8. februar 2009 arkiv

En sjældenhed: The Blue Orchids “Oo-chang-a-lang”

8. februar 2009

Historien om The Blue Orchids (ikke af forveksle med senere bands af samme navn) er historien om tre 14-årige piger, Georgine Oliver, Pamela Jarman og Valerie Jones, der gik i samme pigeskole i Coventry og fik mulighed for at indspille en plade. Pigerne begyndte vist at synge sammen i skolens frikvarterer, hvor de diverterede kammeraterne og hinanden med coverversioner af tidens hits. Deres musikglæde fik dem også til at opsøge et lokal etablissement – The  Orchid Ballroom – for at danse og høre musik. Anekdoten vil vide, at Pamela en dag tilmeldte sig selv og de andre – uden deres vidende – til en talentkonkurrence “for sjov skyld”. Ved konkurrencen gav de Phil Spector- og Motown-sange til bedste – og vandt. De fik hele 1 pund for bedriften. Det var Orchid Ballrooms manager, Larry Page – senere manager for The Kinks – der sørgede for, at pigerne fik en kontrakt med Decca. Og han fandt også navnet til pigerne – inspireret af navnet på sit eget dansested.
Den første single bestod af “Gonna Make Him Mine” og “Stay At Home” og stilen var en blanding af amerikansk pigegruppe-tresser-lyd og engelsk beat. Pladen blev ikke nogen succes. Det gik  bedre med opfølgeren “Love Hit Me”, der blev produceret i rigtig Phil Spector-stil. Pigerne blev spillet på lokalradioen og fik lov til at optræde på Ready Steady Go! Pladesalg i stor stil blev det dog aldrig til for de blå orkideer. Men de fik indspillet en række charmerende sange. Blandt andet Oo-Chang-A-Lang, der uvist af hvilken grund kun udkom i USA. B-siden
, “I’ve got that feeling”, var skrevet af en vis Ray Davies.

The Blue Orchids er med årene blevet kult, men deres sange er ikke blevet udsendt på en samlet udgivelse endnu. Flere af dem kan dog findes på diverse samlinger, fx. “Go Girl: Dream Babes Volume 4” fra 2003, hvor Love hit me, Gonna Make Me Mine og Mr. Scrogge er at finde. Oo-chang-a-lang kan man fx finde på Girls in The Garage fra 1997.

Østre Gasværk – en kulturradikalistisk sang?

8. februar 2009

Ovre hos de vilde analytikere faldt jeg over en kommentar, der drejede sig om Kim Larsen. Kjeldsen skriver, at Kim Larsen med sin sang “Østre Gasværk” “cementerer sin position som en af den samtidige kulturradikalismes chefideologer“. Sangteksten, som Anker Jørgensen engang citerede i en nytårstale, var et pænt hit dengang. Men er den udtryk for kulturadikalisme? Ideologisk set udspringer kulturradikalismen af en kronik, som Elias Bredsdorff skrev i Politiken i 1955, hvor han udmøntede begrebet kulturadikalisme således:”Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet
med en social samvittighed.»  Og i samme artikel indskrev Bredsdorff kulturradikalismen som en strømning, der løb fra Brandes over Kulturkampen i 1930’erne og frem. I vor samtids kulturdebatter er kulturradikalisme blevet et skældsord for de herskende borgerlige kommentatorer, og de konnotationer, der knytter sig til begrebet er blandt andet: venstreorientering, intellektualisme, socialisme, frisind, humanisme m.m. Kulturradikalismen er et af de begreber, som borgerlige ideologer går til angreb på i forsøget på at sætte en anden dagsorden.
Men kan man kalde Larsen sang kulturradikalisme? Ser vi bort fra, at hr. Larsen i mange sammenhænge har udtalt sig kulturradikalistisk, så lad os se på teksten:

Det er en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser
men jeg har det da nogenlunde her
her på Østre Gaaaasværk

Der’ mange, mange drømme
der’ røget sig en tur
men jeg ka’ da stadig grine
når jeg sidder helt alene –
helt alene i mit lille skur

Det er en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser
men jeg har det da nogenlunde her
her på Østre Gaaaaasværk

Jeg har ikke nogen penge
og ikke noget job
det har været sådan længe
Gu’ ved om det nogensinde –
nogensinde holder op

Men jeg har da Lange Lone
og hun spiller violin
og når nerverne de klikker
så drikker vi en lille flaske –
lille flaske brændevin

For det’ en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser
men jeg har det da nogenlunde her
her på Østre Gaaaaasværk

Sangen er en slags moderne udgave af Manden på risten. Subjektet i sangen lever i “en kold tid”, opholder sig i et skur, er uden penge og job, men har beholdt sit gode humør (“ka’ da stadig grine”) og trøster sig med veninden Lange Lones violinspil og “en lille flaske brændevin”. Skulle denne sang cementere Larsen position som kulturradikalistisk chefideolog? Visse vasse. Sangen er ikke en ideologisk-politisk vise, men en lille sang om en mand, der har mistet sine drømme og sit job, men ikke sit gode humør. Sangen beskriver, den politiserer ikke. Med mindre man betragter det som politiserende at beskrive en arbejdsløs’ situation. Selvfølgelig er sangen udtryk for ‘respekt for mennesket’, men den kan dårligt kaldes ‘belastet’ af social samvittighed.  Jeg mener, at den lige så vel kunne være skrevet af en borgerlig humanist.