The Hinds fra Madrid spiller skramlet, henkastet, næsten sløset garagerock af den slags, som denne skrivekugle har en stor svaghed for. Musik, der ikke ændrer verden en tødddel, men bekræfter, at der stadigvæk er plads til dem, der kan finde ind til rockens DNA-spiral og genbruge den… Hinds plade Leave Me Alone udkommer i januar måned.
De hæderkronede countryrockband The Eagles skal også hyldes, som det fremgår af nedenstående video, hvor countryesset Miranda Lambert smukt (synes jeg) fortolker Eagles gamle klassiker “Desperado”…
Den store sangskriver og musiker Carole King var blandt modtagerne af årets Kennedy Center hæderspris. Og Aretha Franklin var blandt dem der hyldede King – og tydeligvis bevægede hende med en intens og klædeligt nedtonet udgave af “You make feel like a natural woman”:
Vi nærmer os 2016. Og jeg er hverken opti- eller pessimist, men prøver – belært af erfaringen – at være realist og kan både se tegn på det onde og det gode i det nye år. Men jeg ønsker alle mine læsere og deres nære et godt nytår, og kan – som optakt til nytårsskiftet – ikke forestille mig en dejligere sang end P. H.’s “I dit korte liv”, der er en påmindelse om, at vi skal værdsætte selve livet – selv om betingelserne for det ikke altid er de bedste. Her i en version med DR Pigekoret. Smukkere kan det næsten ikke blive – og teksten kan du læse i videoen. Godt nytår!
Mangler man lidt livemusik at lytte og opleve, så er det anbefalelsesværdigt at besøge The Music Vault på Youtube. Her kan man få adgang til hele 22000 live-koncerter med mange forskellige artister, bl.a. Talking Heads. Det er en guldgrube…
Som på så mange andre kulturelle fronter, så dominerer de engelsksprogede tv-serier. Men – der er andet. Og lige for tiden afvikler Danmarks Radio den Emmy-belønnede tyske serie Die Wölfe, der har fået den danske titel Ulvene fra Berlin. Serien – på tre dele – følger seks børn/unge fra barndommens år i det sønderbombede Berlins ruiner og i årtierne frem. Sammen laver de gruppen “ulvene” og sværger en blodsed på, at de aldrig vil skilles – heller ikke af døden.
Hvis man er interesseret i historie eller bare i en rigtig god historie, så er der al mulig grund til at se netop denne serie. Sidste afsnit vises i dag kl. 16:20 på DR K, men de andre afsnit kan ses et stykke tid endnu på DRs hjemmeside. Eller på DVD.
Og filmen har også et lydspor med flere interessante stykker musik, fx denne herlige gamle sag med Hank Williams:
Danmarks “rockmama” – eller hvordan hun nu betegnes – Sanne Salomonsen fylder 60 år i dag. Og hun er stadigvæk aktiv, selv om det er mere end 40 år siden, hun begyndte sin karriere. Jeg fik ørerne op for hende, da hun var med i musicalen “Hair” og da hun indspillede sin første langspiller i 1973. Og så fulgte jeg hende ellers et stykke ind i firserne, hvor hun var med i Sneakers m.m. Men derefter skiltes vore veje. Jeg lyttede til andet og andre sangerinder de efterfølgende år. Jeg blev aldrig rigtig fan og ejer ikke en eneste plade med Salomonsen – bortset fra dem, hvor hun synger kor. Hvis du vil lytte til fødselaren, så tune ind på fx Youtube…
Â
Også på spindesiden bliver man ældre. Faithful nærmer sig de 70 med raske skridt. Her er hun i en yngre udgave.
Den groteske komedie The Rocky Horror Picture Show med den gode skuespiller og fremragende sanger Tim Curry i hovedrollen som Frank-N-Furter og Susan Sarandon som en af hans bly ofre runder 40 år i år. Filmen, der er baseret på et teaterstykke, blev ikke nogen blockbuster, men derimod et kulttilløbsstykke. Jeg husker endnu tydeligt, da jeg så den – stærk tilskyndet af en begejstret vendinde – i Øst for Paradis, i selskab med flere kændisser fra teaterverdenen. Med sin blanding af rock’n roll, horror, komik, transseksualitet og kabaretudstyrsstykke faldt filmen på et tørt sted der i de lidt gråmelerede sluthalvfjerdsere. Det er en film, der hører med i enhver rockinteresserets dannelse. Og Tim Curry – som jeg så på tv i går i en halvdårlig amerikansk komedie – overbeviste mig om, at der var en sanger af format, som aldrig rigtig fik den opmærksomhed, han havde fortjent. Jeg købte siden et par af hans soloalbum.
