Det ville bestemt være en overdrivelse at hævde, at Joan Armatrading var gået i glemsel. Men hun er ikke helt fremme i rampelyset, sådan som hun var i halvfjerdserne og firserne, selv om hendes seneste plade kom for et årstid siden. Alligvel fortjener hun at blive trukket frem som et eksempel på en solid sangskriver med langtidsholdbare sange. Her i en fornem optagelse fra The Old Grey Whistle Test med et af hendes glansnumre.
Hi there,
December 1st will be a big day for me. The Visitor will be coming to your town. I will be going to my town. You will be able to hear me and see me. My archive will open on that same day, a place you can visit and experience every song I have ever released in the highest quality your machine will allow. It’s the way it’s supposed to be. In the beginning, everything is free.
Lots of Love,
neil
Jeg har nævnt hende et par gange før. Den nu 71-årige amr. sangerinde og sangskriver Evie Sands.
Hun begyndte sin mere end halvtreds år lange karriere som teenager midt i 1960’erne, men slog først igennen sidst i det årti. Men hendes karriere fik et tilbageslag allerede inden den rigtig var kommet i gang. Hendes første singleindspilning “Take me for a little while” blev stjålet af folk omkring det toneangivende Chess-forlag, og her blev sangen udgivet med en anden kunstner, der fik stor succes med den – og skubbe Evies egen indspilning ud i skyggen. Tyveriet førte til sagsanlæg, der også fjernede opmærksomheden på Evie Sands forsøg på at nå ud til det store publikum. Og karakteristisk for Sands manglende held, så blev hendes anden udgivelse “I can’t let go” kopieret af The Hollies, der sørgede for at høste sangens fortjente succes. I det hele taget er de betegnende for Evie Sands karriere, at andre fik salgssucces med hendes sange.
Forståeligt nok førte hendes manglende gennemslagskraft som udøvende kunstner til, at hun i slutningen af 1970’erne koncentrerede sig om at skrive sange og producere. I 1980’erne er hun dog vendt tilbage til det udadvendte, har optrådt og fået genudsendt nogle af sine tidlige plader. Så sent so 2014 fik hun et album ud, hvor hun fortolker sange af Chip Taylor sammenmed Billy Vera. Især i Storbritannien har hun fået et trofast kultpublikum.
Cleveland-avantgarde-rockerne Pere Ubu er aktuelle med et nyt album 20 Years in a Montana Missile Silo. Og i den anledning markerer NPR genkomsten med en halvtimes koncert fra 1991. Det er stadigvæk David Thomas i forgrunden.
Det er måske en ny tendens. At store nutidskunstnere barberer deres materiale ned til noget med en stemme og et instrument. I hvert fald gør den meget omtalte Taylor Swift det også, når hun inviterer 100 udvalgte fans ind til et nedbarberet nummer fra hendes seneste album Reputation. Jeg er ikke den store fan af Swift, men synes egentlig hun synger meget godt i sammenligning med, hvad man ellers udsættes for nu om stunder.
Between the Bars…………🎼🖤strumming my favorite song when everyone else is asleep. ♥️ Eliot Smith 🙏🏻 #prayer #lullaby #love pic.twitter.com/i0JvwvMaPA
— Madonna (@Madonna) November 9, 2017
Væk er den højtprofilerede iscenesættelse og alle udenomsværkerne, når Madonna sætter sig ned foran webkameraet med sin guitar og synger sin yndlingssang “Between the Bars” af Elliott Smith. Ikke lige to navne, man umiddelbart ville forbinde med hinanden – men en behagelig overraskelse.
I love her words, I love her guitar playing and the tunings, and it’s just constant inspiration for me, especially in that very, very personal ‘writing about your own life as subject matter’ stuff. She’s the queen of it in a way. I’ve been talking a lot about that first record that some people call Song To A Seagull and the songs are beautiful on it, but it’s also got this great over-riding concept, there’s a side about the country and a side about the city. You could say Joni is this folk singer but at the beginning she had this whole conceptual side and her early records are very conceptual. Ladies of the Canyon I’ve just started listening to again recently. I feel like besides Blue it’s just one of those ones that’s so classic and overheard you just stop listening to it because you’ve heard it so many times. [Lee Ranaldo, Sonic Youth]
Jeg kan kun være enig med Ranaldo. Denne plade er creme de la creme.
https://www.youtube.com/watch?v=51m5UnZcWYc
Medens vi venter på fortsættelsen af Bob Dylan krøniker fra sit liv, så har forlaget Simon & Schuster været snarrådige og udgive Dylans kontroversielle Nobelforelæsning. Så kan debatten om mandens forfatterevner fortsætte – og han selv fortsætte med det, der optager ham: spille koncerter og lave musik til eftertiden.
