at lave aftaler med kunstnerne. Vi har streamingtjenesternes underbetaling af kunstnerne. Og så har vi i den lidt tyndere ende reklamebranchens og filmindustriens ofte (andet end økonomisk) ubegrundede brug af populærmusik.

I går aftes oplevede jeg et lille eksempel. Med et halvt øje så jeg lidt af filmen Kapring på åbent hav (Under Siege) fra 1992. En tyndbenet action-film med Steven Seagal og Tommy Lee Jones med en ganske utroværdig historie om en flok uhæderlige militærfolk, der kaprer et atombevæbnet krigsskib. En af den slags populære film, der dyrker eneren (her Seagal som degraderet elitesoldat, der arbejder som kok på krigsskibet), der ordner ærterne i en fortælling, der sælger amerikanske “værdier”.

Men som bekendt har en film også en lydside. Et lydspor eller sound track. Det meste af lyden eller musikken skyldes en vis Gary Chang (i følge den seriøse filmdatabase imdb.com), men mit øre fangede også tonerne af Jimi Hendrix’ “Voodoo Child (slight return)” og “Star sprangled banner”. Den kunstneriske begrundelse (hvis en sådan findes..) for at bruge Jimi Hendrix er, at skurkene (især Tommy Lee Jones’ William Strannix, der fremstilles om en desillusioneret militærperson, hippie og rockertype) fremstilles som revolutionære. Men mest af alt bruges Hendrix’ klasssiske stykker som letkøbte effekter til dramatiske handlingsforløb på skærmen. Og det er i mine øjne og ører misbrug af kulturarven, uanset om der er betalt royalties eller ej.

 

4 har læst indlægget

Bernie Sanders’ vanter

22. januar 2021

Donald Trump nægtede at deltage i Joe Bidens indsættelse som USAs præsident. Det gjorde Bernie Sanders ikke. Han kom, iført mundbind og et par strikkede vanter af en slags, der var moderne for 50-60 år siden. Han deltog i ceremonie, og så alligevel måske ikke helt.

Bernie kom og satte sig lidt for sig selv på en af den sikkert umagelige klapstole, der var stillet til rådighed. Og hans tilstedeværelse har fået stor opmærksomhed, næsten mere end præsidenten selv. Og på de sociale medier er billedet af ham siddende på stolen med armene over kors og lidt for sig selv blevet, hvad man i some kalder et “meme”, et allestedsnærværende tegn, der på samme måde som hashtags og andre virale begivenheder løber som løbeild gennem some. Men er der mere i det?

Den aktivistiske, samfundskritiske journalist Naomi Klein opstiller fem bud på, hvordan Bernie Sanders happening (der fra hans side bestemt ikke er tænkt som sådan…) kan fortolkes:

