Nej, jeg sætter ikke stearinlys i vindueskarmen længere, men mine forældre gjorde de i mange år. Og jeg tror ikke, at det har den samme effekt som dengang, jeg var en lille dreng. Jeg prepper heller ikke og fylder mit hjem op med vanddunke, dåsemad, gær, mel osv. For jeg mener, at det er de folkevalgtes pligt og opgave at sørge for befolkningen i en eventuel krisesituation. Desuden kunne en væbnet konflikt involvere atomvåben;

og i den situation hjælper det ikke stort, at man har en kop vand og kold dåsemad. Endelig er jeg indædt imod den oprustning, som de ansvarshavende politikere italesætter. Vi har så mange andre store problemer – klimakrisen, lokale krige, migrationstruslen osv. – der gør krav på vores pengepung og besindige indsats. Som barn af den kolde krigs tid er jeg ikke bange for krig, men for den menneskelige dumhed, der fører til en sådan.

Jeg markerer den 4. maj her i bloggen for at mindes dem i mine forældres generation, der gav deres liv og viljestyrke for at kaste åget af vores skuldre. Lad os håbe, at det ikke var forgæves.