28. december 2015 arkiv

Capac anbefaler: H̫n РWhite Lion

28. december 2015

hôn

Så nåede jeg omsider frem til Hôns album White Lion. Hôn, der er pseudonym for frontfiguren i The Rumour Set Fire, Jesper Lidang, bevæger sig på sit debutalbum definitivt i retning af det elektroniske spor, der også findes på bandets udgivelser. Men hos Lidang rendyrkes electronicaen med inspiration fra – ikke mindst – de popfascinerede electrobands fra firserne. Vi tænker Depeche Mode, Human Leage og (forbigående) Pet Shop Boys osv. Men også arven fra Kraftwerk mærkes undervejs, fx. i sangen “S.U.B”.
Som disse indirekte forbilleder og inspirationskilder sværger Hôn til den melodiøse, dansante, ukomplicerede og forførende popsang. Gerne fremført med falsetsang, der leder tankerne hen på synthpopnavne som fx Erasure. Ja, der er ingen tvivl om, at Hôns plade er et bud på, hvordan moderne synthpop kan lyde anno 2015. Men samtidig skal det understreges, at Lindangs sange balancerer fint på æggen mellem den renlivede pop og electronicaens tradition for eksperimenter. Det er med andre ord et bud på en synthpop med kanter og skarpe hjørner. Og på den måde slutter Hôn sig fint til det fine selskab af moderne synthpopnavne, som fx OMD. Det betyder også, at White Lion ikke kun henvender sig elskeren af ukompliceret synthpop, men også til ham eller hende, der ynder at lytte lidt nøjere til musikken. Ikke mindst sange som “Soulcatcher” og “Honeydream” inviterer begge typer publikum ind i varmen.
Sammenfattende mener jeg, at Hôns plade favner vidt inden for sin genreindhegning synthpoppen  og bør kunne nå ud til mange af dem, der sætter pris på moderne synthpop. Hermed anbefalet.

Hôn. White Lion. Tambourhinceros. Udkom d. 30. oktober

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Rasmus Morrison – Born to lose

28. december 2015

Titlen på Rasmus Morrisons lille 4-sangs EP fortæller os om, hvad teksternes tema er: samfundets tabere, samfundets bærme. Dem, der har udsigt til enten at ende på pyramidens bund eller måske blive mønsterbrydere, som det hedder i socialforskningen. Men emnets tyngde og alvor farver heldigvis ikke sangenes musikalske side. Tværtimod kan man sige, at musikkens lethed forlener sangene med en dimension af forhåbning og optimisme.

Musikken kan høres (af denne lytter) som en afart af den folk, som Bob Dylan engang skabte et kølvand for, som mange – herunder Morrison – sejler i. Musik, hvor det centrale er stemmen – og Morrison har en god, fin, maskulin stemme – og den akustiske guitar. Helt tydeligt bliver denne “arv” i den afsluttende sang “The break of day”, hvor Morrison står helt nøgen med sin guitar i en nedtonet og upoleret produktion. Men ellers farves sangene af smækre backingvokaler, bløde trommer og lige så bløde, farvende synthezisers.

Med sin EP placerer Rasmus Morrison sig i et felt af akustiske singer-songwriters, hvor der – kan man roligt sige – er trængsel. Men Rasmus skal nok klare sig, for han har de gode sange med sig og det skal blive spændende at se og høre, hvad han kan få ud af et helt album. For det må komme en dag. Giv Rasmus en chance. Hermed anbefalet.

Rasmus Morrison. Born to lose. Eget forlag. Er udkommet.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »