18. maj 2016 arkiv

Nekrofili og afgudsdyrkelse

18. maj 2016

David Bowie og Prince er døde i år. Og de har været – og er – genstand for en posthum dyrkelse, der ikke er dem værdig, synes jeg. I det hele taget har jeg det svært ved og tager afstand fra den nærmest fetischistiske dyrkelse af afdøde kunstnere. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er et tab, at de ikke er mere. Men jeg synes, vi skal være realistiske og sige: Nuvel, de er døde. Vi skal alle dø. Det er en af de få ting, vi ikke kommer uden om her i livet. Men vi ærer ikke nogen ved at gøre dem til genstand for nekrofil dyrkelse bagefter. Vi bør ære dem ved at dyrke deres kunst. For heldigvis er den efterladt som spor, vi kan vende tilbage til. Igen og igen. De har sat sig spor, og det er det, der betyder noget.

Dirch Passer – 90

18. maj 2016

Den unge lømmel ovenfor er Dirch Passer som knægt. I dag ville den landskendte komiker være fyldt 90 år, men han døde som bekendt allerede i 1980. Og dansk humor blev så meget fattigere med et slag.

Jeg er så heldig at have mødt Dirch Passer en gang i mit liv. Han og hans datter var med min far, der var skibsfører på et stykgodsskib mellem Esbjerg og England. Dirch var med, fordi han ikke ville bruge passagerskibene, men foretrak at være lidt privat og diskret og havde derfor fået lov til at sejle med.. Men jeg var med og oplevede den folkekære komiker bliver søsyg og kaste op ud over rælingen. Han blev ikke mindre i mine øjne af det, for jeg kendte alt for godt til det at blive søsyg og få mavesækken til at slå volter. Men jeg kan altså “prale” af at have mødt Dirch in persona. Og det er dog noget.

Dagen vil blive markeret på tv og andetsteds. Her vil jeg nøjes med at linke til et højdepunkt, nemlig Dirchs og Keld Pedersens sketch “Fire mænd på en tømmerflåde”.

Lou Reed i boks

18. maj 2016

Medens musikverdenen stadigvæk begræser tabet af David Bowie og Prince med morbid, nærmest nekrofil dyrkelse som følge, så bliver der lidt mere stille om “gamle døde”. Som fx Lou Reed. Men ikke helt, for nu forlyder det, at plademærkerne RCA og Arista vil udgive Reeds plader fra årene 1972 til 1986 i en boks med titlen The RCA & Arista Album Collection. I forvejen er der kommet en mindre boks med hans indspilninger fra Sire plademærket. Selv om Reeds plader stadigvæk kan fås – tak og lov for det – så er det alligevel rart at vide, at også Lou Reed er en sådan boks værdig. Og det bliver kun bedre, når man ved, at Lou Reed selv stod for den lydmæssige efterbehandling og de medfølgende noter. Det forlyder også, at boksen var Lou Reed sidste officielle projekt inden sin død. Boksen skulle være i handlen til oktober.