Blind Boys of Alabama på verdenscafeen

17. februar 2018

Blind Boys of Alabama undersøger gospelrødderne under rock’n roll.

8 har læst indlægget

Fanny – en gendannelse

17. februar 2018

Jeg hørte første gang (om) pigebandet Fanny hos Jørgen de Mylius på Danmarks Radio.

Søstrene Millington, der kom fra Phillipinerne, dannede et skoleband i slutningen af tresserne. Det blev senere til Wild Honey, men det hjalp ikke på successen. De var piger i en mandsdomineret rockverden.

Til deres held blev de opdaget af produceren Richard Perry, da Wild Honey gik i opløsning. Han ledte efter en pigegruppe at være mentor for, og han sørgede for, at Fanny fik en pladekontrakt med det store Reprise plademærke. Det resulterede i fire album i årene 1970 til 1973. Album, der fik en fin modtagelse af musikpressen, men solgte ikke nok til de store hitlisteplaceringer. I 1975 var det slut. Et sidste album kom i 1974.

Men Fanny blev aldrig rigtig glemt, fordi de var værdsat af anmelderne og rockelskerne. Med til billedet hører også, at de havde en stor fan i selveste David Bowie.

Og nu forlyder det så, at Fanny er blevet gendannet med Millington-søstrene som det naturlige centrum.  En ny plade med nyt materiale er i ovnen. Fanny walked the earth udkommer i næste måned.

3 har læst indlægget

Everything but Tracey

16. februar 2018

Og medens vi venter på en ny plade fra Everything but the Girl, så udfylder halvdelen af duoen, nemlig Tracey Thorn, tiden med endnu et soloalbum, der bare hedder Record. Her samler hun angiveligt tråden op fra duoens synthbaserede pop. Og Tracey fortjener virkelig opmærksomhed. Hun synger godt og laver god pop, så tjek hendes lille håndfuld soloalbums.

7 har læst indlægget

Courtney Barnett er tilbage på solosporet

16. februar 2018

Efter en afstikker til duoprojektet med Kurt Vile er min lille favoritrocker fra Melbourne, Courtney Barnett tilbage på sporet, dvs. med sine gamle samarbejdspartnere og en snes rappe sange, der munder ud i albummet Tell me what you really feel. Jo, musik-året 2018 er i fuld gang og byder på interssant nyt og gammelt. Og en sang med spøjs video baner vejen for det nye album..

PS. Onlinemagasinet Paste har lavet en liste over, hvad de synes, er Courtney Barnetts tolv bedste sange – i hvert fald en indgang til hendes sangskrivning. Her.

4 har læst indlægget

Noget om nekrologer, “danske værdier” og medierne – et synspunkt

15. februar 2018

Forleden døde dronningens ægtemand, prins Henrik. Og det fik Danmarks Radio til i går at rydde hele sendefladen på hovedkanalen, DR1, der blev helliget omtale af prinsens liv og levned, Bortset fra tv-avisen, hvor emnet også blev behandlet in extenso, stod der Henrik på sendefladen helt frem til midnat. Noget af en mundfuld for en ikke-royalist som mig.

Og – da jeg ikke helt kunne undgå at se noget af det sendte – så slog det mig, at der var tale om nærmest en helgengørelse af prinsen. Der var ikke grænser for, hvor meget prinsen havde betydet for Danmark, danskerne og ikke mindst dansk erhvervsliv, og der var ikke grænser for, hvilke aspekter af mandens liv, der kunne fremhæves som prisværdige, lige fra hans opvækst i Asien til hans store interesse for gastronomi. Og alle der havde haft den mindste kontakt med manden blev interviewet og bidrog til lobhudlingen og kanoniseringen.

Og hele denne form for positiverende journalistik skal ses i lyset af, at prins Henrik jo ikke altid er blevet omfavnet og prist på denne leflende facon. Regeringens kulturminister Mette Block kunne da heller ikke lade være med at sætte sin spidse finger lige netop ned i det problem, da hun på sin Facebookside revsede alle dem, der havde “mobbet” prinsen tidligere men nu bidrog til lovprisningen. Hun skrev bl.a.:

– Det blev en lykkelig kærlighedshistorie. Men et ulykkeligt kulturmøde. Folket kunne nemlig ikke rigtig li’ manden. Han var anderledes. Kom fra et andet land. Lærte aldrig at tale helt dansk, som vi bedst kan lide det. Og så interesserede han sig for de skønne kunster. Musik, skulptur, billedkunst, litteratur. Meget mærkeligt. Så han blev mobbet.

Og Bock har sandelig fat i noget. Ganske vist er der en talemåde, der siger, at ‘man ikke må tale ondt om de døde’. Og der er også en tradition for, at nekrologer og prædikener over døde ofte drænes for enhver for kritik. De døde skal huske for det gode, synes vinklen at være. Og så fejer vi gerne resten ind under gulvtæppet. Og DRs journaliststand stod 100% inde for denne vinkel i går, og de gange prinsens kritisable sider blev nævnt, var det for at få dem godt ind under gulvtæppet. Hykleri kaldte kulturministeren denne fremgangsmåde. Og jeg kan da kun give kulturministeren helt ret i det synspunkt. Det er hykleri – og også udtryk for dårlig journalistik, fordi journalistik altid skal se tingene fra mindst to sider, gerne flere.

Og det fik mig så til at tænke på, om ikke dette hykleri er udtryk for en af de “danske værdier”, som ledende danske politikere ofte efterlyser og revser udlændinge med, men sjældent kan definere. Når politikerne nævner “danske værdier” er der ofte tale om værdier, vi har fået med fra den europæiske historie, fx menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed. Hvorimod genuine “danske værdier” aldrig rigtig kommer i spil eller til udtryk. Måske bortset fra “stegt flæsk med kartofler og persillesovs”, der blev kanoniseret til danskernes fælles hovedret.

Ud over at blive mobbet for sin mangelfulde beherskelse af det danske sprog, blev prins Henrik udsat for massiv kritik, da han gjorde krav på titlen af dansk konge og gav udtryk for, at han ikke kunne “acceptere”, at han skulle gå bag efter sin kone. Mange valgte helt at overhøre disse “udanske” holdninger hos prinsen, medens andre altså kritiserede ham for det.

Det interessante ved prinsens kongeambitioner og kønskamp er, at de kan ses som udslag af mandens sydlandske mandsdominerede kultur. Og i danskernes forholden sig til dem, kan man se en side af dansk “integrationspolitik”, af danskernes forhold til udlændinge. For sandheden er jo, at prinsen var en privilegeret indvandrer og langt hen ad vejen blev forstået som sådan: en mærkelig franskmand med mærkelige “udanske” tanker og ideer.

Forleden kom der en sag op i medierne. I Volsmose i Odense havde nogle indvandrere lavet en café, hvor mænd og kvinder sad hver for sig i små grupper. Caféen er velbesøgt og som virksomhed en succes. Men det faldt danske politikere for brystet, at mænd og kvinder var adskilt. En politiker fra regeringspartiet Venstre, Marcus Knuth (medlem af udlændinge- og integrationsudvalget) gav udtryk for, at der var tale om en udansk café, og at man ikke skulle lave en café, hvis den ikke baserede sig på “danske værdier”.

Knuth og hans meningsfæller kunne havde bragt samme kritik frem over for prinsens holdninger og have sagt, at prinsen ikke delte “danske værdier”, når han helst så sin kone gå efter sig og ville være konge af Danmark. Men nu er Knuth og hans partifæller også stærke royalister, så det ville nok være usandsynligt at noget sådan ville ske.

Men spørgsmålet er så, om ikke den sande “danske værdi” i denne sag er det hykleri, der i går fik DR1 til at ofre almindelige journalistiske alsidighedsprincipper og udviske enhver form for kritik af prinsen!? Jeg tror det.

 

16 har læst indlægget
16 har læst indlægget