Dansk films enfant terrible, problembarn og meget mere, den talentfulde filmmager Lars von Trier runder de 60 år i dag. Her i bloggen håber vi, at Trier har flere overraskende, provokerende og anderledes film i posen til os. Og jeg synes stadigvæk, at hans debutspillefilm Forbrydelsens element er noget af det bedste, han har frembragt.
Dansk films enfant terrible, problembarn og meget mere, den talentfulde filmmager Lars von Trier runder de 60 år i dag. Her i bloggen håber vi, at Trier har flere overraskende, provokerende og anderledes film i posen til os. Og jeg synes stadigvæk, at hans debutspillefilm Forbrydelsens element er noget af det bedste, han har frembragt.
Den fortryllende, canadiske sanglærke Basia Bulat er for tiden i Europa, dvs. Sverige, Norge og Holland. Men – desværre – ikke i Danmark. Mon bookerne har forpasset deres chance? Nå, men heldigvis har det svenske musikmagasin Sonic foreviget Basia i deres serie af Sonic Sessions. Og det er jo bedre end ingenting.
“Awesome”. Det var prædikatet, som opvarmningsnavnet Matt Long gav Roky Ericsons præstationer på den igangværende turné, hvor Erickson spiller sange fra sit berømte tresserband The 13th Floor Elevators. “Awesome”. Men var koncerten så “awesome”? Det afhænger rigtignok af, hvilke forventninger, man har haft til den nu alderstegne forgrundsfigur fra tresserbandet, der var toneangivende for den psykedelisk farvede garagerock. Hvis kriteriet var, at Roky og bandet formåede at genskabe noget af stemningen fra de gamle sange, så var det en “awesome” koncert.
Roky Erickson er blevet en alderstegen bamse, der tydeligvis ikke går så godt længere (han er 68). Og han tilbragte da også det meste af koncerten (bortset fra de obligatoriske ekstranumre) siddende på en bredsædet stol og med sin guitar om halsen. Og hans traktering af guitaren begrænsede sig til lidt nedtonet rytmeguitarspil, der lå milevidt fra forne tiders udfoldelser på det instrument. Men heldigvis kunne bandet kompensere på det punkt.
Inden vi kom til selve koncerten fik vi en kort opvarmning af bandets trommeslager Matt Long, der med el-guitaren som instrument gav en håndfuld smagsprøver på sine egne sange. Sange, der kan beskrives som melodiske singer-songwriter-sange med rockkant af den type, man ikke lige kan huske, når man først har hørt dem, men gerne vil høre igen engang. Et sympatisk bekendtskab.
Og da Long satte sig bag trommerne hos Roky, var han fra første taktslag primus motor for bandets genskabelse af lyden fra The 13th Floor Elevators. Der var smæld og drive i hans trommespil og det løftede hele bandets præstation. Og han blev godt støttet af Jason Richard på bas, Eli Southard på lead-guitar og Jegar Erickson, der tog sig af backingvokalen og med en moonshine-lignende dunk frembragte de psykedeliske, gutterale lyde, der er en væsentlig del af Elevators tidlige psykedeliske indspilninger.
Roky var hovednavnet, og der var en nærmest ærbødig attitude over for ham fra de andre musikeres side. Og Roky klarede da også ærterne. Hans stemme er ganske velbevaret med sin karakteristiske skarpe og lidt nasale klang. Og han førte os gennem en lang række af Elevators sange uden af ymte et eneste ord mellem sangene. De kom som perler på en snor i et langt sæt, der varede en halvanden times tid, inklusive en lille håndfuld ekstranumre. Og det lykkedes at genskabe lyden og stemningen fra Elevators klassiske sange. Selvfølgelig i moderne iklædning. Den teknologiske udvikling siden midttresserne satte sit præg i form af en moderne koncertlyd. Men alligevel formåede Roky og Co. at frembringe den rigtige garagelyd med den karakteristiske psykedeliske farvning.
