30. oktober 2016 arkiv

En lille filmoplevelse – med musik

30. oktober 2016

I går fik jeg tid til at se Ryan Murphys film The Normal Heart fra 2014. En film om HIV-AIDS-epidemiens opståen i New York i årene 1981-84, altså de allertidligste år af den sygdoms historie. I hovedrollen som forfatteren og AIDS-aktivisten Ned Weeks ser man Mark Rufallo. Og i andre fremtrædende roller Alfred Molina (som bøssen Neds heteroseksuelle storebroder) og Julia Roberts i rollen som den polioramte læge Emma Brookner, der får mange HIV-ramte patienter i sin klinik og desperat forsøger at forstå, hvad det er, der sker.

Filmens tema er ikke ny eller overraskende. Men instruktøren forstår at gøre filmen til meget mere end en film om den forfærdelige sygdom, til en film om forholdet mellem mennesker. Ikke kun bøsser, men mellem homoseksuelle, lesbiske og heteroseksuelle, mellem brødre, mellem elskende osv. osv. Og til en film om det at kæmpe for en sag. Og den gør det både bevægende og medrivende i kraft af skuespillernes fine præstationer. Og dem er der mange af.

Og så blev den også – for mig – endnu engang en illustration af, hvor vigtig musikken er for film. Der er ikke megen musik i filmen, men i en scene, hvor hovedpersonen Ned har mistet sin elskede ven, ser man ham gå et sted i byen til tonerne af Simon & Garfunkels “The only living boy in New York” – en sang, der måske handler om en new yorkers ensomhed, men som sat i denne sammenhæng får en ekstra dyb og fatal betydning. En scene, hvor musik og levende billeder befrugter hinanden på fineste vis.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Morgendagens koncert: Black Mountain

30. oktober 2016

Jeg tror, det var betegnelser som “psykedelisk rock” og “space rock”, der fik mig overbevist om, at jeg i morgen aften vil glemme alt om træthed og for lidt søvn og gå til koncert med det kanadiske band Black Mountain. Måske var det også det forhold, at bandnavnet mindede mig om den afdøde forfatter Bruce Chatwin, der i 1982 udsendte bogen On the Black Hill. Vi kan også bare sige, at det var nogle tilfældigheder, der gjorde det.

Og det med genrebetegnelser skal man jo vare sig for. Og måske kommer musiksiden AllMusic nærmest, når de slår fast, at det kanadiske band nærmer sig 70’ernes rock med den bevidsthed, man nu har i det 21. århundrede. I hvert fald har de skæringer, jeg har haft tid til at lytte til, bekræftet dette indtryk af et orkester, der genbruger æstetikken fra halvfjerdserne på en måde, så man godt kan høre, at de kommer fra et andet århundrede.

Black Mountain har mere end ti år på bagen. Blev dannet i 2004 af hovedfiguren Stephen McBean og vennen Joshua Wells, efter at de begge havde udstået rocklæretiden i diverse bands og musikalske sammenhænge i hjemlandet. Indtil i år er det blevet til fire album, senest IV (2016).

Som altid vil jeg nærme mig koncerten med så få forventninger som muligt og lade oplevelsen sætte sig et aftryk i min bevidsthed. Og det vil jeg så skrive lidt om efter koncerten.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »