Jens gør mig opmærksom på, at Joe Strummer nåede sin ‘end of the line’ på denne decemberdag i 2002. Og vi mistede en af de store. Og jeg har anledning til endnu engang at spille “Redemption song” med Strummer og Johnny Cash. På enhver måde en passende sang på denne førjuledag.
Alting har en ende. En regnorm har to. Sang Shu-bi-dua engang. Og det er rigtigt. Alting har en ende. En af mine bekendtes fader stillede træskoene i går. Min jobansættelse stopper i morgen (men en ny venter i det nye år). Og – ja – vi er i juletiden og året lakker mod sin ende. Vi er ved vejs ende med 2015, vi er ved “end of the line”, som Travelling Wilburys sang i 1989. Dette fantastiske band, der bestod af nogle af de bedste fra rocken og poppen. Sangen var gruppens anden single og et sted på nettet læser jeg om sangens betydning, hvor den ældgamle togmetafor bliver et billede på selve livets ende. Altså en poppet meditation over dødens realitet.
Fruen kom hjem med en ny udgave af julehitsopsamlingen. Den gamle var slidt og var ved at falde fra hinanden, så derfor fik pladeselskabet igen lidt at holde jul for… Og jeg vil da ikke være en gammel stivstikker og forbigå julen helt uden sentimentalitet. Så derfor kære læser, får du her Irving Berlins “White Christmas” i den originale udgave med Bing Crosby.
Den litterære side lithub.com fortæller historien om “White Christmas” og om hvordan den startede bølgen af julehits. Det er sjov læsning, for sangen var oprindeligt slet ikke nogen julesang. Tværtimod en sangder var skrevet af komponisten i det solrige Californien og med den indledende linje: “The sun is shining, the grass is green / The orange and palm trees sway / There’s never been such a day / In Beverly Hills, L.A.†Linje blev siden slettet i Crosbys udgave og vupti var sangen en julesang. Ja, ikke bare en julesang, men vel en af de til alle tider mest populære. Og det forstår jeg da godt, for Irving Berlin forstod at skrue en popsang sammen. Nok om det, nu kan du godt sætte julemusikken på din afspiller. Glædelig jul.
