20. november 2017 arkiv

Capac anbefaler: Mads Toghøj – Rødder

20. november 2017

Da jeg for snart mange år siden var fast lytter til Danmarks Radios P3-musikprogrammer lyttede jeg bl.a. til programmet “Folknyt” (tror jeg det hed) med Allan Klitgaard ved mikrofonen. Her excellerede man i folkemusik i alle dens afskygninger, og det er ikke for meget at sige, at jeg brændte godt gammeldags varm på netop den musikstil, hvad enten der var tale om britisk folk som hos fx Fairport Convention eller nordisk.

– Og  ved lytningen til Mads Toghøjs nye plade Rødder blev den gamle flamme tændt igen. Med de indledende toner til den indledende sang “Min barndomsby” blev jeg sendt tilbage til ungdommens forelskelse i folkemusikken. Det var lyden af dengang, der ramte mig lige i nakken.

Og det er nok ikke tilfældigt, for albummet hedder jo Rødder og handler både om sangskriverens rødder i det nordjyske, i Skagen og omegn, hvor Mads voksede op som barnebarn af selveste Fisker Thomas, der allerede dengang i halvfjerdserne var en slags legende (selv om man nok ikke ville bruge det ord på de kanter…), og om de rødder, der er musikalske og stikker dybt. Det sidste understreges kun alt for flot af, at Mads omkring sig har kendte folk som Jens Memphis (fra de navnkundige Gyldne Løver) på fløjte og kor, Flemming Fiol (fra Spillemændene og Poul Krebs) på violin og kor og flere til. Og bedre bliver det kun af, at Mads Toghøj ud over sine egne sange har indlemmet tre sange, der peger tilbage. Det er dels Erik Byes “Anna Lovinda”, der også var en sang i morfarens repertoire, og dels de to traditionelle sange, “Tre både” (irsk) og “Fra Halifax til Spanien” (endnu en af morfarens “hits”).

Så når pladen her har noget gammeldags over sig og henfører denne lytter til ungdommens radiolytteri, så er det ingenlunde tilfældigt. Traditionsbevidstheden er til at tage og føle på hos Mads Toghøj. Her er ingen overfladisk leflen for tidsånden. Man står ved det, man kommer af – menneskeligt såvel som musikalsk.  Mads Toghøj understreger det også i sit forord, hvor han  manende skriver: “Alligevel bliver du aldrig andet end det menneske, din opvaækst gjorde dig til. På godt og ondt. Du er skabt af minder, lyde, lugte, billeder. Uanset hvor gammel, du bliver, er du altid et barn af dine forældre. Barnebarn af dine bedseforældre. Gennem hele livet søger du i en eller anden grad hjem“.

Men man går jo ikke restløs op i sit ophav. Også ens egen tid sætter sig spor i en. Og på Rødder hører man fx de spor, som Mads Toghøjs egen lytten til anden musik end den lokale. Her spores påvirkning fra britisk og amerikansk folkelig musik – lige fra country til americana. Musikalske genrer, der udmærker sig ved en særlig realisme og autencitetssøgen, der også kommer til at præge Mads Toghøjs venden tilbage til morfarens musik.Til rødderne.

Og Mads Toghøj fremfører sangene på sin egen ligefremme facon, der stemmer godt overens med sangenes ærlighed og jordnærhed.

At lytte til Mads Toghøjs plade er – for en vestjyde som mig i det mindste – som at vende tilbage til Vesterhavet og stå på stranden med blæsten i ansigtet og håret og den salte smag af vand på læben. Akkurat som Mads Toghøj gør på det sepiafarvede coverfoto, hvor han står og kigger på det altid urolige, men i det indre roskabende, hav. Det er lidt som at vende hjem, at lytte til disse sange. Geografisk, historisk og mentalt. Og tak for det Mads. Hermed varmt anbefalet.

Mads Toghøj. Rødder. Produceret af Mads Toghøj og Jens Varmløse. Tavin Records/ Deluxe Music. Udkom 27. oktober 2017

 

Capac anbefaler: Flemming Borby feat. Greta Brinkman – Hell is too far

20. november 2017

Når man kan skrive fx Poets og Greene på sit musik-CV, så er man vel ikke en hr.-hvem-som-helst. Og Flemming Borby kan det. Hans liv med musikken går langt tilbage -til tressernes radiolytning – men de senere år har Borby været solist og har boet uden for landets grænser.

