De dukker op som forårsblomsterne i mulden udenfor, sangene fra min skoletid. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi var igennem Oh My Darling Clementine. Men tilstrækkeligt mange til, at den har sat sig fast i den indre jukeboks. Her i en spøjs udgave med en vietnameser og selveste Pete Seeger….
For nogen tid siden omtalte jeg sangskriveren, musikeren, sangeren og pladeproduceren Allen Toussaint. Og fra ham er der ikke langt til den for længst afdøde sanger Lee Dorsey (1925-1986). Toussaint og Dorsey kan minde en del om hinanden som kunstnere. Begge har deres musikalske rødder dybt ned i musikken i New Orleans, Louisiana. Sveddryppende, funket, beskidt R&B med en masse etniske ingredienser. Måske var det derfor de to herrer straks kom på bølgelængde, da den engang tilbage i de tidlige tressere mødte hinanden ved en fest. I hvert fald fik Toussaint Dorsey på kontrakt hos pladeselskabet Fury Records og fik udgivet Dorseys første hit “Ya Ya”. En rigtig swingende sag, der vist er inspireret af børnerim. Samarbejdet med Toussaint fortsatte på Amy Records, da Fury lukkede. Og her fik Dorsey sit vel nok største hit med klassikeren “Working in the Coal Mine“, som Toussaint havde skrevet. året var 1966. I 1970 lavede de to kolleger et album, der må betegnes som et hovedværk i Dorseys ( og Toussaints) karriere: “Yes We Can”. En klassiker inden for New Orleans R&B. Lyt engang til titelnummeret. Det kan vist ikke blive mere funky og sejt swingende. Sangen er i øvrigt blevet en slags temasang for en vis Barrack Obama…
Dorsey døde i 1986 som følge af en lungesygdom.
Det sønderborgbaserede band Def Cisum (navnet er en joke – Fed Music stavet bagfra…) er et af de bands, jeg husker ganske tydeligt fra præsentationen af deres debutplade fra 1974 i radioen. I min erindring var det et jazz-rock-album med swingende numre, der ledte tankerne hen på diverse jazz-orienterede big-bands, jazz-rock-fusionister som Chicago og også danske bands fra periode, fx Maxwells og Burning Red Ivanhoe. Bandet, der vist er blevet gendannet, bestod af sangskriver, forsanger og lead-guitarist Ronald Nielsen, guitarist, sanger og sangskriver Flemming Andersen, basist, sangskriver og forsanger Bent Rothe, trommeslageren Peter Kückelhahn, trompetisterne Peter Nielsen og Ole Knudsen – og på hhv. cornet og trombone Dan List-Jensen, “Rolf” og “Poul”. Dertil skal lægges backingvokaler af Don og Lissen.
Når man tænker på, hvor meget ragelse, der bliver genudgivet på cd, kan det godt undre, at sådan en plade ikke har fået en chance. Det er en vellykket dansk fusionsplade med lutter gode kompositioner og gode arrangementer.
I used to be your favorite drunk
Good for one more laugh
Then we both ran out of luck
And luck was all we had
You put on a uniform
To fight the Civil War
I tried to join but no one liked
The side I’m fighting for
So let’s drink to when it’s over
And let’s drink to when we meet
I’ll be standing on this corner
Where there used to be a street
You left me with the dishes
And a baby in the bath
And you’re tight with the militias
You wear their camouflage
I guess that makes us equal
But I want to march with you
An extra in the sequel
To the old red-white-and-blue
So let’s drink to when it’s over
And let’s drink to when we meet
I’ll be standing on this corner
Where there used to be a street
I cried for you this morning
And I’ll cry for you again
But I’m not in charge of sorrow
So please don’t ask me when
I know the burden’s heavy
As you bear it through the night
Some people say it’s empty
But that doesn’t mean it’s light
So let’s drink to when it’s over
And let’s drink to when we meet
I’ll be standing on this corner
Where there used to be a street
It’s going to be September now
For many years to come
Every heart adjusting
To that strict September drum
I see the Ghost of Culture
With numbers on his wrist
Salute some new conclusion
Which all of us have missed
So let’s drink to when it’s over
And let’s drink to when we meet
I’ll be standing on this corner
Where there used to be a street
Digtet er blevet bragt i The New Yorker
Selv om jeg bestemt har mine forbehold over for sammenblandingen af virkelighedens blodige alvor og så underholdning – fx i form af kændisdyrkende Røde Kors-tv-shows – så kan jeg godt have sympati for visse projekter. Fx War Child International – en række uafhængige organisationer, der arbejder for at hjælpe børn, der er berørt af krige – og deres pladeudgivelse Presents Heroes. Med det israelske bombardement af Gaza-striben i frisk erindring og billeder af lemlæstede børn er det ikke svært at få penge op af lommen for at GØRE NOGET. BARE ET ELLER ANDET. Fx købe bemeldte album. Og så gør det selvfølgelig ikke noget, at musikken på pladen er ganske interessant, idet der er tale om en række yngre talenters fortolking af gamle heltes sange, fra Dylans Leopard-Skin-Pill-Box-Hat til David Bowies titelsang Heroes. Her er listen:
1. Beck (Bob Dylan – “Leopard-Skin Pill-Box Hat”)
2. The Kooks (The Kinks – “Victoria”)
3. The Hold Steady (Bruce Springsteen – “Atlantic City”)
4. Hot Chip (Joy Division – “Transmission”)
5. Lily Allen feat. Mick Jones (The Clash – “Straight To Hell”)
6. Yeah Yeah Yeahs (The Ramones – “Sheena Is A Punk Rocker”)
7. Franz Ferdinand (Blondie – “Call Me”)
8. Duffy (Paul McCartney – “Live And Let Die”)
9. Estelle (Stevie Wonder – “Superstition”)
10. Rufus Wainwright (Brian Wilson -” Wonderful & Song For Children”)
11. Scissor Sisters (Roxy Music – “Do The Strand”)
12. Peaches (Iggy Pop – “Search And Destroy”)
13. Adam Cohen (Leonard Cohen – “Take This Waltz”)
14. Elbow (U2 – “Running To Stand Still”)
15. The Like (Elvis Costello – “You Belong To Me”)
16. TV On The Radio (David Bowie – “Heroes”)
