Forfatteren Anders Bodelsen var et stort navn i tresserne. På linje med Rifbjerg og Panduro. Men i dag? Det er mit indtryk, at han læses knap så meget som før hen. Og det er synd og skam, for han har altid været velskrivende og værd at læse. Så hans firsårsdag kunne være en passende lejlighed til at genopdage hans forfatterskab. Hermed er opfordringen givet videre.
Songwriter’s Circle er titlen på en programserie, som BBC 4 har kørt og kører, hvor de inviterer diverse sangskrivere i studiet, hvor de spiller egne sange, snakker om musik og spiller sammen. Helt tilfældigt faldt jeg over serien, da jeg ledte efter noget andet. Og jeg blev lidt overrasket over at møde tre af mine helte i samme afsnit - det allerførste afsnit i serie 1 – nemlig Loudon Wainwright, Richard Thompson og Suzanne Vega. Udsendelserne er vist ikke tilgængelig på DVD (dvs. nogle af dem kan opstøves som bootlegudgivelser, fx en med John Cale, udgivet af hollandske pirater). Men Youtube har en del klip fra forskellige afsnit og i hvert fald tre hele afsnit. Her er afsnit 1. Skynd jer at nyde den, inden den bliver pillet af tuben igen…
året var 1980, hvor mine ører blevet åbnet for den italienske singer-songwriter Lucio Dalla. Og siden har de stået vidt åbne, indtil mandens død i marts 2012.
Et af de mange fine, britiske punkbands fra halvfjerdserne, The Vibrators (1976-nu), bliver genstand for en større genudgivelse af deres tidlige indspilninger, bl.a. deres optagelser hos John Peel.
Som jeg husker det, så var The Monkees vildt populære omkring 1967. Der var noget næsten Beatelsk over dyrkelsen af tv-serie-gruppen. Men jeg fik kun fat i en singleplade med dem dengang. Mere var der ikke råd til i den lille familie. Og det blev “I’m a believer” med det cover, man kan se ovenfor. Jeg har den såmæn endnu – og i god stand. Den lå på Billboards toneangivende Hot 100 liste i starten af januar 1967 og blev på toppen indtil den 18. februar, hvor The Buckinghams tog over med “Kind of a drag“, der forviste Monkees til andenpladsen. I Danmark var pladen med på Aarets top 20 på en niendeplads, efter Beatles (med tre numre), Preben Uglebjerg (landeplagen “Gyngerne og karussellen”), Pusle Helmuth, Dirch Passer & Daimi, Bjørn Tidmand og Rocking Ghosts.
Sangen er skrevet af Neil Diamond, der var sangleverandør til Monkees. Og hans egen version af sangen viser, hvor dejlig et nummer det er. Her i en optagelse fra Jools Hollands tv-serie:
https://youtu.be/K22e3AcJe64
Et album til, og så er det slut. Sådan cirka kan Aretha Franklins exit fra musikbranchen formuleres. Til en lokal tv-station i US har hun fortalt, at hun til september udsender et album, der bliver produceret af selveste Stevie Wonder. Helt passiv bliver dronningen dog ikke, men hun agter at bruge mere tid sammen med familien, ikke mindst børnebørnene, der nu går på college. Aretha fylder 75Â i år og har på det seneste været plaget af et dårligt helbred. Hendes tilbagetrækning gør det nemmere for nutidens fremmeste sangerinder i populærmusikken – Beonce, Lady Gaga osv. Men det bliver ikke helt det samme uden The Queen of Soul.
Jeg har ikke fået lyttet nok til Johnny Cash og hans American Recordings, og derfor fik jeg ikke fat i det heldige møde mellem mine to helte – Cash og Loudon Wainwright – i sidstnævntes fine sang om manden der ikke kunne græde (fra albummet Attempted Moustache, som jeg flere gange har været forbi…). Nyd Cash rolige, drevne udgave…
Og her er Loudons egen version der måske er en anelse mere smertelig…
Der er gået al for længe, siden Alison Krauss opløftede sin smukke stemme på plade. Senest var det vist sammen med sit band Union Station, Pater Airplane. 2011. Men nu er hun så ude igen med Windy City, oven i købet en soloskive – og når hun så tager et gammelt Brenda Lee-nummer under kærlig behandling, så er hun tilgivet for sin langsommelighed…
Sidste år fyldte han 100 år – og nu er han ikke mere, den danske violinist og legende Svend Asmussen er død.
