Til forskel fra det øvrige arbejdsmarked, så betyder alderen ikke så meget i kunstens, musikkens, verden. Derfor er vi stadig velsignet med en række gamle koryfæer – som fx John Cale, der bare bliver bedre med alderen, som gammel ost eller rødvin.
Dylans krøniker forfølger mig stadigvæk, og jeg lytter til de rødder, han selv fremhæver i sin bog. Og der er mange. Også mange, der er gledet lidt ud af opmærksomhedens projektør. Andre er kendte navne, som fx The Mississippi Sheiks, der blev indtroduceret til Grammy Hall of Fame i 2008 for deres musik fra 1930’erne.
Til lykke til alle kvinder med den internationale kampdag! Er der så noget at kæmpe for længere? Jovist er der det. Ligelønnen halter stadigvæk, selv i de vestlige lande. Og så er der alle kvinderne fra kulturer, hvor kvindebevægelsen ikke har haft så let ved at slå rod. Indvandrerkvinder for eksempel. Også de kunne få glæde af at få feminismen ind med integrationsmælken. Og endelig ville det klæde ny-feminismen, hvis den koblede sig kamp for ligestilling sammen med den generelle kamp for ligestilling.
Men der er også andet. For nylig kom en ung, erklæret feminist, nemlig den fra Harry Potter-filmene kendte Emma Watson – Hermione -Â i klemme i feministsaksen, fordi hun havde formastet sig til at lade sig forevige på forsiden af magasinet Vanity Fair på en måde, så man ikke kunne være i tvivl om, at hun ikke længere er en ung pige i Potteruniverset, men ung kvinde med de attributter, unge kvinder nu engang er forsynet med fra biologiens side. Sagt ligeud: Hun viste sin “kavalergang” og det meste af sine bryster. Forsiden kan anskues her.
Og straks blev hun angrebet for at være anti-feminist. For man kan da ikke kæmpe for kvinders sag, når man sådan markedsfører sig med sit køns promære og sekundære kønskarakteristika? Eller kan man? Lignende kritik er tidligere ramlet ned over en gruppe danske, erklærede feminister, der også insisterede på at stille deres karakteristika til skue.
Og svaret er: Jovist kan man være feminist, selv om man viser sine ynder og fortrin frem. For lige præcis den biologiske kønsforskel er den bom, der ikke kan og ikke skal åbne sig for ligestillingssnakken. Når det drejer sig om kønsforskellen, så har den feministiske ligestillingssnak ikke noget at gøre. Ligestilling handler om vores status som borgere i samfundet. At vi har samme rettigheder (fx til uddannelse og job), samme pligter, ja i det hele taget samme status i alle sammenhænge – bortset altså lige fra det, der vedrører den seksuelle kønsforskel.
Selv om vi altid kan diskutere og kritisere kvinders markedsføring af sig selv via kønnet (den gamle debat om nøgne kvinder i reklameindustrien fx), så skal vi på den anden side holde fast i, at kvinder såvel som mænd har ret til at fremhæve deres køn i deres klædedragt og kropsdyrkelse, hvis de mener, det er det, de har lyst til. Længe leve kønsforskellen. F*U*K.
Den tidligere Soft Boy – Robin Hitchcock – har på det seneste turneret med indiebandet Yo La Tengo som backing. Her er han i en splinterny optagelse fra Brooklyn, hvor han koncentrerer sig om sine sange.
Hele showet kan hentes ned som mp3-fil her.
Også min singer-songwriter-darling Marling – Laura – er klar med sit nye album, Semper Femina, og hun lufter nogle af sangene på NPRs cafe. Efter sigende kan man høre på pladen, at hun er flyttet til Los Angeles. Så lyt godt efter. Måske kan du høre lyden af storby i sangene!?
The Shins’ nye plade Heartworms er ude i næste uge, og en opfølgende turné bringer dem tæt på Danmark (Holland, London, Paris), så måske skulle nogle vakse bookere se at komme lidt på overarbejde…
Erik Clausen – ovenfor foreviget sammen med Sylvester Petersen i deres fælles gadecirkus – fylder 75 år i dag. Og over for DR forsikrer han, at han ‘stadigvæk er på tværs’. Siden halvfjerdserne har Clausen udgjort en vigtig brik i den udogmatiske venstrefløj, hvor humor, kreativitet og en god portion galskab var vigtigere en det rette partimedlemskab og den rette ortodoksi.
