3. oktober 2017 arkiv

Farvel til – Arthur Janov, primalterapiens fader, 93 år

3. oktober 2017

Psykiateren Arthur Janov fik sit internationale gennembrud ved udgangen af tresserne. I 1970 helt præcist, hvor han fik udsendt sit værk The Primal Scream, der vakte stor opmærksomhed ved sine dramatiske tanker om terapiformen (skriget). Janov var helt sikkert et barn af tressernes spirituelle søgen og interesse for alskens terapiformer, der kunne lindre det kollektive ‘ubehag ved kulturen’. Men han var også en af mange psykologer og psykiatere, der stod i afgrundsdyb gæld til psykoanalytikeren Sigmund Freuds banebrydende tanker om barndommens betydning for det psykiske liv. Det var fra Freud, Janov hentede tanken om, at roden til de psykiske problemer – der i Janovs optik var mange, lige fra mavestår til homoseksualitet – skulle findes i barndommen og kureres via en tilbagevenden til den.

Janov fik mange tilhængere i kølvandet på udgivelsen af sin bog. Til disse hørte John Lennon og Yoko Ono. Blandt andet skulle Lennon havde brugt sin  inspiration i sin sang “Mother” fra John Lennon Plastic Ono Band.

Farvel til – Tom Petty, 66 år

3. oktober 2017

“It’s shocking, crushing news. I thought the world of Tom. He was a great performer, full of the light, a friend, and I’ll never forget him.” [Bob Dylan]

Åh nej, nåede jeg lige at tænke, da nyheden om Tom Pettys alt for tidlige død dukkede op på skærmen. Skal vi nu til at skrive små nekrogrammer over døde rockstjerner igen!? Åbenbart.

Petty blev fundet livløs i sit hjem søndag aften, lagt i coma og døde derefter. Den nærmere dødsårsag er endnu ikke kommet for en dag, men det var kendt, at Petty i mange år var afhængig af heroin. Opdatering: Det forlyder nu, at Petty døde af et hjertestop (‘cardiac arrest’).

Og Petty behøver man vel ikke at præsentere. Han var en af de mest succesfulde amerikanske rockmusikere. Båede med sit band The Heatbreakers, som solist og som medlem af supergruppen Traveling Wilburys. Selv blev jeg helt væltet om kuld, da det eponyme debutalbum udkom i 1976. Et renlivet rock’n roll-album med gode sange – som fx “American girl” – i enkle rockarrangementer uden omsvøb. En tidsløs rockplade.

Men nu er Petty altså død og efterlader et gabende hul i rækken af vitale, ovelevende rockstjerne med noget på hjerte.

Og så kommer jeg i tanke om den scene i Ondskabens øjne (Silence of the Lambs), hvor Jonathan Demme bruger “American Girl” med skarpsindig omtanke…