Og det var da også tydeligt, at det fremmødte publikum, der bestod af lige dele seniorer og ungdom, var godt tilfreds med Rokys præstation. Roky, Roky, Roky genlød kaldet, da der skulle hentes nogle ekstranumre. Jo, Roky var lykkedes med sit projekt i Aarhus denne lidt regnfulde torsdag aften i april. Som et af bandmedlemmerne kort nævnte, så har Roky også lavet andet siden dengang, han lagde ud. Men denne aften stod i Elevators tegn. Og tak for det. En “awesome” aften på den beskrevne betingelser.
Fotoet ovenfor er lånt fra Voxhalls hjemmeside.
I 2002 udsendte det lille plademærke Charly Records en 3-Cd-boks med The 13th Floor Elevators. Boksen (der kan lånes på bibliotek.dk!) indeholder stort set alt, hvad det legendariske garage-psych-rock-band nåede at indspille. Og i dag er den lille boks mit lyttepensum – som modgift mod alle de forventninger, man kunne nå at opbygge inden aftenens koncert med Roky Erickson. Og det er et syrebad i garagerocklyd. Analogt, skrabet, simpelt, psykedelisk og ganske herligt. Man forstår godt, hvorfor dette band fik status af pionerband for garagerock, punk og moderne psykedelisk musik.
here’s why i did not go to work today
thursday’s such a crazy lazy day
thursday has its own peculiar way
of saying hey
sometimes thursday almost
makes you want to run away
thursday’s such a crazy lazy dayyeah, thursday’s such a crazy lazy day
let’s go have a picnic
thursday’s such a crazy lazy day
hope it doesn’t rain
when i’m feeling thursday
i go and have a drink
if thursday was a boat
i’d let it sinki did it on monday
i tried it on tuesday
wednesday’s simply not my cup of tea
thank heaven it’s friday
thank the lord for the weekend
but thursday is such a crazy lazy daythey say monday’s child is full of grace
tuesday’s child is fair of face
thursday’s child has far to go
and it’s no wonder
when the week becomes a rat race
you can bet win, show, or place
but never bet on thursday
cause god’s not on its casethursday’s such a crazy lazy day
don’t get me wrong
it’s just that thursday’s twice as long as it should be
it’s twice as long
monday’s tuesdays, weekends, fridays
don’t get in my way
but thursday’s such a crazy lazy daymonday is a blues day
that goes for tuesday
wednesday’s just the middle of the week, yeah
friday’s just another payday
the weekend’s just another heyday
but thursday’s surreptitiously uniquethat’s why i didn’t go to work today
thursday’s got its own peculiar way
of saying hey
sometimes thursday makes you want to run away
thursday’s such a crazy lazy day
thursday’s such a crazy lazy day
Og nu, hvor der alligevel er gået kuk i planen, så kan jeg jo lige så godt tage hul på dagen i dag, med forsinkelse. Onsdag morgen kl. 3.. med Simon & Garfunkel, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, selv om de to hanekyllinger åbenbart ikke kan se meningen med at arbejde sammen mere.
Jeg havde en lille plan om at lave et opslag om hver dag i denne uge. Mandag (Monday, Monday), tirsdag osv. Men kom fra det i går, og så lige pludselig i dag, vendte Melanie med den intense og lidenskabelige stemme tilbage i hovedet på mig. Ruby Tuesday. En sang, der holder stadigvæk efter så mange år, takket være Melanies passionerede sang.
Roky Erickson er legendarisk i ordet oprindelige betydning. En mand, man ikke kan undgå at have læst og læst historier om, hvis man er interesseret i rock- og popmusik. Den nu 68-årige musiker er nærmest synonym med bandet 13th Floor Elevators, der betragtes som et af de bands, der grundlagde den såkaldte psykedeliske musik.
Men inden Roky grundlagde elevatorerne i 1965, var han allerede i gang med musikken. Det havde han været siden han var en lille purk, der lærte at spille klaver og guitar. Og i skolen var ham med i The Spades, der gjorde sig bemærket i lokalområdet i Austin, Texas, med en sang af Erickson. Spades dannede grundlaget for Elevatorerne og spillede numre, som dette band gjorde mere kendte.