Sammen med Petersen og mange andre var han med til at gøre halvfjedsernes venstrefløj lidt mere fornøjelig, sjov og farverig. Og hvor man dog savner den slags sprælskhed her i den kuldslåede, højrepopulistiske, ny-liberalistiske politiske konjunktur, hvor netop undergravende humor nærmest betragtes som terroristisk!
Siden dengang har Clausen især gjort sig bemærket med en række spillefilm, der alle har været “folkelige” – og på tværs i forhold til dansk film og den politiske virkelighed. Clausen er snart aktuel med en ny film Aldrig mere i morgen og har sikkert andre projekter på bedding, hvis man kender den trodsige Clausen ret. Til lykke Erik.
Billedet er lånt hos cirkusmuseet.
Som man kan se påfotoet ovenfor, så kaster jeg mig her over en vinylplade. Oven i købet en dobbelt-LP i vinyl. Og det er jo ikke hver dag, man sidder med sådan en herlighed i favnen.
Men Burning Velvet har valgt at udsende debutalbummet på vinyl. Bag projektnavnet Burning Velvet gemmer sig Nicolai Wøldike Schmidt. Og der er mere end almindelig mening med galskaben bag sådan en old school-vinyludgivelse. For Burning Velvet sværger også – i hvert fald her på pladen – til en musikform og en æstetik, der kan betegnes som old school. Stilen er en folk-orienteret udgave af den allestedsnærværende americana. Og instrumentering, arrangement og indspilning er lige så basal som stilen. Sangene på pladen er indspillet på såkaldt “vintage” gear i et “take” i studiet som en slags live-i-studiet-indspilning. Kun en lille håndfuld sange er indspillet uden for Burning Velvets hjemmestudie – uden at det dog gør den store forskel.
Og holdningen til musikform og æstetik præger selvfølgelig pladen i allerhøjeste grad. Udtrykket er meget nøgent og autentisk. Man fornemmer klart, at man er tilstede i et hjemmestudie, hvor rummets naturlige resonans er en del af lydbilledet. Der er noget næsten spartansk og primitivt (i ordets positive betydning) over sangene på pladen. Og pladen indskriver sig en særlig subgenre-tradition, hvor kunstnerne sværger til enkelheden, de analoge instrumenter (og optagefaciliteter) og søger et ærligt udtryk. Det er en sub-genre, jeg selv holder meget af – og denne plade indgår nu naturligt i min egen lille samling af plader fra denne sub-genre. Lo-fi, low budget, no bullshit musik med dybe rødder.
Nicolai fremfører sine sange, der både er melodiske og let melankolske, med forkærlighed for den akustiske guitar, garneret med anden analog lyd, fx en mundharmonika. Og teksterne er eftertænksomme og alvorlige, akkurat som man kunne forvente af en plade som denne.
Pladens titel antyder, at den er blevet til, når dagen er omme. Og pladen passer da også særdeles godt til at bliver sat på pladetallerkenen, når dagens puls er faldet til ro og der er tid til fordybelse og eftertænksomhed. Hermed varmt anbefalet af en fan.
Burning Velvet. Night Light // Slow Grass. Produceret af Nicolai Wøldike Schmith. Celebration Records. Vinyl. Er lige udkommet.
Jeg skulle ikke lytte ret længe til John Schmidts nye album By night, før jeg tænkte: ‘det her er jo helt klassisk’.
Ikke klassisk i betydningen ‘klassisk musik’, men i den forstand, at Schmidts iscenesættelse og tilgang til musikken har været med os i årtier. Helt ud i det nærmest arketypiske coverfoto af manden selv med sit instrument, guitaren, og ind i temtikken og tekstuniverset, der kredser om Kærligheden i alle dens afskygninger og chatteringer, og videre til sangene – seksten styk i alt – der bevæger sig inden for et genkendeligt, velkendt og velkomment musikalsk felt, der går under mange forskellige betegnelser. Lige fra softrock over poprock til AOR.
Altså musik, der er båret af en umiskendelig melodisk tæft med appel til store radiolyttersegmenter, arrangementer, der sætter sangskriveren i centrum i bedste moderne singer-songwriter-tradition og videre til en musikalsk opbakning fra en hold særdeles kompetente musikere og sangere, der diskret (men dog tydeligt hørbart) forløser såvel de mere rockende sange som de oplagte ballader.