Ja, i halvtredsåret for bandet skabelse, udsender Procol Harum – stadigvæk anført at Gary Brooker – et helt nyt album med den oplagte titel Novum. Om pladen kan leve op til fortidens meriter, må vi vente med at høre til april måned.
I oktober sidste år omtalte og anbefalede jeg Martin Bloms fine refugieplade Sange fra ødekirken. Og nu er Martin så tilbage, men denne gang som integralt element i det aarhusianske roots-blues-rock-band Trouble Cats, der markerer bandets tre årtier på danske scener med udgivelsen af en vaskeægte liveplade, Live in Aarhus 2017.
Og pladen, der er indspillet i det kendte aarhusianske værtshus og spillested Fatter Eskild, består af 11 sange, der er skrevet af Blom og de andre musikere i bandet (Henrik Thorsen, trommer og kor), Henrik Hansen (mundharpe, vokal) og Morten Brauner (bas og kor). Og så er der et enkelt Willie Dixon-nummer, “I just wanna make love to you”.
Og pladen er en vaskeægte liveplade af den slags, der sætter musikken i centrum og barberer koncertsituationen med publikums’lyde’ ned til det minimale – uden at stemningen og fornemmelsen af livesituation er faldet bort. Og det betyder helt enkelt at musikken kommer 100% til sin ret uden at lyde pladestudieproduceret. Og lytteren får hele 11 sange, der alle står i dyb gæld til ikke mindst den uopslidelige blues, men også dens ekkoer i amerakansk rootsmusik. Her er reminiscenser af såvel klassiske bluesikoner som fx bands som Little Feat (i mine ører i hvert fald). Og kvartetten fremfører sangene med en kompetence, der afspejler mange års samspil og erfaring fra spillesteder rundt omkring. Og de finder fint balancen mellem en lyd, der lugter langt væk af studie, og den rå, beskidte livelyd, nogle dyrker. Så pladen fungere fint som såvel præsentation af det fine aarhusband som dokument over en optræden på Fatter Eskild.
Pladen henvender sig til enhver med kærlighed til rootsrock og blues – og er ikke kun for aarhusianere, resten af landet kan sagtens og bør også være med her. Hermed anbefalet.
Trouble Cats. Live in Aarhus 2017. Produceret af Kaspar Vorbeck og bandet. LongLife Records. Er udkommet.
Med det lille album (eller er det den store EP?!) De uendelige skridt debuterer duoen Spejlvendt – Anders Termansen og Fredrik Hjulmand. Og fra de første akkorder på pladen blev jeg sendt i retning af den engang så elskede/forhadte “gymnasierock”, der med navne som Rugsted & Kreutfeldt, Dodo & the Dodos, Tøsedrengene osv. var leveringsdygtig i letsindig poprock med streg under pop.
På tilsvarende måde hviler duoen Spejlvendt solidt på popbenet i poprocken. De alt for skarpe rockkanter er slebet godt og grundigt ned til fordel for en POProck, det med lette, sprøde trommer, luftige guitarer og svævende electronicalydflader bærer Fredrik Hjulmands lyse mandsvokal frem og danner en nærmest dunlet, melodisk basis for de dansksprogede tekster.
Desværre er teksterne ikke trykt på mit anmeldereksemplar, så jeg kan ikke gå i dybden med dem, men de handler om og portrætterer forskellige mennesker, fx en hjemløs mand og en narkoleptisk dreng.
Men De uendelige skridt er et velment og velkommet POProckalbum, der et eller andet sted trækker på det bedste i ikke alene den danske POProcktradition fra firserne og frem, men også den britiske britpop i dens mest lyriske hjørne. Minialbummet burde kunne nå ud til mange af popradiostationernes lyttere. Hermed anbefalet.
Spejlvendt. De uendelige skridt. Produceret af: Anders Termansen. Idiot Disc Records. Udkommer i dag.