Man skal lede længe for at finde de mindste oplysninger om sangerinden Big Ella (Ervaerlla Tate). Hun indspille nogle få,saftige singler i tresserne og forsvandt så helt ud af rampelyset. En skam, for hun har et stor stemme.
Heldigvis har arkæologerne gemt en del af hendes indspilninger på tuben.
En god stemme, gode sange og markante holdninger. Man kan næsten ikke forlange mere. Her er Ani di Franco ved skrivebordet med et par musikalske venner.
Når fanden bliver gammel begynder han at gå i kirke og læse biblen, siger man. Og måske kan man analogt sige, at når rockens ikoner bliver gamle, så begynder de at spille jazz og ældre musikgenerer. I hvert fald passer det på Paul McCartney (standards), Bob Dylan (jazz), Rolling Stones (den ‘rigtige’ blues) og nu også Van the Man Morrison, der i julemåneden udsender albummet Versatile.
Titlen henviser både til kunstnerens alsidighed og til de udvalgte sanges anvendelighed. Og med sange fra Chet Baker, Frank Sinatra, Righteous Brothers, Tony Bennet og Nat King Cole, så må man vel sige, at titlen passer ganske godt. Så det skal bliver spændende at høre, hvad Van the Man kan få ud af de løjer. Og sådan lød han engang:
https://www.youtube.com/watch?v=8vUF6SHuuIw
På denne dag for 50 år siden, udkom The Monkees’ fjerde album med det blomstrede cover og den fjollede titel Pisces, Aquarius, Capricorn & Jones Ltd. Det var det tredje album i ’67 – efter More of the Monkees og Headquarters, der havde konsolideret gruppens succes efter gennembruddet i 1966.
Det nye album var det første, hvor bandet for første gang selv spillede instrumenterne og havde mere kontrol over produktionen. Monkees var startet som et tegnebordsprojekt med egen tv-serie, men bandmedlemmerne var talentfulde nok til selv at gå efter styringen. Og det sket så i 1967.
1967 blev også det år, hvor det hele kulminerede for Monkees. De udsendte tre singler: “Randy scouse git”, “Pleseant Valley Sunday”, “Daydream believer”. Sidstnævnte blev gruppens sidste nr. 1-hit, og derefter gik det tilbage med populariteten, selv om Monkees fortsatte frem til den første opløsning i 1971.
Pisces…var Monkees’ psychedeliske album, hvilket først og fremmest kunne ses på coveret og høre på gruppens brug af datiden hotteste keyboard, Moog syntheziseren. Ellers var alt ved det gamle: Gode sange, skrevet af kendte sangskrivere (fx Goffin og King og “Pleseant Valley Sunday”) og i fængende arrangementer og udsøgt brug af de bedste studiemusikere.
Art Garfunkel vil for altid være knyttet til duoen Simon & Garfunkel. Og selv om det er lidt uretfærdigt – fordi Garfunkel har lavet meget og meget godt som solist og som skuespiller – så er det sådan det er. Og han har også god grund til at være stolt af, hvad han har lavet sammen med Paul Simon. Ganske vist skrev Simon sangene, men uden Arts lyse stemme ville det hele ikke have haft samme gennemslagskraft.
I går rundede Art så 75 år. Og det er nok tvivlsomt, om de to gamle drenge igen vil stå på en scene. Knubbede ord har der været mellem dem (igen). På den anden side, så ved man aldrig…
Søstrene Hana Elion og JJ Mitchell kan noget med lækre vokaler, lækre arrangementer og en nærmest vægtløs popsound, der glider ned som candy floss eller soft ice på en varm søndag. Og nu har de så lavet en ny sang, der er med på genudgivelse af deres debutalbum Young. Velbekomme.
