Da Willy Jønsson spillede i Seven Sounds og andre historier….

25. januar 2020

Viste du, at Gasolins Willy Jønsson engang spillede tangenter i Peter Bellis orkester Seven Sounds? Det gjorde jeg ikke, men den gæve bassist i Young Flowers (m.m.) Peter Ingemann fortæller til lokaltv om sine oplevelser som musiker, fra dengang han lærte at spille violin, blev jazz-musiker, opdagede pigtrådsmusikken og siden hen den psykedeliske musik og så videre. Og Ingemann fortæller som altid levende og oplysende om de magiske årtier efter besættelsen. Peter Ingemann burde skrive sine erindringer – dét ville være interessant.

Første del. Anden del. Tredje del.

 

2 har læst indlægget

65: Knud Odde

25. januar 2020

Der er unægteligt et spring fra Bjørn Tidmand til Sort Sol, men også her er der fødselsdag. Knud Odde fylder nemlig 65 år i dag. Nu til dags er Odde især billedkunstner, men der er dog kommet en stor håndfuld singler fra ham, siden han i 2001 forlod Sort Sol, hvor han spillede el-bas.

1 har læst indlægget

80: Bjørn Tidmann

25. januar 2020

Det var fruens ugeblad, der gjorde mig opmærksom på, at Bjørn Tidmand i går fyldte 80 år. Og straks var jeg tilbage i Kruses Stue ved Vognsbølparken i Esbjerg, hvor vi kunne høre hitlistepop fra de tidlige tressere. Heriblandt Tidmands store gennembrud fra 1963, “Brænd mine breve”. Og således blev Tidmand vævet ind i mit musikbagtæppe, længe før han blev dansktoppop, for det gjorde han, da Jørn Hjorting indførte genrebegrebet i 1968. Men inden Tidmand blev en del af den top med “Lille Sommerfugl”, nåede han også at hitte med “Nu ta’r jeg til Dublin”, som jeg hørte på rørradioen. Melodiens komponist er ukendt, men Thøger Olesen har tekstet den danske udgave.

0 har læst indlægget

Capac anbefaler: Hanne Boel – Between Dark & Daylight

24. januar 2020

Hanne Boel får meget passende lov til at indlede pladeåret her i bloggen med sit nye album Between Dark & Daylight.

Da jeg fik den nye plade i hænderne og kiggede på den alvorlige Boel på coveret, kunne mine tanker ikke lade være med at glide tilbage til dengang i sidste halvdel af 1980’erne, hvor jeg oplevede Boel sammen med det danske soul-funk-bigband Blast optræde i Tivoli Friheden. Jeg var lokket til koncerten, fordi Boels stemme – sammen med Tina Schäfers og Lisa Dandanells stemmer – havde trukket mine ører i den retning. Og det var – ikke mindst i kraft af d’damers indsats – en af den slags koncerter, der brænder sig fast og bliver siddende længe i kroppen.

Og det er stadigvæk stemmen, der trækker i dag – her mange år og mange soloplader senere. Ikke kun fordi det er en soloplade, men fordi produktionen i den grad fremhæver Boels stemme og sætter den i et naturligt centrum. Det illustreres eksemplarisk af pladens første sang, “Paint me a picture”, hvor stemmen står næsten nøgen i sangens indledning, kun akkompagneret af noget rytmisk electronica. Herefter lægges der lag på lag. Strygere, piano, backingvokaler m.m. om- og indsvøber Hanne Boels stemme, uden at drukne den. Den står beundringsværdigt klart i lydbilledet, helt som den fortjener det.

Og Jacob Funchs produktion kan lige netop det: At lade Hanne Boels stærke stemme komme til sin ret, samtidig med at den lader musikere og medsangere udfolde sig omkring Boels stemme. Og det på en måde, hvor de enkelte instrumenter også får lov til at komme til orde, hvis man kan sige det på den måde. Illustreret af sang nr. 2, titelsangen, hvor fx Funchs basspil står helt skarpt i lydbilledet, i fin kappestrid med strygere og vokaler. Det er en nænsom og respektfuld produktion, Funch har leveret.

Og Hanne Boel, der selv har skrevet sangene (i samspil med Jacob Bellens, Emil Falk, Anders SG, Peter Vetesse og Bobby Ricketts på flertallet af sangene), synger om erfaringerne og oplevelserne fra et voksent liv. Desværre er sangteksterne ikke trykt i mit eksemplar, hvilket de godt kunne fortjene, men Boels synger klart nok til at man godt kan følge med. Og det er refleksive, alvorlige tekster, der passer sig for et voksent menneske i populærmusikkens verden.

Musikken på pladen er meget moderne og international. Bigbandmusik, der helt i tidens ånd blander stilarter frit og ubesværet. Her er elementer af jazz, rock, folk og meget andet, legeret til sin helt egen bigbandlyd. Sangene besidder umiddelbar poptæft og aspirerer til dem, der gerne vil have musik, man kan nynne med eller synge med på. En slags voksen, moderne pop, kunne man måske driste sig til at kalde det. I hvert fald har Hanne Boel og hendes hold af fortræffelige musikere og sangere skabt en plade, der uden problemer må ramme dem, der har ventet i mange år (9!?) på nyt fra Boel, men også mange nye, potentielle Boel-fans. Det er en plade, der fortjener at blive spillet meget og lyttet meget til. Hermed varmt anbefalet.

Hanne Boel. Between Dark & Daylight. Produceret af: Jacob Funch. Stunt Records. Udkommer i dag.

11 har læst indlægget

John Lennon versus Paul McCartney – og lidt Perry Como

23. januar 2020

På nettet kører den gamle diskussion om, hvem der var bedst i The Beatles. John Lennon eller Paul McCartney. Og hvad så med George Harrison? Som sangskrivere forstås. Var Lennon bandets rocker? Og McCartney den søde poppedreng? Den diskussion har aldrig interesseret mig, for i mine ører var det samspillet – i bogstavelig over overført forstand –  mellem talenterne, sangskriverne og musikerne, der for alvor løftede musikken på Beatlespladerne.

Men jeg er heller ikke i tvivl om, at der er forskel i Lennon og McCartneys inspirationsgrundlag. I forbindelse med udgivelsen af coveralbummet Kisses on the Bottom (2012), hvor McCartney fortolker sange af Frank Loesser, Irving Berlin og andre sangskrivere fra tiden før beat og rock – og selv giver et par bud på den stilart – gav McCartney et interview, hvor han indrømmede, at den tids musik – musikken fra hans forældres ungdom – faktisk inspirerede ham mere end Chuck Berry, Little Richard, Elvis Presley osv. Det var arven fra hans egen musikerfar, han talte om. Og jeg tror, at lige netop dette spor måske forklarer en lille forskel i udgangspunktet mellem Lennon og McCartney – selv om heller ikke dette spor skal overdrives.

Jeg kom til at tænke på Maccas interview, da jeg i går hørte to numre med den italo-amerikanske popsanger Perry Como (1912-2001), der var et stort navn før Beatlemania. Det er lyden af fortiden. Af de tidlige halvtredsere og fyrrerne. Og det var den slags popsangere, der fik det svært, da først Elvis kom frem og siden beatmusikken. Popsangere med gode popsange, der stadigvæk holder.

3 har læst indlægget
3 har læst indlægget