16. august 2015 arkiv

Dagens citat – af Woody Allen

16. august 2015

“Jeg ville ikke holde ti minutter i en filosofisk diskussion. Der er ingen praktisk færdighed, filosofien kan ikke redde dit liv. Du vil stadig blive gammel og dø, uanset hvad tænkerne fortæller dig. De siger, at døden ikke er slutningen, men en del af livet, som hører med. Det er bare teaterrøg. Der er ikke noget af det, der virker. Vi skrev under på en dårlig kontrakt. Som Jean-Paul Sartre sagde: ‘Så snart du er født, er du dømt til at dø’. du sidder allerede i fængslet og venter. Det er en frygtelig ting, og der er ingen vej udenom. Du kan rase i blinde, det er det hele.”

Woody Allen i Weekendavsien #33, 14. august 2015

Så nøgternt og desillusioneret kan man se på livet, når man er nået en alder af 80 år og i øvrigt er still going strong som filmskaber. Beundringsværdigt efter min mening. Og det kalder jo næsten på en bluessang – så vi kan passende tage Farmers forslag med Rod Stewart og Faces, “Love in vain”..

Elvis Presley døde på denne dag – i 1977

16. august 2015

Den 16. august 1977 udåndede The King på badeværelsesgulvet i sit hjem og betalte prisen for at være umenneskelig berømt popstjerne. Havde han fået lov til at leve videre, var han blevet 80 i januar måned. Men sådan skulle det ikke være.

I mellemtiden er Elvis-industrien fortsat med at holde sig selv i gang med alskens udgivelser. Senest den famøse orkesterudgave af Elvis. Og der er nok at dykke ned i, hvis man vil stifte bekendtskab med sangeren Elvis. Bokssæt i massevis dokumenterer hans gyldne årtier – 50’erne og 60’erne. Hvis man ikke vil gribe dybt i tegnedrengen – og alligevel nyde Elvis’ røst, kan jeg anbefale det lille bokssæt, som Real Gone Music har udgivet under den beskedne, men ganske informative titel Elvis Presley 8 Classic Albums Plus Bonus Singles. Her får man fire CD’er pakket med sange fra mandens første otte album – fra Elvis Presley (1956) til His Hand in Mine (1960). Og i lydforbedret kvalitet vel at mærke. Det er discount, men absolut et best buy.

PS. Fotoet af Elvis-livremmen har jeg lånt hos bæltets ejer, en stor Elvis-fan: Torben Bille.