I 1966 udsendtes så Elevatorernes første album med den stildefinerede titel The Psychedelic Sounds of the 13th Floot Elevators med hitsinglen “You’re gonna miss me”, der lige netop fik snuden inden for på den nationale hitliste. Den sang blev Ericksons adelsmærke og en af garagerockens centrale sange. Medens Elevators var i gang begyndte også Ericsons personlige problemer. Dels hans sindslidelse – paranoid skizofreni – og dels misbruget af stoffer. En uheldig blanding, der sikrede Erickson en plads som patient i det psykiatiske system og en konflikt med lovgiverne. Og først i midten af halvfjerdserne kunne Roky vende tilbage til musikken, nu med bandet “Bleib alein”, der spillede hård rock og fik udgivet et par plader.
De personlige problemer blev ved med at plage Roky, der frem til begyndelsen af firserne mest optrådte som solist, når han altså optrådte. Og omkring 1990 fik han en slags revival, idet der udkom en hyldestplade til ham -Â Where the Pyramids Meets the Eye – og flere opsamlinger med hans sange så dagens lys.
I halvfemserne fik Roky mere styr på sit liv. Han fik en bedre medicinering og fik sin lilebroder som værge. Det sidste betød også, at han omsider kunne få glæde af nogle af de royalties, som hans musik havde indtjent. Og i årene frem begyndte Roky at spille mere og mere offentligt og fik også en ny plade ud, All That May Do My Rhyme. Og frem til i dag har Roky været aktiv i musikken, og i disse dage bevæger han sig rundt i det skandinaviske. Og i morgen aften kommer han forbi Voxhall i Aarhus, hvor jeg agter at opleve legenden. Efter sigende ligner han nu en gammel bedstefar, bevæger sig som en og spiller ikke helt op til gamle dages niveau. Men hvem vil gå glip af mugligheden for at opleve den psykedeliske rocks grand old man?! Ikke jeg.
Så sparker vi dagen i gang…
I dag fremlægger regeringen sin ‘politipakke’. Politiet har fået en kraftig overarbejdspukkel på grund af overarbejde i forbindelse med det såkaldte ‘terrorangreb’ i København og grænsekontrollen over for flygtninge og indvandrere. Og regeringen vil hverken ansætte flere politifolk eller give flere penge til politiet. Derfor laver man lidt hokus-pokus-filihankat. Det er allerede kommet frem at man vil sætte hjemmeværnet ind ved grænsen og måske forkorte politiuddannelsen. Og andre “kreative” ideer vil komme frem i dag. Men det er ren hokus-pokus, der ikke løser det fundamentale problem med, at regeringen ikke er til sinds at bruge flere penge på det offentlige eller – med et andet ord – velfærden.
Som tidligere omtalt, så jubilerer Beach Boys’ album Pet Sounds i år. Og det markeres selvfølgelig mednye udgivelser med det gamle band, men også med fx en ny tematisk opsamling med fortolkninger af pladens sange. Kosmonauterne – Cosmonauts – tager sig af den lille, fine “Caroline, No”.
I sin seneste bog En hårnål klemt inde bag panelet mediterer Søren Ulrik Thomsen over forandringen af de københavnske havneområder og ser dem som billeder på en fremtid, han ikke selv vil være del af. Og i en engelsksproget avis kan man læse om “hullerne i London”. Også i danske byer – fra København over Aarhus til Esbjerg osv. – ser vi en lignende udvikling. Huller opstår på de kystnære områder og inde i byerne, gamle og ofte bevaringsmulige og -værdige bygninger viger for bulldozere og kraner og nye, himmelstræbende bygninger begynder at rejse sig. I Aarhus synes mottoet at være ‘jo højre og tættere, desto bedre’. At forandringsprocessen synes at fjerne såvel historie som kultur i de pågældende byer, er tydeligvis ikke noget, der bekymrer hverken politikere eller bygherrer.
Og udviklingen – man kunne også kalde det afviklingen – er en logisk konsekvens af den globale finanskrise, som vi ikke har set enden på endnu. Det er en kendt sag, at byggeriet er den sektor, hvor man først ser krisetegn og også den sektor, der som oftest skal gå forrest, når råbet på “mere vækst” gjalder i de politiske og merkantile fora. Når bygherrerne øjner profitmuligheder, så får håndværkere noget at bestille, og de forbruger, hvorfor det sætter lidt gang i andre sektorer osv. osv. Byens huller og nybyggeri er billeder på kapitalismens indre logik, dens historie- og kulturløshed.
