The Who blev kendt for at smadre guitarer (vist nok attrapper mange af dem…), men det skal ikke skygge for, at Pete Townshend var og er en af de rigtig fine rockguitarister. Her – mange år senere – viser han, hvordan man trakterer en Fender Stratocaster… rockwise…
25 år er gået, siden Paul McCartney hoppede med på MTV-bølgen af unplugged–koncerter. Og heldigvis gjorde han det, for det klæder Macca at skrælle sine sange – og sine favoritsange – af til deres akustiske nøgenhed. I det hele taget er disse unplugged-optagelser en af de fortjenester, som MTV har stor ære af. Mange kunstnere fik en ungdommelig vækkelse i disse optagelser. Og til forskel fra nogle andre kunstnere, så holdt McCartney sig nøje til konceptet: akustisk musik. Jeg tror, han nød det.
Hvis han kommer bare i nærheden af det her i Herning, så har hans fans sandelig noget at se frem til…
Og så fik jeg genset lidt af James Bond-filmen Die Another Day. Ikke en af de bedre i serien, fordi man har tabt den klassiske Bond-tematik på gulvet til fordel for et diffust plot, der så druknes i overstyrede og fortænkte scener, der nærmest dræber ethvert tilløb til rigtig spænding. At de så også bruger The Clash og London Calling i en enkelt scene understreger sådan set kun, hvor fortænkt denne Bond-film er.
Nogle af mine bedste filmoplevelser kommer, når jeg mindst venter det. Således i går, hvor jeg ganske tilfældigt zappede over på DR2, da filmen Oranges and Sunshine. Hvis jeg havde læst foromtalen, så havde jeg nok ikke set den, for jeg er generelt skeptisk over for “problemfilm”. Og denne film er i den grad en problemorienteret film. Den handler om den britiske socialarbejder Margaret Humphreus. der kommer på sporet af en socialpolitisk skandale af dimensioner. Hun opsøges af en ung kvinde, der er kommet fra Australien for at opsøge sin familie. Og hun kan fortælle historien om, hvordan hun som ganske lille blev deporteret til Australien og fik abrudt forbindelsen til familien. Og i Australien blev hun og de mange andre børn udsat for en oprørende behandling.
Margaret følger op på historien og kommer i kontakt med mange andre mennesker, der havde været ofre for deportationer, der stod på i årtier – helt op til omkring 1970. Mere end 100.000 børn blev med de britiske myndigheders velsignelse og autorisation sent til Australien og Canada. Og da skandalen begynder at rulle, forsøger samme myndigheder at holde sandheden skjult.
I filmen følger vi Margarets arbejde, bl.a. i Australien, med at opspore disse børn, få fat i deres historie og eftersøge deres mødre og familie i hjemlandet. Og vi ser, hvordan arbejdet får store omkostninger for hendes selv i forhold til hendes egen familie, som hun i perioder må forsømme, og i form af post-traumatisk stress, som hun pådrager sig ved at bære på alle de forfærdelige historier om vanrøgt og mishandling.
Filmen følger Margaret og hendes arbejde med at afdække sagen, og den er fortalt lige ud ad vejen uden kunstneriske falbelader. Og det i kraft af selve historien og Emma Watsons bøgterne fremstilling af Margaret Humphries at filmen overbeviser. Den er et eksemple på, at en “problemfilm” godt kan virke, hvis bare historien er god nok. Og det er den i dette tilfælde. En rystende fortælling om myndighedernes svigt gennem årtier og om menneskelig svigt af alleralvorligste slags.Â
Og i filmen dukker denne sang op…
