CAPAC

Hvis man ikke nåede at få fat i et eksemplar af stjernefotografen Harry Bensons fotografi af The Beatles i en berømt pudekamp (til en pris af 10.000 kr.), så er der nu mulighed for at få fat i bogen, der følger Beatles i de formative år fra 1964-66. Det er Taschen, der udgiver bogen i en begrænset oplag.

Skotten Harry Benson er en af vor tids mest berømte fotografer, der bl.a. har fotodokumenteret den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, har fotograferet alle de amerikanske præsidenter fra Rosevelt og frem og Robert Kennedy, da han blev skudt. Skal man tro Benson selv, så var tiden, han tilbragte sammen med The Beatles en af de lykkeligste i hans professionelle karriere. Bogen viser Beatles på scenen, i ‘kamp’ med Beatlemaniske fans, under arbejdet med A Hard Day’s Night-filmen og så det berømte billede, hvor de fire slås med puder i en seng. Et af Benson favoritfotos.

En forsmag på bogen kan man finde her.

“Dan digger Siouxie & the Banshees

men mest af alt nu nok for Siouxie’s skyld

bandet i sig selv er nemlig ikke en nikkel

værd lige bortset fra som baggrundsfyld

af & til når det fungerer kan man

ligesom abstrahere fra den møgbeskidte

lyd der fumles med

for det er kun Siouxie der når udover

scenen & hun befinder sig nu midt i

Hong Kong Garden et sted “

Carsten Valentin Jørgensen var bestemt ikke venlig over for Siouxsie and the Banshees, da han forfattede sangen “Surf à la mode” til albummet Solgt til stanglakrids (1979). Dengang var Siouxsie Sioux – hvis borgerlige navn er Susan Janet Ballion – og hendes Banshees à la mode. Bandet blev dannet i 1976 og var først en del af den grasserende punkscene, men bevægede sig snart over i det, man i mangel af bedre har kaldt post-punken, og hvor den rå energi, de mest basale akkorder og utilpassetheden blev skiftet ud med Kloge-Åge-avantgardisme i form af lyd- og formeksperimenter blandet op med popappel. Debutsinglen “Hong Kong Garden” fra 1978 er lige dele Sex Pistols for fulde gardiner og et ekko af Roxy Music i deres mest dansante hjørne.

“Hong Kong Garden” blev et top-10 hit for bandet, og det blev fulgt op af en række singler, hvoraf de fleste ikke nåede top-20, men alle demonstrerede en stor lyst til at eksperimentere og udvikle det musikalske udtryk. Af samme grund er det ikke overraskende, at det især var på albumsiden Siouxsie and the Banshees gjorde sig. Med undtagelse af bandet sidste to album – Superstition (1991) og The Rapture (1995) – så lå de alle på den britiske top tyve og solgte godt.

Siouxsie, der på mange måder kan minde om tyske Nina Hagen som en unik sangerinde med en helt uforlignelig stemme, og The Banshees har med deres søgende og eksperimenterende karriere fået et ry af at være et af de mest inspirerende bands med rod i punken og post-punken. Uden Siouxsie ville de fx være svært at forestille sig en P. J. Harvey – sidste års mest omtalte kvindelige kunstner i Storbritannien. Og selv store bands som U2 og The Cure har vedgået arv og gæld til Siouxsie and the Banshees.

Efter opløsningen af bandet har Siouxsie sunget i andre sammenhænge, bl.a. i The Creature, som hun dannede i 1993 med den daværende kæreste Budgie (trommeslager i Banshees), og de senere år har hun haft en solokarriere med moderat succes. I 2007 udkom hendes foreløbigt eneste soloalbum Mantaray.

I dag fylder Siouxie 55 år.

“Tiderne skifter & ingen ka’ sige hvornår

Siouxie går hen & bli’r alternativ muzak

hvis & når hun gør det bli’r det ikke første

gang spørg bare Irving Berlin & Bacharach

for vi har det ind imellem med at placere

ting på hovedet så hvem ved måske en

skønne dag er Siouxie & the Banshees på

toppen af hitlisterne landet over

inklusive den hos Irma”

Siouxsie and the Banshees bliver nok aldrig alternativ musak, og det kan godt være lyden ikke faldt i perfektionisten Jørgensens smag, men bandet satte sig varige spor i populærmusikken.

