CAPAC

Sat 4/24 – New Orleans LA – Jazz & Heritage Festival – On sale now

Thu 4/29 – Vancouver BC – General Motors Place – On sale 3/12 @ 10AM

Sat 5/1 – Edmonton AB – Rexall Place – On sale 3/12 @ 10AM

Sun 5/2 – Calgary AB – Pengrowth Saddledome – On sale 3/12 @ 10AM

Tue 5/4 – Saskatoon SK – Credit Union Centre – On sale 3/12 @ 10AM

Wed 5/5 – Winnipeg MB – MTS Centre – On sale 3/12 @ 10AM

Fri 5/7 – Fargo ND – Fargodome – On sale now

Sat 5/8 – St. Paul MN – Xcel Energy Center – On sale 3/13 @ 10AM

Sun 5/9 – Madison WI – Kohl Center Arena – On sale 3/13 @ 10AM

Tue 5/11 – Detroit MI – TBA

Wed 5/12 – Toronto ON – Air Canada Centre – On sale 3/12 @ 10AM

Fri 5/14 – Ottawa ON- Scotiabank Place – On sale 3/12 @ 10AM

Sat 5/15 – Montreal QC – Bell Centre – On sale 3/13 @ 10AM

Sådan ser turplanen for Simon & Garfunkels kommende turné i Nordamerika ud. Duoen er en af de musikalske konstellationer, som jeg altid har drømt om at opleve på en konsertscene. Men i mange år var det nærmest tabu at tale om gendannelse af duoen, selv om det er sket alligevel ved festlige lejligheder. Min lyst til at lytte til de to sangere blev forstærket meget, da jeg første gang hørte deres dobbeltalbum The Concert in Central Park og så den tilhørende video (1982). Det overbeviste mig om, at de sagtens kunne leve op til studiopladernes høje niveau i levende live.

Det forlyder også, at de to gamle venner vil drage til Australien og New Zealand til sommer. Måske kan nogen lokke dem til at fortsætte til Europa?

Rockmusikken har altid handlet om mere end musik. Den har handlet om sex, om oprør, om penge og om attitude. Bare for at nævne nogle eksempler. Den 65-årige Debbie Harry er i høj grad et eksempel på det sidste. Attituden. Hendes stemme har aldrig været noget særligt. Nærmest gennemsnitlig, målt med popsangerindestandard. Men med sit kølige, blonde look og sin bevidste subkulturelle selviscenesættelse som mode- og trendikon har hun efterladt et aftryk i folks bevidsthed, som i dag - mange år efter Blondies gennembrud - gør hende til et forbillede for unge kvinder i branchen. Hun er blevet en slags rockens eller poprockens svar på Jackie Kennedy eller Audrey Hepburn (bortset fra det med hårfarven…). Musikalsk set, synes jeg ikke, at Debbie Harry har været bedre end på Blondies nyklassiske debutplade. Hendes begrænsede stemmemateriale passede fint til de hurtige, fængende powerpopsange. Siden har hun ikke rigtig nået det niveau. Måske sker det med den nye plade, som hun - i følge Spin Magazine - er ved at færdiggøre. Vi får se - eller rettere: høre.

Da jeg gik i realskolen fik jeg min første udgave af Fremmedordbogen. Og bag i den - på de ubeskrevne blade - noterede jeg ord, jeg ikke stødte på, men ikke kunne finde i selve ordbogen. Da jeg kom i gymnasiet havde jeg en lærer, der udstyrede os med en lille slidstærk, sort notesbog, hvori vi skulle (el. kunne, jeg husker det ikke så nøje) skrive idiomer og ord, vi lige havde lært.

