Nej, Joseph er ikke en mand, men navnet på en trio, bestående at tvillingesøstrene Meegan og Allison Closner og deres storesøster Natalie Closner. Og sammen er der noget magisk over de tre damers fællessang. De har udgivet en langspiller, men her er de i afskrællet form. Kun stemmer og akustiske instrumenter. Der behøver ikke at være mere…
Det er efterhånden længe siden, vi har hørt noget til The Shins og deres melodiøse og subtilen udgave af indiepoprock. Men nu skulle en ny plade være på vej (2017), og bandet har sendt en fin forløber “Dead Alive” i forvejen.
Furen kunne fortælle, at de første tegn på julens forbrugsfest allerede kan ses i diverse butikker og supermarkeder. Og jeg tænkte ved mig selv, at så går det nok ikke lang tid, før julen også stikker sit hoved frem i musiklivet. Og knap havde jeg tænkt tanken til ende, før jeg kunne læse, at duoen She & Him – Zooey Deschanel og M. Ward snart udsender Christmas Party, der følger op på duoens A very She & im Christmas fra 2013. Og der er allerede en single ude, så vi kan komme i den rette højtidsstemning i god tid…
Jeg blev aldrig rigtig fan af Cliff Richard, dengang man enten var til Cliff eller Elvis. Og jeg blev heller aldrig fan af The Shadows,som backede Cliff op. Det ændrer dog ikke ved, at jeg er imponeret over, hvad The Shadows har udrettet og den distinkte lyd, bandet hurtigt fik skabt – ikke mindst takket være multi-instrumentalisten, sangere og sangskriveren Hank Brian Marvin, der fylder 75 år i dag. Hans wiki sammeføjer fint hans guitarspil med ordene: “Marvin uses a clean guitar sound with a Vox amplifier and often used significant amounts of reverb and/or delay effect for songs like “Apache” and “Wonderful Land”. He also developed a distinctive way of using the guitar’s vibrato to give a “dreamy feel” to his playing.[2] Many leading British and Canadian rock guitarists cite Marvin as an influence on them.”. Ja, en ren guitarlyd, der inspirerede mange af de guitarister, der fulgte efter – også folk som Clapton, David Gilmour, Mark Knopfler, Pete Townshend, Jeff Beck og George Harrison, selv om de fulgte andre stier i deres guitarspil. Uden sammenligning i øvrigt var Marvin en slags Jørgen Ingmann for dem…
