CAPAC

En af glæderne ved denne weblog er, at jeg her kan dele mine musikoplevelser og -glæder med andre. Og det er også den eneste grund til, at jeg vil henlede opmærksomheden på en ny udgivelse med den canadiske sangerinde k. d. lang. Recollection hedder publikationen, og er sangerindens første retrospektive opsamlingsplade med et tværsnit gennem hendes produktion. “Recollection” kommer i både en ordinær to-cd-udgave med sange fra hendes album - og en fire-disc-udgave, der også henvender sig til dem, der i forvejen har hendes plader. Som man kan se af oversigten nedenfor gemmer disc 3 og 4 en del sjældenheder:

Den garvede jazz-crooner Tony Bennett, som Lang har indspllet et album sammen med, rangerede Lang ind blandt de fornemste sangere i vor tid: Billie Holliday, Edith Piaf og Hank Williams. Lang er “blessed with a destiny”, sagde han. Store ord fra en kender. Og der er da heller ikke nogen tvivl i mine ører om, at vi har med en af de allerbedste sangerinder at gøre inden for populærmusikken. Anbefales varmt.

The Who kom, spillede og sejrede. Gruppens optræden ved den tilbagevendende SuperBowl var ellers truet af den amerikanske seksualmoral. Derovre glemmer man nemlig ikke, at Pete Townsend for snart længe siden var inde og kigge på pædofilt materiale på internettet (lige som man heller ikke glemmer, at Polanski for en halv menneskealder siden havde sex med en ung pige…). Men de kom altså til det prestigefyldte Superbowl XLIV Halftime Show og fik for en stund alle til at glemme, at mennesket er menneskeligt. Og de leverede et imponerende show for øjet og øret. Rock og moral har altid haft det svært med hinanden, fordi rocken handler om det der rykker - i underlivet og livet i det hele taget. Og det gav Pete Townsend, Roger Daltrey og deres musikvenner et lærestykke i den aften.

Thunder Road åbner Bruce Springsteens hovedværk Born To Run (1975), og mundharmonikaen i starten af sangen sender automatisk tankerne hen på Bob Dylan. Den Dylan, som det er svært at komme uden om i amerikansk - ja, vesterlandsk - populærmusik i det 20. og 21. århundrede, og som Springsteen også blev målt med.

Men med Born To Run kastede han for alvor den påtvungne rolle som “Den Ny Dylan” af sig - uden dog at forkaste arven. Selv om de to foregående plader, Greetings from Asbury Park, N.J. og The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle var og er fremragende plader, der begejstrede blaserte kritikere og gav store løfter for fremtiden, så var det med Born To Run, Springsteen for alvor trådte i karakter som en af de store amerikanske sangskrivere inden for sit felt, rockmusikken. Det er er her på denne plade han finder en personlig form til de mange musikalske kilder, der strømmer gennem hans musik.

Pladen er også Springsteens første stort anlagte produktion. Hvor de to foregående blev lavet på low budget-vilkår, så fik den ikke for lidt, da Born To Run blevet indspillet i datidens prestigefyldte, high-tech-studier i Record Plant i New York. En næsten svulstig lyd, der giver mindelser om Phil Spector, med lag-på-lag af instrumenter og ekkoeffekt skaber en imposant ramme for Springsteens arketypiske sange om sjælens ubodelige ensomhed, rastløsheden, frihedstrangen, uskyldstabet, den tabte ungdom osv. Hos andre ville produktionen være for meget, men hos Springsteen passer den fint til det både melodramatiske, drømmeriske og realistiske tekstunivers og til selve passionen, som er drivkraften i musikken.

Springsteen står på skuldrene af de forgængere og samtidige for hvem musikken er mere end blot underholdning til AOR-radiostationerne. Hos Springsteen går der en direkte forbindelse til den tidlige rock’n rolls unge desperadoer, der lod al deres vrede, frustration og livskraft kanalisere ud gennem musikken. Og lytter man til titelnummeret, så kan man høre, at der går en rød klangtråd fra den til den frigørelsesdrøm, der har været et tilbagevendende tema i rockmusikken som en slags klaustrofobisk pendant til det etablerede Amerikas drøm om Gud, familie, penge og karriere…

In the day we sweat it out in the streets of a runaway American dream
At night we ride through mansions of glory in suicide machines
Sprung from cages out on highway 9,
Chrome wheeled, fuel injected
and steppin’ out over the line
Baby this town rips the bones from your back
It’s a death trap, it’s a suicide rap
We gotta get out while we’re young
‘Cause tramps like us, baby we were born to run

Wendy let me in I wanna be your friend
I want to guard your dreams and visions
Just wrap your legs ’round these velvet rims
and strap your hands across my engines
Together we could break this trap
We’ll run till we drop, baby we’ll never go back
Will you walk with me out on the wire
‘Cause baby I’m just a scared and lonely rider
But I gotta find out how it feels
I want to know if love is wild
girl I want to know if love is real

Beyond the Palace hemi-powered drones scream down the boulevard
The girls comb their hair in rearview mirrors
And the boys try to look so hard
The amusement park rises bold and stark
Kids are huddled on the beach in a mist
I wanna die with you Wendy on the streets tonight
In an everlasting kiss

