24. marts 2017 arkiv

Bare en af de der dage…

24. marts 2017

Well, I call you up on the phone: nobody’s at home.
Then I do my usual thing: I let the telephone ring and ring and ring.
I’m standing at a phone booth, coping with the ugly truth.

You see, I know where you are… I know where you are.
You’re down drinking at the bar.

I can picture you there on that stool, drinking like a drunken fool.
Yeah, you’re sitting there on your ass, muttering into your glass.
Paying for your lowlife thrills with wet quarters and soggy one dollar bills.

I know where you are, baby.
You’re down drinking at the bar.

Dean Martin’s on the jukebox, I bet.
Or maybe it’s Tammy Wynette.
The tearjerkers are jerking your tears.
Salt water in your whiskey and your beers.
You’ve got the Miller High Life bouncing balls.
You’ve got the Utica Club waterfalls.

I know where you are, oh ho.
You’re down at the bar.
You’re down at the bar.

Go ahead get drunk, it’s alright.
Lost weekend on a Tuesday night.
But I’m going to have to give you the score:
I’m not going to call you up on the telephone no more.
I’m sick and tired of listening to that phone ring 15 times.
I’m sick and tired of getting back my dimes!

Because I know what you are.
You’re at sot, that’s what you are.
I know what you are.
You’re a lush.
You got a big red nose!

I know where you are, baby.
I know where you are…
You’re down drinking at the bar

Ja, det er bare en af de der dage, hvor dagens nyheder er lidt for nedslående og man trænger til musikalsk opmuntring og livsbekræftelse. Og det finder jeg altid hos min musikven Loudon, selv om sangene ikke altid er så muntre, så her er endnu et kapitel i den føljeton. Loudon synger om en kær person, der er gået på bar – og derfor er svær at få fat på. Ja, dagen i dag kunne få en til at gå på bar…

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Apollorevyen – fra dengang mor, far og bedste var unge

24. marts 2017

Med foregående indlæg kom jeg tilbage til dengang mor og far var unge, ja faktisk endnu længere tilbage – til dengang bedsteforældrene var unge. Apollorevyen blev opført i årene 1925 til midt i 1950’erne, med en lille afbræk omkring 1945, hvor Apollo Teatret på Vesterbrogade i København blev sprængt i luften. Derefter opstod det så på Axeltorv. I pophistorisk sammenhæng er Apollerevyen  interessant ved at have frembragt en række sangnumre  der kan siges at høre til pophistorien (i hvert fald hvis vi ser på poppen med den brede, historiske synsvinkel). Sange som “Dit hjerte er i fare Andresen!” (Osvald Helmuth), “Den lille lysegrønne sang”, “Luk dine små uskyldige øjne”, “Tante Agathe” og “Så’n var det ikke i halvfemserne”. Lyttere af Giro 413 (i tresserne og frem) vil genkende de fleste.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Nostalgi, erindringsstump med mere

24. marts 2017

Min far var fuld af anekdoter fra et langt liv som sømand. Fx fortalte han om dengang, han besøgte en københavnsk badeanstalt og fik selskab af Dirch Passer, Kjeld Petersen og Preben Neergaard. De havde alle tre været på værtshus (vist i flere dage) og meget overrislede og trængte åbenbart til at dampe af i et dampbad. Og min far fik bl.a. æren af at skrubbe en af herrene på ryggen med en svamp eller noget træuld.

Og anekdoten fik mine tanker hen på Kjeld Petersens bidrag til dansk pop. Især hans kostelige “Bare græd” fra Apollorevyen i mit fødselsår, 1953. Her finder vi noget så herligt som en parodi på amerikansk tudepop. Og jeg greb mig i at savne denne humoristiske tilgang til pop. Hvor er den henne i dag? Hvem gør grin med Taylor Swift eller Beoncé? Nej, vel!? Humoren har trange tider i disse år.

Endnu et eksempel (tak til Henrik Smith-Sivertsen), hvor Kjeld Petersen tager sig kærligt af “To lys på et bord”:

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »