Forneden på min side har jeg installeret en såkaldt live-feed, der registrer, hvor i verden bloggens besøgende kommer fra. Og den viser, at capac har besøgende mange steder fra på globen. Og for nogle minutter siden har nogen i Woodbridge, USA, haft travl med at læse rundt omkring i bloggen. Måske en udlandsdansker, der har fundet vej og læser lidt hist og pist. Og det er da bare dejligt.
Det, vi mangler, er dannelse. Generel og seksuel dannelse. Mere sanselig poesi og flere erotiske digte i skolerne, tak. For at lære kunsten at se hinandens livsbekræftende skønhed. Med øjenkontakt, udsøgte komplimenter, stole, der trækkes ud, frakker, der løftes af. I håb om mere sigen fra over for utilstedelig grænseoverskridende gramsning og generel degradering af mennesket til simpelt middel og ikke mål i sig selv.
Og lad os så alle lige i to minutters stilhed erindre alle vore gode samlejer og anden frivillig, lystfuld og kønslig omgang i mark, eng, Ikea-seng og offentlige rum også – vi overlever næppe uden.
Jeg har længe tænkt, at debatten i kølvandet på balladen om ham den amerikanske lidderbuks af en filmproducent, er gået for vidt og blevet noget i retning af et hvidt mellemlagskvindekorstog mod enhver form for mandlig seksuel ytring og at gamle dyder som maskulin galanteri, forførelse og deslige var truede ytringer. Og derfor er det ret befriende at læse Elisabeths “politisk korrekte” indlæg om #meetoo -bevægelsen. Jeg er helt enig med hende i, at det handler om DANNELSE. Hjertets dannelse, kønnets dannelse og dannelse slet og ret.
Jeg har været inde på emnet før – the Beatles’ julehilsner til fanskaren. Og – selvfølgelig havde jeg nær skrevet – nu udsendes de i et særligt bokssæt af farvet vinyl. Jovist truer julen – og alle ideer til at lokke penge op af vores lommer bringes frem.
Apropos glemsel, så var november måned 1967, den måned, hvor lange John Baldry bragede igennem på den britiske hitliste med sin slidstærke “Let the heartache begin”. Pladen blev nr. 1 og var på listen et par uger og var Baldrys eneste regulære hit. Til gengæld står den stadigvæk stærkt i erindringen.
Butch Hancock er en af de country-folk-kunstnere, der har det med at glide lidt i glemmebogen, selv om han har 12 studioalbums plus det løse at gøre godt med. Så her trækker vi ham lige frem i lyset igen. Du kan starte som fan her.
„Für eine Gesellschaft von Warenproduzenten, deren allgemein gesellschaftliches Produktionsverhältnis darin besteht, sich zu ihren Produkten als Waren, also als Werten, zu verhalten und in dieser sachlichen Form ihre Privatarbeiten aufeinander zu beziehen als gleiche menschliche Arbeit, ist das Christentum mit seinem Kultus des abstrakten Menschen, namentlich in seiner bürgerlichen Entwicklung, dem Protestantismus, Deismus usw. die entsprechendste Religionsform.“ K. Marx, Kapital I, MEW 23, 93.
Min fordanskning: “I et samfund af vareproducenter, hvis alment samfundsmæssige produktionsforhold består i at forholde sig som lige menneskeligt arbejde til deres produkter som varer, alså som værdier, og som forholder sig til hinanden i denne tingslige form af deres privatarbejder, er kristendommen med sin kultus [gudskyrkelse] af abstrakte mennesker, især i den borgerlige udgave protestantismen, deismen osv. den passende religionsform” [Karl Marx, Kapital I, s. 93]
Kritik der Religion ist nicht Atheismus, sondern Wissenschaft Atheismus ist die Kritik des Himmels. Nötig ist
aber Verstehen und Veränderung der Verhältnisse auf unserer Erde. Der Atheismus ist „kritische Religion, … letzte
Stufe des Theismus, … negative Anerkennung Gottes.“ K. Marx, Hl. Familie, MEW 2, 116.
„Für Deutschland ist die Kritik der Religion im Wesentlichen beendigt, und die Kritik der Religion ist die Voraussetzung aller Kritik. … Die Kritik des Himmels verwandelt sich damit in die Kritik der Erde …“ K. Marx, Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie, MEW 1, 378f.Fordanskning: “Religionskritik er ikke ateisme men videnskab. Ateisme er kritik af himlen. Nødvendig er forståelse og forandringen af forholdene på jorden. Ateisme er “kritisk religion,… sidste trin af teismen, … negativ anerkendelse af gud” K. Marx, Hl. Familie, s. 116
“…kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik… Kritikken af himlen forvandles til kritik af jorden…” K. Marx, Kritik af den hegelske retsfilosofi, s. 378 f.
På DR1 finder man det åbenbart passende at indoktrinere befolkningen religiøst i prime time med en serie betitlet “Herrens veje”, hvor en præst i skikkelse af en landskendt skuespiller kæmper sine kampe med familien, øvrigheden, menigheden og ikke mindst troen. Jeg har kun set enkelte scener undervejs, men nok til at nu er tiden åbenhart moden til at vi på public service-kanalen over dem alle skal styrkes i troen på, at kristendommen er den rette vej for os almindelige borgere i en ny-liberalistisk, borgerlige politisk konjunktur. Og det fik mig til at rode lidt rundt i gamle Karls skrifter efter lige netop de ovenstående citater, der helt afspejler, hvad jeg tænker om den sag.
Blot for at understrege, at folk selvfølgelig må tro, hvad de vil, så tager vi lige The Byrds og deres “Jesus is all right”:
“We were terrible. We weren’t a good group. People said, ‘Well, Linda can’t play keyboards’, and it was true.
“But you know, Lennon couldn’t play guitar when we started. We knew Linda couldn’t play, we didn’t know each other, but we learned.
“We had some funny experiences. Looking back on it, I’m really glad we did it.”
[Paul McCartney til BBC]
Vi kender godt historien om Wings, bandet McCartney dannede efter Beatles-tiden, og latterliggørelsen af Linda McCartneys rolle som tangentspiller i gruppen. Nyt er det så, at Macca erkender, at kritikerne havde ret. Linda var dårlig. Bandet var dårlig. – Og så alligevel?! Præmissen for Wings var, at Paul ville lave et band, starte på ny fra bunden af, sådan som Beatles gjorde omkring 1960. Og John Lennon kunne heller ikke spille rigtigt, da det hele startede. Men de lærte det, som bekendt, på den hårde, slidsomme måde. Og de blev vist rigtig gode til sidst.
Det er ikke fair at kalde Wings en dårlig gruppe. Det kan godt være, at bandet aldrig blev så sammentømret som Beatles var eller McCartneys nuværende band, men med sangskriveren og kapelmesteren i forgrunden fik de skabt en række plader, der – når de var bedst – tangerede Beatles-værket. Efter min mening. Og så kan Paul bagkloge sig lige så meget han vil…
Det er den 1. november. Og med billederne af Halloween-iklædte unger tiggende ved hoveddøren, kan man lige så godt indstille sig på, at næste forbrugeristiske tiltag allerede er kørt i stilling (tjek annoncerne fra den lokale købmand…). Ja, om vi vil det eller ej, så står den for døren. JULEN. Og den talentfulde Sia er ude med sit bud på en julesællert. Et julealbum. Tja, hvad skal man dog mene? Julen varer lige til påske – forhåbentlig ikke helt….
Selv om han vist har travlt med at optræde solo på Broadway, så er det også tid til at kaste en enkelt sang ud til folket. Denne gang en sang, der indgår i en film, Tjhank you for the service, der handler om PTSD hos hjemsendte soldater…
Ron Sexsmith , ham har jeg – som garvede læsere vil vide – et blødt punkt for. Og når han så kaster sig over nogle af mine andre musikalske svagheder, som fx Beatles og Bob Dylan, ja så masseres det bløde punkt lidt ekstra.