Også Steve Wright fra det navnkundige australske beatorkester The Easybeats er død, 68 år gammel. Englænderen Wright dannede i 1964 The Easybeats sammen med englænderen Gordon Fleet, skotten George Young, og hollænderne Harry Vanda og Dick Diamonde. Og sammen med Harry Vanda var Wright ansvarlig for mange af bandets sange, bl.a. det internationale hit “Friday on my mind”. Easybeats fik fem år, men Wright fortsatte på egen hånd i årene efter, og døde den 26. december efter mange års misbrug af stoffer og alkohol. Der foreligger dog ikke nogen medicinsk dødsårsag.
Lemmy er død, meddeler Gaffa. Og ved sikkert, at mange – selv heavy metal-ignoranter som mig – ved, hvem man taler om, når man siger Lemmy. Lemmy Kilmister, markant forgrundsfigur i heavybandet Motörhead, der rangerer blandt de mest kendte heavybands overhovedet. Juleaftens dag fyldte Lemmy 70, men en alvorlig kræftsygdom lagde ham i graven få dage efter. Heavyrocken er blevet et markant ikon fattigere.
Så nåede jeg omsider frem til Hôns album White Lion. Hôn, der er pseudonym for frontfiguren i The Rumour Set Fire, Jesper Lidang, bevæger sig på sit debutalbum definitivt i retning af det elektroniske spor, der også findes på bandets udgivelser. Men hos Lidang rendyrkes electronicaen med inspiration fra – ikke mindst – de popfascinerede electrobands fra firserne. Vi tænker Depeche Mode, Human Leage og (forbigående) Pet Shop Boys osv. Men også arven fra Kraftwerk mærkes undervejs, fx. i sangen “S.U.B”.
Som disse indirekte forbilleder og inspirationskilder sværger Hôn til den melodiøse, dansante, ukomplicerede og forførende popsang. Gerne fremført med falsetsang, der leder tankerne hen på synthpopnavne som fx Erasure. Ja, der er ingen tvivl om, at Hôns plade er et bud på, hvordan moderne synthpop kan lyde anno 2015. Men samtidig skal det understreges, at Lindangs sange balancerer fint på æggen mellem den renlivede pop og electronicaens tradition for eksperimenter. Det er med andre ord et bud på en synthpop med kanter og skarpe hjørner. Og på den måde slutter Hôn sig fint til det fine selskab af moderne synthpopnavne, som fx OMD. Det betyder også, at White Lion ikke kun henvender sig elskeren af ukompliceret synthpop, men også til ham eller hende, der ynder at lytte lidt nøjere til musikken. Ikke mindst sange som “Soulcatcher” og “Honeydream” inviterer begge typer publikum ind i varmen.
Sammenfattende mener jeg, at Hôns plade favner vidt inden for sin genreindhegning synthpoppen og bør kunne nå ud til mange af dem, der sætter pris på moderne synthpop. Hermed anbefalet.
Hôn. White Lion. Tambourhinceros. Udkom d. 30. oktober
Titlen på Rasmus Morrisons lille 4-sangs EP fortæller os om, hvad teksternes tema er: samfundets tabere, samfundets bærme. Dem, der har udsigt til enten at ende på pyramidens bund eller måske blive mønsterbrydere, som det hedder i socialforskningen. Men emnets tyngde og alvor farver heldigvis ikke sangenes musikalske side. Tværtimod kan man sige, at musikkens lethed forlener sangene med en dimension af forhåbning og optimisme.
Musikken kan høres (af denne lytter) som en afart af den folk, som Bob Dylan engang skabte et kølvand for, som mange – herunder Morrison – sejler i. Musik, hvor det centrale er stemmen – og Morrison har en god, fin, maskulin stemme – og den akustiske guitar. Helt tydeligt bliver denne “arv” i den afsluttende sang “The break of day”, hvor Morrison står helt nøgen med sin guitar i en nedtonet og upoleret produktion. Men ellers farves sangene af smækre backingvokaler, bløde trommer og lige så bløde, farvende synthezisers.
Med sin EP placerer Rasmus Morrison sig i et felt af akustiske singer-songwriters, hvor der – kan man roligt sige – er trængsel. Men Rasmus skal nok klare sig, for han har de gode sange med sig og det skal blive spændende at se og høre, hvad han kan få ud af et helt album. For det må komme en dag. Giv Rasmus en chance. Hermed anbefalet.
Rasmus Morrison. Born to lose. Eget forlag. Er udkommet.
