17. maj 2015 arkiv

Capac anbefaler: Mathias Heise Quadrillion – Sudden Accent

17. maj 2015

Det unge, danske jazz-mundharmonikatalent Mathias Heise har etableret jazz-fusions-orkestret Mathias Heise Quadrillion, der netop er debuteret med albummet Sudden Ascent. Det er fusionsmusik, der blander jazz, rock og andre af nutidens udtryksformer – f.eks. og markant: spoken word – med hinanden og skaber en musik, der besidder de bedste kvaliteter fra de forskellige ingredienser – jazzens improvisatoriske leg med melodier og harmonier, rockens kropslighed og puls og så videre.

Og Sudden Ascent skriver sig smukt ind i en tradition, der går tilbage til halvfjerdsernes store navne som Weather Report, Mahavishnu Orchestra, Herbie Hancock, Return to Forever og mange andre grupper, der lavede banebrydende fusiionsmusik og satte baren meget højt. Men Mathias Heide (harmonika, keyboards og spoken word), Mads Christiansen (guitar), David Vang (bas) og Aksel Stadel Borum (trommer) har uforfærdet kastet sig ud i projektet og er landet med held med et album, der ikke kun skaber fusion, men også lader de enkelte stilelementer skinne markant igennem. Her er øjeblikke, hvor Mathias Heise med sin harmonika forbigående leder tankerne hen på mesteren Toots Thielemans (f.eks. titelnummeret), og der er øjeblikke, hvor man genkalder sig Weather Report på højdepunktet i deres meditative hjørne (f.eks. “House of Fog”).

Med Sudden Ascent tilfører Quadrillion ny ilt til en genre – fusionen – der ellers kunne se lidt udtørret ud her i 2015. Og det er velkomment. Jeg håber, at man vil give pladen og gruppen en chance og lytte til dem. Hermed anbefalet.

Mathia Heise Quadrillion. Sudden Ascent. Giant Sheep Music. Udkom den 10. maj

New Zealandsk retro: Dodson and Fog

17. maj 2015

Donovan, Incredible String Band og britisk tresserfolk. Det er de associationer, som new-zealanske Dodson and Fog giver anledning til. Den aktive lytter har samlet en indføringsantologi, der smager af mere:

Lidt nostalgi: Ismutter

17. maj 2015

ismutter1

Vi skal tilbage i tiden – til capacs barndom i Esbjerg. Takket være en Facebook-gruppe, der dyrker nostalgien vedrørende barndomsbyen Esbjerg, er dette unikke foto fra barndommens gade dukket op. Fotoet viser noget af gadekrydset mellem Nygårdsvej – hvor capac boede – og Sjællandsgade. Et gadekryds af stor betydning, fordi det gav plads til “ismutter”. På hjørnet til højre ser man en lille trappe. Den førte ind til det nærmeste “ismejeri”, hvor “ismutter” – en ældre kvinde (med forbehold for min daværende alders fordomsfuldhed…) – regerede og stod for salg af tidens mælkeprodukter og et lille udvalg af is og slik. Det var barndommens slaraffenland. Det var her, der blev købt is fra Premier is (blandt andet røde, gule og grønne sodavandsis, flødeis med kandis, eksimois og “ishuse”, når det gik højt) og lidt slik, f.eks. lakridsstænger.

På det modsatte hjørne kan man skimte lidt af slagterforretningen (Theilgaard) og lidt nede ad Sjællandsgade i en kælder befandt den lokale skomager sig. Ham besøgte jeg flere gange for at for forsålet mine forældres og mine sko. Jeg husker endnu en venlig mand og lugten – eller skulle jeg skrive: duften – af læder og lim.  En svunden tid. Jeg er dybt taknemmelig for dette gamle sort-hvide foto, der må være taget fra en lejlighed i Nygårdsvej 125 (cirka). Tak til Mogen Matthiesen for fotoet.

PS. Og så kom jeg lige pludselig bort fra den lille historie, jeg ville fortælle.

Engang fik vi drenge den slemme idé, at vi ville snyde ismutter – også kaldet slitmutter. En af drengene (navnet holder jeg for mig selv) have fået en udenlandsk mønt af sin far. Den lignede meget datiden femkrone og så udtænkte vi os den drengestreg, at vi ville købe is for fem kroner hos slitmutter. Den hoppede den gamle dame nok på, tænkte vi. Og som tænkt så gjort. En af drengene blev sendt over i butikken. – Og han kom ganske vist tilbage med favnen fuld af eskimois. – Men, men. Til historien hører så, at den pågældende dreng med møntet siden fik at vide af sin far, at mønten var en hollandsk mønt, der var meget mere værd en fem kroner… Så må sket retfærdigheden alligevel fyldest dengang for mange år siden…

Capac anbefaler: Nicolai Majland Trio – Leaving and Believing

17. maj 2015

Leaving and Believing er en jazz-plade. Men når det er sagt, så er det også nødvendigt at modificere udsagnet. For da jeg lyttede til pladen første gang blev jeg ført tilbage til dengang i min barn- og ungdom, hvor jeg altid sad med hovedet inde i radioen og lyttede. Og ofte kom der den slags jazz ud af højtalerne: Jazz, der umiskendeligt bar jazzens vandmærke – ikke mindst den improvisatoriske tilgang til musikken – men også lænede sig kærligt og kælent op ad poppen. Og sådan er det med trioens plade. Alene valget af sange – bl.a. af Lennon og McCartney (Fool on the hill), Bacharach og David (Alfie), Sebastian og Dave Brubeck (In our own sweet way) afslører Majlands og co’s forkærlighed for den gode popsang. Det samme gør i øvrigt Nicolai Majlands egne kompositioner.

Leaving and Beileving er en plade, der i lige høj grad appellerer til jazz-elskeren og pophovedet. Numrene er naturligt nok centreret om Nicolai Majland piano, der har en dejlig varm og velbehagelig lyd. Og Majland backes lydhørt og kongenialt op af Michael Dalgas’ trommespil og Jens Kristian Andersens diskrete, men også markante bas (lyt fx til den lille solo i “Fool on the Hill”). Og så har trioen fået  assistance af jazzsangerinden Sinne Eeg på et par af numrene, og Eegs stemme tilfører musikken en ekstra dimension af sanselighed og krop, som musikken ikke må mangle. Faktisk måtte Eeg gerne have fået mere plads på pladen – efter min mening.

Konkluderende vil jeg sige, at trioen har fået lavet et album i krydsfeltet mellem jazz og klassisk pop som burde kunne tilfredsstille alle lyttere med præferencer inden for de to genrer. Hermed anbefalet uden forbehold.

Nicolai Majland Trio. Leaving and Believing. Gateway Music. Udkom d. 10. maj

Musikeksempler kommer, så snart de bliver tilgængelige…