Med et album med hele nitten numre er Morten Skou Andersen & De Mennesker Han Normal Sammenligner Sig Med tilbage. Og den ordrige sangskriver er om muligt endnu mere ordrig end på de foregående albums – f. eks. de her omtalte Forældrelandssange (2023) og Boligindretning (2018). Og det med god grund. For typisk for Skou Andersen så er det samtidens og omverdens tilstand, der med sin desperation og splittethed kalder på ordene, på et modsvar og et opgør. For det er tydeligt, at sangskriveren ikke kan lade udviklingen gå uimodsagt hen. Lad os bare tage et tilfældigt eksempel blandt de mange sange, den 1 minut og 34 sekunder lange indledende “Hvad efterlader du dig?”:
Hvad efterlader du dig?
Hvad kan det rage dig, hvad du må få med dig
på den forpulede dag, du skal herfra
– din skide hund, et sæt tøj, hvad ved jeg, smykker –
og lænse verden for mest af det, du har?
Hvad efterlader du dig?
Hvad efterlader du dig her?
Fri mig for dét med, hvad du får ud af livet,
hvad du kan snylte dig til af sjov og skæg,
hvad du får kneppet og ædt, imens du er her,
af det, der er her endnu, når du er væk.
Hvad efterlader du dig?
Hvad efterlader du dig her?
For dét i livet, der minder dig om døden,
hvad tror du da, det er værd, når du er død?
Det, der forgår, er bekræftende i livet,
som det bestandige er, når du er død.
Hvad efterlader du dig?
Hvad efterlader du dig her?
En frenetisk, voldsom sang om vores grådige jagt og stræben efter at få noget ud af livet, materielt og på anden indholdsmæssig vis; medens spørgsmålet – og måske ønsket om – om, hvad man efterlader sig, når man engang stiller træskoene, hele tiden presser sig på. Og for at skære igennem, så kan man sige, at det man- eller i hvert fald Morten Skou Andersen – efterlader sig, selvfølgelig er sine mange sange. På det sæt og vis er den indledende sang slet ikke tilfældig, men derimod en sang om selve kernen i sangskriverens kunst.
Og ordene og sætningerne nærmest vælter ud af sangskriveren og det på en måde, der lægger alen til de foregående albums omfattende tekstmængder. Det er som om verdens galskab og fortvivlede tilstand nødvendiggør endnu flere ord og endnu flere sætninger. Og sproget på pladen får endnu en tand med et voldsomt, direkte, pågående ordvalg, der insisterer på omsider at få sat ord på den drivende vrede, frustration og utilfredsstillethed. Nogle vil måske tilskrive Morten Skous Andersen erklærede OCD-diagnose (i sangen “Du tror, du kender til smerte, men har du dyrket min?”), men det vil være at overse den kunstnerske motor, der bag det hele driver sangskriverens eruptive sprogbrug.
Og for at understrege de voldsomme følelser, der driver sangene frem, er det musikalske udtryk denne gang skåret ind til benet i form af en elementær, sprællevende rockform, der kalder på associationer som “punk” og “garagerock”. Og det er da også ovre i den afdeling af vild og voldsom, ung desperationsrock, dette album befinder sig. Og det er ganske befriende, at der stadigvæk er nogen, der gider at ‘zsparke røv’ på den måde i vores fortvivlede og forvirrede tid.
Jeg har tidligere sammenlignet Morten Skou Andersen og Co’s sange med danskpop, men denne gang fik jeg en anden association. Jeg tænker på de flippede, hippiepoeter, der i tresserne brugte det danske sprog og beatmusikken (som det hed dengang) til at komme af med deres frustrationer og lidelser. Hasse & William med flere. Uden sammenligning i øvrigt. Jovist, Morten Skou Andersen og hans mennesker har skabt et album, der har meget på hjerte – og får det gjort med en voldsom energi og lidenskab. Lige noget vi trænger til i disse for menenskeheden så trange og trængte tider. Hermed varmt anbefalet.
Morten Skou Andersen & De Mennesker Han Normalt Sammenligner Sig Med – MODERNE DESPERATION eller DET BLIVER JO BLANDET NEDE I MAVEN ALLIGEVEL Produktion m.m.: Morten Skou Andersen, bandet og Mikkel Jes Mortensen. Nearly Finished Recordings. Udkom den 26. april 2025