1. november 2015 arkiv

Til lykke til Stig Møller, der bliver 70 år

1. november 2015

I dag fylder Stig Møller 70 år. Præsentation burde være unødvendig, hvis man har fulgt med i dansk musikhistorie siden tresserne. Men alligevel: Blackbeat, Les Rivals, Steppeulvenen, Kajs Camping, Dødens Pølse, Skousen & Ingemann og Starfuckers er nogle af de sammenhænge, hvor Møller har gjort sig gældende. Og så selvfølgelig som solist. Og hele vejen med en rem af hippietiden i sin hud og sin musik. Til lykke du spillemand.

Og Radio24syv har en fin samtale med fødselaren, som du kan høre eller podcaste lige her.

Capac anbefaler: Ninna Andreasen – Sminkede Lig

1. november 2015

Ninna Andreasens debutalbum Barske Banaliteter ramte (desværre) ikke min radar. Men det gør så opfølgeren, dobbeltalbummet Sminkede Lig. Og heldigvis og tak for det, for det er et helt igennem fint udspil, den esbjergensiske singer-songwriter har bedrevet.

Som titlen Sminkede LIg antyder, så er der tale om en slags concept-album, der kredser om temaet: den bedrageriske. forførende og fascinerende overflade bag hvilken der gemmer sig en anden virkelighed og sandhed. Som i titelsangen, der en personlig sang om den dobbelthed:

Varsom med for store ord/ De kunne nemt blive taget af vinden/ Lige rundt om hjørnet fra hvor vi står/ bider den til benet/ Altid en smule udenfor/ selv når man er inde i varmen/ Vi tilbeder måske stilhed/ Men lever af larmen/ Mine rustne koryfæer, mine sminkede lig/ de er sikkert ikke noget for dig/ Men de bliver sgu aldrig helt kedelige/ og det er egentlig nok for mig/ For i nat skal I bære os ud herfra…”

En selverkendende sang om det dobbeltspil, den iscenesættelse, som ingen af os kan sige sig fri for eller gøre sig fri af, fordi det ikke bare handler om at smide masken, men om, at masken er det, vi er. Og forsøger vi at smide masken, så viser der sig bare en maske bag masken og en maske bag den.

Ninna Andreasen er optaget af den slags dobbeltheder. Det gælder også i den første sang på studioalbummet “Engang”, der handler om vores tvetydige forhold til vores egen fortid: “Engang vil vi tænke tilbage/ på nu som de gamle dage/ Måske ikke helt så lykkelig/ men præcis så tæt på fri/Sådan nogen som os kan komme/ min pige”. Usikre forhåbninger til fremtiden spejler sig i alt andet end nostalgiske tilbageblik på den fortid, nuet snart vil være.

Som allerede antydet, så  er Andreasens tekster alt andet end entydige. Og i nogle af sine formuleringer tangerer teksterne det absurde og ikke helt gennemskuelige som en forbigående søgt poetisk konsekvens af fordybelsen i dobbeltheder, tvivl, ambivalens osv. Men selv uden disse poetiske udskridninger, så er Andreasens tekster ikke let håndgribelige eller fastholdbare. Det er tekster, der kræver en opmærksom lytter. Og forventer man popligefremhed, så går man galt i byen og må stå  af. Til gengæld er der nok at reflektere over, hvis man giver teksterne sin fulde opmærksomhed og eftertanke. Og det er en kvalitet, man ikke kan tilskrive enhver sangskriver… Jo, Ninna Andreasen, har et stort potentiale som vedkommende sangskriver.

Og næsten paradoksalt, så er sangene på studiealbummet spundet ind i en musikalsk ramme, der næsten uforskammet dyrker en klar poprock-attitude. Ja, fx i sangen “Engang” frister bandet med noget, der mest af alt ligner en rigtig hitsang, men en fængende melodi og et omkvæd, der går lige i blodet på en.  I det hele taget forstår Andreasen at skrue sange sammen, der har umiddelbar appel til pop- og rocklytteren. Et andet eksempel kunne være “I et andet liv”, der trækker store veksler på såvel den poppede del af countryen og på den alternative countrys mere forfinede udtryk. For det skal også siges, at godt nok flirter Ninna og Co. uforskammet med det poppede, men der er hele vejen igennem tale om poprock med et twist. Der er kant og udfordringer i arrangementerne, så også de mere kræsne lyttere kan blive tilfredsstillet.

Den anden CD har en noget anden karakter. Der er tale om liveoptagelser med Ninna alene på  scenen med sin guitar. Og med en stor håndfuld tekstmættede sange, der er en slags små novelleagtige fortællinger, der udfolder det univers af dobbeltheder, ambivalenser osv., der kendetegner Ninna Andreasens sangskrivning. Ninna indleder selv sangene og man bemærker snart, at livesituationen tilfører sangene en humor, der giver en ekstra dimension til sangene og understreger deres kompleksitet.

Samlet set lægger Ninna Andreasens plade sig smukt i kølvandet på en lang række af overbevisende dansksprogede, lokalt forankrede plader fra talentfulde og overbevisende danske sangskrivere, og man kan glæde sig til, at Ninna føjer endnu et kapitel til sin sangskrivning. Hermed anbefalet.

Ninna Andreasen. Sminkede lig. Produceret af Rasmus Madsen. Trechoma Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Coco Moon – Marble Mouth

1. november 2015

Marble Mouth er det andet udspil fra bandet Coco Moon, der består af Nana Odderskær, Jens Hyldgaard, Daniel Skjødt, Niels Hyldgaard og Jens Nowack. Og det er et både interessant og indtagende album, der ikke lyder som noget, jeg har hørt i år. Sagt på en anden måde, så har Coco Moon skabt et album, der består af et unikt, sammenhængende lydlandskab. Nana Odderskær, der også står for de næsten kryptiske, mørke tekster, står centralt i lydbilledet med sin kønne, popegnede, feminine stemme. Og under den ligger en mørk bund, der præges af energifyldte, tunge, til tider næsten slæbende, trommespor, en sejt pumpende bas, guitarspil, der veksler mellem det akustisk stoflige og lyriske udtryk og det decideret hårde rockede. Inspirationen til lyduniverset kommer mange steder fra: pop, folk, rock, noise rock, industrial, trip hop med mere.

Albummet kan godt ved en første gennemlytning virke lidt utilnærmeligt og tillukket – som om det lukker sig om sig selv i elektronisk-maskinelle mørke. Men førstegangsindtrykket snyder og ved gentagne lytninger inviteres lytteren ind i et homogent univers, hvor der også er oaser af popenkel lethed, som fx i nummeret “Bodies“, der løsrevet betraget peger tilbage på bandets anderledes poprettede debutalbum. Men det lette folk- og popanstrøg på pladen har utvivlsomt karakter af kontrapunktisk understregning af, at det er et album, der tager sit melankolske mørke helt alvorligt.

Med Marble Mouth har Coco Moon lavet et album, der i den grad inviterer til opmærksom på stereoanlægget og måske allerbedst med et på store øretelefoner på hovedet. Men det er også musik, der vil egne sig til  intime scener med et hengivent publikum.

Hermed anbefalet.

Coco Moon. Marble Mouth. Produceret af Mikkel Bolding. Concrete Lab. Er udkommet.