Vanen har jeg holdt ved lige siden. Støder jeg på ord, jeg ikke kender, så skal de slås op. Jeg noterer dem ned, slår dem op og forsøger at huske dem. Mit sprog er min verdens grænse. Og denne praksis har helt sikkert bestyrket min kærlighed til sproget og ordene - og poesien. Og min forkærlighed for bestemte ord, der enten ligger godt i munden (som et ordbær, ville Rifbjerg sige) eller på anden måde har en særlig attraktion. Onomatopoietikon er blot et af dem (og det betyder: lydefterlignende ord, hvis nogen skulle have glemt det). Et andet: lapidarisk (”kortfattet, præcis” - som skrevet på en sten).

Man skal passe på med at afskrive et medie. Eller en genre for den sags skyld. Grammofonpladen er ikke død, som nogen engang mente at kunne forudsige. Og CD’en dør nok heller ikke, selv om dens nekrolog allerede er skrevet. Den vil gå igen som nicheprodukt. Lydbogen og Kindle vil heller ikke tage livet af de trykte bøger. Og jeg tror heller ikke, at de digitale medier vil gøre en ende på aviserne med papir og tryksværte. Men tingene vil ændre sig. Ingen tvivl om det. Det samme gælder de journalistiske genrer. Hvordan vil det gå med den tradtionelle musikanmeldelse, spørger Musikparlamentet? Er den blevet overflødig som følge af de mange nye sociale medier - weblogs, facebook, twitter osv. - hvor musikinteresserede deler viden og inspiration? Den 11. Marts kl. 17.00 kan man deltage i debatten i Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Det koster 20kr. at komme ind. Og i panelet sider repræsentanter for blogland, forskningen og musikken. Det er også muligt at få en musikalsk oplevelse, idet SilverGleamingSoundMachine giver koncert før debatten. Mere her.

PS. Jeg tror ikke, at de nye medier vil tage livet af den seriøse musikanmeldelse, der bygger på årelang lytten til musik og er drevet af kærlig interesse for musikken. Den vil leve videre - i de traditionelle medier og de nye. Derimod vil de uengagerede, venstrehåndsanmeldelser ( som der ved den søde grød er mange af), hvor anmelderen dårligt nok har gidet at lytte til produktet og bare tørrer sine uforbeholdne meninger af på læsere, med sikkerhed blive udfaset…

For snart længe siden omtalte jeg et af mine loppefund - albummet It’s A Wonderful Life med Sparklehorse. En vemodig og melankolsk skive, der gav titlen et anstrøg af ironi. Nu har manden bag Sparklehorse, Mark Linkous taget sit eget liv i en alder af kun 47 år. Han skød sig selv i hjertet i nærheden af en vens bolig. Med sin egen pistol. Skæbnens ironi kan man kalde det. For Linkous’ sange var på deres egen melankolske sæt og vis livsbekræftende med deres melodiske indie-folk-rock. Selv om teksterne ofte modsagde melodiernes lethed. Linkous bar selv denne modsætning i sig mellem lys og mørke. Og forleden tog mørket overhånd. Hvil i fred.

Læs også Patti Smiths hyldestside til Linkous - her.

Jeg kom aldrig til at eje den første udgave af Beatles’ debutalbum “Please Please Me” fra 1963. Der skulle gå et år, før jeg fik råd til - eller fik overtalt min moder til at give mig - A Hard Days Night. Min indgang til Beatles var - meget typisk for den tid - singlepladen. Og EP-pladen ikke at forglemme. Der er da også en odeur af singleplade over den første langspiller fra gruppen. Ikke kun, fordi gruppen to første singleplader - Please Please Me og Love Me Do - er med. Men også, fordi de øvrige numre helt klart har singlehittets format og potentiale. De to nævnte singler havde toppet på hitlisterne, og det var nu, man skulle “kapitalisere” successen, som det blev udtrykt. Sammen med George Martin gik gruppen i EMI-studiet (senere kendt som Abbey Road) den 11. februar, og ca. 10 timer senere havde de indspillet pladens øvrige ti numre.