Efter en årrække helliget billedkunsten vender Leif Sylvester nu tilbage til musikken med den oplagte plade Ama’r. Sidst vi hørte noget til Sylvester på plade var vist, da han sammen med Erik Clausen lavede musik i halvfjerdserne, fx albummet I storbyens favn fra 1978. Det er den med lande- og Giro413-plagen “Mormors kolonihavehus”.
Og noget har ikke ændret sig siden dengang, da Clausen & Petersen huserede som gøglere, musikere og samfundskritiske røster. For Sylvester har også på Ama’r blik på (stor)bylivet. For Sylvester løber ikke fra sin baggrund eller den tid, han er rundet af. Det afsløres med al ønskelig tydelighed i titelsangen, der også får lov til at indlede pladen. En sang om Amager, den bydel, hvor sangskriverens liv fik sin begyndelse: “Født i neon af en afbleget dulle/ De første kærtegn i en kældergang/ En ungdom hvor kuglerne sku’ rulle/ Og bagved det hele var det Elvis der sang/ Hå-hå-hå/ Ooooohh ja Ama’r”. Til lyden af Elvis’ halvtredser-rock’nroll udfolder arbejderklassebarndommen, hvor man bliver uddannet som baggårdsbølle med drømme, der kunne pege ud over den opvækst, man fik. Og Sylvester fortæller sin lille historie om Amager-barn-og-ungdommen med en sanselig realisme, der er de gamle socialrealistiske forfattere og digtere værdig.
Og Elvis er ikke kun lydtæppet i barndommens land. Rock og rul er også den musikform, der leverer næringen til Sylvesters nye plade. Selvfølgelig i en ny aftapning, og suppleret med stilistiske indslag fra andre genrer. Fx i sang nr. 2 “Kyys”, der rocker, men også trækker veksler på New Orleans-jazz med fede blæsere hen over.
Leif Sylvester er solidarisk med sin baggrund og sit hjemland. I en sådan grad, at han i “Kyys” må erklære sig kærlighed til ikke alene dem, der besøger hans gamle fødeø, men til hele verden. I det hele taget omfavner Leif Sylvester livet med stor kærlighed, både det levede liv og det, der er nu.
Og kærligheden og appetitten på det modsatte køn brænder som en stolt ild gennem sangene – også der, hvor den bliver kølet lidt ned: “Jeg stak hovedet gennem hækken og gjorde store øjne/ Da jeg så naboens døtre stå der splitternøgne/ De stof i hver sin vaskebalje/ Så jeg ku’ se enhver detalje/ Og Inge og Else. Ja det hed de piger/ De var frække som fanden/ Så jeg troede de var friske på lidt lir/ Men de kyssede sgu bare hinanden./ åh Smerte…bankende hjerte“. Som det hedder i sangen “Bankende hjerte” om den spirende, ungdommelige lyst til hunkønnet.
Jo, Leif Sylvester har meget på spil og meget på hjerte. Han besynger sit univers med et stor hjerte. Og mellem linjerne kigger den gamle samfundsrevser også frem, som fx i den lange sang om “Ørestaden”, der på nærmest spoken-word-vis fortæller om barndommens gamle frirum i Ørestanden og på Amager Fælled. Her sluttes af med de knubbede ord: “Vandhullerne de er nu flotte kanaler/ På første sal et førerløst tog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog“. Jo, det man undertiden kalder “udviklingen” forandrer barndommens land og transformerer hjemstavnen til noget ukendeligt. Og det mærker man ikke passer sangskriveren, uden at det skal forstås som blot og bar en krænkelse af en gammel nostalgiker. Der er snarere tale om en samfundsbevidst bekymring og en sorg over tabet af noget uerstatteligt.
Med sit gode hold af musikere – hentet blandt familie og venner – har Leif Sylvester skabt et album, der både knytter en tydelig rød tråd tilbage til halvfjerdsernes socialrealistiske og lyriske rocktekster, men samtidig har begge ben solidt plantet i nutiden i kraft af en nutidig produktion, der fremstår med en næsten analog nøgternhed, og et musikalsk udtryk, der – helt i pagt med tidsånden her og nu – blander rock’n roll med alskens andre stilarter, fra jazz til blues. Hermed anbefalet.
Leif Sylvester. Family & Friends. Ama’r. Produceret af: Leif Sylvester. Target Records. Er lige udkommet.