  1. Vanterne som en forbehold, der siger: “Lad os se, hvad du (Joe Biden )faktisk gør, så kan vi snakke om enighed til den tid”.
  2. Vanterne som en ulden advarsel om, at det vil få konsekvenser, hvis ikke Biden/Harris får begyndt en reel transformation af den amerikanske tiilstand.
  3. Bernie er blevet de liberale demokraters yndling, så længe han nøjes med at låne sine vanter ud (hvilket han gjorde til en sundhedsmedarbejder, der frøs om fingrene) og holder sine vanter fra deres donormillioner…
  4. Vanterne er et tegn på street cred, dvs. vanterne henviser til en virkelighed, der ligger uden for den virkelighed af overklasserigdom osv., som præsidentindsættelsen også er. Vanterne henviser til den normalitet, som bør være politikens udgangspunkt.
  5. “Inden Gaga havde sunget nationalmelodien (i en guldmikrofon…) og inden Biden havde sagt “enighed” ni gange og “forene” tre gange som tilføjelse, fløj Bernies vanter rundt på internettet. I løbe af få timer var han blevet photoshoppet ind i tusindvis af kendte billeder, blevet klippet ind i film og var blevet et hit alle steder, hvor noget kan blive et hit.
    Det er vigtigt at forstå at dette ikke har noget med Bernie at gøre – på anden måde end at Bernie er Bernie på den eneste måde, han er det på. Som meget af hans historiske 2020-kampagne var vanternes symbolske styrke effekten af ‘os’ i ‘ikke mig, os’, en decentraliseret bevægelse af bevægelser, der repræsenterer tusindvis af græsrodsorganisationer og millioner af stemmer, og som står for politik, der bliver støttet af et flertal af demokratiske stemmer, i følge mange meningsmålinger, men som stadigvæk afvises af den demokratiske elite. Medicare for all, Green New Deal, fjernelse af studiegæld, gratis universitetsstudier, skat på formue og meget mere.
    På Bidens store dag gave den bevægelse, der repræsenterer den politik og de værdier global mening ud fra et par gamle vanter. Fordi den kunne gøre det. DEt var en venlig lille gestus med et knap-så-venlig underliggende betydning. Vi er er stadigvæk, sagde den. Ignorer os og vi vil ikke sidde nær så roligt næste gang” [Min fordanskning af Kleins tekst]

4 har læst indlægget

Neil Young og Crazy Horse tager hul på 2021

21. januar 2021


Go’e gamle Neil Young ligger ikke på den lade side. Han fortsætter ufortrødent med at bringe sine arkiver op til overfladen. Ikke kun via sin fine arkivside, men også i fast form. Således udsender han d. 26/1 Way down in the rust bucket, der er en dokumentation af Youngs og Crazy Horses koncert på The Catalyst, Santa Cruz, d. 13. november 1990. Og man får det hele i både lyd og billed (vinyl/CD/DVD). Og prisen er derefter.

4 har læst indlægget

Talking Heads korfortolket

21. januar 2021

Shine børnekoret fra Portland forsøger at forene musikalsk skoling med kontemporær musik. Man lægger vægt på, at børnene etablerer venskaber med hinanden, får større selvtillid og ikke mindst har det sjovt med hinanden. Her optræder de ved korets forårskoncert i 2013, og det er Talking Heads'”Don’t worry about the Government” (fra albummet ’77). Det lykkes meget fint for koret, synes jeg. Tak til Werner for linket.

3 har læst indlægget

Præsident Biden og tiden der skal komme

20. januar 2021

Så nåede vi så langt. Exit præsident Trump. Og ind i stedet: Joe Biden. En meget formel ceremoni for præsidentens indsættelse er løbet over skærmen. Og en meget stram og styret begivenhed. Ikke kun på grund af coronasituationen og sikkerhedsniveauet efter angrebet på Capitol Hill tidligere på måneden. Men også fordi sådan er en præsidentindsættelse. En meget nationalistisk, selvsmagende begivenhed, hvor der ikke er plads til sprækker i facaden, humor eller ironi. Og som sådan  forstemmende og lidt skræmmende.

Men på trods af overfladiskheden og den bevidst anstrengte ceremoni, så sneg der sig alligevel noget andet ind. Først sang Lady Gaga, der har sicilienske rødder, nationalsangen – i en lidt anden taktart end den konventionelle. Dernæst sang Jennifer Lopez, puerto ricaner, Woody Guthries “This land is your land”, som Guthrie lavede i protest mod Irving Berlins “God bless America” og skabte på grundlag af en melodi, som Carter Family havde lavet, og en revideret tekst, der mere fokuserer på det folkelige end på det nationale. Og på den måde fik ‘det andet Amerika’ også sat sit lille beskedne fingeraftryk på ceremonien. Og man kan kun håbe, at det giver løfte om en mere folkelig politik under Biden.

 

5 har læst indlægget

Lille status

20. januar 2021

Som de seneste par dage, så kom jeg lidt for sent op. Fristelsen til at slå vækkeuret fra og snuppe en halv time mere tog over. Men heldigvis er min sovekammerat, hunden, med på at vi trækker den lidt – bare han så kommer ud, så snart jeg har fået tøj på og inden kaffen skal indtages. Og i dag ventede en luftningstur i regnvejr. Men som bekendt findes der ikke dårligt vejr, kun dårlige klæ’r. Så af sted gik det, hen over våde græsplæner, gennem store vandpytter og under dryppende træer. For vinteren har sluppet sit greb om vores biotop, i hvert fald indtil videre, og sne og is er byttet ud med mildere vinde og altså vand.

Hundeluftningen er nærmest blevet rituel her i casa. Når vi kommer hjem, skal hunden tørres i et håndklæde. Våd hund i møblerne er uønsket. Og han elsker den proces, og han bliver blød og lækker af en tur med håndklædet, og kvitterer med en lille legeøvelse, der består i, at han løber alt hvad han kan gennem lejligheden. Og det er noget af en kunst, fordi vi her i casa roder temmelig meget. Men det ignorerer han og gennemfører sit stunt med forbløffende tempo og energi.

Bagefter venter så havregrynene og kaffen. Og i dag er stemningen præget af lidt træthed. Hvordan man føle sig lidt træt, når man har sovet (for) længe og har gået en frisk tur, er lidt af en gåde. Men måske hænger det sammen med denne særlige dag. Coronaen som vi kender den (Covid 19) er igen på retur, de centrale, statistiske tal er på retur. Til gengæld ved vi ikke, hvad den britiske mutationsvariant B117 har i vente til os. Tager den bare over efter Covid 19, og er vi så lige vidt? Hvem ved!

Og i dag tager President elect Joe Biden omsider over efter Donald Trump. Men det er som i eventyrene at ligne med afhugning af dragens hovede. Kroppen er der endnu og der vokser nye hoveder ud. Eller som Trump selv har gjort opmærksom på, så er den bevægelse, han har stået i spidsen for, kun lige begyndt. Sagt på en  anden måde, så kan det godt være, at vi slipper for Trumps Twitterpolitiseren og hans uforudsigelige handlen, men Joe Biden og hans folk overtager et samfund i store problemer. Demokratiet er et skindemokrati, utilfredsheden med the establishment er større end nogensinde, uligheden er bare vokset og vokset, racismen har under Trump vist sig at være lige så udpræget som den har været i årtier i USA, økonomien er trængt på det globale marked, klimapolitiken skal genstartes med gevalt og så videre. Joe Biden får ikke tid til at overveje sit otium lige med det samme. Trump er væk, men trumpismen lever i bedste velgående.

Jeg læner mig tilbage i min gamle Børge Mogensen-skrivebordslænestol og løfter kruset med den varm kaffe til læberne. Trætheden fordamper lidt med den første koffein. Kom an onsdag.

4 har læst indlægget

Dolly Parton – 75

19. januar 2021

Countrymusikkens ukronede dronning, Dolly Parton, fylder 75 år i dag. Hun kan det hele. Synge, skrive sange, give velbesøgte koncerter, have sine markante meninger og se ud, som hun synes, hun skal se ud. What’s not to like, som de siger, hvor hun kommer fra.

5 har læst indlægget

Pølsevognen fylder 100 år

18. januar 2021

[Foto lånt fra denne side]

I dag for 100 år siden kørte de første pølsevogne ud i København. Det var fast food længe før nogen gav den varme pølse med brød og sennep det navn. Og danskerne kunne lide de små vogne (der med tiden voksede til små madtempler med alskens mad på menuen), og i løbet af tresserne og halvfjerdserne nåede kunne man tælle ca. 700 stk. på landsplan. Og selv om vognene har fået konkurrence fra etniske specialiteter som fx kebab og shawarma, så er de her endnu. Selv om prisen er en ganske anden. Velbekomme.

3 har læst indlægget
3 har læst indlægget