I 2015 udsendte han debutsoloalbummet Somebody Wrong, hvis indiepopsange faldt i god jord hos flere anmeldere. Og nu et par år senere er toeren kommet, Hell is too far, hvor Borby har allieret sig med den garvede bassist Greta Brinkman (der bl.a. har arbejdet sammen med Moby og Debbie Harry).

Og Hell is too far lægger sig smukt i forlængelse af debutpladen med otte indtagende indie-poprock-sange, der emmer af inspiration fra især den stærkt popmelodiske strømning i indierocken, den strømning, der både går tilbage til den solide popsangskriverkunst fra tresserne (med Brill Building i bakspejlet) og løber gennem den lange række af kunstnere, der stod ved deres poporientering. The Go-Betweens er blevet nævnt – og med rette – et par gange i forbindelse med Borbys navn.

Der er tale om otte mageløst, velturnerede sange, der både er let melodisk forførende, samtidig med, at arrangementerne lyser – og lyder – langt væk af at være gennemtænkte, komplekse og professionelt udførte. Og Borby synger med en lys mandestemme, der kun passer alt for godt til popintentioner. Det er indiepoprock med hitlistepotentiale, og det ville være synd og skam, hvis ikke de unge DJs på de store radiofonistationer fik ørerne op for Borby og sørgede for at sende hans toner ud til ungdommens mobiltelefoner og DAB+-radioer. Hermed anbefalet.

Flemming Borby featuring Greta Brinkman. Hell is too far. Produceret af Flemming Borby. Divine Records. Udkom 29. september.

Aarhus – en europæisk kulturhovedstad

20. november 2017

Det har ikke fyldt noget her i bloggen. Men capacs by, Aarhus, har været europæisk kulturhovedstad i 2017. Og det lakker nu mod enden. Kulturåret afsluttes med, hvad der beskrives som “et brag af en fest”. Med 75 koncerter rundt omkring i byen (se kortet ovenfor) sendes kulturhovedstaden videre. Og musikalsk dækker koncerterne metal, jazz, elektropop, rap, punkrock, klassisk, new folk, elektronisk musik og meget mere, som der står i programmet.

Kulturåret har ikke fyldt noget i mit 2017. Og det er ikke kulturårets skyld eller byens for den sags skyld. Men jeg er generelt ikke til store arrangementer af den slags. Jeg dyrker fx heller ikke Aarhus’ berømt-berygtede Festuge. Mit kulturforbrug er nogenlunde det samme som altid, og altid styret af det konkrete indhold. Den 9. december slutter kulturåret og den jyske hovedstad kan vende tilbage til normaliteten. Og det tror jeg i virkeligheden klæder Aarhus allerbedst.

Exit: Charles Manson

20. november 2017

1960’erne var ikke kun de “gode, gamle dage”. Tresserne var også Vietnamkrig, andre konflikter, oprør og vildfaren ungdom. Til sidste kategori hørte Charles Milles Maddox, bedre kendt som Charles Manson, der som leder af sin Manson familie begik ni mord i 1969.

Manson var et barn af efterkrigstiden og af tresserne. Hans triste barn- og ungdom gik med at gå ind og ud af diverse institutioner for ungdomskriminelle, men han forsøgte sig også som singer-songwriter i udkanten af Los Angeles, hvor han angiveligt havde en perifer kontakt med Beach Boys Dennis Wilson. Nogle af hans sange blev siden udgivet, og nogle af dem indspillet af andre musikere.

Men først og fremmest var Manson et eksempel på, hvordan det kunne gå, når tressernes løsslupne ungdomskultur skulle gå i spænd med en sindsforvirret ung mand. Han blev besat af forestillingen om en forestående racekrig mellem hvide og sorte borgere. Helter Skelter kaldte han krigen – efter Beatles-sangen. Og han beordrede sine familiemedlemmer til at slå nogle mennesker ihjel for at sætte gang i den apokalypse, han var overbevist om ville komme.

Men i stedet endte Manson i fængsel. Først blev han idømt dødsstraf, men da Californien afskaffede dødsstraf i 1972 blev hans dom konverteret til en livslang fængselsstraf. Og det er den, der endte mandag morgen efter en kort hospitalsaindlæggelse.

Dermed er et makabert kapital af historien om tresserne skrevet færdig.