Repertoiret, der omfattede seks covernumre af store sangskrivere som Alexander, Goffin-King og David-Williams-Bacharach svarede stort set til indholdet af Beatles’ liverepertoire på det tidspunkt.
Der er to ting, der slår mig ved det frydefulde genhør med denne plade. Den ene er, hvor imponerende langt, Lennon & Mccartney allerede er som sangskrivere på dette tidspunkt. Hør blot den smukt drejede P.S. I Love You. Sangene står på ingen måde i skyggen af de store forbilleder, som de kopierer på LPen. Det andet er den energi, tændthed, det nærvær, som numre udstråler og som var en vigtig forklaring på gruppens gennemslagskraft.

Pladen, som blev indspillet i løbet af tre sessions, er nærmest en liveindspilning. Og musikken har da også en afvæbnende friskhed, der ligger langt fra gruppens senere kunstneriske meriter på plader som Rubber Soul, Revolver og Sgt. Pepper’s Hearts Club Band. I musikkritikken har det været almindeligt at fremhæve disse album som Beatles’ kunstneriske hovedværker - på bekostning af de første skiver. Det er ikke helt retfærdigt, synes jeg. Hvad Please Please Me ikke har i form af grænseoverskridende musikalsk innovation og iderigdom, det har pladen i form af spilleglæde og spontanitet. Og det var måske den uskyld, Beatles mistede, da de teknologiske muligheder voksede - og først genfandt igen på i deres berømte Rooftopkoncert!?

Jackson Brownes storhedstid var i halvfjerdserne. Med albummene Jackson Browne, For Everyman, Late for the Sky, The Pretender og højdepunktet Running on Empty slog han sit navn fast som en af de uomgængelige amerikanske sangskrivere og musikere. Siden faldt populariteten noget. Det samme gjorde pladesalget. Hvilket nok siger mere om udviklingen i musikbranchen, der altid har været på jagt efter nye ansigter og nye trends, der kunne kaste guld af sig og ikke så meget om Jackson Brownes kvaliteter som sangskriver. Han er da også fortsat med at udgive med jævne mellemrum - sådan 3-5 år. Han er blevet beskyldt for at være “politisk korrekt”, fordi han har holdt fast i sin ungdoms drømme om et mere retfærdigt samfund. Men sangene har ikke fejlet noget.

Og i år udsender han et dobbeltalbum sammen med sin gamle kompagnon, strengetroldmanden David Lindley. Titlen er Love Is Strange, og den indeholder liveoptagelser fra Jacksons og Lindleys koncerter i Spanien i 2006. Duoen kommer også på en længere Europaturné, der - desværre - fører dem i en bue uden om lille Danmark. Så hvis man vil se dem, skal man enten til Sverige (Göteborg, Stockholm), Tyskland (Hamborg), England eller Beneluxlandene.

Sagen om SF’eren, Kamal H. Quereshis fusk med eksamensopgaver på universitet er åbenbart for længst gledet ud af medieverdens korte og historieløse erindring. Men Quereshi springer åbenbart stadigvæk over, hvor gærdet er lavest. Sammen med den såkaldte hjælpeorganisation Safe and Alive har Qureshi i anledning af 8. marts indrykket 25 falske sexannoncer i Ekstrabladet.

Hensigten var at undersøge, hvordan evt. kunder ville reagere, hvis de fik at vide, at luderne var såkaldt “handlede kvinder”. På de 25 saftige annoncer reagerede 15 mænd, hvoraf de 7 angiveligt var ligeglade med ludernes socialstatus, hvis bare de var “storbarmede”, “glatbarberede”, til “frække og våde græske cocktails” osv.

Qureshi udtaler i den forbindelse, at han er “overrasket” over, hvor mange, der er fuldstændig ligeglade med, om pigerne er handlede. Og at undersøgelsen, selv om ‘det jo ikke er en videnskabelig undersøgelse’ siger noget om ‘problemets omfang’. Hvilket problem, må man spørge? At visse kunders seksuelle lyster fejer moralske kvababbelser til side? At liderligheden vejer tungere end hensynet til pigernes opholdstilladelse osv.? Hånden på hjertet: Hvor overraskende kan det være, at moralen viger for de seksuelle drifter? Se dig dog om i verden Qureshi?

