Capac anbefaler: Winther / Andersson / Watts – Steep Steps

Author:

I juni sidste år anbefalede jeg trioen Winther Andersson og Watts’ debutalbum Waw!, der siden er blev rost og fremhævet i mange medier – og som også har givet appetit på mere fra den dynamiske trio. Og her sidder jeg så med den svære toer Steep Steps, der – for at det ikke skal være løgn – stammer fra samme session, som frembragte Waw! Altså: Mere af samme slags – eller!? Ja og nej.

For ganske vist fortsætter de tre musikere i samme spor med endnu fem pænt lange skæringer, hvoraf de tre er komponeret af Carl Winther (piano og komposition), medens de resterende to er af henholdvis Tadd Dameron (1917-1965) med “Soultrane” og Mccoy Tyner (1938-2020 og især kendt for sit samarbejde med legenden John Coltrane)) med “Inner Glimpse”. Men de to amerikaneres bidrag ændrer absolut intet ved det samlede udtryks styrke og homogenitet. Og hvis den nye plade adskiller sig en kende fra den første, så er det ikke i kraft af de kompositoriske niveau, der er lige så højt som sidst, men i kraft af et endnu mere udviklet samspil mellem de medvirkende. Der er stadigvæk tale om en udforskning af en melodiøs forankret fri jazzform, hvor piano, bas og trommer lydhørt og indforstået arbejder sammen og et kollektivt udtryk, samtidig med at produktionen giver de tre kunstnere stor frihed til at udfolde sig improviserende og solistisk som det sig hør og bør. Tag som eksempel fortolkningen af Tadd Damerons ballade som et paradigmatisk eksempel på den stil, der dyrkes. Og hvis den nye plade har et ekstra kryderi, så er det i kraft af netop samspillet, der er blevet endnu mere intenst og medrivende end tidligere.

Hvis man som jeg holdt og holder af debutpladen, så er der al mulig grund til at kaste sig over det nye udspil. Her udfoldes det fulde potentiale i triosamarbejdet, og der er al mulig grund til at ønske sig mere fra den kant. Så hvis man til moderne jazz og skulle mangle en plade til samlingen, så er der god grund til at vælge Winther, Andersson og Watts og deres dynamiske trio. Hermed varmt anbefalet.

Winther / Andersson / Watts – Steep Steps – Produktion: Richard Andersson. Hobby Horse Recordings. Udkom 25. april i år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *