september 2017 arkiv

Genhør: Grace Slick, Paul Kantner, David Freiberg m.fl. – Baron von Tollbooth and the Chrome Nun

6. september 2017

Vi skal tilbage til 1973, det år capac forlod gymnasiet og begyndte sin lange vandring gennem universitet. Jefferson Airplane var en dalende stjerne – i hvert fald kommercielt. Men kræfterne strakte dog til at indspille og udgive live-albummet Thirty seconds over Winterland, der udkom i april måned 1973. Nogenlunde samtidig var forsangerinde Grace Slick i studiet sammen med bandkammerat Paul Kantner, slagstøjspiller David Freiberg og en lang række venner fra San Frisco-miljøet, fx Jerry Garcia (Grateful Dead), Chris Ethridge (Flying Burrito Bros.), Jorma Kaukonen og David Crosby (Crosby, Stills and Nash). Det resulterede i albummet Baron Tollbooth and the chrome nun, der blev udsendt i maj 1973.
Albummet blev ikke nogen kommerciel succes, men var og er en glimrende illustration af, at Slick og Kantner på ingen måde var kunstneriske udbrændte, selv om vi skrev 1973. Gode sange, helt på niveau med Airplanes materiale, en sound, der ligger tæt på Airplanes med er farvet af de andre medvirkendes baggrund, en Grace Slick i topform og ånden fra ’67 svævende over det hele.
Heldigvis er pladen genudsendt på CD, og den kan fås til fornuftige penge som second hand-vinyl. Og den anbefales enhver med interesse for den periodes beatmusik og Jefferson Airplane i særdeleshed.

Den gamle sanger i den gamle by: Peter Belli

6. september 2017

Peter Bellis sangkarriere lakker mod enden. Med udgangen af 2017 er det slut, og Ulven Peter går på pension. Men, der er stadigvæk en mulighed eller to for at opleve en af dansk beats bedste sangere i levende live. Han optræder således sammen med De Rejsende  i Den Gamle By i Aarhus på lørdag i forbindelse med den tilbagevendende 70’er festival. Måske ses vi der.

https://www.youtube.com/watch?v=X00fsWTCgss

50: Beefeaters

5. september 2017

Ja, den skulle være god nok. I dag for 50 år siden udkom den danske beatgruppen Beefeaters eponyme debutalbum. Et album, der allerede ved udgivelsen blev rigtig godt modtaget i pressen (indenlands og udenlands), og som i dag står som noget af det bedste danske beatmusik fra midten af tresserne.

https://www.youtube.com/watch?v=C4Z63xhsBOQ

Jan Sneum fortæller i Morfars hjørne: En rocknørd på research

5. september 2017

Eksempel på et Rock Family Tree af Pete Frame:

Charles Bukowski om lønslaveriet

5. september 2017

8-12-86

Hello John:

Thanks for the good letter. I don’t think it hurts, sometimes, to remember where you came from. You know the places where I came from. Even the people who try to write about that or make films about it, they don’t get it right. They call it “9 to 5.” It’s never 9 to 5, there’s no free lunch break at those places, in fact, at many of them in order to keep your job you don’t take lunch. Then there’s OVERTIME and the books never seem to get the overtime right and if you complain about that, there’s another sucker to take your place.

You know my old saying, “Slavery was never abolished, it was only extended to include all the colors.”

And what hurts is the steadily diminishing humanity of those fighting to hold jobs they don’t want but fear the alternative worse. People simply empty out. They are bodies with fearful and obedient minds. The color leaves the eye. The voice becomes ugly. And the body. The hair. The fingernails. The shoes. Everything does.

As a young man I could not believe that people could give their lives over to those conditions. As an old man, I still can’t believe it. What do they do it for? Sex? TV? An automobile on monthly payments? Or children? Children who are just going to do the same things that they did?

Early on, when I was quite young and going from job to job I was foolish enough to sometimes speak to my fellow workers: “Hey, the boss can come in here at any moment and lay all of us off, just like that, don’t you realize that?”

They would just look at me. I was posing something that they didn’t want to enter their minds.

Now in industry, there are vast layoffs (steel mills dead, technical changes in other factors of the work place). They are layed off by the hundreds of thousands and their faces are stunned:

“I put in 35 years…”

“It ain’t right…”

“I don’t know what to do…”

They never pay the slaves enough so they can get free, just enough so they can stay alive and come back to work. I could see all this. Why couldn’t they? I figured the park bench was just as good or being a barfly was just as good. Why not get there first before they put me there? Why wait?

I just wrote in disgust against it all, it was a relief to get the shit out of my system. And now that I’m here, a so-called professional writer, after giving the first 50 years away, I’ve found out that there are other disgusts beyond the system.

I remember once, working as a packer in this lighting fixture company, one of the packers suddenly said: “I’ll never be free!”

One of the bosses was walking by (his name was Morrie) and he let out this delicious cackle of a laugh, enjoying the fact that this fellow was trapped for life.

So, the luck I finally had in getting out of those places, no matter how long it took, has given me a kind of joy, the jolly joy of the miracle. I now write from an old mind and an old body, long beyond the time when most men would ever think of continuing such a thing, but since I started so late I owe it to myself to continue, and when the words begin to falter and I must be helped up stairways and I can no longer tell a bluebird from a paperclip, I still feel that something in me is going to remember (no matter how far I’m gone) how I’ve come through the murder and the mess and the moil, to at least a generous way to die.

To not to have entirely wasted one’s life seems to be a worthy accomplishment, if only for myself.

yr boy,

Hank

[Kilde: Letters of Note]

Capac anbefaler: The Blues Overdrive – Live!

4. september 2017

Efter en EP og to longplaying albums er danske The Blues Overdrive nu ude med et live-album. Og det må siges at være et helt logisk skridt at tage.

På de to forudgående albums har Blues Overdrive vist, at de kan deres bluestradition til fingerspidserne og forvalter den med overskud og personlighed og det gran af rock, der gør det hele til bluesrock. Med teknisk kunnen og tæt sammenspil har kvartetten overbevist denne lytter om, at de ikke kun er endnu et skud på traditionaliststammen, men at de har noget på hjerte. En hengivenhed til bluesgenren i hele dens bredde og dybde.

Og med den nye live-plade, der er indspillet for et år siden “live-to-tape” på den skanderborgensiske Smukfest føjer Blues Overdrive en ekstra dimension til det indtryk de har efterladt. Nemlig, at de helt ubesværet formår at overføre professionalismen og blueskærligheden til live-situationen, og det på en måde, der blot sætter en sort streg under de kvaliteter, bandet har. Og som giver lyst til at opleve dem netop i livesituationen.

Med undtagelse af et par numre – Bob Dylans “High Water (for Charley Patton)” og Willie Chambers’ “You got the power to turn me on” – så er alle numrene skrevet af Martin Olsen, der også synger for og spiller guitar. Men som tidligere anført kunne sangene sagtens have tilhørt bluesens store sangskat. Det er solide bluessange, der vidner om kendskab og svaghed for den sorte musiktradition.

Samlet set er Live! en god introduktion til et dansk bluesband, der gør traditionen ære og gør al snak om hudfarve irrelevant. Du kan begynde her, hvis du vil dyrke moderne blues.

The Blues Overdrive. Live! Gateway Music. Er udkommet.

https://youtu.be/E52jC8zNZPY

50: Mere soul – “Soul man” – Sam & Dave

4. september 2017

https://www.youtube.com/watch?v=ZVx2i6jGzf8

– blot for at understrege det med soulmusikken og 1967, Sam & Dave og deres “Soul man”, som Lou Reed indspillede sammen med Sam et par årtier senere…

50: Brenton Wood – Gimme little sign

4. september 2017

https://youtu.be/IcIKMpBtbEI

1967 var ikke kun psykedelist musik og kærlighedssommer. Det var også ‘sweet soul music’ som fx Brenton Woods klassiker “Gimme little sign”, der udkom på dette tidspunkt af året.

Endnu et dødsfald: Walter Becker – Steely Dan – er død, 67 år

3. september 2017

Også Walter Becker, den ene halvdel af motoren i Steely Dan, er afgået ved døden. Det kan man læse på mandens hjemmeside, men der er ikke specifikke oplysninger om omstændighederne.

Opdatering: Ja faktisk hersker der tvivl om dødsfaldet. En side, der kalder sig mediamass.net hævder, at der er tale om et hoax, altså et falsk rygte. På Walter Beckers egen hjemmeside kan man se et foto af manden som dreng ved siden af et foto af Becker som voksen med teksten ” feb. 20 1950 – sept. 03.2017″. Det kunne jo godt tyde på noget andet. Det samme gør den kendsgerning, at kollegaen Donald Fagan for nylig måtte kommentere på Beckers helbredstilstand. Hvad han har fejlet fik man dog ikke noget at vide om.

Beat-pigerne fra Marylebone

3. september 2017

Marylebone er et område i det centrale London, beliggende i City of Westminster og West End. I tresserne var det et område med mange pladeselskaber, bl.a. EMI, Parlophone, HMV og Columbia. Og med udgivelsen Marylebone Beat Girls 1964-1967 vil det lille retro-forlag Ace give et overblik over de piger, der var med til at forme tressernes beatmusik. Med navne som Julie Driscol, Cilla Black, Billie Davis, Alma Cogan og Helen Shapiro. En af den slags udgivelser, der rammer enhver med et nostalgisk blødt punkt for tresserbeaten. Hele 25 skæringer er der på udgivelsen, der også byder på en række mindre kendte navne fra perioden.

  1. Dancing Yet – Liza and the Jet Set (Parlophone R 5248, 1965)
  2. Whatcha’ Gonna Do – Billie Davis & The Leroys (Columbia DB 7346, 1964)
  3. Sweet and Tender Romance – The McKinleys (Parlophone R 5211, 1964)
  4. Don’t Do It No More – Julie Driscoll (Parlophone R 5296, 1965)
  5. Love is a Word – Alma Cogan (scheduled for Columbia DB 7619, 1965/released MFP LP DL 1191, 1991)
  6. Stop and You Will Become Aware – Helen Shapiro (Columbia DB 8256, 1967)
  7. Music Talk – Beryl Marsden (Columbia DB 7797, 1965) (*)
  8. Like the Big Man Said – Toni Daly (Columbia DB 8043, 1966)
  9. I Want That Boy – The Chantelles (Parlophone R 5271, 1965)
  10. The Boy I Used to Know – Andee Silver (HMV POP 1344, 1964)
  11. Mama Didn’t Lie – Jean & The Statesides (Columbia DB 7651, 1965)
  12. He Doesn’t Want You – The Three Bells (Columbia DB 7980, 1966)
  13. Hear You Talking – Beverley Jones with The Prestons (Parlophone R 5189, 1964)
  14. He Fought the Law – She Trinity (Columbia DB 7874, 1966)
  15. Find Out What’s Happening – Tiffany with The Thoughts (Parlophone R 5439. 1966)
  16. Forget About the Bad Things – Helen Shapiro (Columbia DB 7810, 1966)
  17. I Know You Love Me Not – Julie Driscoll (Parlophone R 5588, 1967)
  18. I’m Waiting for the Day – Peanut (Columbia DB 8032, 1966)
  19. Lonely City Blue Boy – Cindy Cole (Columbia DB 7973, 1966)
  20. The Pleasure Girls – The Three Quarters (Columbia DB 7576, 1965)
  21. Ain’t That Fun – Linda Laine with The Sinners (Columbia DB 7204, 1964)
  22. Suffer Now I Must – Cilla Black (Parlophone R 5133, 1964)
  23. Euston Station – Barbara Ruskin (Parlophone R 5593. 1967)
  24. He Knows I Love Him Too Much – Valerie Avon (Columbia DB 8201, 1967)
  25. Make the Most of It – Judi Johnson (HMV POP 1371, 1964)

https://www.youtube.com/watch?v=ancQnc1h4Bc

Dødsfald: Michael “Mick” Softly, 77 år

3. september 2017

Han blev aldrig det store navn, musikeren og sangskriveren Mick Softly, der døde den 1. september i hjembyen Enniskillen, Nordirland, 77 år gammel. Men han var på flere måder en prototype på en ung musikgal mand, der med ungdommens mod og appetit deltog i tressernes britiske musikscene.

Han blev flasket om med traditionel jazz i hjemmet, men som ganske ung kørte han ud i verden på sin motorcykel, lærte at spille guitar og endte med at lave sin egen folk-klub i Hemel Hempstead ( i det østlige England). Og han begyndte selv at optræde rundt omkring og løb bl.a. ind i en vis Donovan Leitch, som han blev gode venner med. Donovan lærte Mick at traktere guitaren mere sofitikeret – og trak ham med ind i pladeindustrien, da han selv fik en succesfuld pladekontrakt. Og Mick indspillede Songs for Swinging Survivors for Immediate Records. En folkplade med kun Mick og hans guitar. En af sangene på pladen, “The war drags on”, indspillede Donovan på sit album Universal Soldier.

Successen kom ikke til Mick, og han måttet i nogle år ernære sig som handelsmand, samtidig med at han spillede rundt omkring. I 1968 vendte han tilbage. Denne gang med et band, Soft Cloud, Loud Earth, der dog hurtigt blev decimeret til en duo og til sidst sendte Mick tilbage på solistsporet. Og med Donovans mellemkomt endt han igen i studiet for at indspille sit andet album. Og der fulgte to albums mere i kølvandet. Plader, der bredte sig over progressiv rock og folk. Det var det kunstnerisk set mest produktive og succesfulde periode, hvor han også fik en del international opmærksomhed.

Men Softly var ikke interesseret i den kommercielle side af musiklivet, og han foretrak at optræde gratis for sit publikum. Han nåede at indspille en håndfuld plader og to af dem – Sunrise (1970) og Street Singer (1971) – er siden blev genudgivet på en dobbelt-CD.

Verdens bedste sang (?)

2. september 2017

Grace Slick mindes ’67

2. september 2017

A lot of time with acid, you have to be in a good frame of mind and around things and people that you like, as I was fortunate to have, and I never had a freak out. Things got real strange [sometimes], and then it goes away in 12 hours or whatever. We had good acid, too — it wasn’t cut with anything and it was made well by chemists from the University of California Berkeley. We got lucky with it. And I got lucky in that it was a time in my life where I was not particularly hampered by any hideous mental existence. [Grace Slick til Variety]

 

50: The Young Rascals – How can I be sure

1. september 2017

For 50 siden udkom The Young Rascals hit “How can I be sure”. En singleuddrag fra albummet Grovin’ med Eddie Brigati i den vokale forgrund. Den nåede en fjerdeplads på den amerikanske singleliste, men herhjemme gik den vist forbi næsen på de fleste.

30: R.E.M. – Document

1. september 2017

30 år er gået, siden R.E.M. med deres femte album Document for alvor forlod undergrunden og blev stadion-rockere og kom på forsiden af Rolling Stone – og så videre.