For det første må man pointere, at “undersøgelsen” på ingen måde kan siges at være repræsentativ i statistisk forstand. At halvdelen af de reagerende 15 mænd vil have sex uanset om pigerne er handlede eller ej, siger ikke ret meget andet, end at de pågældende mænd ikke er tynget af politisk korrekte skrupler, når det handler om at få få noget på den dumme. Og undersøgelsen siger slet ikke noget om, hvor udbredt fænomenet “handlede kvinder” er i denne verden. Og det er vel det egentlige problem? Formålet med undersøgelsen er, at “sende et signal om, at vi ikke kan eller vil tolerere menneskehandel”, hævder SFeren. Men i stedet har Qureshi sendt et signal om, at han blot er interesseret i at blive bekræftet i sin egen politiske korrekthed og ikke vil gøre sig den anstrengelse at arbejde for en rigtig videnskabelig kortlægning af omfanget af kvindehandel i Danmark. Den såkaldte undersøgelse er en karikatur af den såkaldte evidensforskning. Man ser kun det, man i forvejen mener at se og vil se. Mænd er nogle liderlige svin, og derfor skal der sættes en stopper for sexkøb. Portræt af en populist på arbejde. [link]

Vi kender nummeret “Just one look” fra The Hollies’ og Linda Ronstadts udgaver (og måske flere). Mindre kendt er det nok, at Doris Troy, som skrev sangen, også hittede med den i 1963. I en ganske saftig R&B-version, som forblev Troy eneste eneste regulære hit. Som man kan høre, så ligger både Hollies’ og Ronstadts versioner ganske tæt på originalen. En 10. plads blev det til, og siden har sangen været hendes varemærke, som har solgt adskillige opsamlingsalbum.

Men Doris Troy - hvis borgerlige navn var Doris Higginson - havde en solid karriere lidt uden for rampelyset. Hun voksede op i en religiøs, kristen familie i the Bronx, hvor hun lærte alt om at synge i præstefaderens kor. Og på et tidspunkt blev hun spottet af selveste James Brown, der kunne høre mulighederne i “Mama Soul”, som hendes senere tilnavn lød. Hendes karriere var backing-sangerindens og på hendes cv stod navne som Rolling Stones, Pink Floyd, George Harrison, Solomon Burke, Cissy Houston, Diane Warwick og mange flere. Alle sammen folk, der forstod at sætte pris på en backingvokalist, der kunne sit kram.

Doris Troy døde i 2004, 67 år gammel. Hendes liv er blevet gjort til genstand for en musical - Mama, I Want To Sing, der blev filmatiseret i 2009.

Man ser det for sig: En radmager fotomodel, der sætter tænderne i et stort stykke ribbensteg, så fedtet løber ned ad mundvigene. Nej, vel. Det er en umulig tanke. En gulerod derimod. Eller et salatblad. Vi lever i en fedtforskrækket tid. I USA har man i årevis satset på low- og nofat-produkter (uden at den såkaldte “fedmeepidemi” er blevet mindre). Og herhjemme er vi fulgt godt med og har stigmatiseret overvægtige danske - bl.a. gennem tv-udsendelser, hvor man har kunnet følge de fedes svære kamp mod vægt og kalorier. Ja, en hel by blev sat på skrump. Og nu kommer så en af de utallige populærvidenskabelige, journalistisk forsimplede nyheder, der vender op og ned på begreberne. “Nu vender amerikanske studier af over 300.000 personer op og ned på de danske kostråd”, som der står. Det er slet ikke så sundt at skifte fedtet ud med kulhydrater. I hvert fald, hvis man ikke er opmærksom på, hvilke kulhydrater og i hvilken form, der indtages. Den monokausale forskning har igen barslet med en sandhed, som nok skal slå igennem i sundhedspolitiken et eller andet sted. I mellemtiden holder vi her i casa fast i den gode gamle kostpyramide - og overvejer et stykke (økologisk)oksekød med krølfedt her i weekenden…