Og Schmidt synger med en stemme, der ubesværet bruger hele sit register med indlevelse og – ja – kærlighed til at forløse sangenes potentiale. Og jeg synes, projektet lykkes. Schmidt og Co. har leveret en plade, der netop er “klassisk” i ovennævnte forstand og som fortjener at trænge igennem xfactor-overfladiskheden og fænge hos mange danske lyttere. Hermed anbefalet.
John Schmidt. By night. Eget forlag. Er lige udkommet.
Læs historien om, hvordan en tilfældig drug store endte på forsiden af et Paul McCartney-album, Run Devil Run. . En historie om familieforhold, kedsomhed og en pludselig idé.
Dejligt. Omsider en dokumentar om XTC. Et band, der fra første færd har været en af mine favoritbands. Et band, der bevæger sig i slipstrømmen af Fab Four fra Liverpool og har sit udspring i den energiske punk- og new wave-udladning, der ramte britisk populærmusik i halvfjerdserne. Siden de første indspilninger har XTC holdt fast i såvel punk-new-wave-energien og den melodiske poparv fra Liverpool. Og de er blevet bedre og bedre med årene – som god whisky eller rødvin.
Forleden ville han være blevet 75 år, og i den forgangne uge har jeg diskuteret ham lidt med en gammel ven, der pludselig kontaktede mig. Det var noget om, hvilke plader med Reed vi foretrak. Og som altid nævnte jeg livepladerne Rock and roll animal og Live, som to plader, jeg igen og igen vender tilbage til. Og så den dødsmærkede Magic and loss.
I forgangne uge kom det også frem, at Reeds efterladte arkiver er blevet overdraget til New York Public Library for the Performing Arts af enkend Laurie Anderson. Det offentlige bibliotek skal registrere papirer, fotos og lyd – og sørge for at gøre det tilgængeligt for offentligheden med tiden. Det drejer sig om 300 æsler med materialer, der dækker de seks årtier, som Reed levede i. Begivenheden illustrerer, hvad jeg ofte har været inde på, at rock’n roll er blevet en accepteret, almindelig del af den kulturelle arv. På linje med litteratur og anden kunst. Og Andersons donation sikrer forhåbentlig, at Reed efterladte arv – bl.a. diverse demooptagelser – med tiden kommer ud til en større kreds af interessenter.
Den her i byen residerende poet Peter Laugesen runder i dag de 75. Er stadigvæk produktiv og lige så relevant som altid. Senest med digtsamlingen Tohuvabohu, der med Asger Schnacks mellemkomst er kommet for en dag efter i mange år at have været g(l)emt i en bunke antikvariske papirer.
â€jeg kan huske / jeg var to / og blev en / og den ene forandredes // så mange ting / rejste vidt omkring / men er den samme // de kolde tider / og de varme / regnen der strømmede ned / de grønne billeder der styrtede og segnede / træerne som jeg elskede / nu er de olie / eller kul // jeg ser andre træer nu / hvor er de smukke / se de vokser / danser i den evige rytme / sætter blade og blomster / bærer frugt og sne / og blade blomster frugt / igen / og sne igen / se de danser / se deres blide bevægelser / træerne danser // de perlende lys / langs jordens ryg / store tunge dyr / i det mørke vand / smaskende og ræbende / de første fugle klaprende / gennem luften / deres dybe sang / mod solen / fiskenes signaler / gik gennem mig / jeg kravled på land / og blev mange tusind dyr / den ene der er mange // ryttere med dragne sværd / på fnysende fyrige heste / kåde dræbere red hen / over fagre riger / plaget af forstoppelse // jeg elsker det enkle / fordi det er / foranderligt // jeg har rejst langt / for at komme til jer / og ved alt // jeg har mærket jer og hørt jer / jeg har set det første / jeg er // tag godt imod mig / jeg elsker jerâ€(Venligst lånt fra Asger Schnacks Facebookside)
Det er Skeeter Davis’ gamle hjerte-smerte-sang”The End of the World”, der bliver støvet af i forbindelse med et nyt lydspor, og Sharon van Etten får den (u)taknemmelige opgave at overføre Davies’ sang til 2017. Vurdér selv i hvor høj grad det lykkes.
