3. april 2015 arkiv

Genhør: Herman’s Hermits

3. april 2015

Også Peter Noone og hans pæne popdrenge i Herman’s Hermits har rundet 50-års-jubilæet. Og det er blevet markeret af Bear Family Records med endnu en Best of- udgivelse på to cd’er med alle bandets store hits. Og mit indre popøre har haft et svagt punkt, når det drejer sig om Herman’s Hermits. Der var – midt i de oprørske tressere – pæne og velfriserede drenge, men de var også heldige at få en række fine popsange i deres repertoire.  Fx Goffin og Kings “I’m into something good”, Trevor Peacocks “Mrs. Brown you got a lovely daughter”, Graham Gouldmans “No milk today” eller Murray & Westons “I‘m ‘Enery the Eighth, I am”. Og mange flere sange, der har graveret sig ind i min erindring.

Mere fra The Walking Dead…

3. april 2015

Man skal passe på med at fortabe sig i soundtracks fra film og tv-serier. Som nu den for nylig omtalte zombieserie The Walking Dead. Omtale af det gamle Bee Gees-nummer fik mig til at smuglytte til seriens lydspor og researche lidt på det. Og jeg faldt over indieprojektet Waxahatchees bidrag til serien. Sangen “Bee Good” fra albummet American Weekend bliver brugt i en scene, hvor hovedrollefiguren Beth synger sangen til en anden hovedrolleindehaver, Daryl. 

Originalen – med dens simple guitarlyd – er dog meget bedre… men anvendelsen af sange har været med til at skabe opmærksomhed omkring Waxahatchee (Katie Crutchfield) og hendes musik, så det er jo godt nok…

Kate Pierson – B52s – og familiealbummet

3. april 2015

Med vanlig uptemposangstil synger Kate Pierson denne sang fra hendes nye soloalbum Guitars and Microphones, medens billeder fra hendes personlige fotoalbum flimrer og flintrer forbi lytterens blik. Fin sang – helt i B52s ånd.

Brian Wilson – pladeaktuel

3. april 2015

Den gamle Beach Boy-centerfigur Brian Wilson udsender en ny plade i denne måned. No Pier Pressure hedder den – og at dømme efter nedenstående smagsprøve, så holder Wilson fast i tressernes musikalske æstetik. Lyden, arrangementet, sangen osv. er som taget direkte ud af de vist nok så glade tresseres musik. Og han skal ikke høre et ondt ord for det, når det gøres så udpræget smagfuldt og lækkert som kun hr. Wilson kan gøre det…

Musikkens livsbekræftende virkning

3. april 2015

Hvis jeg bliver dement, så vil jeg kobles på min pladesamling – permanent.