The highway’s jammed with broken heroes on a last chance power drive
Everybody’s out on the run tonight
but there’s no place left to hide
Together Wendy we’ll live with the sadness
I’ll love you with all the madness in my soul
Someday girl I don’t know when
we’re gonna get to that place
Where we really want to go
and we’ll walk in the sun
But till then tramps like us
baby we were born to run

Der er to dage i mit liv, som jeg erindrer med en særlig tydelighed. Den ene dag var dengang, da nyheden om John F. Kennedy nåede frem til danskerne. Vi var nogle drenge, der om morgenen stod uden for Vestre Skoles gymnastiksal og ventede på at blive lukket ind. Og vi snakkede om den forfærdelige nyhed. Jeg forstod ikke så meget af, hvad der var sket, men havde en følelse af uvirkelighed i kroppen.

Det samme gentog sig, da terrorister angiveligt fløj ind i Word Trade Center den 11. september 2001. På tv i min daværende arbejdsplads’ kaffestue løb billederne af de eksploderende maskiner hen over skærmen som en båndsløjfe, medens nyhedsrapporteren forsøgte at stykke en mening med galskaben sammen. Og jeg sad dér og tænkte: Det er kunne lige så godt være en Hollywood-film.

Siden 9/11 været genstand for mange analyser og granskning. Og der er opstået en hel del konspiratoriske teorier om, hvad der faktisk hændte. Var det islamisk fundamentalistiske terrorister, der stod bag? Eller var det i virkeligheden Bush-administrationen, der selv iscenesatte det hele som et spektakulært Hollywoodsk påskud for at drage ud i verden og kæmpe for olierettighederne osv.? Og passede det ikke som fod i hose til argumentet for krigen: At Sadam Hussein havde masseødelæggelsesvåben?

I dagens udgave af Jyllands Posten kan man læse, at en række kændisser - skuespillere, teologer, læger osv. - kræver en uvildig undersøgelse af, hvad der skete dengang. For mig er det først og fremmest en illustration af, hvor uvirkelig den mediale virkelighed efterhånden er blevet - og måske altid har været. Et symptom på det virkelighedstab, som tv-mediet med sine iscenesættelser gør sig skyldig i - og nu mere end nogensinde før. Hvem kender ikke den fundamentale skepsis, der er en tro følgesvend til de journalistiske medier? Hånden på hjertet.

Det var den franske sociolog Jean Baudrillard, der satte trumf på denne erkendelse, da han hævdede, at Golfkrigen aldrig havde fundet sted. Det var en tvfiktion. Et simulakrum. Vil en uvildig undersøgelse mon fjerne vores inderste tvivl om medierne?

Det er et nummer med Sting!, sagde Frøkenen, da duoen Chanée & N’evergreen var få sekunder inde i deres sang “In a Moment Like This”. Police, korrigerede jeg, og fortsatte: Every Breath you take, every Move you make… Ja, det er jo det, jeg sagde: Sting. Replicerede Frøkenen. For i den alder har man altid ret. Også når man ikke har det. Duoen havde lyttet kraftigt til The Police og ABBA, og det lagde de slet ikke skjul på, nej. Faktisk understregede de det i deres lille intro. Det var det eneste, jeg fik set af MGP 2010, som eventet hedder nu om stunder. Men det var åbenbart duoen, der mod forventning vandt slaget. Gammel vin på nye flasker?! Nu håber vi så, at sangskriverne har forstået at give både The Police og ABBA-folket (og eventuelle andre inspirationer) kredit for ‘borrowing, lifting, and plundering’…

En meget fin udgave af Every Breath med Sting Him Self.

Selv om det var løgn, så var den den melodi og tekst, der kom til mig. Det var ikke morgen, snarere formiddag. Og hvor smukt det er, når et halvgammel stodder vælter ud af sengen, ja, det kan diskuteres. Ikke desto mindre var det “Oh What A Beautiful Morning”, der rindt mig i hu. Vi sang den i realskolens engelsktimer, og den strømmede også nu og da ud af af dampradioen søndag eftermiddag.

Dengang var det bare en god sang i mine ører. Først senere fandt jeg ud af, at det var fra Rogers’ og Hammersteins cowboymusical Oklahoma fra 1931. En succes, der blev filmatiseret i 1955 af Fred Zinnemann og med Gordon MacRae i hovedrollen som Curly McLain og Gloria Graham som hans hjerterdame Ado Annie Garnes.

Men det er hverken musicalen eller filmen, jeg husker så meget af. Det er sangen, som jeg altid vil forbinde med de lyse morgener, når jeg var på vej til skole. I dag er den forsinkede morgen også lys. Faktisk kan jeg se lidt af den lyseblå himmel…

Jeg kom hjem fra min ven musikeren med lyden af orgler - farfisa, Hammond - på hjernen. Måske var det orglerne, der pludselig fik mig til at nynne nogle strofer af en sang om Desdemona. Og i første omgang kunne jeg ikke lige placere den i det musikalske landskab, men så er det jo, vi har nettet. Internettet. Og snart var jeg på sporet af gruppen John’s Children. Det var John’s Children, der gjorde sig bemærket med sangen om Desdemona, som var skrevet af en vis Marc Bolan. Singlen opnåede at blive forbudt på BBC, og det var dengang nærmest ensbetydende med ubetalelig reklame. I hvert fald kan jeg huske, at Jørgen Mylius flere gange gjorde en god historie ud af plader, der var blevet bandlyst af BBC eller amerikanske radiostationer.