Der var plads og tid til at fotografere kopulerende biller og til at tage – ikke tyren, men vædderen – ved hornene, da Paul McCartney lavede sangene albummet “Ram” på landstedet Mull of Kintyre i Skotland. Pladen var den anden i tiden efter The Beatles og – set i bagklogskabens lys – gav den et fint fingerpeg om, hvad der var i vente. Gode sange, en udpræget sans for det legende og eksperimenterende og en idé om, at Paul nok ville finde andre legekammerater en John, George og Ringo. Linda fik en del af æren for pladen – helt fortjent, for godt nok var Linda ikke nogen stor sangerinde eller musiker, men hvad ville Paul have gjort uden hendes støtte og kærlighed?!

På mandag kommer pladen så i en oppulent udgave i serien The Paul McCartney Archive Collection. 4 CD’er og 1 DVD. Mindre kan ikke gøre det åbenbart, hvis “Ram” skal fejres. Der er ingen tvivl om, at Arkiv-udgaverne af McCartneys plader vil overgå The Beatles-genudgivelserne i både dybde og omfang. Små 800 kroner skal man af med, hvis man vil have hele dynen (se oversigten nedenfor). Men, hvis man ikke er nørd og har røven fuld af penge, så kan man også får pladen i den originale udgave og en dobbelt-CD-version.

Lige nu kan man høre originalen i den nye lydopdaterede version her – og det er ganske gratis.

Læs mere »

Morgenes uundgåelige på den indre jukebox var Rolling Stones’ “Get off of my cloud“. Det var en af de sange, der gjorde et stort indtryk på mig, dengang den udkom i 1965. Det var dengang, man endnu var enten til Beatles eller Stones. Men sange som denne og forgængeren “(I can’t get no) satisfaction” slog gevaldige huller i skillemuren mellem de to grupper i min lille fordomsfulde verden.

“Get off of my cloud” er en rigtig beskidt rocker med Brian Jones og Keith Richard på duellerende guitarer og en Charlie Watts på nogle trommer med smæk i, som nærmest stjæler billedet fra Brian, Keith og Mick. Selv om den ikke nåede helt de samme højder som “Satisfaction”, så toppede den både i USA , Storbritannien og andre lande. Jagger og Richard har skrevet den, og lyrikken er stadigvæk oprørsk, sådan som de var hos Stones dengang. Budskabet i titlen er ikke til at tage fejl af: Pas jer selv! Godt nok havde rullestenene succes, men de var endnu ikke tilpassede på nogen måde.

En sjov ting ved sangen er, at den tydeligvis bygger på en af rock’n roll-musikkens dna-holdige sange: “Louis , Louis”.

Sangen er stadigvæk en af mine Stones-favoritter. Enkel, betændt rock’n roll.

Der er ikke ret meget, der lyder som Sigur Rós. Faktisk ikke noget. Bandet fra øriget i det nordlige Atlanterhav laver sange, der både er fremmedartede og meget smukke. Den nye plade Valtari bekræfter blot bandets unikke position. Og lige nu kan man høre pladen i sin fulde længde her.

Det gælder for musikken som for litteraturen og enhver anden kunstart, at du kun kan tilføre den personlighed eller endda fornyelse, hvis du kender traditionen. Og kender den godt.

Der er ingen tvivl om, at den danske bluesband Blues Overdrive kan deres bluestradition. Fra de gamle, bomuldplukkende, sorte mestre og frem til vor tids ypperste traditionsforvaltere. Den dybe respekt, ja, kærlighed til genren i hele dens bredde afsløres i historien om, hvordan gruppen brugte lang tid på at få lov til at indspille et originalt, typisk tilbagelænet, vuggende J. J. Cale-nummer – “Got myself a woman” – og lykkedes med det til sidst. Blues Overdrives udgave af sangen er hengiven pastiche til mester Cale, ja, det er lige før, den kunne glide ind på mandens egne plader, uden at man ville opdage det.

Det siger ikke så lidt om bandets veneration for traditionen, at dette nummer er med. For faktum er, at pladen ikke ville være ringere uden J. J. Cales bidrag, selv om det er et godt nummer. For Martin Olsens selvskrevne numre på pladen er helt på omgangshøjde med Cale-nummeret. Mindst.

Med deres helt egen drejning, deres egen sound, fortolker Martin Olsen (sang, guitar), Andreas Andersen (guitarer) og Lars Heiberg (trommer og perkussion) en bluesform, der især henter sin inspiration i den elektriske blues, der blev frembragt i løbet af tresserne og halvfjerdserne, selv om der også er diskrete afstikkere til pionererne.

