Når man siger sit job op og oven i købet sælger sit hus for at forfølge en drøm om at gøre noget ved musikken, ja så er det selvsagt, fordi man brænder for det, elsker sin metier. Og det gør Henrik Bank, der med albummet My Kind Of Heaven følger op på debutalbummet The Journey, der kom til verden for et lille årti siden og gav genlyd i det danske musikmiljø.
The Journey blev til i countrymusikkens Mekka, Nashville, hvor Bank fik hjælp fra et hold garvede amerikanske country-musikere. Og denne idé følger han op på med My Kind Of Heaven. Dog med den lille, men signifikante forskel, at efterbearbejdningen af indspilningern har foregået i hjemlandet, så alle detaljer og finesser kunne falde helt på plads. Og det er sket. Og for at være på den helt sikre side har Bank allieret sig med gode danske navne som Ivan Pedersen, Nanna Larsen, Søren Jacobsen, Søren Skov, Anne-Marie Hassing og Mogens Binderup, der har været garanti for, at Henrik kom i mål med sine store ambitioner. Og det synes jeg Bank er lykkedes ganske godt med til en begyndelse.
Og titelsangen Kind Of Heaven fortæller ganske godt, hvad det i bund og grund handler om. En følelse, som mange os sagtens kan relatere til – at krænge vores gamle ham af, tørre tavlen af og begynde på en ny frisk start i livet:
Got off a bus had a bag in my hand –
bag in my hand
took a quick look around
I Needed a change so a one-way-ticket
came in handy as I wanted new groundPeople were busy – Busy around me
where I had nothing to do
A man at an office said alright son
what can I do for youI said – My dream has always been
a clean slate to start anew
’cause I’ve seen what few have seen
so what I want from you isBlue Skies – Yellow fields
wide horizons that meet the eye
A walk by the river with the ones I love
cross my heart to die
Oh – Kind of heaven – oh – my kind of heaven
Naivt? Jovist! Og nissen følger med? Ja da. Men selv om det stadigvæk er drømmen om at vandre af sted med de elskede, så er det væsentlige jo at foretage springet, forfølge sin drøm og mærke luften under fødderne og lade det sætte gang i den kunstneriske inspiration, sangskrivningen og dens udmøntning i en række fine sange – i dette tilfælde hele 12 af slagsen.
Og det er lykkedes til fulde for Henrik Bank og hans hold af loyale, lydhøre musikervenner at få skruet et sammenhængende album sammen. Et album, der er præget af virkeligt iørefaldende sange i en genre, der beskrives som country, men i mine ører er nok så meget klassisk amerikansk inspireret singer-songwriter-pop med klar farvning af den strømning inden for countrymusikken, som siden halvfjerdsernes country-rock har været en integral del af amerikansk popmusiks middelvej. Det er musik, der med sine indtagende melodier tager sigte mod det store publikum, som Nashville ofte har haft som målgruppe. Og med en homogen produktion og arrangementer, der iscenesætter Henrik Bank som det naturlige vokale centrum og kæler for sangene med stor indforståethed. Resultatet er et dusin sange, der alle har de popkvaliteter, der skal til for at sikre sig spilletid på radio og streaming. Så har man smag for velproduceret, velgennemført og gennemtænkt, moderne country-pop, så kan man begynde her. Hermed anbefalet.
Henrik Bank. My Kind Of Heaven. Produktion: Henrik Bank, Eli Beaird og Mogens Binderup. Gateway Music. Er udkommet.