Dylans krøniker forfølger mig stadigvæk, og jeg lytter til de rødder, han selv fremhæver i sin bog. Og der er mange. Også mange, der er gledet lidt ud af opmærksomhedens projektør. Andre er kendte navne, som fx The Mississippi Sheiks, der blev indtroduceret til Grammy Hall of Fame i 2008 for deres musik fra 1930’erne.
Til lykke til alle kvinder med den internationale kampdag! Er der så noget at kæmpe for længere? Jovist er der det. Ligelønnen halter stadigvæk, selv i de vestlige lande. Og så er der alle kvinderne fra kulturer, hvor kvindebevægelsen ikke har haft så let ved at slå rod. Indvandrerkvinder for eksempel. Også de kunne få glæde af at få feminismen ind med integrationsmælken. Og endelig ville det klæde ny-feminismen, hvis den koblede sig kamp for ligestilling sammen med den generelle kamp for ligestilling.
Men der er også andet. For nylig kom en ung, erklæret feminist, nemlig den fra Harry Potter-filmene kendte Emma Watson – Hermione -Â i klemme i feministsaksen, fordi hun havde formastet sig til at lade sig forevige på forsiden af magasinet Vanity Fair på en måde, så man ikke kunne være i tvivl om, at hun ikke længere er en ung pige i Potteruniverset, men ung kvinde med de attributter, unge kvinder nu engang er forsynet med fra biologiens side. Sagt ligeud: Hun viste sin “kavalergang” og det meste af sine bryster. Forsiden kan anskues her.
Og straks blev hun angrebet for at være anti-feminist. For man kan da ikke kæmpe for kvinders sag, når man sådan markedsfører sig med sit køns promære og sekundære kønskarakteristika? Eller kan man? Lignende kritik er tidligere ramlet ned over en gruppe danske, erklærede feminister, der også insisterede på at stille deres karakteristika til skue.
Og svaret er: Jovist kan man være feminist, selv om man viser sine ynder og fortrin frem. For lige præcis den biologiske kønsforskel er den bom, der ikke kan og ikke skal åbne sig for ligestillingssnakken. Når det drejer sig om kønsforskellen, så har den feministiske ligestillingssnak ikke noget at gøre. Ligestilling handler om vores status som borgere i samfundet. At vi har samme rettigheder (fx til uddannelse og job), samme pligter, ja i det hele taget samme status i alle sammenhænge – bortset altså lige fra det, der vedrører den seksuelle kønsforskel.
Selv om vi altid kan diskutere og kritisere kvinders markedsføring af sig selv via kønnet (den gamle debat om nøgne kvinder i reklameindustrien fx), så skal vi på den anden side holde fast i, at kvinder såvel som mænd har ret til at fremhæve deres køn i deres klædedragt og kropsdyrkelse, hvis de mener, det er det, de har lyst til. Længe leve kønsforskellen. F*U*K.