Martin synger for med en stemme og en stemmeføring, der både bringer Eric Clapton og omtale Cale helt frem i associationskæden, men samtidig med en personlig indlevelse og feeling. Blues Overdrives særlige vare- og vandmærke kommer af, at deres traditionsærefrygt ikke er større, end at der er god plads til at sætte et eget præg på udlægningen af, hvad the blues kan tænkes at være i Danmark anno 2012. Det bliver blandt andet tydeligt i guitaristen Andeas Andersen spil, der – heldigvis – får god plads til at male med hele paletten, der er rig på allusioner til de store moderne mestre som fx Eric Clapton. Men lyt selv. Der er nok af inspirationskilder at associere til.

Vi har også en lille, men fornem og stolt tradition for bluesfortolkning og -forvaltning i Danmark. Og med deres tætte, personlige udformning af den moderne blues lægger The Blues Overdrive sig med deres selvfinancierede, eponyme album sporet på såvel Beefeaters (med og uden Peter Thorup) og Delta-Cross-Band. Er man til dansk blues, så kommer man ikke uden om Blues Overdrive. Og det er ikke nogen overdrivelse… Hermed varmt anbefalet.

Torben kan også godt lide pladen…

Den 13. december 1963 modtog Bob Dylan årets Tom Paine Pris, der uddeles af The Emergency Civil Liberties Committee til en person, der på markant vis har bidraget til kampen for borgerrettigheder. En vist nok lidt bedugget Bob Dylan holdt en improviseret takketale, der måske slet ikke var det rene fordrukne sludder, men som vakte furore, fordi Dylan udtrykte sympati for Lee Harvey Oswald, John F. Kennedys banemand. Balladen fik Dylan til at skrive et forklarende brev til den prisgivende kommite. Et brev, der på smukkeste vis illustrerer, hvordan Dylan balancerer på knivsæggen mellem et socialt, menneskeligt engagement og politik i emfatisk forstand. Et både humoristisk og dybt alvorligt brev, der egentlig helst vil tale gennem sin guitar og sin sang:

I haven’t got any guitar, I can talk though. I want to thank you for the Tom Paine award in behalf everybody that went down to Cuba. First of all because they’re all young and it’s took me a long time to get young and now I consider myself young. And I’m proud of it. I’m proud that I’m young. And I only wish that all you people who are sitting out here today or tonight weren’t here and I could see all kinds of faces with hair on their head, and everything like that, everything leading to youngness, celebrating the anniversary when we overthrew the House Un-American Activities just yesterday. Because you people should be at the beach. You should be out there and you should be swimming and you should be just relaxing in the time you have to relax. [Laughter] It is not an old peoples’ world. It is not an old peoples’ world. It has nothing to do with old people. Old people when their hair grows out, they should go out. [Laughter] And I look down to see the people that are governing me and making my rules, and they haven’t got any hair on their head — I get very uptight about it. [Laughter]

And they talk about Negroes, and they talk about black and white. And they talk about colors of red and blue and yellow. Man, I just don’t see any colors at all when I look out. I don’t see any colors at all and if people have taught through the years to look at colors — I’ve read history books, I’ve never seen one history book that tells how anybody feels. I’ve found facts about our history, I’ve found out what people know about what goes on but I never found anything about anybody feels about anything happens. It’s all just plain facts. And it don’t help me one little bit to look back.

I wish sometimes I could have come in here in the 1930′s like my first idol — used to have an idol, Woody Guthrie, who came in the 1930′s [Applause]. But it has sure changed in the time Woody’s been here and the time I’ve been here. It’s not that easy any more. People seem to have more fears.

I get different presents from people that I play for and they bring presents to me backstage — very weird, weird presents; presents that I couldn’t buy. They buy — they bring me presents that… I’ve got George Lincoln Rockwell’s tie clip that somebody robbed for me. [Laughter] I have General Walker’s car trunk keys — keys to his trunk that somebody robbed for me. Now these are my presents. I have fallout shelter signs that people robbed for me from Philadelphia and these are the little signs. There’s no black and white, left and right to me anymore; there’s only up and down and down is very close to the ground. And I’m trying to go up without thinking about anything trivial such as politics. They has got nothing to do with it. I’m thinking about the general people and when they get hurt.

I want to accept this award, the Tom Paine Award, from the Emergency Civil Liberties Committee. I want to accept it in my name but I’m not really accepting it in my name and I’m not accepting it in any kind of group’s name, any Negro group or any other kind of group. There are Negroes — I was on the march on Washington up on the platform and I looked around at all the Negroes there and I didn’t see any Negroes that looked like none of my friends. My friends don’t wear suits. My friends don’t have to wear suits. My friends don’t have to wear any kind of thing to prove that they’re respectable Negroes. My friends are my friends, and they’re kind, gentle people if they’re my friends. And I’m not going to try to push nothing over. So, I accept this reward — not reward [Laughter] — award on behalf of Phillip Luce who led the group to Cuba which all people should go down to Cuba. I don’t see why anybody can’t go to Cuba. I don’t see what’s going to hurt by going any place. I don’t know what’s going to hurt anybody’s eyes to see anything. On the other hand, Phillip is a friend of mine who went to Cuba. I’ll stand up and to get uncompromisable about it, which I have to be to be honest, I just got to be, as I got to admit that the man who shot President Kennedy, Lee Oswald, I don’t know exactly where — what he thought he was doing, but I got to admit honestly that I too — I saw some of myself in him. I don’t think it would have gone — I don’t think it could go that far. But I got to stand up and say I saw things that he felt, in me — not to go that far and shoot. [Boos and hisses] You can boo but booing’s got nothing to do with it. It’s a — I just a — I’ve got to tell you, man, its Bill of Rights is free speech and I just want to admit that I accept this Tom Paine Award in behalf of James Forman of the Students Non-Violent Coordinating Committee and on behalf of the people who went to Cuba. [Boos and Applause]

1963 – Only a Pawn in their Game

Fotoet ovenfor viser Robert Zimmerman i halvtredserne længe før han blev Bob Dylan. Mon han drømte om at skrive sange og gøre det til sin levevej dengang?

I dag fylder han 71 og kræver ikke nogen introduktion. Men selvfølgelig markerer vi dagen, og det gør vi med en mindre kendt optagelse.

"Det er uden betydning, om jeg er pessimistisk eller optimistisk. Der findes kun et valg, og det er at forblive anstændig".

Den nu 71-årige Joan Baez interviewes af den tyske avis Die Zeit om politisk bevidsthed og musik.

Joan Baez synger "Joe Hill" ved en Occupy Wall Street-manifestation

Nostalgien, vemodet og bevidstheden om, at kun det tabte kan fastholdes i erindringen,  kan spores helt ud i coveret og titlen på Helsingborg-duoen This Visions nye – og andet – album. The Golden Age we lost hedder pladen, og det let grynede, analoge familiefoto på coveret minder om erindringens fastholdelse af det tabte i en ambivalens mellem uigenkaldelighed og nærvær.

I forbindelse med min omtale af Helsingborg-duoen This Visions single “20th Century” lovede jeg at vende tilbage til duoens nye album. Nu har forsanger Marcus Lantz været så venligt at sende et eksemplar til mig, så jeg kan indfri mit løfte.

Dengang i marts slog det mig, at This Vision ikke kan løbe fra, at de kommer fra ABBAs hjemland. Og det bliver ikke mindre tydeligt med albummet, der også inkluderer singleudspillet. Den store sound på pladen minder mig i allerhøjeste grad om den lyd, der blev frembragt i Polar Studierne, hvor ABBA indspillede deres berømte sange.

Men indtrykket bliver også mere nuanceret, det bliver også klart, at der er andre påvirkninger på spil. Firsersynthpoppen – ikke minst Orchestral Manoeuvres in the Dark og Depeche Mode, men måske også Pet Shop Boys springer frem i associationerne, men også fx New Order – har heller ikke spillet forgæves. Christian Liedholm Hartmann står igen for syntheziser og programmering og Marcus synger for med sin lyse stemme, der står godt til de synt-lyduniverset i de både meget melodiske og melankolske sange. Det er ikke sange, der umiddelbart appellerer til hitlisterne – med undtagelse af singleudspillet måske – men det er sange, der vinder ved hver gennemspilning. Og det er et stilistisk set meget helstøbt album Marcus og Christian har fået lavet hjemme i hjemmestudiet i Helsingborg. Nævnet skal også, at de får god hjælp af guitaristen Emil Svensson på de fleste numre.

The Golde Age We Lost er en i ordets radikale forstand sentimental plade, der lukker en ind i en verden af vemodige stemninger og drømmerisk melankoli. Passende til en sommerregnvejrsdag… Hermed anbefalet.

Pladen er udkommet på This Visions eget plademærke Devotion Records.

Døm selv – pladen kan pt. lyttes til på Soundcloud.