Årsagen var, at Desdemona antydede noget seksuelt (”Lift up your skirt and fly” lød den famøse sætning). På Desdemona kan man tydeligt høre Bolans vibrerende stemmeføring, som nogle år senere var med til at gøre ham til en af glamrockens superstjerner. Fire år holdt gruppen (1966-70), og heraf var Bolan med i fire måneder. Gruppen blev aldrig nogen kommerciel succes, men fik et ry for sin outrerede, voldsomme sceneoptræden. Og dette ry gjorde dem til en slags inspiratorer for halvfjerdsernes punkmusik.
John’s Children nåede at lavet et berømt og berygtet album, Orgasm, der blev til som en live-indspilning i studiet. Gruppen spillede ti numre fra repertoiret, hvorefter båndene blever overdubbet med teenageskrig og -tilråb (hentet fra soundtracket til The Beatles film “A Hard Days Night”!). I USA måtte gruppen ændre på pladeomslaget, fordi titlen var for meget for den amerikanske dobbeltmoral. Og bedre blev det ikke af, at der var afbildet et nydeligt pigeansigt med et henført udtryk på forsiden.  I dag er pladen kult, og samlere strides om, hvorvidt pladen er et makværk eller det modsatte. I hvert fald kan den fås på cd.

I den forgangne uge var det en større mediebegivenhed, at en kvinde med røde skosåler og et socialt netværk, der gik (for det er nok datid!) til det højeste sociale kredse i landet, blev idømt en bøde på 20.000, fordi hun havde købt seks gram kokain. Sagen blev belyst, som havde det være en royal begivenhed eller noget i den retning. I dag kan man så læse, at vor elskede Skat har bevæget sig rundt i samme sociale lag, nærmere bestemt i garager på Kongevejen i Holte og på Strandvejen i Charlottenlund, hvor skats medarbejdere har fundet det ene eksempel efter det andet på bevidst svindel med afgifter på millionærbiler. Det er ikke første gang, den slags plat og svindel kommer for en dag. For nogle år siden drejede det sig om fup med skattemæssig værdiansættelse af rigmandsejendomme i Nordsjælland. Den sag gik i glemmebogen. Det gør den nye med bilerne nok også snart. Og det er andre skatteborgere - “dig og mig”, som det udtrykkes - der betaler gildet for de rige svindlere. Samtidig med, at vores skattekroner ikke længere strækker til at holde velfærden i gang. Kunne man mon forestille sig, at Ekstrabladet, Se & Hør og tv-kanalerne ville kaste sig over nævnte sager med samme ildhu som den kvindelige kændis’ forbrug af stimulanser? (Et forbrug, der i parantes bemærket er såre almindelig i de kredse, som modeskabere Erik Brandt har gjort opmærksom på). Hvorfor er det mere interessant, at skrive om et overklasseløgs dumheder end om overklassens asociale adfærd på det økonomiske og skattemæssige område? Hvor er proportionerne henne? Jeg spørger bare.

Det var slet ikke meningen, men når man har en rygrad som et stykke kogt makaroni og alligevel skal ind i boghandlen, så skal det gå galt. Og jeg var da heller ikke mere end lige kommet ind bag glasdøren, før Morten Pills leksikon om “Danske Filminstruktører” nærmest sprang mig i møde. Og jeg har en svaghed for både gode håndbøger - og for Informations mangeårige nestor på filmområdet, Morten Piil. Morten Pills små filmomtaler i fredagsudgaven af Information er en af den væsentlige grunde til, at jeg stadigvæk holder avisen (i weekenden). Og jeg har haft stor glæde af hans to andre leksikalske værker, Gyldendals Filmguide og Danske filmskuespillere. Så der var ikke nogen vej uden om. Kun ned i indkøbsposen. Der var også et par andre, som jeg måske vender tilbage til…

En cameo rolle eller cameo optræden er en kort optræden, hvor fx en filminstruktør, en politiker eller end anden kendt person for en kort bemærkning dukker op i et teaterstykke, et tv-program eller en film. I filmens verden har disse cameoer ofte karakter af en signatur, en diskret hyldest til cameorolleindehaveren eller en allusion af en art. Og blandt film buffs er det en yndet sport at spotte cameoer rundt omkring i filmhistorien. Da jeg selv havde min nørdede periode i gymnasieårene var det sjovt at spotte cameoer i franske nybølgefilm - og i Alfred Hitchcocks film, hvor Alfred som regel selv var med som signatur. Nu har en af youtube-brugerne lavet en lille film med en hel de af cameoerne, som Hitchcock lavede. Det er sjovt, men måske også lidt usportsligt!?