Capac anbefaler: Bells Echo – I can see your bike from here
16. februar 2015
Der er noget særligt over at lytte til et debutalbum. Forventninger kan man ikke have, men kan talentet, der har ført til en pladeindspilning holde? Holder det vand?
I tilfældet Bells Echo – et femmands indieband fra København – er svaret ganske klart: Ja. Talentet holder – og mere til. Debutpladen I Can See Your Bike From Here gemmer bag sit lysegult-pastelfarvede cover en snes behagelige, inciterende popsange.
Der lægges ud med titelsangen, der er et lille enkelt, sprødt pianostykke, der uden fyld eller tilsætning af andet end pianolyden præsenterer bandets vandmærke: den lidt melankolske og meget melodiøse pop. Intronummeret slår en stemning an, der på de følgende numre breder sig som ringe i vandet og nuanceres skridt for skridt.
Titelsangen følges op af “Buried Alive”, der en vemodig, romantisk tilbagelænet lyrisk sag, hvor Jens Bæk-Jessens diskrete og dog markante trommer støtter op om pianoets omdrejningspunkt sammen med Jens Rose Kongstads følsomme mandevokal og Philip Frederik Frandsens underspillede, pointerende guitarklange.
I samme spor følger den todelte sang “Maze”, der en en mørkt-melankolsk sang om at søge lyset for enden af mørket. Her får guitarerne overtaget sammen med koret (i del II) og musikken henter det lys ind, der nok ikke helt er dækning for i teksten.
Tristessen og vemodet får en tand til i “Oh brother”, der må være pladens reneste klagesang. Samtidig er det en smuk og rørende sang, hvor Kongstads stemme bæres fint frem af akustiske guitartoner og diskrete lag af keyboards, kor m.m. Og undervejs løftes tungheden lidt af en enkel el-guitars solo.
Stemningen letter lidt som disen over det danske landskab i “Couselor”, der måske er pladen bedste bud på en rigtig popsang, der måske ikke ligefrem inviterer til at synge med, men i hvert fald til at nynnemed og vippe med med foden. En sang, der burde kunne aspirere til diverse radioplaylister.
Men ellers maler Bells Echos videre med melankoliens penselstrøg og giver det musikalske udtryk endnu flere nuancer og lag på pladens sidste fire numre. Samlet set kan man sige, at Bells Echos med deres debut overbeviser som et indiepopband, der kan levere bevægende og forførende popsange, samtidig med, at bandet skriver sig ind i tidsåndens hang til melankoli og tristesse. Det er således en både overbevisende og flot debut, der giver løfter for fremtiden. Og man kan kun håbe på, at Bells Echo vil være at finde på de mange kommende festivaler og koncerter i foråret og sommeren.
Bells Echo – Jump Off The Page (official video) from Celebration Records on Vimeo.
